Kvist og Co

Polkagris med elementer af smølf (1)

2012-01-29T23:01:00.000+01:00

...eller hvordan fru Kvist for første og muligvis sidste gang er på forkant i strikkekredse.

Er der nogen, der har været hos Geilsk her i weekenden?

Nå, men så se lige her:

Når den er blevet vasket og jeg lige er hjemme i fuldt dagslys, skal den nok blive vist frem i fuld størrelse og med faktaboks. Det er en fed model, og jeg bliver nødt til at strikke flere. Ikke mindst til Yngsteøglen, der egentlig skulle have et Samlebånd som den første. Desværre kom Onde Mor til at kaste sig over det indkøbte kit i str. 6 i det sekund jeg modtog voksenopskriften til prøvestrik. Ikke om jeg kunne vente på en sending fra Bente eller en tur til Tante Grøn. Forsyningerne er senere blevet suppleret hos Tanterne, da der forbløffende nok skulle mere garn til. Hermed også forklaringen på den muntre 4th of July-agtige farveholdning, som dog nok skal blive et hit til foråret.

Det er et sjovt strikketøj, så det er bare med at komme i gang. Og har I set Paneldebat? Sådan en må jeg også have! Jeg elsker den slags konstruktioner.

2012-01-29T22:48:00.002+01:00

Det er efterhånden lidt siden jeg var der, men jeg synes alligevel Lones hyggelige garnshop fortjener et par ord med på vejen.

(Dette billede er lånt fra hjemmesiden. De øvrige er mine egne)

Vanen tro var nogle af de julegaver jeg gav af ulden karakter, og da jeg kun nåede at strikke et enkelt sjal, måtte noget jo være gør-det-selv strik. Farven på det store bundt farveskiftegarn fra Hjelholt i smukke efterårsfarver til et Møbiussjal var dog ikke helt så stort et hit hos min veninde, som jeg havde forestillet mig, da jeg købte det i Lones bod på Nyborgs store julemarked.

Heldigvis havde jeg fået lov til at bytte, og så var der jo ikke andet at gøre end at drage ud på landet, medbringende GPS, svigermor og datterbarn. Svigermoderen er altid frisk på lidt garnshopping, og yngsteøglen lader meget nødigt noget passere uden at placere sin lille person tæt på begivenhedernes centrum.

Butikken er lille og hyggelig, og placeret i en gammel, firlænget bindingsværksgård af lige nøjagtig den type Helten ville have bosat sig i, hvis han altså ikke havde valgt en hustru udstyret med ti tommelfingre og et praktisk og uromantisk syn på bolig. (Og jo, vi har prøvet at bo i 200 år gammel bindingsværksidyl. Sødt, yndigt og so not me).

Hos Lone kan man få gode, klassiske uldgarner. Noget fra egne får, noget fra andre kilder, ikke mindst Hjelholt, som en del webstrikkere nok husker fra en festival for et par år siden. Man kan også købe færdigstrik, lammebamser (er det et ord?) gyngefår, plaider, strikkepinde og sågar kød (gæt selv art).

Jeg drog hjem med noget meget lækkert uld og silke, 600 g. udgåede men smukke farver i Dansk Pelsuld samt en superlækker plaid fra Silkeborg Uldspinderi. Herudover venindens farveskiftegarn, nu i farve 11, som er en utrolig flot blanding af blå, aubergine og noget grønt. Det er tænkt til et no-nonsense-Møbius-sjal: strik en lang strimmel i perlestrik, sy den sammen på den korte led efter at have snoet den en omgang. Ikke nogen fancy opslagning her.

Yngsteøglen havde en fantastisk tur. Hun fik nemlig et godt tilbud: ville hun, i stedet for garngramsning, hellere ud at se til dyrene? Hun fik en længere rundvisning af Lones mand, og kom begejstret tilbage og fortalte om kæmpefåret Hr. Mortensen, (som jeg mistænker for at være en vædder), bløde lam og klappehøns. Smart også at have underholdning til børnene, gad vide om der også er noget for de mænd, der kunne komme til at forvilde sig med? Smagsprøver, måske eller fremvisning af maskineri? Det må komme an på en prøve, for mon ikke vi kommer igen?

Pip og velkommen til 2012

2012-01-08T22:11:00.004+01:00

..også her på bloggen, hvor der mildt sagt ikke har været megen aktivitet at prale af i efterår og vinter 2011. Det er ikke fordi her er sket samfundsomstyrtende begivenheder i mit virkelige liv, men jeg har kæmpet en hård kamp med min gamle uven, Hr. Søvnløshed, og en stor del af tiden har han haft overtaget. Jeg gider ikke skrive en masse om det, kun at det har fyldt meget og at jeg virkelig har måttet skære ind til benet med hensyn til stort set alt andet end familie og arbejde. Ingen blog, ingen kommentarer, ingenting af en helt masse andet som jeg ellers nyder og savner når jeg ikke har det, men sådan måtte det være.

Efter lange overvejelser har det fået mig til at træffe en (for mig i hvert fald) temmelig drastisk beslutning. I al den tid jeg har arbejdet, har det været på (mindst) fuld tid, og i mange år havde jeg et fuldtidsjob samtidig med jeg passede et halvtidsstudium. Nej, der blev ikke strikket meget i de år, der belv arbejdet og læst, og det var før bloggens tid. Jeg betragter bestemt ikke mig selv som arbejdssky, og jeg er meget glad for mit job og min kolleger, men alligevel har jeg valgt at gå ned i tid her i det nye år. 32 timer om ugen, eller en time mindre hver dag. Ikke nogen kæmpe ændring, men som sagt en beslutning, der krævede mange overvejelser. Jeg er kun en uge inde i den nye ordning, så det er ikke til at sige hvordan det er. Jeg tror jeg er nået frem til at jeg ikke slipper for lidt dårlig samvittighed, men måske bedre kan leve med det i forhold til jobbet end i forhold til familien.

Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig over nye aktiviteter i mine 5 timer om ugen, bare at passe det jeg har i et lidt lavere tempo. Skulle der blive en time eller to til overs, kunne det jo være der blev strikket en pind ekstra.

Og nu vi lige er ved strik, er der gang i det? Ja, det er der faktisk, både en Amanda, en Vanilla, en Liva-vest og et grønt sjal fra Arnika er i produktion (og sikkert et par ting mere, hvis jeg kender mig selv ret), men de har alle sammen ligget stille et godt stykke tid, fordi jeg har fået lov at prøvestrikke en model for Bente Geil. Så kan eventuelle læsere selv gætte på om denne ære er overgået fru Kvist pga. hendes strikketekniske snilde og regnefærdigheder, eller fordi hun har spurgt til modellen så mange gange at Bente til sidst ikke så nogen anden udvej, hvis hun skulle have lidt fred. Det er en superfed model, ikke helt ukendt, med mange fine tekniske detaljer og meget lidt montering, det kan vi li´! Til gengæld er den på p. 2½ og 3 og i voksenstørrelse, så alt for stærkt går det ikke. Men bare vent og se.

Jeg har strikket næsten monogamt på den, dog røg der lige et godt gammeldags Ishbel i hvid lama (dog ikke af den på billedet, det var bare en vi mødte i efterårsferien) af pindene som julegave til min søster.

Nå, så er jeg da i gang. Mere følger om alle de igangværende projekter, og om årets første uldne udflugt.

Hvad kan man skrive om Fanø?

2011-10-02T21:26:00.008+02:00

...når man har haft en uges tid til at summe over den skønne weekend. Jeg har vist oplevet noget af det samme som mange andre deltagere:

Fanø er en fantastisk ø
Strik og grin i herligt selvskab er noget man kan leve højt på længe
Uldne fristelser var der nok af
Bloggere mødte man alle vegne (især i Kunstladen). Det er da sjovt at opdage, at de bloggere man så ivrigt følger, rent faktisk findes i virkeligheden.
Man kan altid bruge nye strikketeknikker

Jeg købte et par bøger og nogle smukke knapper, men som det ofte sker ved den slags lejligheder, blev jeg lidt overvældet over udvalget og fik ikke købt så meget. Pyt med det, det meste kan fås på nettet, og det er som bekendt så meget lettere at vælge rigtigt når man har haft det forskellige i hånden og har førstehåndsindtryk af farver og kvaliteter. Egentlig ville jeg have et Skulderblad med hjem, men gik helt i stå, da jeg skulle vælge farver ("åhh se, hvor flotte blå farver. Ups, kan blade være blå, eller ser det for muteret ud? Hmmm). Andre var knap så vægelsindede, så måske der snart bliver lejlighed til at beskue et meget festlig Skulderblad, coming to a blog near you.

Jeg lærte også at man sover fantastisk i en autocamper, og at min søns mobil (venligst udlånt da fra Kvists egen uventet var afgået ved døden) har er yderst effektiv vækkemekanisme, nemlig en skrap, for ikke at sige militant, kvindestemme, der bjæffer: "Klokken er 7. Du skal op!" Det var lige før man stod ret udenfor camperen og ventede på inspektionen oven på den salut.

Nå, men noget jeg gerne vil skrive om, er de fire workshops jeg deltog i. Vi havde pladen fuld, som Britt kalder det, 2 x 3 timer både lørdag og søndag. Here goes:

Patentløsninger med Bente Geil

Bente kommer jævnligt til Odense, så derfor ved jeg, at man aldrig keder sig i hendes selskab. Hun er nøjagtig så humoristisk som man kan fornemme ud fra hendes designs, og ikke mindst deres navne. Gode grin og finurlige strikketeknikker, min sjæl, hvad vil du mere? Vi lærte mange slags patentløsninger, og fik bla. opskrift på en supersmart halsdims, kaldet Rundkørsel, som jeg straks ville slå op til, hvis det altså ikke lige var fordi jeg ikke kan finde ud af at vikle den på den rigtige måde. Der er en grund til at ingen af mine børn har været slyngebørn....Måske nogen kunne smide en tutorial på Youtube: "Ten easy steps: Sådan ifører man sig en Geilsk Rundkørsel uden at komme for sent på arbejde."

Strikketeknikker med Helga Isager

Lad mig sige det straks, jeg tænder langt mere på hendes beklædningsdesigns (jeg elsker hendes skrædderagtige detaljer) end på hendes boligditto, som var det, hovedvægten lå på i denne workshop. Alligevel var det sjovt at prøve noget af teknikken (og at se giraffen). Jeg strikkede og monterede denne prøve:

Det tog det meste af tiden, men hvis man bliver ved længe nok, kan det ende som en plaid. Det er da lidt sjovt at strikke i runde former, ikke? Helga lovede at der lige om lidt vil komme et nyt hæfte med beklædning. I den anledning så vi en lille barnetrøje i 2-farvet patent (som vi jo lige var blevet udlært i) hvor den ene farve var kidmohair. Ahh, så blødt og let. Vi er vist nogle stykker, der har kastet et ekstra blik på den voksne patenttrøje i "Strikketøj" efter den oplevelse.

Ret og riller med Rachel Søgaard

Weekendens dark horse for mig, jeg kendte ikke meget til Rachel i forvejen, men sikke et godt valg. Magen til inspirerende underviser skal man lede længe efter. Masser af sjove mønstre, kendte og ukendte, og løbende ping pong med udveksling af idéer.

En ægte strikkenørd, hurra! Det trak bestemt heller ikke ned at Rachel var iført en lækker grøn cardigan, der ved første øjekast bare var smuk og klassisk, men som viste sig at være pyntet med sjovt broderi og applikationer. Efter sigende skulle man kunne gøre hende kunsten efter når hendes nye bog Home Made udkommer lige om lidt.

Bladmønstre med Lene Holme Samsøe

Fru Kvist, der som bekendt praler af at have begået 10 Birches, 2 Shetland Triangles og et Kiri, er ikke helt ukendt med bladmønstre, men alligevel var der meget at lære. Anvendelighed, placering, baggrund, fordele og ulemper ved forskellige garntyper, der var nok at tage fat på. Desværre viste mine til lejligheden indkøbte strømpepinde nr. 8 at være defekte (bambus, flækket på langs) så jeg fik ikke strikket den hue, vi ellers fik garn til på kurset, men jeg fik da eksperimenteret med bladmønstre på pinde 3½, som er min hjemmebane.

En anden fed ting var, at Lene havde medbragt samtlige modeller fra sin nye bog "Mere Feminin Strik". Bortset fra at der er rigeligt pudder, karry og jord i farveskalaen, så der de altså superflotte live. Lene er lige så lille, fin og feminin som man må forvente ud fra hendes design, og jeg tror alle modeller var strikket i hendes egen størrelse, så der var ikke så meget ved at prøve dem, men heldigvis var der en medkursist i de rigtige mål, der fandt sig i at blive udpeget til model. Uha, det var fine strikmodeller. Selv lysedugen begynder jeg at se muligheder i, dog sammen med et par slidte jeans og rustikke støvler. Nej, jeg er ikke en lille, fin og feminin dame.

Gode workshops, hver på deres måde. Eneste ulempe var, at er gik vældig meget tid med dem, så der blev ikke gramset så meget garn eller hygget så meget i sommerhuset. Seyfarth-shoppen nåede vi slet ikke, men så er der da en god undskyldning for at komme tilbage senere. Om ikke før, så til næste festival om 2 år!

Kunsten at udtænke en fødselsdagsgave

2011-09-23T11:17:00.003+02:00

Og ja, fødselsdagen er overstået og gåden er gættet, selv om jeg i første omgang fik veninden på vildspor, idet hun troede det var noget, jeg var ved at strikke til hende. Man ser det for sig. "tænke, tænke, hvad mon det er, jeg ønsker mig, som er skriggrønt med pink blomster? Smil og vink..."

Nu må jeg da huske at få den med hjem fra Fanø.

Klar til Fanø?

2011-09-22T21:26:00.007+02:00

Tja, ikke helt.

Brød og kager til turen er i proces, noget er færdigt, andet afventer det videre forløb i køleskabet og i skåle på køkkenbordet.
(Billedet er fra en tidligere lejlighed, rent snyd, brødet bliver først bagt i morgen, men det ser da lovende ud, ikke?)

Tandbørste, trusser og t-shirts skal hurtigt blive kylet i en taske sammen med en sovepose til camperen, det skal ikke tage lang tid.

Den sværeste beslutning, alle deltagernes hovedbrud, er dog endnu ikke truffet. Hvad skal jeg strikke på turen? (Altså ud over en hue påstrømpepind 8 på min ene workshop. Pindene måtte indkøbes specielt til lejligheden af Helten, og heldigvis har vi været sammen så længe at han selv kunne regne ud det skulle være bambus fremfor plastic). Af erfaring ved jeg, at det ikke skal være noget der skal tælles eller tænkes for meget over. Man skulle jo nødigt gå glip af noget, bare fordi man sidder der med sit "en ret, en vrang, slå om, strik drejet vrang frem til osv". Det går ikke! Min fine Liva er lige blevet færdig, måske når den endda at få knapper i, så det er faktisk min sure pligt at slå op til noget nyt, ikke? Enkelte projekter dølger sig godt nok i strikkekurven, men det er bl.a. 2 sjaler med tælletungt hulmønster og en cardigan, hvor størrelsen vist nok skal tages op til revision (og ikke til den gode side, I might add).

Nyt skal der til, og her er min shortlist:

Denne her:

Smukke Ragnhild fra Kastaniestrik. Eneste minus: så vidt jeg husker strikkes snoningen ikke efter diagram. Jeg har noget fint rødt shetlandsuld, som vil egne sig.

Lilla Vanilla fra Helga Isager i den fantastiske nye Purple Haze fra Holst Garn. Der skal godt nok slås mange masker op. Alligevel er jeg fristet, ikke mindst efter at have prøvet dette yderst vellykkede eksemplar.

Samlebånd fra Bente Geil, indkøbt sidst hun og Susanne var i Odense med deres show. Det, der taler imod den er, at jeg selv skal have fikset lidt med størrelsen, da den kun går til str. 6. Yngsteøglen er 7 og slank, så jeg satser på at jeg kan klare mig med at forlænge, men det er nok lettest at arbejde i når datteren er inden for rækkevidde. Mine farver er rød, hvid og blå, og lige til at spise.

Endelig er der Amanda fra Mere Feminin Strik. Jeg elsker snoninger! Max effekt i forhold til indsats.

Svær beslutning. Måske man skulle vinde lidt garn op og se om det fører til en afklaring.

Nå, men kom og sig hej på Fanø. Jeg er let at kende som hende, der altid glemmer at iføre sig håndstrik til strikketræf....

Folklore i størrelse smølf

2011-08-22T21:49:00.002+02:00

Jeg hører til blandt dem, der er faldet for Anne Stanges Folklore. Jeg er, som faste læsere vil vide, skrækslagen for selv at sætte farver sammen, men engang imellem skal man jo gøre noget man ikke tør, så man vokser lidt. Til gengæld ryster jeg ikke det mindste på hænderne, når jeg skal klippe i mit strik, hvilket jo er heldigt nok i denne model.

Det blev nu ikke Fru Kvist, der kom til at varme sig i Folkloretrøjen. Det gik bedre end ventet med farvesammensætningen (der skulle nu heller ikke så meget til) selv om Fassett ikke behøver at frygte konkurrencen. Det var heller ikke det store problem, at jeg er noget strammere i masken end fru Stange. Jeg havde luret, at jeg bare kunne slå op til den store model, og så ved hjælp af strikkerens bedste ven, procentregning, finde ud af hvor mange kuberækker jeg skulle strikke, før den blev stor nok.

Alligevel endte den på yngsteøglen, hvilket skyldes at jeg undlod at følge min indre stemme. Stemmen spurgte, som den meget ofte gør "mon ikke denne model ville være smuk i blå farver?" Anledningen var den dag, hvor jeg havde stillet alt mit Supersoft, og det, der ligner, ud på gulvet for at udvælge farverne. Der var, sjovt nok, temmelig mange blå, og jeg kunne lige se for mig hvor flot en Folklore kunne blive i blåt med blåt på.

Men nej, nu havde jeg jo lovet mig selv en udfordring, så jeg satte farver sammen med arme og ben. En lærerig proces, og der er bestemt meget at lære endnu. Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg ikke kunne se mig selv i modellen. Der er en grund til at den hedder Folklore, der var virkelig meget folkedragt over mit projekt. Lige inden jeg begyndte at trævle op, gik det op for mig at Yngsteøglen havde fulgt hele processen med næsegrus beundring. Aldrig havde hun set noget så smukt. Regne, regne, regne og så viste de sig, at Annes maskeantal og min strikkefasthed tilsammen passer fint til en slank 7-årig.

Samme 7-årige har svedt tran hele dagen, for gæt hvad hun skulle have på i skole i dag, hvor sommeren endelig er vendt tilbage til Østfyn. Det svedige barn kunne stolt berette at hendes påklædning var blevet beundret af 2 mødre, 2 pædagoger og et større antal veninder. Hvad kan man ønske sig mere? Overskyet himmel måske.

Faktaboksen
Model: Folklore af Anne Stange
Garn: Supersoft fra Helle Holst. Bundfarve Oxford, mønster i alle mulige andre farver. Trøjen vejer 146 gram efter vask og med knapper.
Pinde: Addi Turbo 3 og 3½

Ændringer: Startede som stor, blev ændret til den lille udgave ved at lukke et passende antal masker af midt for inden der blev delt til ærmer. Brugte den Frau Putzske vendemetode til de farvede rækker, jeg strikker nemlig ikke noget vrang, der lige så godt kan strikkes ret. Jeg tog lidt ind i bullen undervejs, fordi jeg var bange for at den ville blive slasket, men det havde ikke været nødvendigt. Nu er modellen pænt kropsnær. Jeg syntes ærmerne var så smalle, at jeg ikke tog ind undervejs, men bare lukkede lidt af inden manchetterne.

Hot or not: Hot, bare spørg ejeren. Overvejer en til mig selv, hvor jeg nok vil konsultere EZ for at få et lidt andet størrelsesforhold mellem ærmer og bul, så mine overarme kan få plads. En dejlig model, og hyggelig at strikke. Kubemønstret, som vel egentlig er en slags vævestrik, må være et af verdens letteste flerfarvede mønstre (næst efter striber), så selv begyndere vil kunne kaste sig ud i det. Modellen har fine detaljer med rullekanter og en fiks måde at skjule de mange hundrede ender på. (Som i parentes bemærket ikke skal hæftes. Det kan vi lide!).

Nå, skal vi nu stadigvæk hækle?

2011-08-19T16:43:00.004+02:00

Ja, for jeg fik lige lyst til at dokumentere, at jeg faktisk kan hækle andet end luftmasker:

Bedstemorsfirkanten, en sand klassiker. Sådan nogle har jeg også hæklet i min barndom (i skriggult og knaldblåt acryl). Denne teknik var derfor lynhurtigt genopfrisket.

Med hjælp fra en tysk hjemmeside kan jeg nu, udover de klassiske discipliner luft- fast- og stangmasker også klare puf-stich og cluster-stich (gad vide om de hedder noget på dansk?)

Derimod mestrer jeg tilsyneladende ikke kunsten at tælle til 16 (eller et hvilket som helst andet tal, der kan deles med 4), hvilket er grunden til at den lille cirkel ikke er endt som en firkant. Svært at dele 15 op i ens fjerdedele til de lige sider, hvis der ikke må inddrages brøker. Her gælder min gode undskyldning om manglende naturfaglige kundskaber fra sidste indlæg dog ikke, for jeg har nemlig haft matematik. På Uni foregik det godt nok efter en bog der hed Matematik for Økonomer, og som rigtige matematikere kun havde en hånlatter tilovers for. Gad vide om det er derfor jeg ikke magter at tælle til 16? Jeg har tænkt at gøre et nyt forsøg efter at have opdaget, at man kan hækle firkanterne sammen efterhånden, og dermed løbende justere ambitioner og realitetssans i forhold til hinanden. Skal det være et bamsetæppe, et barnevognstæppe eller et tæppe til sofaen? Lad os se hvordan det går.

Årsagen til denne ukarakteristiske hækleiver, for ikke at sige hæklemani, er at jeg har lavet et "Hæklekursus in a Box" til en veninde, der ønsker sig at nogen lærer hende at hækle. Jeg er smigret og temmelig forundret over at hun ønsker sig det af mig, det er da tillid. Samt årsagen til at fru K nu sidder i nattens mulm og mørke og surfer på diverse hæklehjemmesider, så jeg ikke falder helt igennem i forhold til venindens forventninger. Men okay, hvor ingen andre hæklere befinder sig, er jeg nok den bedste. Hun gennemskuer forhåbentlig ikke hvor langsom jeg er, men vil bare glæde sig over hvor omhyggeligt og pædagogisk kurset er bygget op. Måske går det så godt med hæklingen, at hun vil tilgive og glemme den gang jeg tvangsindlagde hende til at drikke rødvin og lære at strikke snoninger.

Bliver der slet ikke strikket mere, kunne man måske fristes til at spørge? Jo, jeg er meget glad for netop det spørgsmål, for det gør der. Jeg mangler kun lige at sy knapper i og vaske mit seneste værk, der har ført en omtumlet tilværelse, men nu forhåbentlig har fundet sin rette form, størrelse og ejer. Måske man kunne snøvle sig færdig i løbet weekenden? Jeg har forbudt mig selv at starte på noget nyt, før jeg er helt færdig, knapper, udspænding og det hele. Her er et sneak peek:

Det går jo ikke man hækler så ivrigt at man glemmer hvordan man strikker, for lige om lidt er der Fanø i kalenderen.

Nå, skal vi nu også til at hækle?

2011-08-19T15:08:00.009+02:00

Eller: wannabe hæklefe møder gadegøgler i Berlin...
Eller: en hækleopskrift fra mig til dig...

Efter en dejlig lang og varieret sommerferie og en hård opstart på arbejdet, må der være plads til bloggen igen. Jeg er lige kommet hjem fra seminar om blandt andet work life balance, og det er jo meget sundt engang imellem at sætte ord på hvad der er vigtigt, for derefter at reflektere (som det hedder på konsulent-sprog) om ens adfærd nu også afspejler dette. Sundt og skræmmende.

Min blog og blogland er bestemt vigtigere for mig, end man skulle tro ud fra den tid, der er blevet brugt på sagen de sidste mange måneder, men det er der jo kun én til at rette op på. Jeg vil forsøge at forbedre mig, men jeg lover ikke noget. Man skal nemlig ikke have skyldfølelse, sagde konsulenten fra mit seminar.

Det var hækling vi kom fra. Før sommerferien var jeg til Store Strikkeaften på Kulturmaskinen (og det hedder det altså, også når det handler om hækling) med Karen Klarbæk og Tante Grøn. Det var vældigt inspirerende, selv om jeg gik tomhændet derfra. Der ellers fine varer til salg: Kauni i neon-farver, so not me, (kan godt lide Kauni men ikke neonfarver medmindre de ses i forbindelse med sikkerhedsudstyr). Der var også Tanternes eget bomuldsgarn, der hedder Havblik, er meget smukt, og helt sikkert vil komme på listen, hvis der engang skulle ske et mirakel, så jeg kommer til at holde af bomuldsgarn.

Nå, men fru Kvist har selverkendelse nok til at indse, at et stort hæklet tæppe, som dem der blev vist frem, var liiige ambitøst nok. Derfor har jeg selv udviklet en hækleopskrift helt fra bunden. Kære læsere (hvis der altså er nogen, der endnu ikke har opgivet) fra mig til jer: Fru Kvist første hækleopskrift ever. Jeg lover, at selv begyndere kan følge med.

Hæklet kæmpesæbebobleblæsningsaggregat

Materialer:
3 tråde almindeligt 8/4 bomuldsgarn, gerne, men ikke nødvendigvis i 3 forskellige farver.
1 hæklenål str. 5.5. Jeg brugte en Clover Soft Touch, for det har jeg set at rigtige hæklefeer gør.
2 bambuspinde, mine er ca. 50 cm og indkøbt i Netto
2 helt almindelige elastikker

Opskrift: Slå 1 maske op. Hækl ca. 180 centimeter luftmasker. Luk af og bind værket sammen til en løkke. Man kan hæfte enderne, men man kan også lade være.
Tag løkken og sæt samlingen fast på enden af en bambuspind med den ene elastik. Mål herefter ca. en tredjedel af løkken ud og montér på samme måde på den anden bambuspind.

Voila, nu har man et super udstyr til at lave gadegøgl i Berlin (hvor vi har hugget idéen til konceptet, om end ikke til udførelsen, der mig bekendt ikke inkluderede hækling) eller bare hjemme i haven.

Tilbehør:
1 opvaskebalje
½ liter vand
2 spsk. glycerin (fås hos Matas)
1 dl. opvaskemiddel. Fairy, som er et fælt parfumeret og meget kulørt produkt virker bedst. Jeg kunne ikke forestille mig at vaske op i det, men det giver fine bobler.

De våde dele blandes i baljen. Der skal ikke røres for meget, for det skal ikke skumme.
Nu fatter man sit hjemmehæklede kæmpesæbebobleblæsningsaggregat, stiller sig med ryggen mod vinden, (der ikke må være for voldsom), samler de to bambuspinde og dypper den hæklede snor ned i baljen. Det er vigtigt at hele snoren bliver våd. Nu løfter man langsomt de to pinde, som holdes samlet, op af baljen, hvorefter de langsomt spredes ud. Så har man dette:

Der er timers underholdning for alle aldersgrupper. Konceptet er testet til to uafhængige børnefødselsdage hvor man inviterede en hel klasse til 7 års fødselsdag. Det var et hit blangt ungerne, men absolut også blandt forældrene, hvis ankomst nødvendiggjorde blanding af en ny baljefuld sæbeboblemix. Det er også testet på en venindes 2-årige søn, der syntes det var vældig sjovt at jagte boblerne, altså lige indtil det var sjovere at vende baljen på hovedet.

Hvis man ikke lige har held med boblerne i første omgang, kan man justere lidt på blandingsforholdet. Jeg har en temmelig løst funderet teori om at der kan være en sammenhæng mellem det optimale mix og vandkvaliteten i det område, hvor man blæser bobler. Det er ikke sikkert det har noget på sig - fru Kvist har vældig god plads der, hvor andre mennesker opbevarer deres viden om naturvidenskab.

En aften i håndarbejdets tegn

2011-07-04T18:28:00.003+02:00

Jeg har været med Helten til årsmøde i hans faglige selskab. Eller, det vil sige, jeg sprang alle møderne over og deltog kun i gallamiddagen. Man er vel forlystelsessyg.

Det er jo smukt af Helten at invitere mig med, når han nu ved at jeg elsker håndarbejde. Tænk at få lov til at tilbringe en hel aften i fin kjole og høje hæle sammen med mennesker, der er helt vilde med at sy. Sandelig siger jeg jer, hele aftenen gik med nørderi (okay, hvis jeg skal være helt ærlig var der også lige plads til lidt lækker mad og en hel del dans). Op ad stolper og ned ad vægge om fordele om ulemper ved at sy med forskellige slags sting, forskellige tråde og forskellige nåle. Hvornår skal man vælge hvad, og hvordan kan man med fordel kombinere forskellige teknikker? Fru Kvist kan godt kende fagnørder når hun ser dem og måske lød diskussionerne ikke så meget anderledes, end når der er møde i diverse strikkefora. Dog ville det nok have højnet min nydelse en anelse, hvis emnet for al denne syning havde været noget andet end andre menneskers syge organer....

Nu går jeg og tænker på, hvordan jeg kan sige tak for denne udsøgte aften. Der er flere muligheder.

Man kunne jo strikke ham et organsystem. Det ville da give dem noget at tale om til næste årsmøde (ikke at de ligefrem mangler emner).

Billedet er lånt her , hvor det præsenteres under overskriften "Wacky product of the week", hvilket på en eller anden måde er sært beroligende.

Jeg kunne også give ham et sæsonkort til Kulturmaskninens strikkeaftner i efteråret. Der er et rigtig spændende program, og så kan han lære det, kan han. Det er ikke sikkert jeg har tid til at deltage i næste års gallamiddag. Mon ikke jeg skal rydde op i min sokkeskuffe den dag?

Hvor skal man begynde?

2011-07-04T17:58:00.001+02:00

- når man nu har forsømt sin blog i over en måned. Der har været blogindlæg nok, de er bare ikke kommet fra tankeplanet gennem fingrene og ud på bloggen. Nå, men Kvist og Co. skal jo forestille en strikkeblog, så måske man skulle starte med lidt strik.

Er der nogen strikkebloggere, der ikke har strikket et Camomille-sjal? Fru Kvist skal naturligvis ikke stå uden for det gode selskab, så jeg har begået to. Ikke helt med vilje, men det er jo et dejligt strikketøj til stunder, hvor man bare skal koble fra og strikke på den meditative måde, og dem har der været mange af det sidste halve år. i det omfang, der overhovedet har været plads til strik, altså.

Det startede med, at jeg ville strikke et til en venindes fødselsdag. Jeg havde valgt en rigtig lækker gråblå uld/silkeblanding, Samarkand, fra Holst Garn. Som sædvanligt havde jeg været lidt for optimistisk mht. tiden, så det var naturligvis ikke helt færdigt (som i overhovedet ikke færdigt), da fødselsdagen oprandt i foråret. For at bøde lidt på det, inviterede jeg fødselsbarnet på café. Som vi sad der over fødselsdagskage behøvede jeg bare at kaste et blik på hendes åsyn for at konstatere, at farven var helt forkert. Til hende, altså. Gad vide hvem jeg havde tænkt på, da jeg valgte farven ;-) Om igen, men denne gang i en noget mere farvestrålende turkis, Supersoft, også fra Holst. Sjalet er efterfølgende afleveret og taget godt imod. Jeg er sikker på det får et kærligt hjem. Og det gråblå? Det bor foreløbig i mit skab. Tilfældigvis har jeg lige en masse, det passer til...

Den opmærksomme læser vil bemærke, at de begge er uden kvaster. Det er endnu ikke helt afgjort, om dette er en permanent ordning. Veninden er helt sikkert kvaste-typen, Fru K. er helt sikkert ikke (af årsager, der omfatter såvel motoriske udfordringer som forkærlighed for rent, enkelt design). Til gengæld er kvasterne muligvis en så integreret del af modellen, at de ikke kan undværes.

Faktaboks:
Det gråblå:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 186 g. Samarkand fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4 og 4½, Knitpicks Pro
Størrelse: 53 cm langs midtlinien inklusiv blonde. Vingefang ca. 180 cm. Sjalet har god "tørklædefacon", da der er mange udtagninger, hvilket betyder at vingefanget er bredt i forhold til sjalets dybde. Derfor er det let at drapere som på billedet her (og i bogen).
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne.

Det turkis:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 178 g. Supersoft fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4½ og 5, Knitpicks Pro
Størrelse: Glemte at måle, men nogenlunde som ovenfor.
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne. Jeg gik ½ pindenummer op i forhold til det gråblå, hvilket giver lidt mere luft i de enkelttrådede striber.

Hot or not? Hot, har absolut lyst til at eksperimentere med garnkvaliteter til modellen. Er dog midlertidigt mættet af retriller efter 3 projekter i streg.

Nå, måske man også skulle tage sig sammen og opdatere projektsiden på Ravelry. Ferien er lige startet, ungerne leger med hinanden (lige nu uden hyl og skrig og gensidig forurettethed, det må man nyde mens det varer) og Helten er vist i gang med noget mandagsgastronomi, så mon ikke der kan blive lidt mere mig-tid?

Op på hesten igen....

2011-05-28T18:07:00.004+02:00

Nej, der er ikke sket samfundsomstyrtende ting i Casa Kvist, det er bare hverdagens virvar af familie- og arbejdsrelaterede aktiviteter, der har fyldt det hele. Det er ikke fordi jeg savner stof til blogindlæg. Det er bare lige det med at få dem fra tankeplanet og ned igennem tasteturet.

Nå, men jeg stoppede jo med en cliffhanger sidste gang. Blå retriller, og mange af dem. Hvad mon det kan være? Hanne Falkenberg, dronning af retrillen, var et godt bud, men desværre. Forkert navn, forkert køn, forkert aldersgruppe, forkert kontinent (selv om designeren vist nok slår sine folder i Europa pt.)

Der er tale om modellen Clockwork af Stephen West. Strikket på pind 4 i dobbelt Supersoft fra Holst i farven Sapphire med striber i enkelt Drops Delight i blå/brun/gylden, hvor jeg med blødende hjerte har klippet de mest blå sektioner ud for at opretholde stribeeffekten. Blå rester skal dog nok få ben at gå på her i huset.

Hvad skal man sige om det? Hyggeligt strikketøj, godt som automatstrik i travle perioder. Ret ot ret og mere ret, lidt fikst placerede udtagninger, bemærk at sjalet er rundt øverst og kantet nederst. Som oftest ved amerikanske opskrifter er der tale om meget udførlige (om ikke helt konsekvente) instrukser. "Husk at flytte maskemarkøren med".

De lodrette striber er opnået ved kun at strikke maskerne (glat) på de blå striber og springe dem over i de brune. Kan vel egentlig komme i kategorien vævestrik.

Faktaboks:
Model: Clockwork af Stephen West
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Sapphire samt Drops Delight, blå, brun, gylden. I alt 169 g. Jeg glemte at veje det fra starten, men jeg vil tro at mindst 2/3 er Supersoft.
Pinde: Addi turbo 4 mm.
Ændringer: Jeg lavede lidt om på udtagningerne for at gøre dem symmetriske. Jeg er lidt af en symmetri-freak, men elsker også det helt asymmetriske. Det er en lille smule asymmetri, der bare ligner sjusk, som jeg ikke kan leve med.
Hot or Not? Hmm, helt OK er vist mest dækkende. Modellen opfordrer til farveeksperimenter, så måske laver jeg et mere, men efter at være blevet færdig med det samt næsten 2 Camomiller, trænger jeg til lidt andet end retriller.

Blåt er godt...

2011-04-23T22:10:00.001+02:00

mere blåt er endnu bedre!

Tak for kommentarerne til Björk! Trøjeejeren og hendes mor nød dem alle!

Jeg når ikke at skrive så meget, er på vej på lille ekstra påskeferie, men et hurtigt kig i strikkekurven kan det da lige blive til. Faktabokse følger.

Kan I se hvad dette skal blive til?

Dette behøver vist ikke nærmere præsentation

Forkert årstid, er også for længst afleveret til min søster

Årets rov fra messen i Middelfart, den, en flok filtenåle og det allerbedste: en masse kram, som ikke kan gengives her.

Åh, og så blev jeg lige tilbudt et job hos Christel Seyfarth, da hun hørte mig forklare farveskiftteknikken for min medbragte søster. Søsteren, der ikke fattede en lyd af min forklaring, var mindre imponeret. Det er da rart at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke går med sundhedsvæsnet i længden.

Björk

2011-03-28T22:04:00.003+02:00

Langt om længe: Yngsteøgle iført Björk. Det er ikke ligefrem gået hurtigt, selv om det er en rigtig Rasmilla-sag: godt beskrevet og sjov at strikke. Værket blev påbegyndt ved webstrikfestivallen. Ikke bare en, men flere gange faktisk. Kombinationen af indtagelse af rødvin (i begrænsede mængder, men oven på en travl uge) og bibelske glasmosaikker, er ikke så god når man skal påbegynde noget nyt. Det gik dog, og når man først er i gang, er det en nem og hyggelig model at sidde med.

Datteren elsker den. Forleden kom hun hjem fra skole og oplyste, at en af drengene fra klassen havde beundret den højlydt. Godt gået af en 6-årig, tænker moderen, han må da blive en god ægtemand (og svigersøn) en gang, hvis han allerede nu værdsætter håndstrik. Jeg gør mig dog ikke de store forhåbninger om at få indlemmet den opvakte unge mand i familien, for normalt indtager han en fremtrædende skurkerolle i datterens endeløse beretninger om intrigerne i 0'te klasse.

Det var mit første forsøg med Rasmillas luksusgarn, men det bliver bestemt ikke det sidste. Superbehageligt at strikke med, og det falder bare så flot. Undervejs syntes jeg, det blev mindre jævnt end når jeg strikker ren uld, men det gik helt over efter vask. Farven hedder Post og passer vældig godt til det jeans-look barnet har anlagt, efter hun har besluttet at prinsesser er so last year.

Faktaboks:

Model: Björk fra Rasmilla, str. 6-8
Garn: 250 g. af Rasmillas Luksusgarn (uld og silke, en vinderkombination) i farven Post
Pinde: Knit Picks Pro, 4 og 4½
Ændringer: Jeg droppede omslagene, der skulle være ved raglanudtagningerne, fordi jeg kom til at lave for store huller. I stedet samlede jeg bare lænken op på næste pind. Kraven er en rapport længere end angivet for at være sikker på at den kunne dække maskeopsamlingen, også når man tumler rundt og leger.
Hot or not: Superhot. Jeg vil også have en, og jeg har spurgt Sanne. Måske kommer der en voksenmodel i lidt mere chunky udgave. Hmm, kunne nu også godt bruge en i luksusgarnet. Måske man selv må til at regne....

Der er allerede strikkeprøven til en ny Rasmilla-model på pindene, og det er faktisk ikke så godt, for jeg er lige ved at strikke en fødselsdagsgave til en veninde, der har fødselsdag på torsdag....

Hattedame

2011-03-28T21:41:00.002+02:00

10 små huer blev det til. 9 i forudsigelige babyfarver og en enkelt i lidt kækkere udgave, hver velvilligt modelleret af Thomas, som er en build-a-bear, som er en hund, som er opkaldt efter en kat, nemlig Thomas O´Malley fra Aristocats. Såvel hunden som logikken tilhører Yngsteøglen.

Der er ikke så meget at sige om huerne. Jeg bliver aldrig vild med at strikke i tynd bomuld (eller bomuld i det hele taget), og kønt bliver det jo heller ikke, hvis man bedømmer den tekniske udførelse. Til gengæld må man sige at de små varme hoveder på Cuba er vigtigere end den østfynske forfængelighed. Nu er huerne sendt af sted og havner forhåbentlig snart i en af Christines flyttekasser.

Det viste sig hurtigt, at mens det var okay at strikke huerne, så var det meget kedeligt at fremstille bindebånd. Derfor er der eksperimenteret lidt: nogle er hæklet med kædemasker, andre med fastmasker, nogle er strikke i I-cord med 2 masker, andre med 3, men de fleste er strikket som det Bente Geil kalder snupsere. Det går ud på at man strikkeopslår et passende antal masker, og derefter lukker dem af igen på næste pind. Lidt må man jo gøre for at opretholde underholdningsværdien, og fru K har aldrig været god til at gøre det samme mange gange i træk, uden mere eller mindre forsætlige variationer over temaet.

Det har været sjovt at være med i projektet, og egentlig er det ret fascinerende, hvad Strikkeblogland kan udrette, når vi løfter i flok.

Gæt en kendt

2011-03-08T21:58:00.004+01:00

Meget har hun budt os...

den temperamentsfulde rødtop, der har huseret på Østfyn de seneste dage.

I samme periode har vi også haft besøg af den hemmelige agent nul-nul-dut.

Fra skammekrogen og direkte ind på hitlisten

2011-02-27T09:59:00.004+01:00

- det er hvad der er sket for Pisavest 2.

Selv på en god dag er den ikke en fest at strikke - dobbelt Supersoft (eller Duo som opskriften foreskriver) på pind 3½ er hårdt for hænderne og en stensikker måde at få hul på strikkefingeren, altså højre pegefinger.

Grunden til at vesten røg i skammekrogen var, at jeg var nået næsten op til ærmerne, da jeg opdagede, at jeg havde fået rykket indtagningerne en maske i den ene side. Op med 14 cm stram rib strikket over 300 masker, og direkte i kurven med værket. Det var vist godt at det skete i sommer, hvor der ikke var ild i pejsen, for så var den nok gået op i røg.

Nu hvor den er færdig vil jeg tilgæld love, at den er alle eder og forbandelser værd! Et skønt stykke strik, som man bare flytter direkte ind i. Første gang den var med på arbejde var jeg til et Meget Vigtigt Møde med en kollega fra en anden afdeling. Pludselig kunne jeg godt se, at hun sad og kiggede på mig på en måde, der ikke bare kunne skyldes min ellers fantastisk interessante udredning af de økonomiske aspekter af ...nå, lige meget. Jeg nåede lige at overveje om jeg havde knappet min skjorte skævt inden hun udbrød "Din vest! Har du selv strikket den?" Så fik vi lige en hurtig snak om sagen. Skønt at møde en fælle blandt mugglere et helt uventet sted (mit eget kontor). Måske strikkere skulle udvikle et helt særligt håndtryk ligesom logebrødre, så vi kan kende hinanden ude i verden?

Faktaboksen
Model: Pisavest fra Designclub.dk
Størrelse: Den største, men med en strikkefasthed der muligvis er lidt til den stramme side (svært at afgøre i fast rib)
Garn: 242 g Supersoft fra Holst Garn, farve Robin´s Egg. Fantastisk farve, svær at gengive, en mellemting mellem turkis og petrol med strejf af grå og lilla. Eller noget...
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Slidsen er lidt kortere, fordi jeg vidste at jeg ikke ville sætte en lynlås i. Jeg strikkede skuldrene sammen jvf. fru Kvists Første Lov om Montering: Sy aldrig noget, der kan strikkes. Det betød, at det eneste der skulle til, da strikkepindene havde gjort deres, var hæftning af ender.
Hot or not: Bedre end hot. En nyklassiker! Når jeg har glemt alle fortrædelighederne, kommer der muligvis en ny på pindene.

Tynd bomuld og styg banden i en god sags tjeneste

2011-02-06T21:16:00.003+01:00

Som den kvikke læser måske vil udlede af overskriften, er Fru Kvist også gået i sving med at strikke huer til projekt "1000 huer til Cuba". Jeg kan ikke fordrage at strikke i tyndt bomuld, og huerne er noget småpilleri at sidde med, men formålet er så godt at jeg ikke kan sige nej. Hvorfor er der ikke efterspørgsel på C-PAP-veste, spørger jeg bare? Ligner det ikke grangiveligt en håndstrikket vest, den lille fyr på billedet har på?

Jeg tror nemlig på C-PAP. Yngsteøglen prøvede behandlingen som nyfødt. Ikke fordi hun var født for tidligt, men fordi hun blev taget ved kejsersnit havde hendes lunger lige brug for lidt hjælp til at folde sig helt ud. Enhver, der kender den unge dame vil vide, at hun helt fra babystadiet har været i besiddelse af et par endog yderst velfungerende lunger.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Indtil videre er jeg ved at have færdiggjort 5 huer, der dog stadig mangler hæftning og bånd. Jeg er sikker på vi ved fælles anstrengelser nok skal nå 1000!

Hvis du ikke har set opfordringen, og kunne tænke dig at strikke et par huer eller 10, så kan du læse om projektet her.

Den gensplejsede Kiwi

2011-01-24T16:19:00.005+01:00

ja, for den kan da ikke være helt naturlig i disse farver, vel?

Heldigvis ved jeg, at den har en smuk rød søster i Frankrig så vi er flere der ikke synes, at Kiwier behøver være grønne og brune. Medmindre vi skal spise dem, altså. Sønnen elsker sin trøje højt og har boet i den siden den blev færdig. det var ham, der insisterede på de blå farver. Han elsker blåt ligeså højt som jeg gør, men dog af lidt andre årsager, tror jeg. Knægten er nemlig farveblind, så en masse farver på den brun/grøn/røde del af spektret flyder sammen for ham, men blåt, det kan han se. Heldigt at han er sådan en skandinavisk Emil-fra-Lønneberg-type (og her taler vi udelukkende udseende, Emil-personligheden ligger tættere op ad en anden lille person i min husholdning), der ser skøn ud i alle former for blåt og gråt.

Jeg havde oprindeligt en plan om at de fine vævestrikkede mønsterborter skulle strikkes i den funky Calypso, der er lidt overvældende alene, men rigtig fin netop til små accenter hist og her. Nix, nope, never, det kunne jeg godt glemme, jeg havde lovet sønnen farver efter eget hoved, og det blev Eclipse og Surf. At der ikke er tale om tilfældig udvælgelse kan jeg garantere. Ungen har nemlig skudt en håndholdt og meget rystet dokumentar om udvælgelse af garn med sig selv som både hovedperson og kameramand.

Processen blev trukket lidt ud, dels ved tanken om den omfattende montering, der følger med modellen, der var virkelig noget for Tag-Dig-Sammen-Tage at gå i gang med, dels fordi mit enlige nøgle Surf pludselig var forsvundet fra jordens overflade. Trods omfattende eftersøgninger var det pist geschwunden, og dukkede helt forventeligt først op, da jeg havde givet op og bestilt nyt hos Helle. Af uforklarlige årsager havde garnet taget ophold i Yngsteøglens strikkekurv, mere om den senere. Som ekstra bonus har trøjen forårsaget at vi har fået nye pærer i stort se alle husets læselamper. Den mørkeblå farver er rigtig svær at se i kunstigt lys, og her i vintermørket bliver det ikke til meget strik i naturligt dagslys.

Monteringen tog sin tid, selv om ærmerne er strikke direkte på bullen, og derfor bare skal syes sammen. Til gengæld skal der syes en kant fast på hætten, der skal monteres en lynlås, der skal strikkes en kant i hver side til indersiden af lynlåsen, og de skal naturligvis også syes på. Gab, det er altså bare sjovere at strikke end at sy, selv om resultatet er anstrengelserne værd.

Mon ikke vi er nået til faktaboksen
Model: Kiwi fra Annette Danielsens Hønsefødder og Gulerødder
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Eclipse og Surf. Der er brugt 375 g. i alt, heraf max 25 af mønsterfarven.
Pinde: Addi Turbo 4
Størrelse: Ca. 10, slank model. opskriften går til 8, da Annette D ikke mener ældre drenge vil gå i håndstrik. Den er, som det nok fremgår af billederne ikke ligefrem for stor, så Yngsteøglen er begyndt at stirre sultent på den, men foreløbig tilhører den dog sønnen.
Ændringer: Jeg har gjort modellen større. Min søn er en høj slank 9-årig, så jeg har taget maskeantallet til str. 8 og så forlænget trøjen. Jeg har også lavet ærmerne lidt bredere. Dette er let gjort, for der er ingen ærmegab, så det er bare et spørgsmål om hvor langt nede på ryg og forstykke man starter med at samle masker op til ærmer. Desuden har jeg lavet en "Sanne B-kant", som jeg ikke kan fotografere i close-up i det mørke garn. Den oprindelige kant langs lynlåsen er en lænkekant, altså hvor man løfter første maske af og strikker sidste maske ret på alle pinde. Den kan jeg ikke strikke, så jeg bliver tilfreds, eller for den sags skyld så den bliver ens i begge sider. Derfor har jeg gjort som på mine højt elskede Linnea og Amaya: første maske strikkes ret på alle pinde, anden maske strikkes ret på retpinde og løftes af uden at blive strikket foran arbejdet på vrangpinde. Det kræver en ekstra maske i hver side, men det giver en rigtig god kant til montering af lynlåsen.
Hot or Not: Vældig hot synes vi begge. God og gennemtænkt model med mange fine deltaljer (som man først værdsætter, når man har overstået monteringen, jeg siger det bare).

Velkommen til 2011

2011-01-11T22:00:00.004+01:00

Ja, for det er vist lidt sent for både god jul og godt nytår. Sidste del af 2010 blev meget travl her i huset. Der var alverdens ting på jobbet, der liiige skulle være færdige inden årets udgang, og på privatfronten stod hele december i ungernes tegn.

Vi nåede det vi skulle, i hvert fald på papiret. Der var ikke megen tid til afslapning, mange dage nåede jeg stort set ikke at sidde ned før det var sengetid. Den slags bærer straffen i sig selv for mig: ud over at jeg ikke når at sætte mig ned med mine elskede pinde og bøger (nå ja, og ditto husbond, for den sags skyld) afregnes kontant for stress og jag med manglende nattesøvn. Det giver yderligere stress, og så kører rumlen.

Ikke overraskende er mit nytårsforsæt derfor, at der skal mere ro ind i hverdagen. Og så naturligvis mere tid til at være nærværende i blogland, både med egne indlæg og kommentarer til andre. Har man hørt det før? Absolut, men derfor kan det jo godt være alvorligt ment. Det ville heller ikke skade, hvis der ligefrem var et lille værk at vise frem i ny og næ. Måske man skulle gå over til pulsvarmere, så antallet af enheder kunne stige lidt? Eller hvad med at starte en produktion af næsevarmere? Selv i mit tempo skulle det vel kunne lade sig gøre at forsyne familie og venner med denne nyttige, men hidtil sørgeligt oversete genstand til næste jul.

Nå, men hvad gør man, når man ikke har tid til at strikke, men heller ikke kan undvære det? Jeg har jo været der før , så jeg har recepten klar:

Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.

Ad 1: Mini fra Designclub.dk
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Violinlærerens 8 uger gamle søn

Jeg skal beklage billedkvaliteten. Trøjen blev fotograferet i stor hast, da den lille fyr skulle have den med til jul i Nordsverige, hvor der, hvor utroligt det end lyder, var endnu koldere end her.

Halvhjertet faktaboks:
Jeg har ikke lige fået den vejet, men den er strikket på p. 3, addi turbo, og mon ikke der er gået mellem 50 og 75 g. til str. 6-12 måneder? Farven er den smukke Sapphire, rester fra mit eget topstykke. Ingen ændringer, ud over at ærmerne er strikket frem og tilbage. Skøn og anvendelig model.

Det er dog ikke det hele: jeg har også en Pisavest, men nu er det altså sengetid. Desuden er der en gensplejset Kiwi, der bare venter på en lynlås. (Man skal vist være strikker for at den sætning giver mening!). Den kommende ejer rykker dagligt, så måske man skulle tage sig sammen.

En guru kom til landet

2010-11-28T12:49:00.004+01:00

Eller: Fredag i farver, mange farver!

Jeg er en af de heldige, der fik lejlighed til at tilbringe lidt af fredagen på Silkeborg Museum i selskab med Kaffe Fassett og en masse entusiastiske damer. Vi ventede et år, men det var absolut ventetiden værd.

Det var en herlig eftermiddag - Kaffe Fassett var nøjagtig ligeså underholdende, entusiastisk og humoristisk live som på tv og på tryk.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Jeg har været fan siden 80erne, selv om man vist ikke umiddelbart spotter en farveelsker, når man ser min sædvanligvis blå/grå/lilla fremtoning eller mit hjem, hvor de fremtrædende farver er hvidt og lyst træ. Alligevel elsker jeg at fordybe mig i bøgerne og forsvinde ind i Kaffes forunderlige verden. Jeg har kun strikket 1½ af hans værker (In case you were wondering, 1 Tapestry Leaf Jacket og ½ Traffic Cones Vest). Som bekendt er de fleste af hans beklædningsgenstande meget store og firkantede, og når man er 166 cm høj er det ikke nødvendigvis det mest smigrende.

Men farverne!!! Jeg mener i fuldt alvor det er Kaffe Fassett, der har lært mig at se farver, eller rettere at se farverne i farverne. Hvilken farve har et stengærde? Gråt, men måske 20 eller flere forskellige slags grå. Hvilken farve har himlen eller havet? You get the picture. Tænk hvilket fantastisk farvespil man kan strikke (eller male eller quilte) sig til ved at bruge masser af farvetoner inden for hver farve med gradvise skift og overgange. (Hurra for garnpushere med mange numre indenfor hver farve!) Strikkeverdenen havde aldrig set noget lignede dengang, og hvad angår farvesammensætninger mener jeg stadig ikke der er nogen over eller nogen ved siden af. Hvad angår shaping er det en helt anden sag.....

Som sand fan måtte jeg naturligvis have en autograf. Jeg ejer en del af bøgerne, men eftersom man kunne forvente at andre havde fået samme idé medbragte jeg kun én, som til gengæld er min favorit blandt dem alle:

Bogen, der dengang fik mig til at drage til London for at se den orientalske samling af brugskunst og tekstiler, bogen er inspireret af, kun for at opdage, at lige netop denne samling midlertidigt var lukket på grund af ombygning. Det er senere lykkedes mig at se samlingen, der er en sand farveeksplosion.

Min ledsager, strikke- og IRL-veninde forstod en pæn hentydning (yderst diskret, sådan noget i retning af "kan du ikke lige tage et billede") og fotograferede velvilligt. Det er yderst sjældent, der forekommer billeder af Fru Kvist herself her på kanalen, men mon ikke dette er en særlig anledning, hvor hensigten helliger midlet? (OK, jeg har også lovet Kirsten det). Så må I bære over med den yderst upassende ensfarvede Plissé som jeg faktisk ikke engang selv har strikket.

Måske man skulle se at blive færdig med stakken af ensfarvede projekter, og følge inspirationen fra Silkeborg og farveguruens valgsprog: When in doubt use twenty colours more!

Efterårsmoden, kort

2010-10-31T15:23:00.005+01:00

Der bliver strik, de damer, masser af strik! Hos Prada er selv håndtaskerne strikkede:

Kønne? tjaeh, døm selv....

Der bliver bunker af strikkede veste, jakker, cardigans, tørklæder. Til gengæld bliver der ikke særlig mange farver. Sort, grå, og camel, det er hvad efteråret byder på.

Før nogen begynder at undre sig over, hvorfor Fru Kvist pludselig føler sig foranlediget (for slet ikke at tale om kvalificeret) til at udtale sig om mode, skal jeg oplyse, at jeg har været på en efterårstur til Milano. Og ikke bare en mini-ferie, men en mini-ferie uden dem her,

der for første gang i vores 9-årige karriere som børnefamilie, var sat i kennel hos mormor og morfar, mens Helten og jeg drog afsted. Da vi først havde vænnet os til tanken, var det fint. Vi var ikke kommet primært for at se på tøj, men mode fylder rigtig meget i bybilledet. "Milano Loves Fashion" råbte plakater overalt, og det tror jeg på. Annette Danielsens fantastiske Hvirvelstrøm, komplet med kiler og det hele, kunne beses i flere udgaver, så enten har Annette været forud for sin tid, eller også er der nogle designere, der læser danske strikkebøger.

Ellers gik dagene med at traske rundt i centrum og se på kirker, kunst og design samt bylivet i almindelighed, og så ellers finde små hyggelige steder, hvor man kunne få en god kop kaffe, eller nyde lidt italiensk mad. Det lykkedes os at finde den hyggeligste lille nyåbnede vinbar, hvor man udover ædle dråber (og hylestærk lakridssnaps) for næsten inden penge kunne indtage et fantastisk udvalg af delikatesser i form af pølser, skinker, oste, polenta, desserter og meget andet lækkert. Anden gang vi var der, aftenen inden vi skulle hjem, insisterede ejeren endda på at forære os en flaske rødvin fra sin svigerfars vingård.

Der var flere højdepunkter: Da Vincis Den sidste Nadver (som man skal bestille tid i forvejen til at komme ind og se) var et af dem, og en operaaften i La Scala var afgjort et andet. Billederne derfra blev ikke gode, men mon ikke man kan fornemme, at det er en opera fra før verden gik af lave: rødt fløjl, hvidt træværk, gulddekorationer i forbløffende mængder og enorme krystallysekroner.

Det er sådan en rigtig film-opera, hvor man næsten kan fornemme hvordan der i gamle dage blev smedet rænker, af såvel storpolitisk som amourøs art. Den gang da højdepunktet af dristighed var en blottet ankel eller et koket blik over en vifte. Operaen var Donizettis "Kærlighedseliksiren", der med et udtryk fra min hverdag handler om placebo-effekten som middel til at sikre, at vor helt får heltinden til sidst. Som en interessant kontrast til de gamle elegante omgivelser, var scenografien ganske moderne. Hen over scenen kørte såvel heltinden på knallert (ikke Vespa, så sofistikeret var hun ikke), skurken i lastbil som helten i traktor. Det var ikke en af de operaer, der kalder på de helt store følelser (læs: en tudeopera), men flot og stemningsfuldt alligevel.

Strik blev det kun til i flyveren frem og tilbage, så jeg kan føje til statistikken, at strikkepinden (rundpind, addi turbo i metal) gik glat igennem sikkerhedskontrollen både i København og i Milano.

Coming up: Pisavest 2 og blå Kiwi. Det kniber med strikketiden pt. og den mørkeblå Kiwi er svær at se i kunstigt lys, men før eller siden må det vel lykkes.

Forsinket fotodokumentation

2010-10-16T19:29:00.006+02:00

Jeg har tidligere pralet af min svigermor-Pisa, men svigermoderen blev så begejstret for den, at hun stak af med den før den havde fået hæftet ender, var blevet vasket eller for den sags skyld fotograferet. Nu har damen indvilliget i en foto-session, og de klæder da hinanden, ikke? Så venter vi lige lidt med at komme nærmere ind på min egen Pisa, der er i skammekrogen efter jeg blev nødt til at pille 14 cm stramt strikket rib over 300 masker op og strikke dem en gang til. Heldigvis kan jeg mærke at jeg har fået blod på tanden igen, så mon ikke den snart bliver færdig?

Det er lige før ryggen er det flotteste på vesten:

Faktaboks:
Model: Pisa fra Designclub.dk
Str. M/L
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Venetian, 252 g efter vask (jep, nåede lige at tage hul på det 6. nøgle)
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Jeg lavede ærmegabene lidt større, da modtageren har problemer med en arm, der hæver.
Hot or not? Very hot! Desuden var det en god byttehandel: jeg skulle strikke Pisa og min svigermor strikkede drømmesjalet til mig.

Pigen med den blå kiwi....

2010-10-02T13:12:00.004+02:00

vil gerne, med vanlig forsinkelse, sige tak til alle for en rigtig hyggelig Strikkefestival 2010. Der er ingen billeder, det medbragte kamera så aldrig dagens lys, men andre var mindre forsømmelige.
Pige og pige, det er måske så meget sagt. "Det her kommer til at ligne et teenageværelse" sagde min room mate, da vi indtog vores hm...minimalistiske værelse på vandrehjemmet i Næstved (Godt nok længe siden jeg sidst har sovet i en køjeseng). Vi fik da også spredt tøj og andre ejendele ud over værelset, men teenage-illusionen holdt kun indtil man kom til at kigge ud på badeværelset, hvor der stod ikke bare én, men to bøtter med anti-rynkedagcreme. Den 8-årige plejer at udtale at "min mor er en dame af passende vægt og i sin bedst alder". Det vil jeg forsøge at holde fast i.

Det var en dejlig weekend. Færre planlagte aktiviteter og tilbud end på de tidligere festivaller, men så meget desto mere tid til at snakke og strikke. Vores konferencerum var temmelig spektakulært. Vandrehjemmet var indtil 2004 kloster, men ikke af den middelalderlige slags. Det er bygget i 1976, men stadig med fantastiske marmorgulve (meget populære blandt patchwork-folket, oplyste vores værtinde) og religiøs dekor. Hele den ene væg var en stor glasmosaik af Jesus på vej mod korsfæstelsen.

(Foto lånt fra Vandrehjemmets hjemmeside)

Desværre viste den korsfæstede frelser (andre kvaliteter ufortalt) sig ikke som den ideelle knitting companion. Det flotte, kulørte glas slugte en masse lys og fordrejede farverne på det lækre garn, der var til salg på festivallen.

Apropos garnsalg, så var der en oplagt fordel ved de katolske omgivelser. Tænk, der var indbyggede skriftestole! Hvor smart, at man straks kan få lettet sin samvittighed, hvis man har formøblet hele sin formue på garn. Jeg hører René fra 'Allo 'Allo for mig: "Say ten Hail Marys, you stupid woman". Så er den klaret! Måske flere strikkebutikker skulle overveje konceptet og se deres omsætning skyde i vejret. Idéen er hermed givet videre, you can thank me later.

Jeg fik ikke købt garn, men blev skrevet op til et farvekort fra Slavi, så mon ikke det retter sig? Jeg skal have afprøvet Cascade. Der var den mest fantastiske farve, blå, naturligvis. Og en lilla, og en brun og en.... Til gengæld købte jeg et ældre Rowan Magazine. Nr. 34, helt præcist, jeg tænkte det var passende, om fru Kvist ejede den originale Birch-opskrift. Ikke at jeg nogensinde har strikket mine Brich-sjaler efter den, jeg er diagrammofil og slet ikke til skrevne instrukser. Min room mate lagde hårdt ud, og havde handlet noget yderst lækkert uld til egen ten, inden vi havde været der i fem minutter, så en kort overgang var jeg bange for, om bilen ville være for lille til hjemturen. Fru Kvist er den stolte ejer af en Toyota-kald-den-ikke-en-konebil-Aygo, den første bil jeg har haft, der lige kan ryge i opvaskemaskinen, men absolut ikke egnet til sværtransporter. Det endte dog med at vores samlede indkøb fyldte langt mindre en halvdelen af mit mikroskopiske bagagerum.

Det er ikke blevet til meget strik siden. Jeg har været halvsent hjemme, haft mange andre ting for, og den mørkeblå Supersoft i farven Eclipse (en af mine absolutte favoritter) er ikke særlig velegnet til at strikke uden dagslys. Den kommende uge bliver en god strikkeuge: Annette Danielsen kommer og præsenterer sin nye bog på Kulturmaskinen. Ses vi?

Grå, øhhh sagde du grå????

2010-09-20T21:26:00.005+02:00

Jeg er lige blevet færdig med en trøje til yngsteøglen. Hun har selv valgt såvel model som farve. Alt andet ville også være spild, for damen nedværdiger sig ikke i at gå med noget, hun ikke selv har valgt, eller i hvert fald godkendt. Hendes stil kan bedst betegnes som Pippi Langstrømpe møder spåkone, for der er godt med farver og striber, jo flere slags jo bedre, og helst kombineret med smykker og tørklæder og i det hele taget godt med bling-bling. Derfor kom dette valg noget bag på mig:

Lige pludselig forlyder det, at prinsesselook og farven lyserød er yt (men ikke pink, som det fremgår). Modellen er Sannes skønne Linnea, som jeg selv har i voksenmodellen, og garnet er supersoft i en farve, der så vidt jeg husker hedder Silver. Garnet er der kun godt at sige om, og farven er lækker: blød lys grå med en masse spil i. Egentlig var det indkøbt til en cardigan til mig selv, men hvem kan stå for store bedende barneøjne, når øjnenes ejer ønsker sig en håndstrikket trøje. Desuden har Helle nok mere af det. Skal vi lige tage et billede uden Øgle, det falder mig ind at det omhyggeligt draperede tørklæde skjuler den fine halsudskæring, der er lavet med venderækker:

Faktaboks:
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: 242 g. supersoft i farven Silver fra Holst Garn
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde.
Hot or not? Superhot, måske jeg selv skulle have en mere?

Det falder mig pludselig ind, at jeg mangler at lægge såvel den, som flere andre projekter ind på Ravelry, selv om jeg har præsenteret dem her. Måske man lige skulle tage sig sammen?

Da Cirkus Rasmilla kom til byen

2010-09-09T21:19:00.003+02:00

- var der mulighed for at hilse, ikke bare på cirkusdirektør Sanne, men også på test-akrobaten Tina (som jeg af en eller anden grund ikke kan få lov at linke til).

Det var en herlig aften. Sanne er supergod til at fortælle. Vi ved nu alt om hvordan man går fra at være hende der altid lige skal pynte lidt på opskrifterne til at være designer med egen garnforretning. Sanne ville ALDRIG designe til voksne, og OVERHOVEDET IKKE handle med garn. Jeg er nu glad for hun fraveg disse principper, og at dømme efter den livlige handel var mange enige med mig. Vi hørte også om den manglende glamour ved at have egen garnbutik og støvmaske i kælderen, og sådan kan man få rystet sine egne forestillinger (øv). Det var også skægt at se processen: fra idé til færdig model. Hos Sanne er det ikke tale om en masse skitser og udregninger, men derimod en række strikkede forsøg, indtil hun gradvist rammer det rigtige. Med det forarbejde er der ikke noget at sige til at opskrifterne er så gode.

Alle garnerne var med, og selv om jeg har farvekort til både Yndlingsgarnet og Luksusgarnet, er det noget helt andet at se det i store kurve og røre ved nøglerne. Desværre havde jeg glemt mit kamera, det havde ellers været et flot syn, hvis man altså ellers kunne komme til for alle de pillende damer.

Selv min mor, der ellers har en rygrad af stål når det kommer til spontane garnkøb (åbenbart ikke arvelig) måtte overgive sig og indkøbe det smukkeste petrolfarvede luksusgarn (uld og silke) til en Linnea. Jeg beherskede mig voldsomt (hvad jeg naturligvis allerede har fortrudt) og købte kun lidt: luksusgarn til en Björk til yngsteøglen. Farven hedder Post, men er efter min mening nærmest hen ad hindbær. Heldigvis faldt både garn og model i den lille frøkens smag. Det er bestemt ingen selvfølge, når det er frøkenens håbløse mor, der foretager valget (Burde de ikke være teenagere, før de begynder at himle med øjnene?)

Ved synet af alle de lækre modeller gik det i løbet af aftenen op for mig, at jeg også liiige mangler et par Linneaer ud over den lilla jeg har, og den er jo heller ikke i silke, vel, for slet ikke at tale om hvor flot og anderledes Amaya tager sig ud i koksgråt Luksusgarn, sådan en ville bestemt pynte i min garderobe også. Min venindes lille søn er et potentielt offer for den nye drengemode Viggo, og sådan kunne jeg blive ved. Heldigvis er den lækre butik kun et klik væk (se selv) og det er mildt sagt ikke fordi det er svundet meget i lageret i de sidste par uger. Hele ugen har det foreløbig taget mig at strikke de sidste få centimeter på den igangværende tøse-Amaya, ynkeligt, ikke?

Rent bortset fra garn og oplæg var det også herligt at se hele strikkebanden igen til den nye sæson, selv om der var en, vi savnede. Og hurra, det møde på Ærø, der skulle have forhindret mig i at komme til næste Store Strikkedag, er heldigvis blevet flyttet! Ses vi?

Så blog dog, for s....

2010-09-05T21:57:00.002+02:00

eller: jeg holder af hverdagen (men behøver den at fylde helt så meget?)

Der er ikke sket samfundsomvæltende ting i Casa Kvist, selv om man godt kunne få en mistanke oven på den lange tavshed. Familien Kvist har bare været usædvanlig meget hverdagsramte siden min fantastiske orlov sluttede for 3 uger siden. Vi havde en superdejlig ferie. Et par dage til søs for at se, hvad ungerne ville sige til at overnatte i båden. De syntes heldigvis det var hyggeligt, så det vil vi helt sikkert gøre igen, jeg skal bare lige have udtænkt en alternativ fordeling af køjepladser, så der også bliver plads til mine fødder. Der blev strikket lystigt undervejs, på en vest, der på dette tidspunkt blev omtalt som sejlervesten.

Efterfølgende genså vi et højt elsket feriested i Sverige. Den slags kan være farligt, ved vi af erfaring, det er ikke altid paradis lever op til forventningerne anden gang. Det lærte vi på den hårde måde, den gang vi havde besluttet, at Isle of Skye ud for den skotske vestkyst var verdens bedste feriested. Da vi kom tilbage 8 år senere viste det sig, at uanede mængder af turister var enige med os, og så var magien (næsten) væk. Nå, men Småland, nærmere betegnet Hestravik, levede helt op til forventningerne, forkælelse for hele familien og masser af andre børn at lege med. Der blev stadig strikket på den blå vest, der dog nu havde ændret navn til Kaptajn Haddock-veste, for at tilgodese de mange bandeord den afstedkom, og samtidig blive i det maritime tema. Jeg er sikker på ungerne har fået udvidet deres ordforråd betragteligt takket være vesten.

Den sidste weekend i min orlov sluttede med manér: koncert med Leonard Cohen om lørdagen og besøg af strikkende damer om søndagen.

Det var fint nok at starte på arbejde igen, trods altomfattende it-kaos. Kollegerne tog godt imod mig. Jeg var ellers lige ved at være bange for at de troede jeg var gået på pension, at dømme efter de meget smukke øreringe de havde købt til mig, da jeg inviterede dem til sommerafslutning her. Alt it-bøvlet har gjort det svært at nå det hele, og samtidig skulle Helten starte på nyt job 1. september. Godt nok på samme arbejdsplads, men der var selvfølgelig lige en del, der skulle afvikles, og bare for han ikke skulle slippe for let, fejrede han lige sin sidste dag med en døgnvagt. Nå ja, og så lige 120 af Annes fantastiske muffins.

Yngste er begyndt i skole, stor begivenhed, der faktisk kræver eget indlæg. Hun er glad for det, men det kræver lidt tilvænning og ekstra opbakning. Herudover er fritidsaktivitets-sæsonen jo startet. Vi er ikke dem der påtager os allermest: ældste dyrker atletik og yngste har sine violintimer og MGP-dans. Herudover har fru Kvist, for første gang i de 9 år hun har været nogens mor, valgt at melde sig til en fritidsaktivitet HELT FOR SIG SELV i anledning af at husstanden ikke længere omfatter børn i forældre-barn-gymnastik-segmentet. Egentlig ville jeg gerne gå til italiensk eller noget kreativt, men jeg kan godt mærke, at det er kroppen der trænger mest efter mange års halvhjertede forsøg på at opbygge gode motionsvaner, så valget er faldet på power-yoga. Det tegner lovende, selv om jeg indtil videre gør mig ret umage for ikke at få min yogamåtte placeret i umiddelbar nærhed af det spejl, der pryder hele endevæggen af lokalet.

Nu vi er inde på sæsonstart, så er Store Strikkedag i Kulturmaskinen heldigvis i gang igen, og vi startede med en super aften i torsdags. Mere om den, når det bliver lyst nok til at fotografere aftenens uldne udbytte.

Det var en lang smøre uden ret meget strik, men stay tuned, der kommer mere:

Haddock-vesten
Skoletrøje (ikke nær så ambitiøs som visse andres)
Seneste strikkecafé på Kulturmaskinen

Oldemor med på noderne

2010-07-29T17:23:00.004+02:00

Min fødselsdag, der altid falder på en regnvejrsdag midt i juli, (jep, også i år selv om der ellers var hedebølge. Det har i årevis været en stående joke i familien), kastede mange lækre gaver af sig, men kun én strikkerelateret. Den er til gengæld noget særligt:

Foto lånt fra forfatterens hjemmeside, hvor man kan se billeder af alle 6 modeller. Sjalerne er spændende, anderledes og i interessante farvekombinationer. Det hele er strikket i Isagers Spinni, hvilket giver et fint fald og en let gennemsigtighed. Det er en af de strikkebøger, hvor man straks får lyst til at smide hvad man har på pindene for at forsøge sig. Volt, som er sjalet på forsiden, kunne meget nemt komme på pindene her, når jeg altså liiige bliver færdig med noget af det andet. Den glade giver er Heltens 88-årige farmor. Selv om Oldemor bor et stenkast fra en af Odenses bedste garnbutikker, mistænker jeg Bonussvigermoderen for at have haft en foretagsom finger med i spillet. Hun har i hvert fald spurgt meget ivrigt til garnforbrug og farvesammensætninger til modellerne, så mon ikke hun har skumle planer? Med bogen følger i øvrigt en dansk oversættelse fra Isager(!).

Den røde rib fra forrige post er færdig, men den forsvandt fra matriklen inden jeg overhovedet kunne nå at vaske den eller hæfte ender, for slet ikke at tale om at tage billeder. Den glade modtager havde lige en nattevagt, hvor hun mente der var tid til at hæfte, og jeg er bestemt ikke den, der skal stille mig hindrende i vejen for at hun får lidt underholdning til de lange vågne nætter. Efterfølgende har hun lovet at udlånet værket til en fotosession, men om hun selv stiller op eller Fru Kvist må agere model står hen i det uvisse. En ting er helt sikkert: Pisa-vesten er en vinder! Faktisk blev jeg så tilfreds med resultatet, at jeg straks slog op til en til mig selv. Mere om den senere.

Rød rib fra Rhodos

2010-07-16T08:21:00.004+02:00

Jeg har som sædvanligt gang i alt for meget strik ad gangen, men et projekt nærmer sig sin afslutning. Det drejer sig om Pisa-vesten fra Designclub.dk, som har været med på ferie. Familien Kvist gider godt at bade, men ikke at ligge på stranden eller ved poolen, så når vi ikke lige var på udflugt, blev der holdt en del siesta på vores skyggefulde terrasse. Gode bøger, Nintendo og strikketøj, så er hele familien tilfreds. Garnet er Supersoft fra Holst Garn og farven er endnu engang Venezia. Der er dog ikke tale om restestrik, da vesten desværre ikke er til mig, men derimod til Bonussvigermoderen. Den ville ellers passe fint ind min garderobe, der, trods halvhjertede sporadiske forsøg på at anlægge en mere voksen tøjstil, i høj grad stadig består af denim. (Har dog også nydelige jakker, men mest til når mit job kræver at jeg er forklædt som voksen). Der er selvfølgelig kun en ting at gøre; jeg må strikke en til mig selv bagefter.

Det gør jeg gerne, for det er et dejligt strikketøj. Eneste ankepunkt, at dobbelt Supersoft (eller for den sags skyld Duo som opskriften foreskriver) på pind 3½ giver et meget fast resultat, og er lidt hårdt for håndleddene. Bortset fra det er der tale om et strikketøj lige efter mit hoved: Vestens shaping (dansk ord?) indgår elegant som en del af mønstret, og jeg regner med at der skal sys lige nøjagtig 0 sting når strikningen er færdig. Jeg har nemlig tænkt mig at strikke skuldersømmene sammen, hvis jeg ellers kan få det til at passe med ribaflukningen, hvor de to masker i alle vrangribber skal strikkes sammen til en.

Der er ca. 300 masker på pinden, når man har fået samlet de to halvdele efter slidsen i ryggen, som jeg i øvrigt har lavet kortere end foreskrevet. Sjovt nok føles det ikke som lange pinde, fordi man hele tiden skal huske at tage ud og ind for at forme det flotte ribmønster. Pindene føles kun lange, når der skal pilles op, og det skal der ind i mellem, for selv om Superstrikkeren havde advaret om risikoen for at vende indtagninger og udtagninger forkert, er det alligevel lykkedes mig flere gange. Vesten er ikke svær, det er bare et spørgsmål om at koncentrere sig (eller huske sine maskemarkører) på rette sted.

Den røde rib får mig til at tænke på, om jeg dog ikke har en anden smuk rød rib, der er næsten færdig, men som frister en kummerlig tilværelse på bunden af en strikkekurv. Mere om dette senere....

To klassiske sjaler og den allersidste hoplanål

2010-07-13T09:18:00.005+02:00

Bag denne lettere kryptiske overskrift ligger Yngsteøglens afsked med børnehaven. Den fandt sted for nogle uger siden og forblev ublogget på grund af akut ferierejse, men da den involverer strik (på akkord) må den lige have et par ord - og billeder - med på vejen.

Det er sært at tage afsked med børnehaven. Denne gang er det alvor, i modsætning til da Ældste stoppede, hvor vi vidste at vi havde tre år mere med Yngsteøglen. Vi har altid været meget glade for stedet. Der lægges stor vægt på musik og udeliv, hvilket passer vores unger rigtig godt. Da Yngsteøglen startede, fandt vi ud af, at det også var muligt at dyrke kreative sysler, et tilbud ældste havde valgt at forbigå i tavshed, da han hellere ville ud at lege. Yngste har til gengældt opretholdt en ubønhørlig masseproduktion af tegninger, perlekunst, klip & klister mm. over alle årene. Børnehaven har sine egne sange, har sågar lavet en cd med dem, ved et rent held i løbet af de få måneder, hvor begge unger gik der. Et sjovt minde at have.

Børnehaven har også en masse mere eller mindre skøre traditioner og ritualer. Et ritual, der i første omgang fik Helten og mig til at tro, at vi havde hørt forkert, er uddelingen af Hoplanåle. Den finder sted hver fredag, og begunstiger de børn, der har gjort sig heldigt bemærket i løbet af ugen. Heldigvis kan man udmærke sig på mange måder: ved at være en god kammerat, ved at kunne sætte navne på et landkort, ved at hjælpe med at dække bord og rydde op mm. Yngsteøglen har sågar engang opnået æren ved at lære replikkerne til den ene halvdel af en Monrad og Rislund-sketch udenad, så hun kunne optræde sammen med en af pædagogerne til fredagsfællessang: "Skødet er skrevet og gælden er Deres, Brodtgaard". Der er således vide muligheder for at opnå æren, og alle børn får en udmærkelse med jævne mellemrum.

Sådan ser en Hoplanål årgang 2010 ud:

Og sådan her ser man ud, når man har modtaget æren:

Hoplanålen er nu et overstået kapitel, Yngste er SÅ klar til at komme i skole. En nyindkøbt skoletaske er blevet vist frem til veninder, naboer og familie, og kun Fru Kvists nådesløse insisteren har afholdt ejeren fra at gå rundt med den permanent påmonteret i 30 graders varme. Helten og jeg har det lidt sværere med at slippe børnehaven. Som tilflyttere til byen har vi betragtet den som et af vores faste holdepunkter, og mange af de mennesker vi har lært at kende, har vi mødt her. Jeg har siddet i forældreforeningen og været chefredaktør (og eneste medarbejder) på børnehavens blad. En fase er slut, men mon ikke vi kommer på visit i ny og næ? Ellers kan vi jo komme til Bedsteforældredag, mener yngste, men mon ikke der er nogle år til?

Nå, men for nu at vende tilbage til det strikkerelaterede indhold: Hvordan siger man tak på en personlig måde, til de tre skønne mennesker, der gennem 6 år har været med til at give vores unger en rigtig dejlig hverdag? Rigtig gættet, med strik selvfølgelig. På ægte Kvist-facon kom idéen selvfølgelig til mig i sidste øjeblik, så der var lige en uge hvor der blev strikket igennem i hvert ledigt sekund. Grundet tidnød valgte jeg et par sikre satsninger: Shetland Triangle og Ishbel, begge vist masser af gange her på kanalen.

"Jeg elsker orange!" erklærede den ene pædagog en dag, hvor vi tilfældigt talte om farver. Det gør jeg absolut ikke, men jeg havde 200 g. Mandarin på lager, der egentlig var udvalgt af yngste til en Linnea. Der er mere hvor det kommer fra, og der var ikke lige tid til at bestille nyt, så derfor

Jeg bliver aldrig træt af mønstret: tænk at man med så lille indsats (alle mønsterpinde er ens) kan frembringe sådan nogle fine blade:

Faktaboks:
Mønster: Shetland Triangle fra Wrap Style
Garn: 180 g. Supersoft fra Holstgarn i farven Mandarin, strikket dobbelt.
Pinde: Knitpicks Pro. 5 mm. Fantastiske spidser til lacestrik og en æstetisk nydelse. Så må man leve med at de skal strammes af og til.
Ændringer: Større end originalen, fik det ikke lige målt.
Hot or not: hot hver gang. Måske jeg selv skulle have et? Modtageren var godt tilfreds.

Den anden pædagog fik en grønt Ishbel, den lille model (for obvious reasons). Farven var mit eget valgt, en meget smuk dyb grøn, der ikke ydes retfærdighed på billedet. Desværre kom jeg til at fornærme modtageren dødeligt, da jeg sagde, den var valgt fordi den ville passe flot til hendes rødblonde hår. Hun er aldeles ikke rødhåret, at jeg bare ved det! Hun blev dog hurtigt god igen da sjalet blev pakket ud.

Faktaboks:
Mønster: Ishbel fra Ysolda, den lille størrelse
Garn: 90 g. Lucca fra Garn.dk i en mørkegrøn farve.
Pinde: Addi Turbo 4,5 mm.
Ændringer: Ingen
Hot or not: hot og hurtigt. Har foreløbig strikket et blåt, et grønt og to lilla, alle i Lucca. Det ene endda til mig selv.

Den sidste pædagog er en mand, så han undslap hjemmestrikkeriet, selv om jeg egentlig godt kunne se ham i et langt multifarvet halstørklæde a la Doctor Who. Han fik i stedet remedier til en glad kop kaffe on the go: Thermo-press fra Bodum og duftende, nymalede gourmet-bønner.

Sproglig udfordring - skulle det være en polkagris?

2010-07-05T21:50:00.009+02:00

Så er vi tilbage fra det græske, glade, afslappede, og så brune som man nu bliver, når man ikke er soldyrker, men gerne bader, og ellers slapper af i skyggen.

Tidligere var Helten og jeg meget til oplevelsesferie, det er vi sådan set stadig, men når man virkelig trænger til at slappe af, og vel at mærke har aktive børn, som man ikke har lyst til at sætte i kennel, så er sådan en resort ikke helt tosset. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig at man får langt mindre lokal kultur ind under huden, end hvis man valgte en mindre turistagtig måde at rejse og bo på.

For os har rejser altid også været spændende måltider. Græsk mad, som vi oplevede det, var ikke noget at skrive hjem om. Vi får meget hurtigt nok af grillet kød med slatne pommes frites. Jeg har en kraftig mistanke om, at det græske køkken i virkeligheden har langt mere at byde på, hvis man formår at finde nogle lide mere lokale spisesteder, men det må vi vente med at få bekræftet til en senere lejlighed. Til gengæld fandt vi, på en god vens anbefaling, en fantastisk restaurant med det passende navn Wonder (advarsel, der er lyd på!) inde i Rhodos by. Menukortet var ret internationalt, og stedet viste sig at være svensk ejet og drevet. Kortet fandtes på græsk, engelsk og svensk, og den søde tjener gav os den svenske udgave. Fint nok, jeg har en stor forkærlighed for det svenske sprog og forsøger at dyrke det skandinaviske når muligheden byder sig.

Ofte er det let nok. Det virker ret overbevisende at f.eks. carpaccio hedder utbankad oxfilé på svensk, men hvad hulen er polkagris parfait? Hvis ikke det var fordi enhver kan google det og finde svar på 1 minut, burde jeg næsten udskrive en konkurrence. Jeg tror hovedpræmien skulle være for det mest fantasifulde svar, og andenpræmien for det mest korrekte. Yngsteøglen har, inspireret af udtrykket, tegnet adskillige dansende grisebasser i prikkede skørter. Vi voterede længe, før vi gav os og spurgte tjeneren; måske var der tale om en slags bær eller en særlig svensk dessertsauce? Men nej, polkagris er det svenske ord for de rød/hvide pebermyntestokke, der også herhjemme er meget populære omkring jul.

Det var da ikke lige til at regne ud, vel? Da vi to dage senere så det engelske menukort (for vi var selvfølgelig nødt til at gøre ligesom madanmelderne: vende tilbage og se om vi havde været heldige den første aften, eller maden virkelig var så god. Det var den.) viste det sig, at retten her optrådte under navnet mint parfait. Tænk alle de gode associationer, vi var gået glip af, hvis ikke vi var startet på svensk!

Coming up: rød rib på Rhodos

Kali mera

2010-07-02T17:13:00.004+02:00

Det Kvistske Departement for Hasarderet Ferieplanlægning (KDHF) besluttede sidste fredag eftermiddag, at familien ville have godt af en tur til Grækenland. Vi trængte til at komme lidt ud. Den første uge i min ferie bød på en kandidatfest i København, en koncert for hele familien i Nyborg, en afskedsfest (inkl. violinkoncert) for børnehavestuen, strik af to sjaler til brug ed afskedsfesten, en sommerfest for min afdeling, holdt hos os, en indflytterfest i Jylland plus alt det løse. Gode aktiviteter allesammen, men lige rigeligt på en uge, der fulgte efter hektiske dage på arbejdet, hvor jeg skulle gøre klar til 8 (ja, som i otte) ugers fravær.

Nå, men billetter blev bestilt og betalt fredag eftermiddag, resten af fredagen blev der vasket i bund og ryddet lidt op. Lørdag formiddag fik vi pakket, lørdag eftermiddag kørte vi til indflytterfest (eller hvad det nu hedder, beboerne har faktisk boet der hele tiden under den lange ombygning), søndag morgen ringede vækkeuret kl. 4.30 i gæsteværelset på toppen af bakken og kl. 7.00 sad vi i flyveren med kurs mod Rhodos.

Det er faktisk lige hvad vi trængte til, selv om Helten og jeg indtil for få år siden ville være besvimet ved tanken om at bo på et såkaldt family resort. Der er 6 pools og masser af andre børn, så vi behøver ikke gøre os særligt umage for at udtænke underholdning. Der er også kæmpeskak , som det meste af tiden er et hit. Ind imellem kommer 2 små forargede skakspillere og fremsætter gensidige beskyldninger, der rangerer fra direkte snyd til kreativ fortolkning af reglerne. Skak er en Far-ting her hos os, så Helten må fungere som instruktør, overdommer og Kofi Annan i en og samme person.

Byen Rhodos er spændende, ikke mindst for ældste, der elsker riddere og middelalder. Den gamle bydel er et flot bevaret (og restaureret) fæatningsværk, der blandt andet rummer et Stormesterpalads fra Hospitalarordnen, (senere Malteserridderne). Desværre er den stor del af den gamle bydel fyldt med turistbutikker, der sælger souvenirs af tvivlsom kvalitet.

Foreløbig må I tro mig på mit ord, når jeg hævder, at der også bliver tid til siesta-strik. Vi har tilkøbt verdens måske langsomste netforbindelse, og jeg har ikke tålmodighed til at uploade flere fotos. Derfor vil jeg også vente med de to lynstrikkede sjaler, der gjorde, at jeg fik så ondt i alle strikkerelaterede muskler, at jeg ligefrem måtte holde pause en hel dag.

Heldige mig....

2010-06-25T23:04:00.003+02:00

For et godt stykke tid siden var jeg så heldig at modtage en award fra søde Lin, der ikke bare skriver en rigtig dejlig blog, men også kan hjælpe til med at holde det franske vedlige (Vedlige, who are you kidding, fru K?Hos dig skal dit begrædelige gymnasiefransk vist samles op fra gulvet). Her i Blogland er der mange forskellige holdninger til hvordan man modtager sådan en award, men jeg bliver altså rigtig glad og rørt, så jeg siger bare tak! Med æren følger en opfordring til at fortælle 7 ting om sig selv. Jeg tror meget ligger i bloggen, men here goes:

Jeg er storesøster. På godt og ondt og for evigt. Sommetider ville jeg ønske jeg kunne give mere slip og drive med strømmen, men storesøstergenet ligger vist for dybt.
Jeg er sprognørd. Desværre ikke på den praktiske måde, hvor man taler 6 sprog flydende, men netop på den nørdede måde. Jeg fascineres konstant af forskelle og ligheder i forskellige sprog, elsker grammatik (yes, really), sproghistorie og sprogvidenskab. Hvorfor er min blog så ikke altid grammatisk korrekt, kunne man spørge? Måske fordi den er et frirum hvor tanker flyder lidt friere end andre steder, og jeg derfor ikke altid opdager smutterne inden jeg får trykket på "publish".
Jeg er vældigt upraktisk. Det er ikke mig, der borer huller eller hænger lamper op hjemme hos os, og det har sandsynligvis reddet flere liv. Til gengæld er jeg god til at organisere.
Da jeg skulle vælge uddannelse vaklede jeg mellem fornuft og følelse. Jeg drømte om at studere humaniora, nærmere betegnet engelsk og litteraturvidenskab. Jeg kunne dog ikke rigtig se mig selv som gymnasielærer, eller som en der blev i universitetsmiljøet for evigt. Fornuften vandt og i stedet læste jeg international økonomi og organisation. I dag arbejder jeg inden for sundhedsvæsenet. bla. med strategisk udvikling, og dyrker min passion i fritiden. Jeg har taget et engelsk bifag for sjov og er medlem af en læseklub, hvor jeg får inspiration til at læse ting jeg ikke lige selv ville være faldet over.
Jeg har en lille konditor i maven, og elsker at levere kager og desserter til fester blandt familie og venner. For mange år siden leverede jeg også en kort overgang til en café i Odense. Heldigvis har jeg ikke en særlig sød tand. Det er processen, der fascinerer mig mest.
Jeg multitasker altid, men øver mig på at lade være. Fordybelse er det nye sort!
Jeg lider af ulykkelig og ugengældt kærlighed til orden og minimalisme. Jeg drømmer om blanke flader og alt på plads, men er alt for distræt, så i mit kølvand finder man altid et spor af strikketøj, bøger, aviser, sko, tekopper og sikkert meget mere. Jeg bruger uforholdsmæssigt lang til på at lede efter mine nøgler og er derfor et nemt offer for Ikea: produkter med navne som "Ordning", "Reda" og "Rationell" - man kan da ligefrem høre, at de holder orden for en, ikke?

Pyhhh, godt det ikke var en af de berømte "100 om mig", jeg havde kastet mig ud i....

Så opfordres man også til at give awarden videre til 7 andre bloggere. Mange vælger at sige, at den er til fri afbenyttelse ud fra en idé om ingen nævnt, ingen glemt (eller udeladt). Den holdning har jeg stor respekt for, men jeg vil gerne have lov til at pege på 7, der forsøder min hverdag. Også selv om jeg som altid er bagefter. Jeg har i de seneste mange måneder ikke været for spids til at kommentere, men her kommer de, i helt tilfældig rækkefølge, som det hedder i X-faktor:

Angelika, fordi hun både strikker og syr de flotteste ting, og fordi hun viser hvad man kan se frem til med en teenage-søn i huset.

Kirsten, af mange grunde, blandt andet fordi hun er lidt af et forbillede mht. at adskille arbejde og fritid. Og fordi hun er min læremester udi....nej, det tør jeg ikke skrive.

Britt, fordi man bliver meget klogere på strik, hvis man læser det hun skriver med småt. Og fordi hun for 3. år i træk har sørget for, at jeg kommer med til Strikkefestival. Jeg glæder mig!

Ulla, fordi hun er nørdet på den helt rigtige måde, strik- og otherwise.

Jette, fordi hun er en af de hurtigste og dygtigste strikkere jeg kender.

Marlene, fordi hun bag det milde ydre er en sej kvinde.

Sanne, fordi hun turde springe ud som strikdesigner

Der er ingen tvang til at tage bolden op! Der er mange flere jeg kunne pege på, og jeg håber jeg får mere overskud til at kommentere hos jer allesammen fremover. Det er ikke ond vilje, det er bare det der hverdagsliv, der fylder frygtelig meget.

Det sidste fra stakken

2010-06-13T18:10:00.003+02:00

...af færdige projekter er dette sjal

Velvilligt modelleret af yngsteøglen, der elsker at blive fotograferet, og som nogle gange poserer så inderligt, at det er svært at få naturlige billeder ud af det. Det er dog lettere, når hun har ryggen til.

Sjalet er fra Arnica, og egentlig beregnet til Moskusuld, men mønstret har været trykt i Hendes Verden for et par år siden, og da var Heltens mor (ikke at forveksle med min bonussvigermor) så venlig at klippe det ud og forære mig det. Det er lidt sjovt for en nogenlunde garvet strikker at læse optakten til mønstret, for det er beskrevet, som om det er supervanskeligt. Der opfordres til optegning af mønster, til prøvestrik af de første 30 pinde mm. I praksis er sjalet hverken lettere eller sværere end ethvert andet med fast hulmønster over 8 masker og 8 pinde. Det eneste svære er, at mønsteret kun er vist for den ene halvdel, så skal man selv spejle det omkring midteraksen. Der skulle jeg lige holde tungen lige i munden, men som ved de fleste regelmæssige lace-mønstre, bliver det meget lettere når man har strikket en rapport eller to og kan se sig ud af det. Det er strikket fra nakken og ned, så man starter med en enkelt rapport i hver side.

Faktaboks
Mønster: Eva-sjal fra Arnica
Størrelse: Nåede ikke at måle, men middelstort sjal.
Garn: Kauni, 8/2, 90 % uld, 10 % acryl, ca. 135 g. (heraf ca. 25 % til kant, hvilket ville have været rart at vide fra starten, så man ved hvor stort man kan tillade sig at strikke selve sjalet når man skal have garn nok til kanten)
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or not: Min mor, som fik det til sin fødselsdag, blev glad for det, og jeg har allerede et nyt på pindene, så ret hot. Vil dog muligvis strikke en alternativ flæse næste gang.
Ny teknik: Påstrikning af kant. Supersmart synes jeg, især efter at have syet 3 meter blonde på det lyse sjal. Ikke spor vanskeligt, og fiks detalje at kanten i spidsen bliver strikket med vendestrik, så den ikke kommer til at trække.

Min og kun min!

2010-06-13T17:20:00.006+02:00

Mit 4. topstykke bliver her. Der er ikke så meget nyt at sige om model og opskrift, vagt beskrevet men snedigt udtænkt og besværet værd, også 4. gang. Perfekt som tv- og alt-muligt-andet-hvor-man-tænke-på-noget-andet-imens-strikketøj.

Den blev påbegyndt da vi skulle til Madeira, og en del blev strikket med udsigt over Atlanterhavet i oprør.

Jeg har med vilje valgt den mindste størrelse. Kan egentlig godt lide flagrende gevandter, men kombinationen af at være knap så høj, og at have et talent for altid at få tekstiler til at hænge fast i bildøre, dørhåndtag mm. har lært mig at holde af det lidt mere tætsiddende. Jeg er sikker på den bliver et hit i brug, og med det vejr vi holder os lige nu, er det ikke sikkert det behøver at vente til efteråret.

Faktaboks
Model: Topstykke fra Bente Geil, #4, str. S
Garn: Supersoft fra Holst Garn, 178 g. vasket vægt, farve Sapphire.
Pinde: Addi Turbo 3,5
Ændringer: Ingen, eller måske har jeg strikket den lidt længere
Hot or Not: Gæt selv, men hvor smart er man hvis man strikker en not-model 4 gange? Overvejer i svage øjeblikke, om der skal strikkes en 5, i str. M og kjolelængde. Savner en
no-brainer til ukoncentreret strik.
Ny teknik (advarsel, kun for nørder):

Jeg har som mange andre kæmpet med, at jeg ikke kan strikke 2x2 (eller 3x3) rib så det bliver pænt nok, når jeg strikker rundt, fordi den sidste retmaske i hver glatstrikkede søjle bliver flad. Er der mon nogen, der forstår hvad jeg mener? På mine andre topstykker har jeg været lidt utilfreds med, at de glatstrikkede søjler mellem vrangpanelerne har haft det beskrevne problem. Det kan løses, læste jeg et klogt sted, hvis man efterfølgende strammer, ikke den følgende vrangmaske, men i stedet nummer 2.

Jeg har ikke nogen strikketeknisk forklaring på hvorfor det virker, men mine glatte striber ser meget pænere ud, selv om man stadig kan se hvor der bliver taget ud på hver side af søjlerne.

Kan du ikke bare spytsplejse dem på...

2010-06-07T22:23:00.003+02:00

spurgte Helten, da han hørte mig sukke over hadedisciplin nr. 1: montering af ærmer. Dermed fik han bevist, at han da ind imellem hører efter, når jeg begejstret kommer hjem fra Store Strikkedag og har lært en ny teknik.

Men nej, Amaya, der har været så meget igennem, skulle selvfølgelig have den bedst mulige finish, da det nu endelig på mirakuløs vis var lykkedes mig at strikke den færdig uden flere uheld.

Vi er endt med at blive rigtig gode venner, Amaya og jeg, så mon ikke der skal en faktaboks ind over

Model: Amaya af Sanne B / Rasmilla
Str.: M
Garn: 343 g Supersoft fra Holst Garn i farven Venezia. (Vægt efter vask og med knapper)
Pinde: Addi Turbo
Ændringer: Mange, der ikke var med vilje, men jeg har med fuldt overlæg strikket ærmerne længere. Jeg kan ellers godt lidt 3/4-ærmer, men i dette tilfælde havde jeg ramt en dum længde, der bare lignede lange ærmer, der var blevet for korte.
Hot or not: Superhot, som alt hvad jeg har strikket fra Sanne! (ellers var den altså også røget lige lukt i pejsen med alt det hyr jeg har haft med den.)

Tag-dig-sammen-Tage og jeg...

2010-06-07T21:58:00.006+02:00

har haft travlt, og her er beviset:

983 gram lige i skabet, og hermed mener jeg mit skab, for tre af de fire ting er faktisk til mig selv.

Faktisk er det lidt snyd, for dette fantastiske sjal er strikket af min bonussvigermor, og partner-in-crime i garnlageropbygning (praktisk, i perioder med indkøbsstop kan vi altid bytte med hinanden):

Til gengæld har jeg selv syet (ja, syet) de næsten 3 meter blonde på, og det er virkelig noget, der kræver at man tager sig sammen, i hvert fald når man er mig. Det færdige resultat er nu hvert eneste sting værd: 334 gram blød sky, der svøber sig blidt om ryg og skuldre. Garnet stammer fra svigermoderens venindes søsters dyr, som hun (altså søsteren) får spundet uld fra. Der hersker lidt usikkerhed om hvilket dyr der har måttet lade pelsen til lige netop dette sjal. Først forlød det, at det var en helt særlig slags ged, men nu går der rygter om, at der måske i stedet er tale om en helt særlig slags får. I hvert fald er det meget smukt garn, lysegråt med et fint spil i, der tager lidt farve efter hvad man ellers har på, og på en gang blødt og blankt.

I lørdags formåede sjalet at holde mig varm det meste af natten til en havefest, eneste ulempe var, at min mørkeblå hørkjole også lignede noget fra en helt særlig slags ged, da jeg tog sjalet af igen. Det forlyder, at man kan fryse sjalet kortvarigt for at stoppe fældningen, måske det skal prøves.

Dette sjal kommer jeg til at slide op, det kan jeg allerede mærke!

Survival kits

2010-05-16T21:28:00.005+02:00

Heltens:

Mit:

For læsere af denne blog fordrer mit kit nok ikke så megen forklaring. Det var, hvad der skulle holde mig fra at blive skør, den gang det forlød, at vi skulle køre i bus fra Lissabon til København. Et strikketøj, læsestof (lidt semifagligt og en roman), så er man da ikke helt fortabt, vel? Farvekoordinationen er tilfældig!

Helten hævder at kunne løse næsten ethvert problem med hvid uelastisk sportstape. Derfor har vi altid en rulle med ud at rejse. Visse mennesker mener, at gaffatape tjener samme formål, men de har nok aldrig stået et øde sted og skulle have tapet en brækket tå eller en hullet højre pegefinger som følge af...ja gæt selv.

Atlanterhavstopstykket på billedet er MIT, mit som i "jeg er helt ligeglad med at modellen klæder min søster helt formidabelt og farven står perfekt til hendes øjne". Nu er det min tur!

Hvor mange fejl kan man strikke på én (simpel og velbeskrevet) model?

2010-05-16T18:55:00.005+02:00

Jeg kan endnu ikke svare, for tallet vokser dag for dag, men jeg arbejder på sagen. Modellen er Rasmillas voksne Amaya, og jeg tør godt garantere, at det ikke er opskriften, den er gal med. Trøjen blev påbegyndt i en stresset periode, hvor der var brug for en enkel og velskrevet opskrift, der ikke fordrede for megen selvstændig tankevirksomhed. Valget faldt på Amaya, som jeg allerede har strikket i børneudgaven til yngste med stor succes. Min er i Supersoft fra Holst i den smukke Venetian, som jeg bare ikke kan fotografere, så den ydes retfærdighed.

Det er jo ikke specielt dyrt at strikke i Supersoft, men hvis man prøver at beregne prisen pr. times strikkeaktivitet i min Amaya, så bliver prisen direkte rørende.

Skal vi tage fejlene fra en ende af?

Størrelsesoptimisme: Min Linnea er størrelse small, og den passer perfekt. Nåede ca. 15 cm på ryggen af Amaya, før det gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne knappe den. Om igen.

Flagermusærmer??? Af en eller anden årsag fik jeg lavet enorme ærmegab. Et hurtigt tjek bekræftede at der ikke er tale om en 80'ermodel (pyyyh). Om igen.

Manglende maskeoptælling: efter at have genstrikket forstykkerne konstaterede jeg, at der var en maske mere ind mod halsudskæringen i den ene siden end i den anden. Ja, det kunne ses, meget, da mønsteret jo er i lodrette paneler. Om igen.

Manglende rækkeoptælling: til min forbløffelse lykkedes det mig at strikke skuldrene sammen og strikke en nydelig halskant uden flere uheld. Hurra, jeg har alligevel ikke mistet alle mine strikketalenteter. Eller..øh...vent lige. På det ene forstykke sad halsudskæringen en mønsterrapport højere oppe end på det andet. Om igen. Af med halskanten, op med skuldersømmene, pille den side af forstykkets halsudskæring op, hvor der ikke er omhyggeligt placerede knaphuller. Husk på Ruth Sørensens udødelige ord fra Webstrikfestival 2009:"Det kan godt være det har taget timer at strikke...men så lang tid tager det jo slet ikke at pille det op!". Af en eller anden grund føles det altid mere langsommeligt at strikke noget anden gang.

Ærmelængde: Ærmer med trekvartlængde, super, det har min Linnea og det fungerer rigtig godt. Da jeg havde strikket Amayas ærmer var der bare lige et problem: de lignede ikke trekvartærmer, de lignede bare lange ærmer, der var for korte. Om igen, af med ærmekuplerne, på med nogle ekstra centimeter, og så selvfølgelig ærmekuplerne en gang til.

Aktuelt mangler jeg kun sammensyning og montering af knapper, men jeg tør slet ikke spå om hvor meget der kan nå at gå galt endnu. Ærmer med vrangen ud? Knapper på bagsiden? Måske jeg bare skulle gå over til at folde avishatte i stedet?

Slow down!!!

2010-05-07T17:06:00.002+02:00

Sig mig, lå her ikke engang en blog? En blog af den type, der lader som om den er en strikkeblog, men hvor lange pauser og en del rygsvømning forsøger at dække over, at der faktisk ikke bliver så meget strik færdigt, fordi andre ting altid presser sig på.

Nå, men NU skal der andre boller på suppen (Yeah right, fru K!). Jeg elsker blogverdenen, jeg elsker at være en del af strikkebloggernes univers, men er også helt med på, at man jo også selv skal bidrage. Hvis alle drev deres strikkeblogge (for ikke at tale om deres Ravelry-sites) på mit aktuelle niveau, at så ville der ikke være meget at komme efter. Kort sagt, når jeg trods gode hensigter ikke kan nå at være her, må der være et eller andet, der skal justeres.

For nu at bruge en slidt kliché, så har min hverdag de sidste uger føltes som en karrusel, hvor det bare handlede om at hænge fast efter bedste evne, for ikke at falde af. Egentlig startede det vel helt tilbage da jeg var syg, og for første gang nogensinde var væk fra arbejde i 3 uger. Herefter havde jeg lige 4 arbejdsdage inden ferien, til at få indhentet det forsømte samt pakke hele mit kontor ned så det var klar til at flytte en etage op. (In case you were wondering, nej, jeg nåede det ikke). Ferien var skøn, men noget længere end først antaget. Ikke at vi skal klage over forløbet: efter Madeira strandede vi 3 skønne dage i Lissabon med alt betalt, inden vi blev fløjet hjem. Herefter havde vi lige weekenden til at klare den liste, der var blevet forfattet over Ting, der Skulle Ordnes I Hus og Have, samt vask af 4 menneskers tøj fra 10 dage + alt det løse, inden jobbet kaldte igen.

Tilbage på jobbet, i mit nye kontor, blandt flyttekasser og uden netforbindelse (arghhh! hverken kabel, hot spot eller VPN virkede), viste det sig, at både chef og kolleger havde savnet mig rigtig meget?. Desværre ikke (kun) på grund af min sprudlende personlighed, men fordi der lige var en lille stak haster, haster-meget og haster-rigtig-meget opgaver, som jeg åbenbart lige var den rette til at klare. Fint nok, we aim to please, etc. men jeg havde nu lige tænkt mig at afsætte en pæn del af de fire dage i ugen (op til Kr. Himmelfart) til at forberede noget undervisning, jeg skulle levere på et seminar i Berlin i denne uge. Nå, men hvem klager, foredraget blev færdigt, det er da det man har weekender til, ikke? For slet ikke at tale om den ene sene nat på hotellet i Berlin.

Jeg kom hjem igen i nat med en følelse af have gjort mit på arbejdsfronten, men så til gengæld at skylde på alle andre fronter. Nu da ungerne er blevet krammet og tasken pakket ud, er det vist tid til lidt genoplivning af bloggen inden Helten vender hjem. Hvis nogen stadig hænger på såvel bloggen som dette lange ævle-indlæg, har I altså fortjent at få lov til at se noget strik. Det kommer, om end ikke i færdig tilstand. Stay tuned for den dobbelt-(muligvis trippel)strikkede Amaya, Atlanthavstopstykket, det dødsdømte Bagtanke-ærme samt farveudkast til Folklore, hvor inspirationen kom fra uventet kant.

At rejse er at leve....

2010-04-20T23:32:00.002+02:00

sagde den gamle digter, og her i familien Kvist gør vi nye erfaringer i den retning. Yes, vi er blandt de mange, der er strandet i udlandet på grund af vulkanudbruddet.

4000 kilometer rejste vi mod syd, og havde bestemt ikke fantasi til at forestille os, at at et vulkanudbrud på Island kunne forhindre vores hjemrejse fra Madeira. Vi havde en skøn uge på trods af at vejret ikke var det bedste. Da vi skulle hjem i mandags, forlød det at vi var strandet på øen, men pludselig var der et fly til os, så nu er vi i stedet strandet i Lissabon.

Vi holder modet oppe efter bedste evne, men det er frygtelig hårdt: vores rejseselskab har indlogeret os på et lækkert hotel i centrum af byen, tæt på den gamle bydel. Her bliver vi på selskabets regning wined and dined i stor stil, har haft to dage til et gensyn med byen som vi holder meget af, og den eneste sky på himlen har været en overhængende trussel om bustransport Lissabon-København. Der er 3100 km, not my idea of fun.

Det sidste nye er, at vi skal flyve hjem i morgen, så kryds lige fingre, ikke? Jeg tog gerne et par dage mere i skønne Lissabon (har også stadig både strikketøj og læsestof) men jeg gider helst ikke slå lejr i lufthavnen, og absolut heller ikke køre med bus hjem over 3 dage.

Den stressede strikkers guide til hurtig (selv)tilfredshed

2010-04-11T21:50:00.004+02:00

Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.

Ad 1: Fiona fra Rasmilla
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Gode venners få uger gamle datter

Set så mange gange (også her) at den vel dårligt kræver en faktaboks. Jeg kan dog røbe, at der er tale om den mindste størrelse, og at jeg har brugt knap et nøgle Cloudberry (den opmærksomme læser vil genkende farven) og nogle få gram Silver Gray. Efter at have strikke modellen i model baby, model lille pige og model Build-a-Kanin, ser jeg nu til min glæde, at jeg også kan få en selv. Tak for det, Sanne!

Babykjolen er strikket for et stykke tid siden, og blev overrakt de nybagte forældre mens jeg var syg. Det foregik på drengemåden: Silkepapir, are you kidding? Øhhh, gaveindpakning og fine bånd? Sikke noget tøsepjat. Den blev leveret som den var, sikkert halet op af jakkelommen, ikke så meget ceremoniel her. Det forlyder dog at den er faldet i god jord, og det er trods alt det vigtigste.

Op til overfladen, et nyt forsøg....

2010-04-01T17:56:00.006+02:00

Jeg var lige kæk nok, da jeg for et par uger siden erklærede mig næsten rask. Det viste sig, at halsbetændelsen bare var overturen. Efterfølgende har jeg muntret mig med mellemørebetændelse (er det ikke sådan noget små børn får?) og virus på balancenerven. Det var godt nok ubehageligt, men nu er dette jo en strikke(og ævle-)blog og ikke et jammersminde, så jeg gider ikke skrive så meget om det. Kun at det er hårdt for en læsehest og erklæret net-afhængig hverken at kunne bevæge sig rundt, læse, se tv eller sidde ved computeren i næsten 14 dage. Sådan nogle dage kan godt blive ret lange, især når medicintågerne begynder at lette.

I et anfald af lettere desperation kom jeg i tanker om Jettes kommentar, hvor hun bemærker min evne til at strikke mønster uden at kigge på det. Vi taler om lette mønstre her, men alligevel, hvis man ikke kan andet, så kan man måske....strikke? Yes, når man nu lige har Ishbel i fingrene, så går det. Min smarte seng, som kan indstilles i mange vinkler, men sjældent bliver det, viser sig at kunne stilles så den støtter overarmene perfekt under strikning. Måske jeg altid skulle sidde der når jeg strikker?

Ingen, der kommer her på bloggen er vel i tvivl om hvordan et Ishbel ser ud, men her ser I Ishbel på stoffer:

Skuffende nok ser det ud som de andre, ikke noget psykedelisk over det. Denne gang den lille model, strikket i gråblåt Lucca, vejer 89 g. Ender nok som gave til veninde, der uventet er sprunget ud som En Der Går Med Blåt.

Jeg har egentlig lidt mere at vise frem, men pc-tiden er fortsat begrænset, så det følger.

PS. Undskyld for alle de mails, kommentarer mm. jeg skylder, jeg skal nok komme på omgangshøjde igen. Med tiden.....

Egostrik

2010-03-19T19:44:00.002+01:00

Jeg har jo lovet mig selv at jeg godt må strikke lidt mere til mig selv i år end sidste år, for af en strikker at være har jeg faktisk forbløffende lidt eget håndstrik i skabet. Med min familie og mine veninder forholder det sig lidt anderledes. Her er mit nye sjal:
Opmærksomme læsere vil nok mene de har set det før, så jeg iler med at forsikre, at egoismen ikke er blevet så omfattende, at jeg har tilbageerobret det sjal jeg strikkede til min veninde. Nix, dette er et nyt Ishbel. Jeg er vild med mønstret:

Farven, som ikke er korrekt gengivet på nogen af billederne, er lysere end jeg normalt bruger til mig selv. Dybe, mættede farver er mere min kop te, men det er omsider gået op for mig, at de lidt lysere farver tit gør sig bedre sammen med de mørke, der findes i min garderobe. Sjalet er strikket fra nakken og ned, men med flere udtagninger end normalt (6 masker for hver 2 pinde). Resultatet er en facon, der egner sig bedre til at slynge om halsen som et tørklæde, end til at have hængende på ryggen, og det er faktisk ret anvendeligt. Hvis du ikke kender designeren, skulle du kigge forbi, hun laver mange fine, finurlige ting.

Faktaboksen er magen til den her bortset fra at mit sjal er lidt større. Jeg strikkede bare indtil der ikke var mere garn, så den del af det var ikke egoisme med vilje.

Dødens Gab 2

2010-03-19T16:53:00.003+01:00

Det er længe siden sættet blev færdigt, men af førnævnte årsager har det ikke været vist frem. Der har været flere gæt på, hvordan en død fisk til en prinsesse ser ud, men jeg må beklage, den er hverken pink eller Nemo-farvet i gul og orange. Yngsteøglen, der som bekendt har en mening om alt, besluttede sig for et rosa/aubergine/tweedy vinrødt tema. Jeg har før skrevet om mine manglende talenter for selv at sætte farver sammen, men jeg kan dog alligevel the Gospel according to Fassett godt nok til at tænke, at der måtte en funky kontrast til. Det viste sig, at jeg ikke behøvede at gøre mig den helt store ulejlighed, den kommende fiskeejer havde allerede fundet på råd. Den skulle naturligvis være i sølv! Resultatet er, hvis jeg selv må sige det, ikke helt så stygt som det lyder. Der blev lige et halstørklæde til også, strikket på langs. (note to self: halstørklæder strikket på langs bliver altid længere og tyndere i brug, strik det derfor kortere og bredere næste gang).

Det er heldigt at man ikke kan se på dette billede at øglen er en lille krukke. Ungen elsker sin fiskehue og går med den stort se hver dag, også selv om hun forarget kunne meddele at en af drengene i børnehaven havde sagt at det var en LATTERLIG (med tydeligt udtalte t'er) hue.

Faktaboks:
Mønster: Fish Hat, dead or alive, fra Knitty. Tørklædet er bare retstrikkede striber over ca. 220 masker med en fastmaskekant for hver ende for at dække over farveskift. Siden er der også kommet en Scarfish tørklædeopskrift fra designeren, men mon ikke én død fisk ad gangen er nok?
Garn: 219 g. mystery yarn from stash, for nu at citere opskriften. Noget af det er ældgammelt Karisma, garn som man for 20 år siden kunne strikke stort set uopslidelige trøjer af, men som man i dets nuværende form gør bedst i at gå langt uden om. Jeg har faktisk spurgt en af forhandlerne, hvorfor kvaliteten er faldet så voldsomt, og hun indrømmede, at produktionen var overtaget af et andet spinderi. Efter min mening tangerer det vildledende markedsføring at sælge garnet under samme navn, og jeg har i hvert fald købt mit sidste nøgle. Jeg sværger på at sølvgarnet er noget jeg har arvet fra min nabo.
Pinde: Addi Turbo nr. 4, et halvt nummer mindre end opskriften foreskriver.
Hot or Not? Tjah, nu betyder hot jo ikke køn, ungen elsker huen og tørklædet, det var sjovt at strikke og meget velegnet til rester, what´s not to love?

Op til overfladen....et blabla-indlæg

2010-03-19T16:25:00.006+01:00

Beklager stilheden her på bloggen, men Casa Kvist har været sygdomsramt. Alle andre end yngste har været syge på skift over sammenlagt 4 uger. Ikke alvorligt, men alligevel nok til at komme grus i det daglige maskineri. Fru Kvist senest, med vanlig sans for timing valgte jeg at gå ned for fuld skrue i en uge, hvor Helten havde ikke mindre end 3 døgnvagter, ikke smart. Og så kommer vi slet ikke ind på alt det, der burde være klaret på jobbet, vel? Vi må konstatere, at der her i huset bare ikke er plads til at Mor bliver syg. Hvor er det praktisk at alle sygdomme tilsyneladende har to former, den alvorlige, der kun rammer mænd, og den milde, der altid rammer kvinder og børn, så vi hurtigt kan komme i sving igen.

Nu er jeg endelig på vej op til overfladen, så her kommer det første indlæg fra min nye pc, som jeg kæmper for at beholde som Mors Computer. Man skulle tro det kunne være muligt eftersom de kære små har fået den gamle, men efter Club Penguin er kommet ind i deres liv, er de altså NØDT TIL at have en pc hver, mener de. Af en eller anden grund er de helt uimponerede over mine forklaringer om at jeg var 17 før der overhovedet kom en computer ind i mit barndomshjem. Heldigvis lykkedes det mig da at skræmme dem på en anden front: ældste har længe bedyret at han var DEN ENESTE i klassen, der ikke havde egen mobil. Ved et forældremøde viste det sig, at der var ca. 16 i klassen, der hver især var DEN ENESTE i klassen uden telefon. Måske en sag for matematiklæreren?

Da knægten godt kunne se, at dette lidet overbevisende argument nok ikke holdt vand, forsøgte han at sætte ind på en anden fløj, helt dum er han jo ikke.
Søn: "Mor, hvor gammel var du, da du fik din første mobiltelefon?"
Mor (sødt smilende): "Treogtredive, tror jeg"
Søn: " " (stum af chok).

For øjeblikket overvejes om der skal opstilles strikse regler for computer- wii- og DSI-tid pr. dag, eller om det kan klares i mindelighed. Der skal jo også være tid til analoge aktiviteter:

Apropos analoge aktiviteter, så er der også strik at vise, om end et magert udbytte efter så lang tid. Coming up.

Nye toner

2010-02-26T14:50:00.007+01:00

Mens vi venter på at hele tre små strikkede projekter tørrer, kan jeg lige berette om en ny aktivitet, der har holdt sit indtog i Casa Kvist.

Jo, vi har fået egen violinist i familien. "Når jeg kommer i fjernsynet, Mor, så skal du sidde og græde over hvor god jeg er" mener den ambitiøse unge dame, og det lover jeg hermed, selv om jeg gætter på det varer lidt. Hvordan det lyder? Violinlæreren, som er ung, sød og meget pædagogisk, har meddelt os, at forældrenes vigtigste opgave er at støtte og opmuntre. Vores fornemste pligt er derfor at juble og bekendtgøre, at det lyder fantastisk, også når det lyder som slettet af censuren.

Det er fascinerende at se hvor meget yngsteøglen går op i det, og egentlig synes jeg hun fanger det nye ret hurtigt. Efter undervisning i dag var hun dog lidt nedtrykt, for nu har hun lært at spille på alle (4) strenge, og hvad kan der så være af nyt at lære? En hel del gætter moderen på, men hvad ved jeg om violiner?

Beretning om en forventet forelskelse

2010-02-15T21:00:00.008+01:00

Der er ikke meget liv i den her blog, vel? Når jeg nu ikke har så meget strik at prale med, kunne jeg måske underholde lidt med hvad der foregår i stedet for. Rygsvømning kalder Helten den slags, men here goes.

Jeg har for første gang i mit liv været i Venedig. Italien har jeg besøgt ved andre lejligheder, er vild med landet og er gennem mange år blevet påvirket af flere store italienselskere i vennekredsen. Jeg har sågar engang gået til italiensk, og var lidt imponeret over hvor langt man kan nå på et skoleår, når man vælger den seriøse udgave med pensum, grammatik og eksamen. Desværre forsvinder det også hurtigt igen, men en dag...

Venedig var lige nøjagtig som jeg havde forventet. Vi var heldige at komme på et tidspunkt hvor der ikke var for varmt. Vore italienske værter mente det var vinter, men i år kan vi altså ikke regne 5 graders varme for vinter. Programmet var tætpakket, de eneste tidspunkter vi så noget af byen, var på til og fra vores hotel, der heldigvis lå et pænt stykke fra det palazzo, der var rammen om det faglige indhold. Bare en lille dosis Venedig var dog nok til at overbevise mig om, at jeg må tilbage. Nok ikke alene, for mere labyrintisk by skal man vist lede længe efter. Fru Kvist er temmelig geografisk udfordret (her kommer jeg uvilkårligt til at tænke på min søde kollegas ord om at kunne blive væk på et løbebånd). En stifinder må jeg have med.

Bonusinfo: der ligger en meget spændende garnforretning i en af de små gyder. Sjovt nok syntes min kollega ikke vi skulle stoppe der. Han ville hellere kigge på sko, men gæt om de findes i str. 46 i Italien? Godt man ikke er typen, der hoverer.

Der var optræk til karneval, og det var fascinerende, hvad de udklædte gjorde ud af det.

Efter to dage i Venedig gik turen videre til Padua, en by der ikke er nær så kendt (i hvert fald ikke som turistmål), men som bestemt også var spændende. Vores værter bemærkede vores interesse for det gamle universitet, efter sigende det tredjeældste i verden. Fluks fik de arrangeret en rundvisning, og det var fantastisk.

Fru Kvist, som har tilkæmpet sig sin uddannelse i en moderne rædsel af rustent jern og beton, kunne ligefrem mærke, hvor meget klogere man ville være blevet i sådanne historiske omgivelser.

Dette billede viser Galileis kateder. Her kan man da tale om historiens vingesus.

Portrætter af fremtrædende studerende, heraf flere danske, blandt andet Thomas Bartholin (yderst til højre i øverste række), der som den første beskrev lymfesystemet.

Helt fascinerede blev vi dog af denne dame: Elena Lucrezia Cornaro Piscopia, den første kvinde i verden, der opnåede en universitetsgrad. Året var 1678, og det gik ikke stille af, for mange mente ikke det var passende. Meget belejligt døde hun i en ung alder, hvilket selvfølgelig beviste, at en akademisk uddannelse slet ikke var noget for kvinder, og der gik da også næsten 200 år, før man igen dristede sig til at optage en kvinde.

Der er meget mere at berette om universitetet, i eksamensrummet stod en række afdøde professorers kranier f.eks. sirligt udstillet i montrer. Det kunne jeg ikke helt se for mig på SDU, min ungdoms vemodige universitet, som nævnt, jeg har studeret det helt forkerte sted.

Skoledreng angrebet af rovfisk

2010-02-06T20:53:00.004+01:00

Sådan ser de ud sammen, sønnen og fisken.

Smukt syn, ikke?

Ældste har meget omhyggeligt selv udvalgt farverne fra lageret. Eftersom knægten er farveblind, skifter det lidt fra dag til dag, hvilken farve, han mener striberne har. Grå? røde? måske er de grønne orange og vice versa?

I hvert fald er fisken et hit, den sidder på hans hoved hver dag, og som et helt særligt mål for populariteten er den endnu ikke blevet glemt i skolen. Det er vist første gang det er sket. Ungen er lige så distræt som.....som.... så skidt da, som sin mor, så det er ikke småting, der har været efterlyst til morgensang, for slet ikke at tale om de gange, han er kommet hjem efter idrætstimer i andre børns tøj. Men fisken, den er med hjem hver dag. Den er selvfølgelig heller ikke så nem at forveksle med andre huer, selv hvis man ikke kan skelne farverne.

Faktaboks
Model: Fish Hat, Dead or Alive, Knitty, 2008
Garn: Mystery yarn fra lageret. Det melerede er noget blandet uld/bomuld fra Hjertegarn, som er lagt dobbelt, og som stammer fra dengang min nabo flyttede og efterlod mig 4 kilo garn. Det orange er noget 6-trådet sokkegarn fra det hedengangne Bendix Garn (vi savner dig, Vivian!) og det grønne er noget Karisma fra Garnstudio, et mærke jeg en gang var meget glad for, men som nu er faldt så meget i kvalitet, at det fortjener en post i sig selv og en advarsel på banderolen. 319 gram i alt for både hue og tørklæde, som ifølge ejeren skal forestille en ål. ALT FRA LAGER.
Pinde: Addi Turbo 4 til huen og 5,5 til tørklædet.
Hot or not: Spørg ejeren....men sjov at strikke.

Det er ikke gjort med at strikke én død fisk. Den næste er allerede på pindene i prinsessefarver, og med tilhørende tørklæde. Helten har også ønsket sig en, men den må lige vente lidt. Han har nogle vigtige møder og konferencer her i foråret. Ved internationale konferencer får de danske deltagere sommetider prædikatet "the jeans guys" pga. deres, nå ja, casual tøjstil. Fru Kvist er bestemt ikke den der rynker på næsen af en mand i jeans, og det er da også ulige smukkere at være the jeans guy end at være the dead fish on his head guy, så måske til efteråret...

The things we do for love....

2010-01-25T18:32:00.004+01:00

...såsom at strikke en meget grim død fisk, der kan varme ældstes ører i den kolde vinter.

Farverne er eget valg (hans, ikke mit) fra lageret, og han glæder sig voldsomt til den er færdig. Foreløbig har værket kostet mig et hul på begge pegefingre, da strikkefastheden åbenbart er fastere end den, jeg er vant til. Det afholder selvfølgelig ikke en ægte entusiast, så forhåbentlig bliver den færdig i aften.

Jeg har lidt strikkeabstinenser trods mine hullede fingre: Tag-dig-sammen-Tage og jeg holdt søndag sammen, så jeg fik lagt 6 par bukser op (hadeopgave, men jeg er alligevel for nærig til at betale 150 kr. pr par for at nogen gør det for mig), repareret Build-a-Kanins Hula-hula-outfit (det er sådan en mor-opgave, der aldrig nævnes i Bogen om Barnet) og omsider syet 10 knapper i min elskede Linnea. I dag er Helten ekstraordinært kaldt på vagt, så jeg synes selv jeg har fortjent en strikkeaften, når banditterne er lagt i seng. Mon ikke de ser lidt trætte ud?

Kanin-couture

2010-01-25T18:13:00.003+01:00

Der bliver skam strikket også. Det er lidt hist og her og uden meget færdigt at vise frem. Måske kommer der lige pludselig en masse på en gang? (Yeah, right, fru Kvist). Nå men i det mindste overholder jeg foreløbig min plan om at strikke fra lageret. I næste uge skal jeg hjælpe min svigermor med at handle hos Helle, så må rygraden stå sin prøve. Hov, vent, jeg må jo godt købe lidt ind til f.eks. en kant eller til at afslutte et påbegyndt projekt, eller.....

Kaninkjolen startede som en Fiona, men jeg løb tør for det pink garn hurtigere end forventet. Improvise and adapt ville Helten have sagt, det er et Clint Eastwood-citat, der kan klare en ud af de fleste situationer, og selvfølgelig også denne. Frem med resterne af Linnea og så var den i vinkel. Eller vinkel og vinkel, den blev da færdig, og yngsteøglen er glad.

Kaninen er også glad, for hun har nemlig fået følgeskab af en hjertemønstret dalmatiner ved navn Thomas O´Malley, som under stort ceremoniel blev...øh...bygget af yngsteøglen, der havde ønsket sig gavekort til Build-a-Bearshoppen til jul.

Faktaboks:
Mønster: Fiona fra Rasmilla, dog kun med hulmønster i øverste halvdel.
Pinde: Addi Turbo 3½
Garn: Rester af pPink Duo fra denne og lilla Supersoft fra denne, 24 g. i alt, alle fra lager, det skal jo nok blive til noget.
Hot or Not: Hot nok til en plyskanin, men afgjort mere hot i Sannes udgave

På udebane

2010-01-25T16:39:00.003+01:00

Temmelig langt ude, I might add. I mit lange fravær, har jeg ud over en tur til Bruxelles i arbejdssammenhæng, også været en tur på glatis: Fru Kvist har haft gang i såvel overlocker som symaskine. Selvfølgelig ikke under egen sikring; projektet blev afviklet under kyndig vejledning fra min søster, der er yderst erfareni den slags, og som har konstrueret mønsteret ud fra et hun havde i størrelse 2 år.

Som teenager syede jeg en del, men i slutningen af min studietid kom jeg lidt fra det, fordi jeg havde andet om ørerne. Så fik jeg fuldtidsjob og læste på halv tid i 6 år, så fik jeg hus og efter et par år også børn, og derfor kom jeg aldrig rigtig i gang igen. Når jeg læser instruksen til et syprojekt går jeg helt i sort, og kan slet ikke forestille mig hvordan alting skal vende, for slet ikke at tale om hvordan det hele skal komme til at passe sammen. Jeg er heller ikke sikker på jeg nogensinde kommer til at sy meget - det er jeg slet ikke tålmodig nok til - men lidt en gang imellem. I hvert fald var det hyggeligt at tilbringe weekenden med søsteren og et fælles projekt. Bukserne er til yngsteøglen, der selv har valgt stoffet (surprise). Vi har også gang i en fleece-trøje til ældste, men den er endnu ikke værd at vise frem.

Bruxelles-turen havde et opløftende og uventet aspekt: den norske forsker vi arbejder sammen med viste sig også at være strikker! Herligt at kunne snakke lidt krea midt i alt det seriøse.

Bedre sent end aldrig: 2009 i strik

2010-01-05T21:26:00.004+01:00

Allerede inden jeg påbegynder min forsinkede optælling, kan jeg sige at 2009 ikke blev noget stort strikkeår målt på mængder af færdigt strik. Der var simpelt hen for lidt tid til at sidde og meditere over strikketøjet.

Til gengæld var der rigtig gode strikkerelaterede oplevelser; først og fremmest Strikkefestivalen med både nye og kendte ansigter. Der var også store strikkedage, måske mest bemærkelsesværdige med Annette Danielsen og Marianne Isager.

2009 blev Year of the Topstykke her på kanalen. Topstykket blev strikket hele 3 gange, uden nogen af dem blev til mig, selv om det faktisk var den oprindelige plan for to af dem.

Det blev også et godt Rasmilla-år: Fiona, Pebbles, Amaya, Linnea og ikke mindst Teitur, der ud over at være en fantastisk klædelig og anvendelig vest, også har skaffet ældste en lovende modelkarriere.

Så var der sjaler og tørklæder: en Designer Knit-model (som går under det lidet oplysende navn Lace Scarf), et Shetland Triangle, samt et Kauni-sjal af typen start-i-nakken-og-strik-trekantet-indtil-garnet-slipper-op og et Ishbel.

Endelig en Scraps, stribeløs men med bobler, et par sokker, samt en Mini-cardigan.

Jeg er for doven til at linke, men interesserede kan se det hele på Ravelry, eller bladre tilbage i bloggen.

Jeg er ikke så god til nytårsforsætter, så jeg har sjældent nogle (altså ud over at dyrke mere motion og få styr på alting, men har alle ikke dem?). Dog overvejer jeg, om 2010 skal være året hvor jeg kun strikker fra lager. I anledning af, at gode venner med holdninger til stash (ham, ikke hende, naturligvis) skulle overnatte i mit arbejdsværelse/garnlager rykkede jeg lidt af lageret ud (de skulle jo helst kunne åbne døren. Når jeg nu alligevel havde fat i garnet, kunne jeg ligså godt rydde lidt op i det og øh....der er altså ret meget. Nej, jeg har hverken vejet det eller fotograferet det, men jeg er sikker på det kan redde mig igennem 2010 uden nyanskaffelser. Dog må det være tilladt at supplere op, hvis der lige mangler lidt til at færdiggøre et værk.

Jeg har forsøgt mig med et Cashmere-o-meter, men det gik ikke så godt. Teoretisk kunne jeg gå tilbage og beregne, men jeg tror jeg starter på en frisk. Jeg vil ikke love noget, men det kunne være rart at komme lidt ned i bunkerne.

En plan til for 2010: mere ego-strik! Jeg elsker min Linnea, og det er sådan set heldigt, for så vidt jeg husker er den det eneste, jeg har strikket til mig selv i 2009. Godt nok strikker jeg mest for processen, men alligevel...

Coming up: Bastardized Kanin-Fiona, i rester for at vise min gode vilje til lagernedbringelse.

Godt nytår - og årets sidste FO

2009-12-31T15:11:00.003+01:00

Og et rigtigt hit!

Modellen er velkendt: Linnea i voksenudgave fra Rasmilla. Den er til mig, at I bare ved det. I årets løb er der blevet strikket til mange: (samlet opgørelse følger) mor, datter, søster, svigermor, søn, niece, veninder, veninders børn, men ikke meget der er havnet i mine egne skuffer. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har strikket en trøje til mig selv. Det har jeg nu! En dag kommer der endda knapper i.

Opskriften er, som altid fra Sanne, velskrevet. Da jeg gik helt i stå i venderækkerne, var jeg derfor godt klar over at fejlen var på min side. Alle andre skrev om hvor let modellen er at strikke, men jeg kunne simpelt hen ikke få det til at passe. Heldigvis køber man jo en serviceaftale med, når man køber Sannes opskrifter, så der var hurtig hjælp at hente. Problemet var i al sin enkelthed, at fru Kvist ikke fattede, hvordan Sanne tæller, og var gået helt fast i sin egen tal-logik. Da den hindring var ryddet af vejen var det let. Det hele måtte dog alligevel trævles op, for når nu Sanne alligevel var på, benyttede hun lige lejligheden til at oplyse, at trøjen ville blive for stor i str. M. Om igen, og den passer supergodt i S.

Fakta
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farven Cloudberry, dobbelt, 302 g. i vasket udgave
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or Not? Hot! Jeg skal lige vænne mig til de trekvartlange ærmer. Til gengæld er jeg gang på gang imponeret over den effekt, man kanopnå med venderækker.

Med denne solstrålehistorie om trøjen, der startede sit liv som en for lille Amaya, forsatte som en for stor Linnea med underlige venderækker og, alle gode gange tre ligesom i eventyrene, endte som en velsiddende Amaya med fine vendinger, vil jeg gerne ønske jer allesammen

Et rigtig godt nytår og på gensyn i 2010!

Tak for i år og allermest tak for alle jeres kommentarer, som gør det sjovt at være blogger!

Scraps - Anne, Hanne og et tvist af Kvist

2009-12-28T18:29:00.003+01:00

Jeg faldt med det samme for Annes og Hannes lille fine vest. Idéen med at bruge restegarn er al ære værd. For mig er der bare et problem: jeg er ikke god til at sætte farver sammen! Jeg var lettere rystet da en veninde viste mig sit Heather-kit fra Helga-Isager; superlækkert garn, men instruksen:" sæt farverne sammen som du selv synes", ville få mig til at ryste på hænderne. Jeg kaster mig gerne ud i diverse indviklede hul- og snoningsmønstre, men hvis en anden vil matche farverne, er jeg glad. Jeg er sikker på en kombination af øvelse og farvelære vil kunne hjælpe på det, men nu havde jeg lige en lille uge til at få strikket en Scraps-vest i julegave til min søster, så det var ikke lige der, det store farveslag skulle slås.

Løsningen kom til mig en dag i en lokal tøjbutik, hvor jeg faldt over en meget grim strikjakke, i en gulgrøn farve, der omgående ville have fået fru Kvist til at se halvdød ud. Jakken havde, udover nogle ganske besynderligt placerede snoninger, også det i min barndom så populære boblemønster. Min søster elsker alt, hvad der er 70'er-agtigt, så idéen lå lige for.

Det endte sådan her:

Vesten er ikke skæv, jeg har bare lagt den lidt skævt i skyndingen. Den faldt tilsyneladende i god jord hos modtageren, i hvert fald tog hun den straks på til sin grå kjole juleaften, og igen over en hvid skjorte til familiens julefrokost 2. juledag. Jeg burde have taget et action-shot, for vesten kommer absolut mest til sin ret når den er på.

Boblemønsteret er svært at fotografere tæt på:
- men frygtelig nemt at strikke: det går over 4 masker (+ et par kantmasker) Man strikker 4 pinde glat, lader på næste pind hver 4. maske løbe 4 pinde ned og strikker masken sammen med trådene fra løbemasken. Så strikker man 5 pinde, og gentager proceduren, dog forskudt, så den maske, der løber, ligger over den midterste maske i den forrige boble. Jeg har lavet hhv. 4, 3 og 2 boblerækker med 13 omgange mellem hvert mønster. Jeg har ikke sat snore i, men bortset fra det har jeg fulgt opskriften.

Faktaboks:
Mønster: Scraps fra Anne og Hanne
Garn: Shetlandsuld fra Garn.dk (Faktisk rester fra Cobblestone og Teitur), lagt dobbelt, i alt 133 gram
Pinde: Addi Turbo 5 og 4,5 til kanter.
Ændringer: Multifarvede striber erstattet af boblemønster
Hot or Not? Hot, måske skulle jeg selv have en?

Til en, som virkelig er værd at forære håndstrik

2009-12-28T17:17:00.003+01:00

Mange af min veninder elsker håndstrik. Nogle af dem strikker selv. Som Debbie Stoller (of Stitch and Bitch fame) en gang påpegede, er de gode at forære strik til, fordi de forstår at værdsætte indsatsen. Veninden som har fået dette sjal

strikker lidt, men er i virkeligheden mest til keramik. Hun laver så flotte ting, at de fortjener en post i sig selv, for jeg er så heldig at modtage nogle af hendes værker ind i mellem. Som fritidskunsthåndværker har hun et nært forhold til former, farver og håndlavede ting. Derfor opbevares hendes håndstrikkede gaver i form at sjaler og tørklæder som en hel udstilling i hendes stue. Hun har en reol i mørkt træ, og det ser virkelig flot ud.

Min seneste tilføjelse til hendes samling er et Ishbel-sjal. Skønt mønster, lunhurtigt lært, men med god effekt. Størrelsen må nærmest betegnes som medium; jeg startede med det glatte stykke i den lille størrelse pga. tidspres, men da jeg kom i gang med hulmøntret gik det så stærkt, at jeg besluttede mig for at opgradere til den store størrelse.

Garnet er Lucca, som jeg elsker til sjaler og tørklæder for dets blødhed, men som jeg af samme årsag aldrig ville strikke en sweater af. Hele sjalet blev færdigt på 7 dage i en uge hvor jeg ikke havde specielt meget strikketid, så det kan anbefales som et lille, hurtigt projekt. I virkeligheden er det måske mere et tørklæde end et sjal, for man starter i nakken og tager hele 6 masker ud for hver 2 pinde, så resultatet bliver ganske bredt og ikke så dybt.

Faktaboks
Mønster: Ishbel fra Ysolda Teague
Størrelse: Medium, forstået som det glatte stykke i small og det mønstrede i large
Garn: Lucca Supersoft Merino, 119 g.
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or Not? Hot, jeg vil også have et!

Julefred at last.....

2009-12-28T16:44:00.005+01:00

Et forsinket ønske om god jul fra Fru Kvist og de lokale nisser. Jeg håber I nyder juledagene og at freden hviler over jer. Jeg nåede ikke at få smidt en hilsen den 24., som det ellers var planen. Helten havde døgnvagt, og der gik overraskende lang tid med at sørge for at alle var renskurede og i deres stiveste puds, og at samtlige gaver var pakket ind og mærket med modtagerens navn. Et par af fru Kvists gaver var vanen tro fugtige endnu, og måtte pakkes ind i sidste sekund. Ungerne slægter mig på - om formiddagen viste det sig pludselig, at flere medlemmer af familien skulle betænkes med malede æsker. De var så nymalede, at de måtte med til julefest hos mine forældre i en vaskebalje, og pakkes ind på vej ind til juletræet. Nå, vi nåede det hele, men næste år vil vi helt sikkert være i god tid (yeah, right, fru K, det evige nytårsforsæt.)

Første juledag holdt vi en ekstra jul med Helten, farmor og farfar, dog med utraditionel julemiddag i form af lammekølle og abrikostærte. Anden juledag var der julefrokost i Fru Kvists familie og tredje juledag i Heltens.

Nu er vi endelig nået til en dag, hvor der ikke har været marathonspisning og familieoptøjer på programmet. Formiddagen blev brugt på bagning af rugbrød samt travetur i det helt fantastiske solskin. Ungerne fik indkaldt et par legekammerater, de trængte vist også til lidt andet, selv om de elsker jul. Derfor er der tid til at sidde her , og jeg skal da også lige have fremvist de hjemmegjorte gaver.

Fru Kvist, 5 år, har leget med perler:

Den første er lava og rød koral

Den næste er lava, røgkvarts og sort agat. Der blev også en til Yngsteøglen i små lavaperler og rosakvarts, som dog ikke lige er blevet fotograferet. Damen elsker når vi leger med perler, og jeg hygger mig også med det i mindre doser, selv om jeg sagtens kan finde på at luske mig til at strikke et par pinde også. Jo, forresten, hun har den da på i det øverste billede.

Apropos strik, coming up: strikkede julegaver.

Snydt igen

2009-12-22T16:18:00.003+01:00

Først var der tøsetopstykket til datteren. Så var der mit eget topstykke, der endte i min mors klædeskab efter et lille uheld med pindestørrelsen. Nå, pyt, tænkte fru Kvist, alle gode gange 3. Nu kan jeg måle min pind, strikke 4. omgang i søvne og bestille mere Eclipsefarvet Supersoft fra Helle, så skulle det vel kunne lade sig gøre at få sig et topstykke?

Godt tænkt, men ikke godt nok. Der var nemlig flere der har fået øjnene op for topstykkets lyksaligheder, herunder min svigermor.

Derfor blev den fint pakket ind til hendes 60-års fødselsdag. Den vakte stor jubel, og flere forsøg på bestilling. Det sidste blev dog afvist, høfligt, men bestemt. En ting er at strikke en keedelig/meditativ model som gave til en man gerne vil glæde eller til sig selv, men på bestilling, nix.

Om jeg selv får en? Tjah, jeg har da garn liggende, nu i Safir, og jeg har faktisk ikke fået set den anden halvdel af SATC-serien, så måske.

Faktaboksen er stort set ligesom sidst, dog pindestørrelse 3,5, hvilket kan anbefales, hvis strikkefastheden skal overholdes...

Pyyh,

2009-12-22T09:01:00.003+01:00

der er godt nok mørkt og koldt her, hva´? Der sker nok ikke noget før jeg selv får fjernet spindelvævene og tændt op, så jeg må hellere komme i gang. Der er nok at fortælle om, det er bare lige at tage sig tiden.

December har været fyldt med alt muligt, også udover de almindelige december-events i børnehave, skole, SFO, diverse julefrokoster, koncerter, Luciadag mm., der ellers sagtens i sig selv kan fylde kalenderen.

December startede med, at den ellers så initiativrige og foretagsomme yngsteøgle var syg i hele ti dage. Feber, hoste og generel mathed tog helt pusten fra hende, og mange dage blev tilbragt under et tæppe på sofaen. Gudskelov for bedsteforældrene, der lige som os kom til at savne alt hendes iværksætteri, selv om hun, som min far bemærkede, var meget nem at passe. Han erindrer ikke, at de tidligere har haft hende på besøg, uden det medførte omfattende oprydning og naturligvis deltagelse i diverse øgleinitierede lege ("Morfar, nu er du Danny" siger den lille Greasefan, der naturligvis selv er Sandy. Kun en anelse mere troværdigt, end når hendes store far bliver sat til at agere Marianne fra Vild med Dans). Nu er ungen heldigvis tilbage på fuld skrue, hendes legendariske energi er genoprettet, og hun gør sit bedste for at indhente den tabte tid.

Så blev fru Kvist påkørt, heldigvis uden der skete noget videre med hverken hende, der kørte den anden bil, eller mig selv. Jeg blev ramt bagfra mens jeg holdt stille, men slap heldigvis med nogle forstrakte ledbånd og muskler i nakke og skulder. Det gør ondt en uge, sagde skadestuelægen, og det fik han ret i, og bortset fra et mindre tilbagefald i forbindelse med bobsædekørsel, går det fint igen. Dog kan jeg godt mærke, at det har sat lidt spor - andre biler skal bare ikke komme for tæt på, og jeg, der aldrig har været bange for at køre i glat føre, fordi jeg i sin tid lærte det i Vermont, erklærede hjemmearbejdsdag hele to dage i sidste uge, bare for at slippe for at køre. Jeg skal tage mig sammen, vores hverdag er afhængig af Mor bag Rattet. Til gengæld kom jeg til at holde af mit halvgamle skrummel af en tysk stationcar (the Beast 2, som min bror nu har omdøbt den til, Obama må gerne låne den næste gang han kommer forbi). Mens den Fiat Punto, der påkørte mig, fik smadret hele forpartiet, var der kun en lillebitte rids at se på min kofanger.

Bagefter fyldte min søde Svigermor (bonus på enhver måde) 60. Så måtte Kvist Catering træde i karakter. Heldigvis kun med desserten, svenske blåbærtærter med hvid chokolade.

Der er også strik at vise i den anledning, stay tuned, til jeg lige får fundet billederne af det.

Nu er der heldigvis juleferie i den lille familie, i hvert fald for de 3 af os. Helten skal på arbejde onsdag og har døgnvagt den 24., så vi holder en ekstra juleaften den 25. Det er gjort før og fungerer godt. Sådan er betingelserne med Heltens arbejde, til gengæld har han fri resten af julen og nytåret, så det må vi så få det bedste ud af. "Jubi, så får vi dobbelt så mange pakker!" jubler ældste, mon nogen kan nænne og fortælle ham, at han får det samme antal gaver, bare fordelt på to dage?

En lang og ikke videre sammenhængende smøre om december, og det værste er, at der kommer mere. To, måske endda snart tre, strikkeprojekter er klar til fremvising.

Teitur og tallet 4

2009-11-24T21:42:00.005+01:00

En masse strik er næsten færdigt, og jeg er dødtræt af ikke at kunne sætte en fod i mit såkaldte arbejdsværelse uden at træde ned i en kurv med et halvfærdigt projekt. Derfor har jeg besluttet at 4 projekter skal være færdige før jeg må starte på noget nyt. Tallet 4 er ikke valgt fordi jeg tror det har magiske kræfter, men nærmere fordi jeg har 4 projekter som Tag-Dig-Sammen-Tage og jeg kan få klaret uden alt for stor indsats. Det første er Teitur:

Rasmillas drengevest. Egentlig var det ikke svært at tage sig sammen til at gøre den færdig. Opskriften er supergod og mønsteret er let at lære udenad. Jeg havde helt glemt hvor sjovt det er at strikke flerfarvestrik, i hvert fald når det er fair isle-teknik. Intarsia er noget helt andet... Desuden var der en ung mand, der i hele forløbet kiggede bebrejdende på mig, hvis jeg vovede at strikke på noget andet. Argumentet om, at flerfarvestrik kræver, at man kigger på det hele tiden, og derfor ikke egner sig til f.eks. tv-kigning eller lektiesupervisering prellede helt af.

Garnet erdobbelt shetlandsuld fra Garn.dk, rester fra dette projekt. Min personlige mening er, at det gør sig langt bedre som to farver end som salt og peber-effekt, men det er jo et spørgsmål om smag. Garnet er en lille smule hårdt ved hænderne, især kanterne på pinde 4. Det er så også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om garnet. Jeg elsker den garntype, og jeg synes den får mønsteret til at stå rigtigt tydeligt frem:

Ældste og jeg havde meget sjov af vores foto-session i haven. Han ville gerne have sin elskede sixpence på hovedet, og med en klassisk vest, gummistøvler og overskyet himmel, ja så lå sådan en Rowan-agtig skulende attitude ligefor, syntes fotografen. Knægten, der har et mildt væsen, havde ikke så let ved det, så det kom der nogle gode grin ud af.

Han er ikke af natur en skuler. Måske han i virkeligheden har en del mere tilfælles med en af vores allerstørste filmhelte, der også er stolt vestebærer, lige meget om han optræder i gyserfilm eller bygger en måneraket:

Hov, jeg var lige ved at glemme faktaboksen:

Model: Teitur fra Rasmilla
Garn: Shetlandsuld fra Garn.dk i to farver (isblå og mørkeblå, mine betegnelser) fra BC-garn. Vesten vejer i alt 172 g. og langt det meste er den mørkeblå.
Pinde: Addi Turbo 4 og 4½
Ændringer: Jeg har forlænget den en del, da min søn er en lang og tynd 8-årig. Garnet er tykkere end Sannes originalgarn, så jeg har brugt maskeantallet til str. 3 i bredden. Den er ikke for bred, men det går. Til gengæld har jeg måttet love at strikke en mere, når denne bliver for lille.
Hot or not: Superhot synes mor og søn! "Kan man få den i lyserød?" spurgte yngsteøglen interesseret, da hun så den, men det ved jeg ikke lige hvad Sanne ville sige til. Alt i alt må det konstateres at den bare er et hit over hele linien. Også et overkommeligt begynderprojekt, hvis man er lidt tøvende overfor at kaste sig ud i flerfarvestrik.

Af hjertet tak...

2009-11-24T21:21:00.002+01:00

for venlige forespørgsler.

Nej, fru Kvist har hverken meldt sig ud af Blogland eller været ramt af svineinfluenza. Mit lange fravær skyldes bare en uheldig kombination af fraværende Helt (midlertidigt, heldigvis), travlhed på jobbet og manglende søvn. Sidstnævnte skyldes kun delvis Barnet der Aldrig Sover, 5 år uden regelmæssig nattesøvn gør åbenbart også noget ved ens evne til at sove, selv når der ingen forstyrrelser er. Sene aftener med arbejde med hjem gør det heller ikke bedre.

"Man skulle tro det var dig, og ikke biiip, der er dement, Mor" udtalte ældste forleden. Vi takker for kommentaren, men efter at have arbejdet en del med demens-området, må jeg indrømme, at symptomerne har en skræmmende lighed med følgerne af kronisk søvnmangel. Jeg satser dog på, at mine er forbigående, og at jeg i fremtiden igen vil kunne koncentrere mig i flere minutter ad gangen og overvinde mit ordmobiliseringsbesvær (godt ord, ikke?)

Jeg har savnet Blogland, tænk at jeg for få år siden ikke anede det fandtes. Jeg har også savnet Helten og min nattesøvn, men nu er jeg nogenlunde klar igen.

Faktisk har jeg ikke bloggen for at brokke mig, tværtimod vil jeg helst være en lalleglad overskudsblogger, der skriver om det, der lykkes, men bare rolig, lige om lidt kommer der en rigtig post med strik og det hele....

Tøse-Amaya

2009-11-01T21:00:00.004+01:00

Så blev yngsteøglens Amaya færdig. Den er superlækker. Fotomodellen var ikke specielt samarbejdsvillig, selv om hun normalt elsker at blive fotograferet, og lyset var elendigt, men her er fotodokumentationen:
Supergod model med god pasform. Den sidder til, men er elastisk, så jeg satser på at hun kan passe den et godt stykke tid. Især fordi jeg slog op til ærmerne med midlertidigt opslag (det hedder det vist ikke) og strikkede manchetterne den anden vej, så de nemt kan forlænges efter behov.
Det er anden gang den er færdig. Første gang havde jeg bare lavet 4 knaphuller øverst, men mor & datter blev hurtigt enige om, at det ville fungere bedre med knapper hele vejen ned, og sådan blev det.

Knapperne er fra en lokal stof- og garnbiks, og udtryk for et kompromis. "Nej Skat, du kan ikke få de der guldknapper med diamanter i midten for de er...øh...for store til knaphullerne". Til gengæld afstod Moderen så fra de lidt mere rustikke knapper i butikken, og egentlig er de små blomsterknapper vist meget fine.

Jeg får ikke megen ros, hvis damen ser hvilke billeder jeg har valgt til indlægget, for hun havde gerne set at hendes nye prinsesse-ballerinahjemmesko kom til at spille en fremtrædende rolle. Desværre var der ikke særlig godt lys til vores fotosession, og alle de billeder hvor hendes lyserøde fodbeklædning var synlig, blev uskarpe. Skoene er nu også færdigkøbte, og den eneste form for håndarbejde, der indgik i tilvejebringelsen af dem, var den form, hvor man tager sin far og snor ham flere gange om sin lillefinger.

Skal vil lige tage en faktaboks:
Model: Amaya fra Rasmilla
Størrelse: 6
Garn: Supersoft fra Marianne Svit i farven Aquamarine
Pinde: Addi Turbo nr. 3
Ændringer: Kun det lille nummer med ærmelængden.
Hot or not: Superhot, dejlig opskrift, let at gå til og med fine detaljer. Farven er helt skøn, med et grønligt spil, som slet ikke kommer til sin ret på mine billeder. Jeg vil også have en! (Og garnet er indkøbt).

Forhåbentlig varer det ikke så længe før der er mere færdigt strik. Jeg har mange næsten færdige ting på bedding. Hvis bare Tag-dig-sammen-Tage kunne komme forbi nogle dage, så skulle det hurtigt blive klaret.

I den kommende uge bliver der nok ikke strikket mange pinde. Mandag står den på date med Helten: Opera med forudgående middag et eller andet sted i Odense. Onsdag og torsdag skal jeg til Bruxelles, hvilket er usædvanligt dårligt timet, for gæt hvem der går glip af Store Strikkedag på Kulturmaskinen?

Bagefter....

2009-10-12T08:27:00.002+02:00

...burde være mit mellemnavn.

Jeg har slet ikke nået at skrive om den superhyggelige strikkefestival, jeg var så heldig at deltage i sidste weekend i Svendborg sammen med 103 andre kvinder og 1 meget modig mand. Heldigvis har andre været hurtigere på aftrækkeren, og superfotografen har heller ikke svigtet. Mit kamera var med, men tilbragte hele weekenden i tasken, man kan jo ikke strikke og fotografere på en gang, vel? Og strikket blev der. Belært af erfaring ved jeg der skal en no-brainer med til den slags arrangementer, hvis man skal sidde og tælle og bande hele weekenden får man snakket for lidt, eller må pille det meste op når man kommer hjem, og det går bare ikke. Jeg fik strikket godt 25 % af et topstykke, men jeg havde altså også talt mig igennem pind 4 hjemmefra.

En deltager havde sendt en hilsen via Brødrene i radion, så der blev vores arrangement beskrevet af en lettere forundret studievært. Her var det så, jeg lige blev ramt af en tanke...For et stykke tid siden hørte jeg i en radioudsendelse en beskrivelse af et weekendarrangement, der var VM i krolf, som er en blanding af krocket og golf. Min første tanke var "hvem f..... gider bruge en hel weekend på krolf?????" Gad vide hvor mange lyttere, der tænkt det samme, da de hørte om strikkefestivallen? Nå, pyt med det, jeg nød det hele, først og fremmest det gode selskab, de mange idéer, det spændende foredrag, rundvisning på Hjelholt, den gode mad og meget mere.

Som en ekstra bonus var der endda en tålmodig og pædagogisk hæklefe, der påtog sig at lære mig at hækle Queen Anne-lace. Vi havde en plan om at sidde og nørkle med hæklenålen efter Ruth Sørensens foredrag lørdag eftermiddag, men det viste sig at Ruth havde så meget at fortælle, at hun først var færdig lige inden aftensmaden. Hæklekurset blev derfor udsat til om aftenen, og selv om jeg var godt træt i hovedet, tror jeg faktisk, jeg fik fat i det. Fortsættelse på denne cliff-hanger følger.....

Sådan en weekend kan virkelig booste lysten til at strikke, og selv om det har været en supertravl uge, først på jobbet, hvor vi har rigtig meget at se til, og derefter 3 x fejring af ældstes 8-års fødselsdag, har jeg grebet enhver chance til lige at få klaret et par pinde. Nu drager vi 5 dage i eksil uden internet, om mon ikke miraklet kan ske: at der bliver færdige ting at vise frem her på kanalen?

Ha´ en rigtig god uge derude, både jer der har ferie, og jer der holder hjulene i gang!

Nyt på pindene

2009-09-27T16:09:00.005+02:00

Som det fremgår af sidste indlæg, er Monterings-Yrsa på besøg. Hendes bedste ven Tag-Dig-Sammen-Tage er her også sporadisk, så et antikt værk fra kurven er ved at komme til ære & værdighed igen. Mere følger....

Heldigvis er ingen undskyldning for dårlig, når man trænger til at starte på noget nyt. Min ældste føler sig lidt forsømt på strikkefronten. "Åh mor, jeg trænger sådan til at du strikker noget til mig". Ikke et øje er tørt, og tilfældigvis havde jeg lige en Teitur-opskrift på lager. Den blev indkøbt med tanke på min venindes lille søn, men så var det jeg kom i tanker om, at jeg selv havde været mest begejstret for ting, der kunne knappes igennem, da min egen yngel var babyer. Babyen blev betænkt med noget andet, men Teitur beholdt sin plads på min hitliste. Modellen går kun til 6-7 år. Min søn er høj, tynd og 8 år om et par uger, så jeg satser på at den bare kan forlænges.

Garnet er shetlandsuld fra Garn.dk, rester af Heltens Cobblestone. Meget smukke farver, efter min mening gør de sig bedre i fair-isle end i salt og peber-look. Shetlandsulden er lidt tykkere end det foreskrevne garn, så jeg strikker en størrelse 4-5 år, hvilket jeg dog ikke har tænkt mig at fortælle den glade modtager. Til gengæld må jeg så lige få mønstret fikset på plads til et lidt længere model. Det bliver rent Cashmere-ometerguf, når vesten bliver færdig i nær fremtid. Og det skal den nok blive, den bliver nemlig fuldt tæt af sin kommende ejer. Han er meget begestret for håndstrik, Så egentlig burde jeg betænke ham noget mere, jeg synes bare tit det er lettere at finde søde tøseopskrifter end seje drengeting.

Der er også lidt til fru Kvist herself. Jeg købte for lidt siden noget lækkert støvet mørklilla uld fra Holst Garn til en Voksen-Amaya. Desværre blev jeg ramt af størrelsesoptimisme (man skulle ellers tro jeg var blevet klogere af mit sidste stunt), og så måtte jeg trævle op. Heldigvis var jeg ikke nået så langt. Nå, men i samme øjeblik garnet var rullet op igen udkom Linnea til voksne. Efter mange overvejelser fik den overtaget.

Nu havde jeg jo lige strikket en Amaya. Linnea er sjov at strikke og kræver minimal montering. Hvad kan man ønske mere? Altså udover en døgnforlænger? Strikketøjet er kandidat til at komme med til Svendborg, efter jeg har erkendt, at den nok ikke kommer på i Svendborg. Tidsoptimist? Ja, lidt måske....

Selvgjort er ...selvgjort

2009-09-27T15:43:00.006+02:00

Tak for alle de gode ønsker for min snedige plan. Desværre lykkedes den ikke - og så må jeg jo selv i gang.

Da vi vendte hjem fra teateret lå Amaya stadig i løsdele på bakken, mens lakridserne på mystisk vis var forsvundet. Lad mig sige det straks, der var ikke en finger at sætte på yngsteøglens indsats. "Årh Mormor, vil du ikke sy mine ærmer i, du er jo så dygtig til det?". Måske smurte vi lige tykt nok på, i hvert fald konstaterede Ældste næste morgen tørt, at Mormor havde gennemskuet planen.

Det går nok, i virkeligheden er vi jo superpriviligerede med hele to sæt bedsteforældre, der rykker ud når ungerne er syge, forældrene arbejdsramte eller, som i dette tilfælde, bare forlystelsessyge.

Heldigvis er modellen en ægte Rasmilla, så det hele passer sammen. Billeder følger i nær fremtid, eller i hvert fald i fremtiden, af færdig model monteret på øglen. Jeg skal lige have lavet kanten om, for datteren og jeg er blevet enige om at 4 knaphuller er for lidt, de skal sidde hele vejen ned. Trøjen er en vinder. Den virker ikke så stor, men jeg går ud fra den giver sig lidt når den bliver vasket. Faktaboks følger med de færdige billeder.

Stykket, Trold kan tæmmes på Odense Teater var godt, selv om jeg har det lidt svært med pointen om at den stærke (og, indrømmer jeg, skrappe) kvinde skal knægtes. Heldigvis er der mange andre af Shakespeares komedier, hvor de stærke kvinder kommer til orde. Jeg blev pludselig ramt af trang til at gense denne her

I vore dage er den slags bare et par klik væk, så den landede her i går. Måske i aften med et godt strikketøj, mens jeg lader op til en fyldt uge med meget arbejde og jubiii, Anette Danielsen på Kulturmaskinen og strikkefestival i weekenden. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvilke projekter, der skal med til Svendborg, men måske det bare bliver Topstykke version 3, for den er da god at snakke til, når man lige er kommet forbi den berygtede udtagningsomgang.

Et forsøg værd

2009-09-13T22:06:00.004+02:00

Yngsteøglens Amaya er stærkt på vej. Alle dele er strikket færdige, næsten alle ender hæftet og kanterne komplette (bortset fra at jeg har fortrudt de 4 knaphuller, og nok piller op og laver knaphuller hele vejen ned). Det eneste der mangler, er til gengæld min hadediciplin nr. 1: isyning af ærmer.

I morgen kommer mine forældre og passer unger, mens Helten og jeg for første gang i snart 8 år skal i teateret til et voksenstykke. Vi har i et anfald af overmod tegnet abonnement sammen med gode venner, og skal se hele 4 forestillinger.

I den anledning har fru Kvist udtænkt en snedig plan; jeg lægger simpelthen de strikkede løsdele tilfældigt anbragt sammen med resten af garnet, mine nåle og en halv pose salmiaklakrids på en bakke midt på spisebordet.

Hvis moderen ikke fatter mit lille diskrete vink med en vognstang, har Yngsteøglen lovet at træde i karakter, se forfrossen ud og lave dådyrøjne (som hun kalder rådyrøjne).

Det ville da kun være rimeligt, at min mor klarer isyning af sådan et par små ærmer for Årets Datter, ville det ikke?

"You live in hope, you die in despair" siger et irsk ordsprog, der ofte bliver citeret her i huset. Nu må vi se....

Bedre end ingenting

2009-09-05T15:17:00.003+02:00

Der bliver skam strikket, bare ikke så meget. Jeg har nydt min orlov rigtig meget, og lavet alverdens ting med ungerne, men jeg fik slet ikke strikket alt det jeg gerne ville. Nu er det hverdag, og tilsyneladende efterår så måske...

Det aktuelle projekt: (hvis jeg kun skulle fremvise, når jeg har færdige sager, så ville bloggen her vist kede sig ihjel).

Amaya fra Rasmilla. (Hov! Har I set at der er kommet en ny model? Hvem der bare kunne passe str. 12 år).
Nem, hyggelig og hurtig. Jeg vil også have en! (Sjovt nok har jeg lige noget garn der passer til. Det er lilla).

Mønstret er sødt og feminint. Det sidder lynhurtigt i fingrene, men gør alligevel trøjen sjov at strikke.

Yngsteøglen har selv valgt garnet. Det er supersoft fra Marianne Svit. Det fremgår ikke tydeligt af mine billeder, men farven har et meget flot spil i grønne nuancer. Der mangler ikke meget, og alt tyder på at damen sågar vil gå i den, så mon ikke vi har en vinder?

Knitalittle, Buyalot

2009-09-05T14:31:00.004+02:00

Overskrift inspireret af torsdagens gæst til Store Strikkedag i Kulturmaskinen. Det var Dorte Lyager fra Knitalot.

Hun har fundet på en smart idé: en hjemmeside, man kan abonnere på, hvor en række grundopskrifter tilpasses til alle størrelser fra baby til kæmpestor, og til alle garner fra det tyndeste til det tykkeste. På den måde kan man altid finde en opskrift til sit lagergarn og sine spurtvoksende unger, og man behøver ikke at ærgre sig over, at yndlingsopskriften kun findes i børnestørrelse. De, der tænder på den slags, kan sågar betrække hele familien i ens striktrøjer (jeg husker med gru visse strikhæfter fra min barndom i 70erne).

Jeg synes idéen er god, og jeg er fuld af beundring for det store beregningsarbejde, der ligger bag. Eneste grund til at jeg ikke har meldt mig ind er, at jeg faktisk i højere grad mangler tid end opskrifter. Jeg har en MEGET lang liste, jeg liiige skal igennem først.

Nå, men man skal jo være åben overfor nye tiltag, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte forberede en eventuelt kommende medlemsskab. Derfor kom dette med hjem, man må jo have noget at tilpasse til, ikke?

Dorte har tidligere haft en garnbutik, og hun havde taget rester med til meget rimelige (faktisk rørende billige) priser. Jeg stod længe imod, også selv om garnet er min yndlingsslags: tyndt og tweedagtigt. Der er tale om shetlandsuld, og især det røde, hvis farve ikke helt kommer til sin ret her, har et fantastisk farvespil. Selv da jeg betalte for min venindes 6 nøgler Noro (hendes dankort var ikke Knitalot-kompatibelt) holdt jeg stand. Til sidst, da der skulle pakkes sammen, kunne jeg alligevel ikke få over mit hjerte, at arrangøren skulle slæbe så meget garn ned til Dortes bil, og så måtte jeg jo ofre mig. Der er 850 gram af det røde og 300 gram af det blå.

Jeg ser Pisa-veste, Solo- og Plissé-jakker og som sagt personligt tilpassede Knitalot-opskrifter for mig, men indtil videre kan alt ske. Desværre ser jeg også for lidt strikketid. Som sidegevindst kan min garnvinde og krydsnøgleapparat komme til ære & værdighed igen. Siden jeg blev fast kunde hos Holst Garn, og helst ikke bevæger mig ret langt uden hendes farvekort i tasken, har udstyret levet en trist tilværelse i en kurv. Men nu skal der vindes! 5,5 kilometer, for at være helt præcis, hurra for børnearbejde!

Om glorie og is

2009-08-21T21:50:00.002+02:00

Hvor praktisk at have en blog, hvor man kan pudse sin glorie, når der nu ikke er nogen hjemme til at beundre min indsats. (Ikke at Helten ligger vågen om natten ved tanken om hvorvidt vinduer er rene eller tøj strøget, men alligevel).

I dag har jeg

pudset vinduer
vasket begge sæt havemøbler
behandlet alle vores lædermøbler med først rense- og derefter plejemiddel
med en blanding af pisk og gulerod fået ungerne til at rydde op på deres værelser
fejet indkørsel og terasser
plantet et par krukker om
ryddet op i hele huset
støvsuget hele underetagen (1. sal må vente til i morgen)
vasket alle køkkenlåger af
lagt dej til 2 langtidshævede brød
skuret spise- og sofabord i sæbespåner (dufter fantastisk)
kogt risengrød (ungerne mener sæsonen er startet og Helten har døgnvagt)
strøget hele familiens tøj til barnedåb på søndag
strikket lidt på Amaya for at holde mig vågen med ungerne under talent 2009 (det er ikke talent, det er en hobby, for nu at citere Jokeren)

Efter denne oversigt over my life in rock´n roll vil jeg gå i seng med en ispose til tåen, der af Helten er blevet opgraderet fra forstuvet til brækket. Ikke at det har ændret på hverken behandlingsniveau (tapening og hvile. Førstnævnte fungerer fint, sidstnævnte starter i morgen, når hele familien skal varte mig op) eller medlidenhedsniveau. Min sidste overvejelse inden jeg går i seng vil være, om en blå tå ser bedre eller værre ud med neglelak på? Helten foreslår matchende farver, men min begrænsede neglelaksamling rummer kun rødlige og lilla nuancer. Decisions, decisions.....

Dårlig timing

2009-08-17T21:33:00.003+02:00

Okay, så har fru Kvist forstuvet en tå. (Ved utilsigtet spark mod sofaben, men jeg tror jeg vil starte et rygte om at det skete under udøvelse af ekstremsport). Tåen er sort og blå og gør ondt, men det er trods alt ikke det værste, der kan ske for en strikker, vel? Tænk hvis det var håndleddet eller albuen.

Ideelt set bør fru Kvist derfor sidde i husets bedste stol og lade sig opvarte af familien, der bringer te, garn og lakridser i en lind strøm. Jeg burde strikke i timevis mens jeg med mild stemme og fast hånd dirigerer mand og børn. Helten startede da også med at lægge en forbinding, der gjorde det umuligt at støtte på foden. "Gå? Du skal sgu da ikke gå!" påstod han bestemt, da jeg påpegede problemet. Så langt så godt.

Hvorfor er det så lige, jeg med vanlig sans for timing skal udføre mit stunt i en uge, hvor weekenden byder på en fætter/kusine-fest med 26 overnattende gæster, der skal holdes i Casa Kvist? Der burde være et sted man kan klage over den slags!

Nå men nu hvor jeg er færdig med brokke (midlertidigt) kan jeg da lige vise et billede, taget i for lidt lys, af Chartwell. Navnet er lidt af en joke, the chart er i hvert fald det ringeste jeg endnu har set, på trods af at der ikke er fejl i det.

Siden er jeg nået længere, faktisk til pind 60 i mønsteret. Det kan jeg desværre ikke dokumentere, da min elskede, men trætte gamle Toshiba nægter at kommunikere med mit kamera. For tiden bliver alle mine billeder lagt ind via Heltens pc, og den er desværre med ham på døgnvagt i dag. 60 pinde ud af 263 lyder ikke af så meget, men man starter (ligesom Birch) med hele bredden og tager ind til spidsen, så ifølge Rose Kims smarte shawl progress calculator svarer det faktisk til hele 40,4% af hele sjalet. Måske det kommer på til Strikkefestival i Svendborg? Jeg er ellers hende, der altid glemmer at tage håndstrik på til strikkeevents, på trods af at jeg typisk selv genkender folk på deres strik. Så hvis I møder en på Strikkefestivalen, der ser ud som om hun er gået forkert og har misforstået hele formålet, så kom lige og hils, ikke?

Finito - og en klassisk Kvist

2009-08-12T22:10:00.002+02:00

Jeg har lovet bilstrik, men denne her nåede faktisk ikke med. Den var næsten færdig (som en masse andet i min strikkekurv), og det kunne jo ikke nytte, at den skulle tage plads op i bilen, når der kun var få timer tilbage i den vel? (space management-tankegangen og strikkerlogik passer bare så godt sammen!) Så var det da bedre at tage noget jomfrueligt garn og nogel nye opskrifter med, ikke?

Topstykket er set i mange fine udgaver. Der er ikke så meget at sige, der ikke er sagt før. Opskriften er ikke særlig brugervenlig, men resultatet er bøvlet værd. Alligevel er det ikke true love. Der er blevet for lille. Det undrede mig meget, for jeg syntes ellers jeg havde strikket prøver, prøvet modeller og beregnet med mere end almindelig ildhu. Her er det, den klassiske Kvist kommer ind i billedet. Jeg har omhyggeligt strikket min prøve på p. 3,5, målt, prøvet og fundet ud af, at det skulle være størrelse S. Herefter har jeg strikket hele modellen på p. 3. Jeg fandt først ud af fejlen, da jeg var nået rigtig langt. Jeg strikkede færdig og håbede det bedste, men nej, den ser bare ikke rigtig ud i model slimline. Hvorfor det er klassisk Kvist? Derfor!

Man skal altid se på de lyse sider (siger Helten) så de er her:

Modellen har været hyggelig at strikke. Ikke spændende, ikke udfordrende, men meditativ
Helt kompatibel med Sex and the City.
Har fulgt mig gennem de første 3 sæsoner af SATC i sene aftentimer, når Helten har været på vagt
Der er stadig 3 sæsoner og masser af døgnvagter tilbage
Det passer lige med et nyt Topstykke
Garnet er allerede bestilt, igen i farven Eclipse, som bare er fantastisk, og som slet ikke kan gengives korrekt her
Jeg har lige strikket en gave til min mor, der er meget forelsket i modellen, men ikke kunne drømme om at strikke på pind 3 (eller for den sags skyld 3,5)
Måske kommer jeg i betragtning til daughter of the year awards.....

Skulle det være en faktaboks:
Model: Topstykke af Bente Geil
Størrelse: S
Garn: Supersoft fra Holst Garn. 175 gram (vasket) i farven Eclipse
Pinde: Addi Turbo nr. 3 (grrr.)
Bemærkninger: Ingen, der ikke allerede er givet af mig eller andre
For god ordens skyld: Den er ikke koboltblå!

Berlin for børnefamilier

2009-08-07T15:43:00.007+02:00

Byferie med børn, er der meget ved det? Ja, hvis man er sådan nogle forældre, der keder sig gudsjammerligt på badeferie og altid har holdt aktive ferier selv, og hvis man opdrager sine unger til at gå på deres fødder, og man i øvrigt er villig til at se byen i børnehøjde, så kan de være ret fedt.

For to år siden var familien Kvist for første gang i Berlin, og det var helt uventet love at first sight. Turen kom i stand sådan lidt tilfældigt, en kollega havde købt en lejlighed vi kunne leje, og DSB tilbød at fragte os derned nemt og billigt. Vi drog af uden de store forventninger. Som mange andre danskere havde vi ikke noget særligt forhold til Tyskland - det var primært et voldsomt langt land, man er nødt til at køre igennem for at komme til Frankrig og Italien. Desuden er fru Kvist et af ganske få børn, der voksede op på Østfyn i 70-erne og 80-erne uden tysk tv-antenne, så sproget har aldrig ligget særlig naturligt for mig.

Nå, men vi ankom, og blev med det samme grebet af den særlige stemning og den overvældende venlighed, man bliver mødt med alle vegne. Berlin er et fantastisk mix af historie og en supermoderne by.

Der er også noget særligt ved at kunne vise og genfortælle verdenshistorie som man selv kan huske.

Der er rigtig meget for børnene i Berlin. Helten og jeg kunne sagtens tage hinanden i hånden og bruge hele ugen på bare at gå rundt og kigge på byen, shoppe lidt, drikke latte og spise etnisk og indsnuse stemningen fra de forskellige bydele, men den går ikke med ungerne. Der skal ske lidt mere. Heldigvis er det nemt at finde noget til dem.

Berlin Zoo, of Knut fame. En dejlig, stor og meget frodig grøn zoo. Der er et stort udvalg af almindelige zoo-dyr, og en meget spændende afdeling for natdyr, hvor man har vendt op og ned på nat og dag, så man kan se dyrene i aktion.

Aquadome, et kæmpestort akvarium, som man ser ved at køre op og ned i en elevator inde i midten.

Legoland Berlin: et lillebitte indendørs legoland inde ved Potsdamer Platz. Ikke noget der kan imponere mine forkælede unger, som er vant til (mindst) en årlig tur til Billund, men alligevel et besøg værd, hvis det nu regner. Hele Harry Potter-universet er bygget i lego, og det samme er en lang række af Berlins markante bygningsværker.

Brandenburger Tor: symbol på både den tyske deling og genforeningen. Den 7-årige er gammel nok til forstå og interessere sig for Berlins historie, og han meddelte på dag 1, at det ikke var en rigtig berlinertur, hvis vi ikke gik til Brandenburger Tor. Heldigt nok, for se hvem vi mødte:
Nu er det slut med at tro på moderens utroværdige forsikringer om, at Star Wars ikke findes i virkeligheden.

Checkpoint Charlie. Bare skuffende at den amerikanske soldat talte med den tykkeste tyske accent. Ungerne var dog ligeglade, og syntes det var spændende.
Spor efter muren findes overalt, og maner til eftertanke, også selv om man kun er 5 og 7 år gammel. "Hvad nu hvis nogen bygger en mur tværs gennem Nyborg, så vi ikke lige kan løbe over til Farmor og Farfar?" Faren er nok ikke overhængende, men det gav da lidt at tænke over.

Det samme kan man sige om Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche på Kurfürstendamm.

Kirken blev sønderbombet under krigen, og er kun delvist istandsat. Det var anden gang vi var der, og ligesom sidst blev jeg meget berørt, ikke mindst af Sømkorset fra Coventry, som kommer fra den ligeledes udbombede og ikke genopbyggede katedral i Coventry. Korset blev lavet af søm fundet i ruinerne og givet til kirken i Berlin som symbol på fred og forsoning. Apropos, så fik ungerne lov til at tænde hver et lys netop for fred og forsoning i kirken, hvorefter de skændtes så det fløjtede resten af dagen. Det virker åbenbart ikke på hedninge.

Det Tekniske Museum: enhver pilfingers drøm. Hvordan laver man radio og tv? Hvordan fungerer et tog? Hvor stor var den flyver, der landede midt på den røde plads? Hvordan navigerer skibe?

Hvad kan en dampmaskine? Hvordan fremstiller man smykker med gamle håndværkstraditioner? Og meget meget mere. Der var sågar en særudstilling om tekstilfremstilling. Herunder et imponerende apparat til fremstilling af vævede bånd. Den 7-årige var helt solgt, og kunne sagtens have brugt dagevis.

Der er også noget for tøser: Schloss Charlottenburg i bydelen af samme navn.

Flot og imponerende, men det mest fascinerende er faktisk, at slottet var en total ruin efter krigen. Slottet daværende tilstand er dokumenteret af talrige fotos, men i dag er det stort set restaureret. Dog ikke originalt; en del af både udsmykning og møbler er stykket sammen andre steder fra. I den flotte park ligger et lille havehus, hvor kejseren kunne indtage sin te, hvis han blev træt at at vandre omkring, og ikke havde lyst til at gå helt tilbage til slottet:

Berlin er en skøn shoppeby. Priserne er generelt lavere end i Danmark og udvalget meget større. Når der så oven i købet er udsalg, kan ma virkelig gøre nogle kup. Vi fik ikke shoppet så meget, det er bare en af de ting, der ikke fungerer med ungerne. Yngste og jeg fik dog købt en kjole hver. Jeg må konstatere, at det ikke kun er på grund af størrelsen, at vi ikke bytter tøj, men vi synes begge to vi er vældig fine, den ene i mørkeblåt hør og den anden i rødt glimmer med tylskørt og fuld sol i nederdelen.

For madører er er også en del at komme efter. Man spiser godt og billigt. Sikkert også godt og dyrt, men det gemmer vi til en gang uden ungerne. KaDeWe har en hel etage dedikeret til delikatesser. Her kunne jeg vist godt have parkeret Helten en uges tid. Lige bag det fornemme varehus fandt vi et østasiatisk supermarked, og her blev købt godt ind af alt det vi ikke lige kan finde i DK, eller kun kan finde i små og alt for dyre portioner.

Når man bare trasker rundt og kigger på byen, kan man også tit være heldig at opleve noget sjovt. Berlin Harley Days fik mænds og drenges (og nogle kvinders, kunne vi se) øjne til at skinne om kap med alt de nypudsede krom. Harley er kult og handler ikke kun om den rette bike, men lige så meget om udstyr til både MC og ejer. Hvad man ikke kan få af gear - og tema-tatoveringer for den sags skyld. Imponerende. For øvrigt kunne Helten og jeg konstatere, at vi nærmest trak alderen ned i det selskab.
Se dig godt omkring, sagde vi til ældste, så mange Harleyer på et sted kommer du nok ikke til at se igen.

Jeg kunne skrive meget mere om Berlin. Vi er slet ikke færdige med byen, og Helten og jeg går og pønser på en voksentur. Jeg vil gerne se det jødiske museum, og måske også snuppe et par koncerter, operaer eller hvad der nu er på tapetet.

Coming up: bilstrik fra turen.

Mand, hvor er jeg en heldig loppe (igen)

2009-07-24T23:12:00.005+02:00

Er der nogen, der har set det nye Rowan Magazine nr. 46? Så vidt jeg kan se er de ved at komme tilbage på sporet igen, og stilen er så klassisk Rowan med dæmpede farver og engelsk landadel, at det nogle steder næsten er morsomt. "I skal da ikke strikke noget fra det blad. Prøv at se hvor sur man bliver, når man får det på" bemærkede en ægtefælle (ikke min). Men de mutte, lidt livstrætte udtryk hører vist også med. Man kan ikke være lalleglad, eller bare glad, i et Rowan Magazine. Det er for utjekket.

Jeg vidste, der var en højere mening med de fire nøgler KSH i farven Liqueur, der helt af sig selv faldt ned i min virtuelle indkøbskurv, da jeg bestilte garn til mine svigermødre hos den gode pusher (jep, de strikker begge).

Og gæt hvem der har fået dem her i forsinket fødselsdagsgave:

Visse mennesker ved bare hvad der skal til. (For eksempel ekstra pinde i størrelse 3,25 og 3,75).

Helten er vældig begejstret for de løse wirer. Han mener de må være idéelle til at rense det der lille afløb inde i køleskabet, som er svært at komme til. Der er tidspunkter, hvor man må tage sit valg af partner op til revision;-)

Denne gang faldt revisionen ud til hans fordel (lige akkurat). Jeg har lækkert garn, jeg har nye pinde, jeg har en smuk sjalsopskrift (med verdens mindste diagram, man kan ikke få alt), jeg har en (mindst) 6 timers køretur foran mig søndag, jeg har en leje-lejlighed i Berlin hele næste uge, summa summarum, jeg har brug for en chauffør.

Pas på jer selv (og jeres strikkepinde!)

Orlov uge 5, den ultimative tøsetur

2009-07-20T19:30:00.005+02:00

Yngsteøglen og jeg er nærmest alene hjemme for tiden. Ældste er sammen med sin jævnaldrende kusine på ferie hos mine forældre (AKA Det Grå Guld) og Helten arbejder, som altid i sommerferieperioden, sindssygt mange timer for at dække for kolleger på ferie. Han er lige kommet hjem efter en 99 timers arbejdsuge, så ham er der vist ikke meget musik i. Kort fortalt, yngste og jeg er overladt til at underholde hinanden, og det er faktisk ret hyggeligt. Vi gør pigeting, som hun kalder det.

I dag har vi været på Tidens Samling, et lille finurligt museum i Odense, der viser nyere hverdagshistorie. Der er 8 stuer/værelser, alle indrettet som et årti fra 1900 til 1980. "Guud, kan du huske...." lyder det mange gange, for vi taler ikke kunst, men hverdagsting, som almindelige mennesker omgav sig med. Der er 70'er-stuen med hønsestrik i kurven og "Kvinde kend din krop" på sofabordet. Der er 80'er-ungdomsværelset med Madonna og Aha på væggene. Der er 1900-stuen med klunkestil, og alt der imellem. Det fede ved det, især når man har (pilfingrede) børn med, er at intet kun er til pynt. Man må sidde i møblerne, læse i de gamle blade og , oh fryd, prøve alt tøjet. Tænk, der var både Bratz-agtige støvler, en ræv til at slynge om halsen, diverse parykker, tasker og meget mere. Yngste var helt solgt.
Vi var der i dag af en helt bestemt årsag: For tiden er Anne Marie Helgers kjoler udstillet og sikke en oplevelse.

Se dem, hvis du på nogen måde kan!

De er virkeligt fascinerende, superdiva-agtige, fantastisk farvestrålende, men alligevel oftest med et alvorligt budskab bag. Jeg må på forhånd bede jer undskylde billedkvaliteten, de er taget med mobilen i for lidt lys. Og ja, man må gerne fotografere.

Desværre må man ikke prøve kjolerne. Der var flere, der ville kunne få divaen frem i fru Kvist, en ikke helt lille bedrift.

Denne var Yngsteøglens favorit.

Krinoline, anyone?

Denne kjole mindede Øglen om noget.

Den der gjorde dybest indtryk var denne her, der hverken er den sjoveste eller den mest overdådige. Det er Aids-kjolen, der bruges i sammenhænge, der har med sygdommen at gøre. Den er meget smuk, og det er godt tænkt at sjalet er formet som en kæmpe aids-sløjfe. Samtidig får jeg lidt kuldegysninger af den måde hovedbeklædningen minder mig om Manden med Leen.

Som sagt, en udstilling, der ved første øjekast er overdådig og sjov, men som ved nærmere eftersyn også maner til eftertanke.

Orlov uge 4, bamserne kommer!

2009-07-20T18:42:00.008+02:00

Yngsteøglen blev i maj ejer af en build-a-bear, og siden har hun ønsket sig at holde en bamsefest for veninderne. Godt så, hvis det ikke skulle være nu, hvor fru Kvist har orlov og er overskudsramt fuldtidshusmor, hvornår så? Vi inviterede 6 veninder og en enkelt bror til at lege med Ældste. På mirakuløs vis kunne de allesammen komme, selv om det er midt i juli, hvor alle formodes at være på ferie. "Det var nok en streg i regningen" bemærkede en af mødrene tørt, men nej, både øglen og jeg syntes det var fint, selv om vi på forhånd havde aftalt, at vi ville gennemføre festen om der så bare kom én bamse med sit menneske.

Den lille værtinde havde ikke særligt præcise forestillinger om hvad sådan en bamsefest indebærer, men jeg besluttede det skulle være nemt og hyggeligt (især da jeg opdagede at Helten havde døgnvagt den dag. Det have jeg ikke lige kalkuleret med).

Vi dækkede op med en pastelfarvet dug, vi engang har fået af Heltens farmor, og som normalt frister en hengemt tilværelse i bunden af skuffen. Hertil lyserøde lys og blomsterservietter, begge dele til overs fra Øglens seneste fødselsdag. Dagen før fik begge unger megen tid til at gå med at tegne skilte med "Velkommen til Bamsefest", så de blev hængt både på døren og rundt i huset.

Serveringen var enkel: Liselottes fantastiske kardemommeboller, et frugtfad (i dagens anledning i 3 etager, den slags synes øglen er voldsomt prinsesseagtigt)

... samt en bamsekage, bagt af en af husets nødopskrifter, forstået som sådan en man roder sammen i en fart af få ingredienser, kan bage i enhver form, og som alle kan lide. Der opstod et øjebliks panik, da jeg opdagede, at den såkaldte bamsekageform min svigermor har foræret mig, i virkeligheden var en mus! Nå, ikke noget der ikke kunne klares med lidt plastic-kirurgi: Skarp kniv, af med tænderne og den spidse snude (på den færdigbagte kage, altså). Herefter et marcipanimplantat til bjørnesnude og øjenomgivelser. 5-årige piger er taknemmelige: godt med lyserød glasur, så lægger ingen mærke til snyderiet.

Øglen havde lovet, at der også var noget blåt til de to drenge:

De små gæster mødte op med deres bamser, der blev sat på en bænk under spisningen, for ikke at få glasur og syltetøj i pelsen.

Alle fortalte hvad deres bamse hed, og hvor længe de havde haft den, og bortset fra bespisningen var det den eneste planlagte aktivitet. Resten af eftermiddagen stod på fri leg. Jeg tror alle hyggede sig.

Yngsteøglen var vældigt tilfreds, i hvert fald lige indtil vi et par dage senere lånte en bamsebog på biblioteket. Sammenlignet med den her beskrevne bamsefest, var vores noget mangelfuld. For eksempel havde jeg ikke haft sodavandsflasker lagt i vand, for så at fjerne etiketterne og erstatte dem med nogle, jeg selv havde printet med bamser på. Faktisk forsynede jeg bare de små gæster med kander med saftevand og isvand. Shame on me. Jeg havde som nævnt også bare smækket en pastelfarvet dug fra skuffen på bordet, men det er da helt galt: I følge bogen skal man til en ægte bamsefest selv håndtrykke en i kartoffeltryk med bamsepoter i brunt og guld. Jeg har meget at lære! Bamsefesten i vores udgave var dog både nem og sjov, så jeg har lovet Yngsteøglen, at den kan gentages senere. Bonusinfo: det er langt lettere at underholde en hel flok unger end bare et par stykker.

Det eneste der er bedre end en kreativ strikdesigner...

2009-07-15T12:45:00.006+02:00

...er en kreativ strikdesigner, der kan regne!

Det kan Sanne B, og jeg er vild med hendes designs. Det samme er yngsteøglen, der ellers er ret skeptisk over for hjemmestrik, (i hvert fald hvis det er mors) så der er nok at gå i gang med. Her er min 2. Rasmilla-model:

Faktaboks:
Model: Pebbles fra Rasmilla
Størrelse: 1 år
Garn: 132 g. Supersoft fra Marianne Svit i farven Glacier
Pinde: Addi Turbo 4 og 4,5
Ændringer: Ingen til modellen, efter et mislykket forsøg på at fifle med halsudskæringen. Sanne B. knows best! En lille teknisk ændring: Jeg synes det er lettere at strikke /løft 1 m drejet af, strik 1 m. drejet ret, løft den første maske over den anden/ end at strikke 2 m drejet ret sammen. Det lyder mere besværligt på skrift, men det ligger altså bedre for mine hænder. Resultatet bliver præcist det samme.

Hot or not: Superhot, synes både jeg og modtageren, eller rettere hans mor, den lille mand er nok ligeglad, hvis bare han må vente lidt med at få den på. Den er med vilje for stor, da jeg ikke ynder at strikke i sommerligt bomuld. Desuden er det ofte spildt ulejlighed at strikke små størrelser til sommerbabyer, der tit tilbringer deres første måneder i bodystocking.

Og jeg vil have en selv! Ikke sweatermodellen Granite, den slags får jeg typisk aldrig på, men en cardigan-udgave. Mon ikke det var Anne med 2 pinde der luftede idéen før mig: hvad med at sætte en lynlås i Granite?

Men hov, der er flere designere, der kan regne:
Else Schellerup/Designclub.dk. Mini er en moderne klassiker og med god grund. Let, hurtig og sjov at strikke, god pasform og rigtig sød.

Faktaboks:
Model: Mini fra Designclub.dk
Størrelse: 9-12 mdr.
Garn: 62 g. Supersoft fra Holst Garn i farven pea green
Pinde: Addi Turbo 3 og 3,5
Ændringer: Jeg strikkede på 3,5 i stedet for de angivne 2,5 - 3. Dels strikker jeg stramt, dels kan jeg godt lide det lette, bløde udtryk garnet får på de lidt tykkere pinde. Trøjen er strikket oppefra, så man slutter med den nederste kant. For at få den til at lade være med at flappe, brugte jeg et Helle Holst-Trick: ½ nr. mindre pind til kanten, og et Sanne B.-trick: strikkede hver 8. og 9. maske sammen under aflukningen.

Hot or not: hot, jeg synes grønært-farven er rigtig kæk. Desuden var jeg så heldig at finde en lille matchende skjorte til, så førnævnte baby bliver da lige til at spise.

Orlov uge 3, summer in the city

2009-07-14T17:53:00.006+02:00

Eller København på turistmåden. Familien Kvist tilbragte en del af uge 3 i København, og der var virkelig tale om turisme med stort T. Zoo, kanalrundfart, Operaen (som har sommerlukket, æv) Tivoli, hvor vi til fleres store fryd kunne konstatere, at Ældste nu måler de magiske 132 cm, der skal til for at køre i Dæmonen.

Little known fact: fru Kvist, der ellers ikke er nogen vovehals, er helt syg med rutschebaner, jo vildere, jo bedre. Ikke karruseller, bare tanken om ting, der snurrer rundt gør mig dårlig, men rigtige gammeldags rutschebaner, gerne med loops og det hele. Dæmonen styrer, Fru Kvist & Søn glæder sig allerede til den traditionelle juletur.

Ud over de sædvanlige turistting, var der lidt ekstra krydderi for børnene. For ældste var det noget helt særligt, at vi boede her:

Marinestation Holmen, lige noget for en 7-årig, der interesserer sig voldsomt for alt, hvad der har med militær at gøre. Hans klidmoster af en mor havde naturligvis besluttet at han ikke skulle have legetøjsvåben, med efter han havde gnavet en pistol ud af et stykke rugbrød og bygget et gevær af en bøjle, måtte jeg erkende, at det nok ikke var en holdbar strategi.

Der er mange fine gamle bygninger på Holmen, i hvert fald når man ser dem udefra. Indvendigt har de alle et umiskendeligt institutionspræg som enhver anden offentlig forvaltning. Den 7-årige var vildt betaget af de spændende krigsskibe, man kan komme ind og se.

Herudover trak det ikke lige frem ned at flaget blev hejst hver morgen og strøget hver aften med kanonsalut, eller at bussen til og fra Holmen er en vandbus.

For yngsteøglen var højdepunktet nok det her, kendt af de fleste småbørnsforældre:

Yes, de var med i Sommer Summarum. Ældste fik sine 15 minutters berømmelse i Monsterquizzen samt ved at sidde lige bag en døv pige, der blev interviewet. Yngste ville bare gerne være publikum. Der var virkelig en oplevelse, også for forældrene, at se hvordan man med meget enkle midler stabler et populært børneprogram på benene. Flere af ungernes kammerater havde genkendt dem i tv, så det var rigtig stort.

En superdejlig tur, men helt på børnenes præmisser. Fru Kvist og Helten mener nu at have gjort sig fortjent til en voksentur. Jeg ser noget med opera og god mad for mig....

Orlov, uge to

2009-07-06T09:03:00.004+02:00

Det der orlov kan man altså godt vænne sig til. I uge 2 har Helten også haft ferie, så vi har fået lidt praktiske ting fra hånden

Malet carporten
Kørt skrammel på lossepladsen
Plukket jordbær til vinterforråd (hjælp, er jeg ved at blive min mor?)
Set en familiefilm, hvilket ikke er helt let i vores familie, da ældste ikke ligefrem er den modigste filmfreak. Denne var dog et hit.

Det vigtigste er dog, at vi har set en del til Nyborg fra vandsiden:

Yes, vi er endelig kommet ud at sejle. Vejret har været skønt, bortset fra at vi kunne have brugt lidt mere vind i sejlene. Jeg kan ikke fordrage varme, overfyldte strande, men at springe i fra båden ude på vandet, det er lykken!

Helten er selvudråbt kaptajn for det gode skib, og står for maritim sprogbrug og forkromet overblik.

Ældste er førstestyrmand

og har vist sig at have flair for det.

Yngste er vel nærmest letmatros

... og tager sig af alle forefaldendene opgaver herunder at kravle ned om læ med jævne mellemrum efter drikkedunke, solcreme, madpakker og andre livsfornødenheder.

Og fru Kvist, hvad mon hun laver? (når hun nu endnu ikke har taget sig sammen til at få taget sit duelighedsbevis). Take a wild guess....

Det burde være en sømandssweater, men der er tale om en grøn Bette i dette fantastiske garn.

Orlov, status efter uge 1

2009-06-28T21:40:00.003+02:00

Yes, så er orloven startet for en uge siden, og ifølge planen skulle mit hus nu være fuldstændigt lean, og en masse af mine næsten færdige strikkeprojekter være færdige.

Huset er langt fra blevet lean, og mht. strik har jeg faktisk strikket mere baglæns end forlæns i denne uge. (Note to self: Pebbles i indtagningsdelen på bærestykket er ikke SATC-kompatibel).

Lidt har jeg dog nået:

Hentet lidt af 4½ års søvnunderskud (til alle, der har børn, der ikke vil sove: det er rigtigt, en dag går det over, og så opdager ens kolleger, at man hverken er tumbet eller ondskabsfuld af natur, søvnmangel kan bare gøre grimme ting ved folk. Mine kolleger er dog høflige nok til blot at konstatere, at fru Kvist er blevet "et helt andet menneske", det kan man jo så lægge i hvad man vil.
Næsten redigeret børnehavens blad færdigt. (død over pdf).
Været i Legoland inden sommerferietrængslen. Oh fryd, yngsteøglen kunne lige, med sine tyksålede teva-sandaler og store selvbevidsthed klare højdekravet til Viking River Splash. Den blev prøvet 6 gange, hvoraf hun måtte lide den tort at blive kontrolmålt de 5.
Haft besøg af en god ven, der har skiftet fra restaurationsbranchen til indretningsbranchen, og derfor mirakuløst har en del søndage fri, og desuden nu kan sidde afslappet på terassen uden at vente at der hvert øjeblik ringer en ansat og meddeler at der ikke er mere kyllingebryst, at en kasse vinglas er forsvundet, eller at strømmen er gået til kølerummet.
Været på tøsetur med yngsteøglen, hvor vi bl.a. købte stof til tøj til Build-a-kanin og spiste på café. Overvældet af optimisme og nattesøvn glemte jeg helt at syning ikke er en af mine spidskompetencer, som ældste engang så diplomatisk udtrykte det (da han var 4. Det tætteste han har været på at blive sat på Ebay. So far).
Læst det meste af den Store Emil-bog for yngsteøglen. Bogen var det allerførste udstyr jeg købte, da jeg for snart mange år siden opdagede at jeg ventede ældste. Han har altid nægtet at lytte til Emil (for slet ikke at tale om at se filmene), fordi han er skrækslagen for Emils far. Jeg elsker den bog, og besluttede at yngsteøglen skulle høre den, om jeg så skulle sidde på hende imens. Heldigt nok for os begge kan hun godt lide den, og griner ind i mellem så højt, at ældste kommer luskende for at høre med.
Set en af mine rædsler i øjnene. Ikke helt på niveau med dengang jeg af samme årsag tilbød at passe 60 kilo schæferhund alene i en weekend, men jeg var alligevel lidt sej bagefter:

Ja, jeg ved godt at han er islænder og magelig som en sofa, og ja, den opmærksomme læser vil kunne se at nogen holder ham i en snor (der hedder noget andet som jeg ikke kan huske på hestesprog), men alligevel....

Stay tuned for en færdig Pebbles, det gælder om at bevare optimismen!

Zen og kunsten at strikke et topstykke

2009-06-15T21:31:00.004+02:00

Min strikkekurv er fuld. Om igen, mine strikkekurve er fulde! Der ligger en masse gode ting, der ikke mangler særlig meget, men hvor jeg er nået til stadier, hvor der skal måles, tælles, tages stilling. Det magter jeg bare ikke lige nu, jeg skal ha´stress af-strik. Bente Geils Topstykke er perfekt til formålet.

Når man lige har kæmpet sig igennem den berygtede pind 4, er det rent zen. Da jeg jo før har strikket en tøsetopstykke, er det lykkedes mig at aflure hvad der skal til for at det lykkes: på pind 4 er det af afgørende betydning, at man afstår fra enhvert tilløb til selvstændig tankevirksomhed! Bente Geil har skrevet NØJAGTIGT hvad man skal gøre. Det lyder sært, og det er skrevet i et knap så læsevenligt format, men det passer altså!

Farven hedder Eclipse og stammer herfra. Den er meget mørkere end den ser ud her på billedet. Jeg elsker blåt og har gjort det hele mit liv, både når det er in og når det ikke er, så mit topstykke skal selvfølgelig være blåt. Hver gang jeg poster noget blåt strik synes folk det ser koboltblåt ud, men det er det altså ikke. Hvis jeg en dag strikker noget koboltblåt skal jeg nok lade jer det vide! Jeg gik i gymnasiet i 80'erne så jeg fik en overdosis dengang, der må være andre end mig, der havde en koboltblå garderobe komplet med matchende mascara og benvarmere.

Desværre bliver der ikke så meget strik i aften. Skal lige have pakket en kuffert, da jeg skal til Bruxelles i morgen i forbindelse med en arbejdsopgave. Som følge af en kæde af uheldige begivenheder uden for min kontrol er jeg blevet udnævnt til the expert on the panel, en rolle jeg mildt sagt ikke føler mig helt klædt på til, så måske jeg liige skulle læse lidt på mit såkaldte ekspertområde. Jeg har ellers noget jeg meget hellere vil læse på i aften:

Ikke mindst efter at jeg har læst en strålende anmeldelse af værket.

Månedens gæst?

2009-06-02T21:17:00.005+02:00

Tro mig, jeg har de bedste intentioner om at være med her i Blogland, men det kniber lidt med overskuddet for øjeblikket. Der er lys for enden af tunnelen: i sidste uge ansatte vi en ny kollega, der skal tage nogle af min opgaver, og min sommer kommer til at bestå af /fanfare/ 8 ugers forældreorlov + et par ugers ferie. Det bliver fantastisk, også selv om Helten mener jeg skal bruge et par uger til at komme til mig selv igen. Pyt med det, så er der stadig 8 skønne uger tilbage uden de store planer.

Der skal bages boller, komme legekammerater på besøg, strikkes, sejles, inviteres gæster, strikkes, læses gode bøger, slås telt op i haven, strikkes, bages snobrød og måske køres en enkelt tur mod syd eller vest og strikkes.

Det er ikke meget, der kommer af pindene her, det er ikke særligt usædvanligt. Det sære er, at der heller ikke kommer så meget nyt på. Det glæder jeg mig til at lave om på. Mit næste nye projekt bliver et voksentopstykke. Jeg trænger til lidt automatstrik, og det er topstykket, når man lige har knækket koden. Garnet er bestilt i denne fantastiske butik , og farven er en, som jeg ikke har set modellen strikket i, men som er sådan lidt tilbage til rødderne for mig.

Jeg har ikke noget at prale med, men en smule at vise frem:

Yngsteøglens fødselsdagssjal, nu så stort som det kan blive af garnet. 136 gram fra lageret. Det er ikke vasket og spændt ud på billedet, derfor den let bølgende kant. Jeg er generelt ret vild med Kauni, men papegøjegarnet er lidt for gult for mig. Desuden er den lyseblå lidt uheldig, men ungen har selv valgt og er lykkelig for resultatet.

Desuden er min Pebbles på vej.

Den haster ikke, for den kæmpebaby den er til, viste sig at have helt normal størrelse, da det kom til stykket, så det varer lidt, før han kan passe en str. 1 år. Sådan et estimat af ufødte babyers størrelse har tilsyneladende en nøjagtighed, der ligger mellem vinsmagning og astrologi, som en tidligere kollega ville have udtrykt det. Da jeg ventede ældste skønnede såvel egen læge som jordemor helt hen i vejret: lægen ramte 1300 gram forkert og måtte i følge traditionen give lagkage. Dog ikke til os, men til sit personale(!) Sommetider kunne man ønske at den slags skøn sad knap så løst, så forældre in spe slap for at bekymre sig helt så meget.

Nå, det var vist et sidespring. En anden årsag til tavsheden her på kanalen er, at fru Kvist har været på endnu en drengetur, denne gang med 6 mænd, ny rekord. Jeg fik kun taget ét billede af byen:

Temmelig uskarpt, taget gennem et vindue fra toppen af Stockholm Science City. (Resten af billederne fra turen forestiller min kollega med den fantastiske kaffeautomat, de har i Science City, og som vi har store planer om at få installeret på kontoret. Vi skal bare lige finde nogen, der vil finansiere den).

"Hvad tænkte du, da du opdagede at du var eneste kvinde i delegationen?" spurgte en af de andre deltagere. Tjah, det er jeg jo efterhånden ret vant til, så jeg er helt holdt op med at forestille mig at vi skal spise sushi, prøve sko eller høre opera efter dagens møder. Besøget var primært på Karolinska Instituttet, et helt universitet dedikeret til sundhedsvidenskab, og det var meget lærerigt. Stockholm er en smuk by. Jeg mente at have været der før, og sad hjemme et par dage inden afrejse over aftensmaden og brillerede med mine stockholmske rejseminder. Helten kiggede lettere opgivende på mig inden han udbrød "det er sgu da Oslo, du taler om", så ja, det viste sig at være min første tur til Stockholm, men bestemt ikke den sidste. Vi nåede ikke meget andet end det faglige, så næste gang må den stå på Drottningholm Slot, Vasamuseet, Skærgården og.......

Forresten: er der nogen, der skal til Isager-foredrag torsdag?

Om stress, champagne og kage med høns

2009-05-17T20:45:00.003+02:00

Helt ærligt, hvad skal man med interesser, når man har et job, hvor man kan få lov at arbejde til midnat, og så stå op og fortsætte kl. 5.30? Heldigvis er det ikke altid sådan, men denne uge har trukket tænder ud. Ikke mindst fordi Helten har været på Sjælland og undervise i et par dage, og derefter til katastrofeøvelse på sit job. Jeg synes ellers han ligeså godt kunne træne håndtering af hverdagens små og store katastrofer herhjemme men nej, en rigtig katastrofe er en hvor man leger at en fyldt bus er kørt sammen med en kemikalietransport og faldet ud over en bro.

Nå, men selv den mest hektiske uge har en ende, og således også denne. Lørdag havde vi noget af efterslæbet fra 5-årsdagen i tirsdags, 13 mand til frokost. Den stod på Yngstøglens livret: Kage med Høns, en ret som i andre kredse går under betegnelsen tarteletter med hønsekødsfyld. Dem fik jeg ikke lige fotograferet, men blandt meget andet var der også første hold vandbakkelser fra den nye ovn.

De så nærmest ud som om nogen havde siddet på dem, men med is, jordbær og mynteblade fandt de alligevel nåde for fødselarens kristiske falkeblik.

Ungerne og jeg fik ved fælles hjælp overtalt min søster til at blive efter de andre gæster var dampet af, og så var det Helten fik den indlysende idé, at han ville lære hende at åbne champagne med sabel. En nyttig kunnen, der kan imponere i mange sammenhænge. Ja, fru Kvist kan også, det er en af to fordele ved at være gift med en, der har slået sine folder hos garderhusarerne (Den anden er, at han er fantastisk til at pudse fodtøj).

Det gik fint, desværre har jeg ikke billeder fra selve gerningøjeblikket, for det var mig, der skulle stå klar med glassene. Senere udviklede aftenen sig lidt. Ungerne havde besluttet, at vi skulle se Melodi Grand Prix, og vi voksne blev enige om, at det vist kun var til at holde ud i selskab med en Mojito. Der er vel en grund til at mynte i haven vokser helt vildt, ikke? Arbejdspres, søvnunderskud og indtagelse af mere alkohol end det ene glas rødvin, der plejer at være min ration, førte til, at jeg sammen med ungerne snorksov under det meste af den dræbende lange pointgivning, men det var det værd. Jeg tror vi skal til at gøre lidt mere i sjove drinks.

I dag har været lige sådan en doven søndag af dem jeg altid ønsker mig men aldrig holder, fordi der altid er 1000 ting man liiige bør gøre inden man sætter sig ned. Yngsteøglen fik stablet et tøsearrangement på benene med moderen og mosteren; visning af hendes nyerhvervede Mamma Mia-film. Absolut en anbefalelsesværdig måde at blive i godt humør på. Når nu fru Kvist en sjælden gang var landet i sofaen midt på dagen, det alligevel regnede, og søsteren var i huset, blev vi enige om at snuppe en til, denne gang virkelig hardcore tøsefilm

Helt klart en film, der skal ses med en søster eller en veninde. Sjovt at se, hvor inspirationen til Stolthed og Fordom kommer fra, selv om Mr. Lefroy nu ikke er nogen Mr. Darcy.

Det er længe siden har har udrettet så lidt på en søndag. Jeg har ikke engang nyt strik at vise. Godt nok har pindene været i sving hele dagen, men bare på Yngstes fødseldagssjal, som egentlig var færdigt, men godt lige kunne bruge et par ekstra striber.

Coming up: Pebbles, efter Ældste, en af hverdagens helte, fandt de forsvundne dele under hynderne i sofaen. Hvis man havde ledig kapacitet i øverste etage, kunne man jo godt overveje, hvordan de var havnet der, men tankevirksomhed er ikke en del af planen på sådan en doven søndag.

Med 180 i timen...

2009-05-12T21:34:00.008+02:00

Desværre ikke strikkepindene, men resten af tilværelsen. På jobbet går det over stok og sten, som følge af en uheldig kæde af begivenheder er en række opgaver, der ikke burde være mine, havnet på mit bord. Heldigvis er der lys forude, vi er ved at ansætte en til at tage sig af det, men lige nu er det bare for meget. En masse rutineopgaver tager al tiden og energien fra det, der skulle være det spændende. Min kollega og jeg diskuterer, om det mest præcise billede på vores situation lige nu er en desperat padlen mod strømmen, eller en hamster i et hamsterhjul. Personligt hælder jeg nok mest til det sidste. Her er det så jeg for mit indre øre hører min kære far indskyde, at det da er klart, at vi ikke kan nå det vi skal, hvis vi bruger tid på at sidde og ævle om den slags. Den store respekt for offentligt ansatte embedsmænd M/K har aldrig plaget min far, der tilbragte hele sin karriere i det private erhvervsliv, og der havde de i hvert fald aldrig osv osv.

I stress og jag må man jo ty til afstresning med en no-brainer i glade farver. Og ikke nok med det, men glade farver fra lageret:

Det skal ikke være jammer det hele, faktisk er der jo en del at glæde sig over.

Haven, der blev totalrenoveret sidste år, er endelig blevet sådan en have hvor ting blomstrer, og hvor man kan sidde på terassen, hvis man altså ellers har tid.

Ældste har, efter målrettet indsats, omsider fået lært at binde sløjfer. Han fik et par superlækre Reebok-sko på udsalg, og det viste sig at være voldsomt motiverende. Mine damer og.... nå, nok mest damer, I give you det første hjemmebundne snørebånd:

Teenageren fylder 5 i dag og sover efter en lang og bevæget dag, eller faktisk 2 dage, for fejringen, der har det med at udvikle sig til en festival over mange dage, startede allerede i går, hvor hun var med Mormor og Morfar ude og bygge en bjørn.

Hvad ønsker man sig når man fylder 5? Det fremgår vist meget godt af billedet. Senere fik hun blandt andet en trapez, eller trampez, som hun kalder det. Forældrene bidrog desuden med en ny cykel, så hun følte sig godt forkælet. Sjalet har hun ønsket sig siden hun fandt garnet (ja, hun elsker at kigge i mit stash) som er resterne fra mit Kauni Clapotis .

I formiddag havde vi 24 unger til pizza, sandwiches, grønt og prinsesseisslot. Slottet var det eneste, vi fandt værd at gentage fra sidste års store
fødselsdagsprinsesserædselsdessertmenu.

Efterfølgende var to sæt bedsteforældre til aftensmad. Efter fødselarens ønske bestod menuen af et par pastaretter og en mandeltærte med friske jordbær, så fru Kvist er godt mør nu, men mere strik følger, samt mysteriet om den forsvundne halve Pebbles. Jeg overvejer at udsætte en findeløn.

Loppe i topstykke

2009-04-27T17:19:00.003+02:00

Fotograf: Fru Kvist
Stylist:Yngsteøglen
Regi modvilligt udlånt af Ældste

Også det meditative tøsetopstykke er blevet færdigt. Den er et hit. Smukt og blødt garn, lækker farve, snedig pasform, yngsteøglen elsker den, strikket oppefra og ned nul montering, what´s not to love?

Opskriften, that´s what! Jeg bøjer mig i støvet for selve modellen, for det er jo nærmest magi, hvordan den firkantede halsudskæring, der er dybest fortil, pufærmerne og de virkningsfulde mønsker vokser ud af maskerne, men for pokker hvor ville jeg gerne have haft lidt mere forklaring og et par enkelte mellemregninger undervejs.

Lad mig sige det straks, jeg har ikke spottet nogen fejl i opskriften, altså udover dem, der var rettet med kuglepen. Der er bare en del man selv skal regne ud. Hvor gør man af raglanmaskerne når ærmerne er færdige, og skal man bruge drejet ret eller drejet vrang til A-stykkets udtagninger, f.eks? Det største problem har jeg dog med denne formulering:

26 m x 38 p = glatstrik.

Altså, den erfarne strikker vil jo nok før eller siden få den tanke, at det betyder

26 m x 38 p = 10 centimeter på hver led i glatstrik,

men jeg har altså et problem med det lighedstegn. Så vidt jeg husker fra matematik betyder et lighedstegn at det, der står på hver side skal være ens, eller det var måske i gamle dage, da mor var ung, som mine børn så taktfuldt udtrykker det.

Nå men summa summarum, trods mine brokkerier er jeg vild med modellen og vil også selv have en!

Faktaboksen
Model: Topstykke af Bente Geil, str. 6 år
Garn: Geilsk tynd uld, 2 nøgler
Pinde: 3½ af ukendt oprindelse
Ændringer: Ingen med vilje, bortset fra at jeg ikke talte omgange til sidst, men bare blev ved til garnet slap op.
Hot or Not? Superhot, og stor nok til at den kan vente til det bliver uldsæson igen.

Når man kun kan tælle til tre...

2009-04-27T16:42:00.003+02:00

Fru Kvist vender tilbage til blogland med en fantastisk præstation: et tørklæde. Og ikke nok med det, et tørklæde strikket i garn fra lageret. Det er ikke fordi jeg ikke har strikket under min lange pause, men jeg havde jo vist tørklædet, da det var en fjerdedel af den samlede længde, og eftersom mønsteret et det samme hele vejen, er der jo ingen grund til at vise ½ eller 3/4 tørklæde, vel?

Opskriften stammer fra et strikkeblad, der af uforklarlige årsager hedder Designer Knitting. Uforklarligt, fordi jeg egentlig købte et abonnement på Vogue Knitting, men nu hedder det noget andet, selv om Vogue Knitting tilsyneladende stadig findes, og så vidt jeg kan se på hjemmesiden også indeholder de samme modeller. Meget mærkeligt firma. Bladet, hvad det så end hedder, er ikke noget at råbe hurra for. Jo flere engelsksprogede strikkemagasiner jeg får i hånden, jo højere synes jeg egentlig niveauet er blandt de danske strikdesignere.

Faktaboksen:
Mønster: Lace Scarf fra Designer Knitting, Spring/Summer 2009.
Garn: Fonty Kid Opal, lagt dobbelt, 60 g. fra lager
Pinde: Addi Turbo 4½
Ændringer: Jeg tilføjede en ekstra rapport, 11 masker.
Hot or Not: vel egentlig ikke bemærkelsesværdigt nok til at være nogen af delene. "Meget sødt" er vist mere passende.
Bemærkninger: Superlet at strikke, det kan ikke udelukkes at der ryger et på pindende til brug i min egen garderobe. Mit bidrag til 12 projekter, men kun nummer 3. Ja, jeg ved godt at det næsten er maj. Jeg strikker et grydelap eller noget for april.

Feriestrik

2009-04-11T18:37:00.004+02:00

Lidt er det da blevet til i ferien. Flyveturen var lang, men heldigvis var der ingen sikkerhedvagter, der beslaglagde mine pinde. På vanlig Kvist-vis er en masse godt i gang og intet færdigt (måske har jeg taget skade, min arbejdsplads har mottoet "aldrig færdig, altid på vej") men det er jo processen, der tæller, ikke?

Denne behøver vist ikke nærmere præsentation:

Skønt design, temmelig alternativt formuleret opskrift. Den er til Yngsteøglen, og hun spørger til den dagligt, så der er et vist håb om at hun kommer til at gå i den. Jeg har besluttet, at den ikke er kedelig at strikke, den er meditativ!

Dette er noget så usædvanligt som fru Kvist på forkant:

Jeg var som før nævnt godt i gang med dette sjal til en afgående kollega. Min fornemmelse sagde mig, at det ikke var det helt rigtige til hende. Efter at have kigget dybt ind i min sorte sjæl og være nået frem til, at fornemmelsen er reel nok og ikke (kun) skyldes, at sjalet vil passe perfekt til et par støvler jeg købte på udsalg, besluttede jeg at lave noget andet til hende. Så fik jeg lige Designer Knitting ind af døren, og der var et fint lille tørklæde, som tilfældigvis lige kan strikkes af noget støvet mørklilla Kid Opal fra lageret. Det er lige ud af landevejen, så let at jeg ind imellem kommer til at strikke forkert fordi jeg bliver lidt for kæk med hensyn til hvad jeg kan lave samtidig med (se MASH, supervisere matematik, læse en historie højt osv.). Det er færdigt lige om lidt. Sagde hun beslutsomt.

Endelig er der en Pebbles.

Også jeg er hurtigt blevet Sanne B-fan. Trøjen er til en lille, eller rettere temmelig stor dreng, der ventes til verden i maj. Jeg satser på anvendelse i efteråret, da jeg ikke gider strikke sommertøj i bomuld. Den er i Supersoft, som jeg elsker, og opskriften er herfra. Jeg har allerede købt garn til en til yngste. Hun har selv valgt farven, helt ukarakteristisk skal den være turkis.

Advarsel, smittefare!

2009-04-11T18:24:00.006+02:00

Birch-feberen viser sig nu ikke bare at være kronisk, men også smitsom

Se lige her:

Det er ikke fru Kvists 11. Birch, men derimod min søde svigermors første. Egentlig forsøgte hun at lokke mig til at strikke det, under påskud af ikke at kunne gennemskue mønstret. Jeg kviede mig lidt ved det, 10 (hvoraf et naturligvis var til hende) må da være nok, ikke? Hun udtænkte derefter den snedige plan at jeg og børnene kunne komme på kost hos hende hver gang Helten skulle på døgnvagt. Konceptet: Farmor laver mad, Farfar underholder ungerne og fru Kvist sidder så i husets bedste stol, strikker og lader sig opvarte. Ikke helt ringe, især da min svigermor er ret god til at lave mad.

På en eller anden måde må jeg alligevel have provokeret svigermoderen til at forsøge selv, for da vi kom hjem fra ferie havde hun ikke bare strikket det lilla i KSH farve Violet, men også det meste af etorange i Marmalade.

Der røg den deal, men mon ikke hun giver mad alligevel? Så kan vi jo altid bytte lidt garn, en yndet bekæftigelse under indkøbsstop....

Hjemme igen

2009-04-05T17:12:00.009+02:00

10 point for original titel.

Mange tak for alle jeres gode ønsker for vores ferie. Thailand var nøjagtig ligeså smukt, venligt og dejligt, som vi var blevet stillet i udsigt. Min voldsomme modvilje mod holiday resorts blev til en vis grad gjort til skamme, for som min kollega havde lovet, sådan et sted er fantastisk for børnene. Det var bestemt også en afslappende måde at holde ferie på, ugerne gik med en blanding af total afslapning (herunder også spa-behandling og thai-massage) samt lidt mere aktiv ferie.

Alle priser den thailandske venlighed og jeg slutter mig til koret. Mine lyslokkede unger fik stor opmærksomhed. Ældste blev nærmest lidt pinligt berørt, når thailandske damer i alle aldre erklærede ham deres uforbeholdne kærlighed, mens yngsteøglen som altid befandt sig glimrende i rollen som det naturlige midtpunkt.

Maden var et helt kapitel for sig. Fra de mest ydmyge serveringer:

Over det vi antager er den almindelige (muligvis lidt turisttilpassede) thaimad

Til det mere fancy
Bemærk størrelsen på tigerrejerne - mere i retning af tiger end reje...

Alt var lækkert, superfriskt og smukt anrettet. Hvis vi ikke havde haft ungerne med, havde vi nok været lidt mere eventyrlyste i forhold til de myriader af gadekøkkener bestående af lidt kogegrej monteret på en knallert, vi mødte alle steder. Nu nøjedes vi stort set med at spise på lidt mere organiserede steder, men der var bestemt ikke noget at klage over. Vi skal til at have gang i thaikogebøgerne og de hjembragte røgede bananchilier.

Vi købte også lidt "hjemmelavet" chilipasta.Yngsteøglen ses her under oplæring, så vi regner med hun overtager produktionen, når det er brugt op. Den svenske guide og den thailandske kok var ikke helt enige om hvor langt en portion rækker, men jeg tror vi starter med de svenske mål.

Et af turens højdepunkter:
Beklager billedkvaliteten og det bøvede look, men det var regnvejr. Bemærk den prikkede snabel. Den er et alderdomstegn, fik vi oplyst. Elefanten er kun 6 år ældre end fru Kvist, men det skal man nok ikke tænke nærmere over.

Et enkelt medlem af familien mente vist, at turen ud til elefanterne var ligeså spændende som selve mødet med de store dyr:
Regn selv ud hvorfor....

Jeg kunne blive ved længe endnu, men jeg skal da også lige rundt i Blogland og se hvordan det står til. Faktisk kom vi hjem allerede natten til torsdag, men min computer har været helt usamarbejdsvillig, og min live-in support, AKA Helten, er rejst videre vest på, nærmere bestemt til Las Vegas.

Derfor må I også tage mit ord for, at jeg også har strik at vise frem. Han er nemlig rejst med begge husets kameraer. Han kommer hjem torsdag, forhåbentlig uden at have gamblet os fra hus & hjem, så vi i bedste Monty Python-stil kommer til at bo i en papkasse på en motorvej (oooh, luxury!)

Og ja, som mit lille bidrag til det evige spørgsmål: Thomas Cook Airlines tillader strikketøj ombord. Heldigt, når der nu var 10 timer den ene vej og 14 timer den anden. Jeg fik strikket en hel del, og desuden sammen med yngsteøglen set Mamma Mia så mange gange, at vi kan den uden ad. Filmen var lige til at blive i godt humør af, også selv om Colin Firth, der ellers nyder stor anerkendelse her på kanalen, ikke ligefrem brillerer med sit sangtalent. Han er meget bedre til at skule på den sexede måde, men nu bevæger vi os vist lidt ud af en tangent....

Ferieplanlægning a la Kvist og Co, eller værdien af at grundlægge et godt netværk i en ung alder

2009-03-16T18:13:00.005+01:00

Det er kun sket ganske få gange i Heltens og mit mangeårige liv sammen, at en ferie har været planlagt i god tid. Pudsigt nok falder disse tilfælde sammen med de gange, vi har rejst sammen med nogle vældigt målrettede projektledere, vi kender.

Normalt foregår det på den måde, at fru Kvist med stadigt mere skinger røst orienterer Helten om hvor alle andre skal på ferie, og hvorfor kan han ikke få et normalt arbejde, hvor planlægning af feriedækningen finder sted i civiliseret afstand af selve ferien, og vi får aldrig fundet en ferie, og alt det gode er væk når vi når til at bestille, osv. Når der så endelig foreligger ferieplaner på Heltens job, lykkes det os ALTID at få lynplanlagt en superferie på ingen tid.

Derfor kunne man i sidste uge høre følgende samtale finde sted i Casa Kvist

Voksen1 "skal vi ikke tage et par uger til Thailand i næste uge?"
Voksen2 "OK, hvis du kan få byttet din døgnvagt er jeg klar"

Vi er normalt ikke til sol og strand-ferie, men er enige om, at destinationen er så spændende, at det må prøves. Mange får et helt specielt lys i øjnene, når talen falder på Thailand, så vi glæder os.

Så i morgen sker det. Yngsteøglen har en veninde, hvis far er i rejsebranchen, så vi var heldige at få et supertilbud. Jeg ved ikke om jeg får lejlighed til at blogge undervejs, men ellers må I holde min plads i Blogland varm til jeg kommer hjem, ikke?

Vissenbjerg, the messe awards

2009-03-16T17:15:00.005+01:00

Jeg havde besluttet ikke at tage med. Ikke så meget pga. den overhængende garnfare, men mere en kombination af mega-søvnunderskud, Heltens fødselsdag og pakning til ferie.

Det trak jo en del, og da min mor og søster havde planlagt at tage afsted søndag morgen, indgik jeg en aftale med mig selv. Hvis jeg kunne nå at blive færdig med mine 117 pligter, og stod tidligt op og bagte fødselsdagspandekager til familien søndag morgen, så måtte jeg tage med. Helt ukarakteristisk nåede jeg det, og selv om det bare lige blev en kort tur, var det en super oplevelse.

Og priserne:

Bedste begivenhed: møder med andre bloggere.

Netop ankommet fik jeg øje på en Slinky Rib. Da jeg rettede blikket lidt højere op, viste det sig, at den sad på Tineke. Hun fulgtes med Snowdrop, der ved nærmere eftersyn indeholdt Dorthe. Jeg er sikker på jeg ville have genkendt dem uden håndstrik, men jeg indrømmer jeg så trøjerne først. Hvorfor er det lige jeg altid glemmer at tage strik på til den slags lejligheder? Jeg burde da have iført mig min signatur. Senere mødte jeg Susanne, der var med på en af de allerbedste stande.

Senere mødte jeg Rismarker, der sad på Jette. Både Jette og trøjen kender jeg fra Badstuen, så det var et hyggeligt gensyn. Hun fulgtes med Tina, som jeg mødtes IRL for første gang. Tina er jo en superfotograf, så stemningen fra messen ses fint hos hende.

Jeg ville rigtig gerne også have hilst på Charlotte, der ellers havde fundet en smart måde at blive genkendt på, men det nåede jeg ikke på den korte tid jeg havde. Next year in Vissenbjerg!

Bedste nyhed: Garnbixen i Odense lukker ikke alligevel! (Men jeg vil nu savne Kirsten).
Smukkeste garn: Tinas Kastanjestrik, helt ubetinget.

Efter min mening er der ingen over og ingen ved siden af Jamieson's Shetland Spindrift hvad angår farver og struktur. Jeg har endnu tilgode at strikke af det, men jeg var lige ved at købe et farvekort, indtil det gik op for mig at de bittesmå strimler slet ikke yder garnet retfærdighed. Det skal opleves live, godt Tina huserer på Fyn!

Bedste nye model: Tøsetopstykket, helt sikkert!

Jeg har set Topstykket på kvinder i mange forskellige faconer, og det klæder bare alle! Nu er det også kommet i de helt store og helt små størrelser, så naturligvis må Yngsteøglen have et! (og måske moderen).

Sødeste indpakning: også denne pris må gå til Bente Geil:

Alt i alt en rigtig god oplevelse, det eneste jeg savnede var at opdage noget nyt, forstået på den måde, at alle de fristende og lækre strikmodeller og garn hang hos de designere og butikker, jeg kendte i forvejen. Er der ikke nogle nye og spændende, der bare venter på at springe ud? Så lad os se jeres designs næste år!

Tegn på liv og en lille smule strik

2009-03-15T13:34:00.006+01:00

Jo, fru Kvist er her skam endnu. Jeg har ikke været meget i blogland, har hverket blogget eller kommenteret. Det er ikke ond vilje, jeg har bare brugt frygteligt meget krudt på arbejdet den seneste tid. Det er lidt stressende, men på en god måde; mange forskellige ting vi har forsøgt at løbe i gang er nu ved at tage fart, selvfølgelig altsammen på en gang.

Lidt bliver her dog strikket. Det startede med Britts skønne ugler; hun efterlyste mørkerødt Kauni, som jeg vidste, jeg havde på lager. Desværre ikke i det rette partinummer, men når jeg nu lige havde det i hånden, så var det da oplagt at starte på noget nyt, ikke?

Lidt lace, men hverken Birch eller Shetland Triangle, mon det nu går? Inspireret herfra, og muligvis en gave til en kollega, der stopper lige om lidt. Mønstret kan købes her, men Heltens mor havde været så kvik at klippe det ud af et gammelt nummer af Hendes Verden. Meget let mønster, faktisk er der kun 4 forskellige mønsterpinde, selv om det måske ser indviklet ud. Man skal spejle mønstret omkring midteraksen. Lidt af en udfordring for os højre/venstrekonfuse, men når man lige har lavet en rapport eller to kan man nemt se sig ud af det.

Helten har fødselsdag, så vi får gæster til boller og Sweet Potato Pie om lidt, men forhåbentligt når jeg også en tur rundt i blogland i løbet af dagen.

Coming up: Vissenbjergmessen. Hov, er det mit Cashmere-o-meter, der ryger?

Så så man lige Mor få en pandabjørn i hovedet....

2009-03-06T17:41:00.003+01:00

...lød det tørt konstaterende fra yngsteøglen.

Jo, Casa Kvist har endelig fået sit eget Wii Fit efter at have testet konceptet hos gode venner, og som det meste andet her i huset, går det ikke stille af.

De indviede vil bemærke, at fodboldspillet ikke er en af Fru Kvists spidskompetencer. Jeg tror jeg vil forsøge at brillere i yoga i stedet.

Yngsteøglen er til alles forbløffelse (undtagen hendes egen naturligvis), supergod til styrketræning (som hun kalder muskelyoga), og opnåede på sin første dag betegnelsen "bodybuilder", så hun er ikke til at skyde igennem.

Vi satser på at gå nye tider i møde, hvor vi alle fire er knivskarpe og toptrimmede.