Saturday, May 28, 2011

Op på hesten igen....

Nej, der er ikke sket samfundsomstyrtende ting i Casa Kvist, det er bare hverdagens virvar af familie- og arbejdsrelaterede aktiviteter, der har fyldt det hele. Det er ikke fordi jeg savner stof til blogindlæg. Det er bare lige det med at få dem fra tankeplanet og ned igennem tasteturet.

Nå, men jeg stoppede jo med en cliffhanger sidste gang. Blå retriller, og mange af dem. Hvad mon det kan være? Hanne Falkenberg, dronning af retrillen, var et godt bud, men desværre. Forkert navn, forkert køn, forkert aldersgruppe, forkert kontinent (selv om designeren vist nok slår sine folder i Europa pt.)

Der er tale om modellen Clockwork af Stephen West. Strikket på pind 4 i dobbelt Supersoft fra Holst i farven Sapphire med striber i enkelt Drops Delight i blå/brun/gylden, hvor jeg med blødende hjerte har klippet de mest blå sektioner ud for at opretholde stribeeffekten. Blå rester skal dog nok få ben at gå på her i huset.

Hvad skal man sige om det? Hyggeligt strikketøj, godt som automatstrik i travle perioder. Ret ot ret og mere ret, lidt fikst placerede udtagninger, bemærk at sjalet er rundt øverst og kantet nederst. Som oftest ved amerikanske opskrifter er der tale om meget udførlige (om ikke helt konsekvente) instrukser. "Husk at flytte maskemarkøren med".

De lodrette striber er opnået ved kun at strikke maskerne (glat) på de blå striber og springe dem over i de brune. Kan vel egentlig komme i kategorien vævestrik.

Faktaboks:
Model: Clockwork af Stephen West
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Sapphire samt Drops Delight, blå, brun, gylden. I alt 169 g. Jeg glemte at veje det fra starten, men jeg vil tro at mindst 2/3 er Supersoft.
Pinde: Addi turbo 4 mm.
Ændringer: Jeg lavede lidt om på udtagningerne for at gøre dem symmetriske. Jeg er lidt af en symmetri-freak, men elsker også det helt asymmetriske. Det er en lille smule asymmetri, der bare ligner sjusk, som jeg ikke kan leve med.
Hot or Not? Hmm, helt OK er vist mest dækkende. Modellen opfordrer til farveeksperimenter, så måske laver jeg et mere, men efter at være blevet færdig med det samt næsten 2 Camomiller, trænger jeg til lidt andet end retriller.