Fru Kvist åbenbarer næsten aldrig sit milde åsyn her på bloggen. Da jeg aldrig har strikket en hue til mig selv, er øverste etage ikke nødvendig ved præsentation af nyt strik. Jeg gjorde en undtagelse sidst jeg blev fotograferet med en strikkeguru. Sidste lørdag skete det igen, så nu kan man vel kalde det en tradition. Jeg var så heldig at møde dem her:
Beklager fotokvaliteten, der var ikke meget lys, og trods forsøg både med og uden blitz blev det ikke bedre. Jeg havde ellers min egen lille fotograf med, der lige havde noget, hun skulle have signeret:
Som enhver, der har kastet bare et enkelt blik i deres bøger vil kunne regne ud, så er det ikke kedeligt at høre på Arne og Carlos. De fortalte levende og meget morsomt om deres smukke hjem, deres utallige ideer, om mulighederne for at anvende deres tehætte som betræk til en tyk lille hund, om det terapeutiske i at hæfte ender (meget bedre og billigere end at gå til psykolog, påstår de) og om konceptet Strik & Drik, som jeg absolut ser potentiale i, selv om jeg som regel ender med at trævle det op, der bliver strikket under indtagelse af alkohol.
Så inspirerende var de, at Yngsteøglen og jeg skyndte os hjem og genoptog det fælles dukkeprojekt, der ellers har ført en hensygnende tilværelse i en kurv temmelig længe, fordi jeg ikke var tilfreds med sammensyningen af de to ben. Som enhver strikker ved, er der kun en vej, og det er ikke den der hedder "at lære at leve med det" eller endnu værre, "det er jo kun dig, der ser det". For at citere Ruth Sørensen, det kan godt være det har taget timer at strikke, men det tager kun et øjeblik at pille op. Nu er dukken på vej i ny og forbedret udgave, og datterens bidrag, et rødt halstørklæde, er også rykket godt her i weekenden.
En anden tradition er tilsyneladende, at jeg ikke kan møde Susanne og Bente Geil live, uden at få et strikkekit med hjem. Denne gang blev det til Jomfruhummer. Ikke at man lige står og mangler uld, men det er helt nyt garn, hvilket man jo nærmest er forpligtet til at teste, en blanding af uld og hamp, modellen sidder supergodt, og farven, suk. En blanding af lilla, blå og grå, hvilket her på kanalen nærmest svarer til jul og fødselsdag på en gang. Susanne forventede at se trøjen i løbet af en uge. Jeg må konstatere, at fristen er overskredet. Heldigvis har jeg en god undskyldning. Jeg har nemlig tilbragt en god del af ugen i en af de smukkeste byer jeg kender: Edinburgh.
For en gangs skyld var det lykkedes mig at lægge en halv fridag ind, så det blev til et gensyn med byen, og det var skønt. Der var tid til at lege turister og at gramse på cashmere, herunder garn til £25 pr. nøgle, ahhh.
Slut for nu, men måske man skulle tage sig sammen og præsentere lidt strik snart. Faktisk bærer både mor og datter yndlings-Isager-kreationer på billederne, men der må vist andre billeder til hvis nogen skal tro på det.
