Hjemme igen

Så er familien Kvist landet, efter en fantastisk ferie i det venligste land vi kender. Siger det ikke lidt om nationalkarakteren, at taxachaufførerne i hovedstaden holder tilbage for fodgængere? Portugal i en nøddeskal...

Der skal nok komme beretninger og billeder, og det gode ved blogland er jo, at man ikke er tvangindlagt til andre menneskers feriefotos - det står enhver frit for at surfe videre, i modsætning til den virkelige verden, hvor det kan være svært at undslippe....

Lige nu har jeg sat mig med god te og lakrids (de to ting jeg altid trænger til efter at have været i udlandet), mens vasketøjet snurrer, helten er kørt ud for at fylde de slunkne depoter og ungerne nyder gensynet med deres legetøj, og vil bevæge mig en tur rundt i blogland. Vi har været uden net i 14 dage, og tænk, hvor man kan savne sin daglige visit hos jer allesammen....

Om et par dage...

...er vi dem der er smuttet. Vi trænger til en familieferie og Helten og jeg har gode minder fra Portugal fra før børnene meldte deres ankomst. Portugal er et af de venligste lande, vi nogensinde har besøgt - og så er der jo rigtigt forår. Der er jo også lige det med de dejlige vine... Fado, derimod, har vi ikke helt lært at værdsætte. Kloge mennesker havde fortalt os, at der er tale om portugisisk blues, men de udgaver vi hørte sidst lød mere i retning af en kat der blev trukket i halen. Vi er dog klar til at give skønsangen endnu en chance...

Nu skal vi bare have pakket (ungernes ud fra lange overvejelser om alle de situationer de eventuelt kan komme i, fru Kvists ud fra "jeg kyler lige lidt i kufferten på vej ud i bilen"-systemet. Heltens? God knows, men han (altså Helten, ikke Vorherre) klarer det selv).

Jeg ved ikke, om jeg kan komme til bloggen undervejs, men ellers ønskes alle en god påske!!

Helten er landet

Yes, torsdag aften, solbrændt og fit. Stor glæde i den lille familie. Ungerne er ellevilde, fru Kvist er ....træt, men glad og lettet over at få ham hjem hel i krop og sjæl.

Hvis man undrer sig over, hvorfor mødre bliver trætte, kan man bare lytte til the Mom Song.
Teksten står ude i højre side (under "more") det kan være lidt svært at få det hele med gennem ørerne alene.

Sikre tegn på at faderen er hjemme:

• Seriøs kaffe, også til hverdag
  

• Opgradering af søndagsbrunch

• En vis form for ro er faldet over den lille familie...
  

I morgen, i morgen, imorgen

Hvis Maybe Airlines ellers holder hvad de lover...

Nedtur i rødt

Fru Kvist har fået en topsej rød skindjakke. Den 3-årige er begejstret: "Mor, du ligner lige en fra Grease!" (som i parantes bemærket er tøsens yndlingsfilm).

"Synes du?" spørger fru Kvist glad, og ser straks sig selv som seje, men alligevel følsomme Rizzo, leder af Pink Ladies og uendeligt meget mere spændende end den kønne, dydige og åh-så-kedelige Sandy.

Her må den 6-årige så give sit besyv med: "Det er altså rigtigt mor, du ligner lige Danny!"

Arghh, små julegaver og bløde pakker, det er hvad der venter dem. Jeg må lige overveje om mit højtelskede korte hår nu også er en god idé....

Den lille empiriker

Hos Kvist og Co er det tætteste vi kommer på at dyrke en religion udførelsen af den Hellige Almindelige Hyppige Håndvask.

Yngsteøglen er ivrig på feltet og har været på ferie et par dage hos Mormor og Morfar. Der er bare en ting hun ikke forstår: Morfar siger, at man ikke skal bruge for varmt vand, når man vasker hænder tit, for så bliver hænderne tørre. Nu har hun imidlertid udført et forsøg, hvor hun vaskede først i koldt og derefter i varmt vand, og ved I hvad? Hænderne blev lige våde!

True love lasts a lifetime - ode til en stor poet og øhh..sanger

For mange år siden, da fru Kvist var frøken Kvist og teenager, kom hendes gymnasiekæreste med et kassettebånd (så længe siden er det...), han havde fået optaget. Han vidste ikke hvem kunstneren var, men båndoptageren blev tændt, og ud væltede den mest utrolige stemme jeg nogensinde havde hørt. Hæs, spruttende og hvæsende, kunne bestemt ikke kaldes smuk, men alligevel fascinerende som få. Hvis man gav sig tid til at lytte til teksterne, kunne man også konstatere, at der bag den sære røst gemte sig en stor poet. Vi anede ikke hvem han var, og fik også snart andet at tænke på, da studentereksamen stod for døren, og derefter, for mit vedkommende, et års ophold i USA.

Næsten et år senere gik jeg rundt i en pladeforretning i Boston, og sandelig siger jeg jer, pludselig strømmede den samme stemme ud af højttalerne. Selv om sangen var en helt anden, og lang tid var gået, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg havde fundet ham, og jeg har elsket ham lige siden.

Her er han (jeg kan ikke lige forklare den dybere mening med badekarret, faktisk ligner han ikke helt sig selv, men stemmen gør!).