Fru Kvist har en gang i teenageårene strikket 2 par sokker til sig selv, under sin storstrikkende mormors kyndige vejledning. Det var nærmest af den samme årsag, som får andre til at løbe maraton eller bestige et bjerg; primært for at kunne sige ”been there, done that”. Sokkestrikning lå ikke lige til højrebenet for en, der mildt sagt er temmelig ukoordineret i al almindelighed, og meget ukoordineret når hun forsøger at gøre sig umage. Intentions-tremor, har jeg senere lært det hedder. Fantastisk ord, lyder meget mere interessant end bare at være en klodsmajor. Nå, men på grund af manglende koordination kunne jeg altså ikke blive hverken primaballerina, kirurg eller, troede jeg i lang tid, sokkestrikker.
Her er det så Helten kommer ind i billedet. Også han voksede op med en mormor med glødende strkkepinde og derfor en fast forsyning af hjemmestrikkede sokker. Når han nu havde været så superheldig at finde sig en Kvinde med Pinde, så han ingen årsag til at denne forsyning skulle ophøre, selv om hans mormor var gået til den evige strikkecafé. På trods af, at han blev betænkt med en hel del trøjer, forstummede ønsket om sokker aldrig, men frøken Kvist var ubøjelig.
Der skulle noget helt særligt til. Sidste år blev vi gift efter 15 års tilløb. Helten skulle, pga. sit erhverv, ikke have en vielsesring, og han er ikke typen der går med halskæde. Mit forslag om en tatovering af ”Lise Forever” på et prominent sted vandt heller ikke genklang. Så var det jeg tænkte, at tiden måske var moden; et par hjemmestrikkede sokker kunne være en passende gestus. Jeg skal skåne jer for beretningen om, hvordan det er for en stort set ubefaren sokkestrikker at få et par kæmpestore sokker på p. 2½ og med (lidt) mønster færdige i smug, samtidig med bryllupsforberedelser for fuld skrue. Note to self: den næste hr. Kvist skal ikke bruge str. 46 i sko. Men ikke nok med det; faktisk blev jeg så grebet af stemningen, at jeg kom til kontraktligt at forpligte mig til ikke blot at elske & ære, men også at levere 1 par sokker årligt, så længe vi er gift.
2006 samt 2007-sokkerne er nu leveret og guess what; faktisk er sokkestrikning ikke så tosset. Jeg indser nu, at jeg bliver nødt til at strikke dem her, dem her, Janes smukke sokker og sikkert mange flere. Og tænk: et helt nyt kapitel kan nu føjes til garnlageret....
Jeg sidder her med lattertaarer loebende ned af kinderne :-) Skriv en bog - jeg koeber den !
ReplyDeleteStrikkehilsner
Angelika
Thihihihihi 1 par sokker om året... det skal nok holde fast på ham bedre end en vielsesring.
ReplyDeleteUlla, kontrakteligt bundet med 2 par /år til gemalen,
p.s. Strømpegarn tæller ikke som lagergarn ;-)
Angelika, velkommen til. Jeg kendte ikke din blog, men det gør jeg nu. Flotte ting du laver! Jeg vil følge med i fremtiden og samtidig få trænet mit begrædelige tysk lidt!
ReplyDeleteUlla, din sidste kommentar er guld værd!!! (kom liiige til at tage lidt hjem fra Markno, fordi jeg skulle købe noget Fassett-garn til en venindes fødselsdag, og når man nu alligevel skulle betale porto....)
PS håber din gemal har mindre fødder!
Str 43 - tilgengæld vil han have laaaaaaaaangt skaft.
ReplyDeleteAhhhhm bare for at advare dig, mænd er som regel meget selektiv med farver og nu har min sgu' også fået nykker mht garnmærket.
Re p.s. - Den har jeg hørt i USA ;-)
Du har besøgt mig, så jeg måtte da lige på gengældelsesvisit.
ReplyDeleteFine ting du laver, og så er jeg betaget af vielsesringen, der er udformet som et årligt sokkepar. Det er da romatik, der vil noget.
This comment has been removed by the author.
ReplyDeleteSifka, velkommen til. Ærgerligt med den lakridschokolade, det lød ellers som et produkt med muligheder i!
ReplyDeleteUlla, tak for advarslen. Helten kan faktisk vældig godt lide farver, men jeg tror ikke han har holdninger (eller kendskab) til garnmærker. Dog vil han elske Fassett-kollektionen, så måske man skulle købe lidt til sit non-stash...
Velkommen i sokkestrikkeklubben;-)
ReplyDeleteJeg er vild med at strikke sokker og fatter slet ikke at der er nogen der synes det er kedeligt.
Desværre vil min gemal så absolut ikke ha hjemmestrik:-(
Det er godt nok den bedste jeg har hørt.... Det er jo heller ikke til at undvære hjemmestrikkede, når man først er begyndt at gå i dem...
ReplyDeleteDet ender med at du bliver bidt af én gal sok som rigtig mange andre rundt omkring i blogland.... Men det er nu heller ikke det værste man kan blive bidt af. :-)
ReplyDelete