Friday, October 26, 2007

Forventning

I morgen…..

Skal jeg sammen med to af de rigtig tætte veninder på pigetur. Vi har kendt hinanden længe – den ene siden vi var 6, den anden siden gymnasietiden. Vi kender hinanden på godt og ondt, men det er ikke tit, vi ses alle tre. Vi er alle ramt af fuldtidsjob, den ene er flyttet til Jylland, den anden har fået et par unger (det er mig, sagde hunden), og den tredje er aktiv i frivilligt arbejde, så det kræver lidt planlægning og kalenderafkrydsning i god tid.

Dagens program er enkelt; lidt shopping, cafebesøg, en enkelt besigtigelse af ny kat og så skal der snakkes igennem. Det sidste er det vigtigste, vi kunne såmænd sagtens få en dag til at gå med te og strikkepinde. De to af os har strikket siden vi var 6-7 år, den tredje er startet inden for de seneste par år, men er bestemt ikke mindre entusiastisk af den grund.

Så ja, garnforretningerne skal ikke vide sig sikre i morgen. Vi skal nok både i DAD, i Tante Grøn og i min absolutte favorit i Odense: Garnbixen (hvad er det med odenseanske garnbutikker og hjemmesider??)

Måske skal der også shoppes lidt tøj. Fru Kvist har det problem at hun elsker lækkert tøj, men hader anskaffelsesprocessen af et godt hjerte. Jeg kørte gerne kortet igennem, hvis smukt tøj i passende design bare af sig selv kunne bevæge sig hjem i mine skabe (der underligt nok er pænt fyldte). Nå, i godt selskab går det sikkert alt sammen.

Jeg glæder mig…

No comments:

Post a Comment