Til ære og værdighed?

For lang tid siden var der tilbud på Rowan Denim. Jeg har beundret det på afstand lige siden jeg købte Rowan Denim Magazine for efterhånden mange år siden. Senere kom "Denim People", der ved første øjekast var lidt af en skuffelse, men som vandt ved nærmere bekendtskab. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke straks gik i gang, som den store demin-fan jeg er. En stor del af min garderobe er af den skønne blå kvalitet, og hvis det ikke havde været for min mors snarrådige indgriben, var jeg også blevet gift i en denim-nederdel. (Godt nok på rådhuset, og med indkøb af stor havfruenederdel til festen om aftenen, men alligevel). Bare for at vise, at mine følelser for det blå stikker dybt.

Alligevel tog det flere år at få indkøbt garn til Saffy, (som jeg ikke kan finde et passende billede af lige nu).



Så i gang og derudaf? Nix, det er denim, det er smukt, det er indigo-farvet, det ældes fantastisk, men det er STADIGVÆK BOMULD, og endda temmelig hårdt. Jeg kan vældig godt lide modellen, (jeg undlod flæserne, det er ligesom 30 år for sent for fru Kvist at se yndig ud i flæser) og farven, den mørkeste af dem alle, er lige i øjet. Det er bare ikke den slags strikketøj, der helt af sig selv springer op i hænderne, for den slags garn er der bare ikke meditation nok i. Det er for hårdt for hænderne, så dette er et af meget få projekter, der bliver strikket fordi jeg gerne vil eje det færdige resultat, ikke bare for processen.

Jeg satser på, at fremvisning her sammen med mine fromme ønsker om at få den færdig vil bidrage til afslutningen. Jeg fik lige klaret 2 pinde i går mens jeg så Rasmus Klump med ungerne. Jeg kan hele DVD´en (inklusiv Pandekagesangen) i søvne. Hvad gør småbørnsforældre, der ikke har noget i hænderne ved 117. fremvisning af yndlingsfilmen? Fintænker, ville Niels Hausgaard nok have sagt...