Jeg var længe i tvivl om jeg skulle have en blog. Jeg nød at følge alle de andre skønne blogs, og efterhånden var det bare ikke nok at være hende, der stod og trykkede næsen flad mod ruden. Jeg ville også selv være med. Imod bloggeriet talte, at jeg egentlig syntes det var en skræmmende tanke at alle bare kan gå ind og læse.
Jeg skrev allerede i min profil, at jeg i virkeligheden er for blufærdig til at have en blog. Det kan læseren nok også godt fornemme, for det er ikke så mange personlige ting jeg har skrevet. De, der følger med ved at fru Kvist er thirtysomething, gift, mor og vild med at strikke, selv om hun nok mest har det i munden. Det fremgår forhåbentlig også, at jeg prøver at se det meste fra en humoristisk vinkel. Men personen bag, hun er nok ikke så tydelig. Jeg fortæller sommetider om min mand og mine børn, men kan f.eks. ikke få mig selv til at nævne deres navne. De blogge jeg selv holder mest af (ingen nævnt, ingen glemt) er dem, hvor man også får en fornemmelse af et rigtigt levende menneske ved tasterne.
Jeg er meget glad for at være bevet en del af blogland. Jeg nyder alle de søde kommentarer, og nogle af de mere uventede hilsner der er dukket op i min mailboks. Jeg "kender" pludselig mange flere, der deler mine interesser, og jeg får indblik i mange andre liv, hvoraf nogle ligner mit eget, mens andre er helt anderledes. Jeg har måttet erkende, at jeg ikke får nok strik fra hånden til at opretholde en ren strikkeblog, men gradvist begynder jeg at se potientielle indlæg i mange af hverdagens tilskikkelser.
Jeg har ikke fortalt nogen, jeg kender at jeg blogger, hvis nogen ved det, har de fundet mig tilfældigt (anyone?). Kun to personer, som jeg har mødt gennem bloggen, har jeg også hilst på live. Den gode stemning og de søde kommentarer til mine indlæg gør, at skildpadden måske fremover vover at stikke hovedet lidt længere ud af skjoldet. Personlig, men ikke privat, er vist ordnene.
Hvis du har hængt på helt til nu, vil du sikkert efterhånden begynde at overveje om der er en slagt pointe i alt det her. Har hun noget på hjerte? Og ja, det har hun faktisk. I dette indlæg forekommer hverken strik, bagning eller ungernes opvakte kommentarer.
I dag er Helten rejst til Afghanistan, hvor han skal arbejde en måned i Kandahar. Tør øjenene, og tag en tudekiks, fru Kvist, en måned blev der sagt. Mange andre er afsted et halvt år ad gangen, og en måned går hurtigt. Kandahar Airfield er et af de mere sikre områder (alt er jo relativt), og han skal ikke på patrulje i terrænet.
Han vil gerne gøre sit til at redde verden. Jeg har tænkt mig at koncentrere min indsats om den hjemlige logistik, og ikke mindst, at sørge for børnene kommer lettest muligt igennem det. Den ældste er en rigtig lille tænker og meget knyttet til sin far, så det bliver nok en lang måned for ham.
Men husk nu:
Det er kun en måned, kun en måned, kun en måned, kun en måned...
Puha, det må være hårdt at tage afsked med magen og goddag til alle bekymringerne!
ReplyDeleteApropos dine tanker om at blogge og dermed blotte sig selv og familien, så har jeg blogget i 3 år efterhånden; jeg har fra starten valgt at nævne mine børn ved navn, og det er heller ingen hemmelighed, hvor jeg bor, men alligevel er der er kun én i min omgangskreds, der kender til bloggen, og det er min tidligere blogpartner Mette, som var med til at starte bloggen op!
Jeg er aldrig blevet "opdaget", og når jeg tænker på alle de dejlige kvinder, jeg har fået kontakt med, er det klart en win-win situation ;-)
At du vælger at give dine nære "dæknavne" generer overhovedet ikke mig som læser, din personlighed og din familie skinner fint igennem alligevel!
Det er KUN en måned ;) ja det kan du sige til dig selv mange gange! Jeg husker da min bror var afsted i 6 måneder. Der sagde jeg også KUN 6 måneder :) Tiden GÅR også hurtigt, især hvis man har god kontakt imens, som vi havde via mail med min bror. :)
ReplyDeleteJeg blogger med navns nævne af alle familiemedlemmer. Der er dog grænser hvad jeg blogger om. Der er personlige ting og der er private ting! :)
Og den grænse kan kun du selv mærke :)
Jeg har endnu ikke fået noget negativt retur, pga min blog og den måde jeg skriver på! :)
Pyha, jeg sukker lige dybt på dine vegne. Den måned skal nok gå om hurtigt...
ReplyDeleteJeg har også haft svært ved at bedømme om og hvorvidt jeg skal skrive om mig selv / familie, men du mærker nok selv bedst hvor grænsen går.
Jeg hænger på hos dig, som jeg har gjort i noget tid, og vil tælle ned sammen med dig også, den måned skal nok gå...
Ja , jeg har det nok som de øvrige der har kommenteret...skriver om mine børn og mand med navns nævnelse...er heller ikke ked af at skrive om, hvor jeg bor...men jeg skriver ikke ret meget om helt private ting...for det er ikke interessant for andre, og heller ikke vigtigt for mig at fortælle...for her er det jo at anonymiteten træder ind...men tæl nu dage , og se der går ikke længe, førend det meste af tiden er gået.
ReplyDeleteDu mä endelig ikke stoppe, eller overhovedet overveje at holde op med at skrive.
ReplyDeleteJeg äälsker at kigge ind forbi hos dig. Og hvis bloglines viser at du har et indlæg, sä læser jeg med det vuns din blog.
Også selvom du ikke just har meget strik at skrive om...jeg selv har vist ogsä strik nok pä hjernen.
For mig er det let. Jeg bor i et andet land, sä der vil næsten aldrig være nogle, der vil kunne genkende mig og min familie ud fra det jeg skriver pä bloggen.
Og sä mä hver for sig beslutte hvad man vil skrive om. Hvorvidt man går, er op til hver eneste blogejer selv.
Jeg føler med dig när du nu sender din mand afsted til den anden ende af verden. Det er hårdt!
Men sä meget dejligere bliver det ogsä när han kommer hjem til jer igen. Tænk pä det!
Du fär lige et stort kram herfra, og jeg gælder mig til at høre fra dig igen.
Laila i Schweiz
Et kæmpe knus til dig, en måned uden manden kan føles som rigtig lang tid og vil til tider gøre det. Men han vender tilbage og du ved hvornår.
ReplyDeleteMed hensyn til anonymiteten. Så vil min familie (mand, baby...) aldrig blive omtalt ved navn på min blog.
Måske er jeg også en kylling, men mit navn bliver googlet i arbejdsøjemed og det er ikke så smart, hvis fru strikkeforskers blog dukker op blandt de faglige...
Det der gør en blog god, er historierne, meningerne og skriveriet, ikke hvor meget man krænger sjælen ud.
Jeg kan sætte mig ind i det med bloggen, Fru Kvist, men jeg kan i den grad ikke sætte mig ind i savnet og manglen - og lidt uro - som du må føle pt. Jeg føler lidt med dig her gennem bloggen!
ReplyDeleteHåber at måneden går hurtigt for dig.. Det gør ikke noget med anonymiteten, der jo trods alt grænser for hvad man vil have at andre skal læse, og personligt er jeg heller ikke interesseret i at læse om meget private ting, men kigger med for at blive inspireret til forskellige former for håndarbejde, men når et sygdomsforløb el. lign. bliver krænget helt ud i de mindste detaljer, så er jeg videre til næste blog, for hvad kan jeg bruge det til.... Og her er der heller ikke ret mange der ved at jeg har en blog, for hvis de ikke har interessen for strik på samme måde som vi andre har, så har de heller ikke noget ud af at læse med...
ReplyDeleteOg så regner jeg da med at møde dig igen på strikkecafeen... God vind resten af ventetiden :o))
En maaned kan godt foeles som et helt aar, men du faar nok saa meget at se til som enemor, at dagene vil flyve afsted. Jeg kender flere der har vaeret afsted og de har alle efterfoelgende sagt, at det ikke var saa slemt som de paaroerende havde troet. Vi ser jo kun det, pressen vil ha´ at vi ser, og det er ikke noedvendigvis den normale dagligdag.
ReplyDeleteMed hensyn til bloggeriet, saa synes jeg at det er helt ok at vaelge den lidt mere anonyme vej. Jeg nyder dine skriverier ogsaa uden at kende navnene paa dine kaere, og jeg synes ogsaa, at der er graenser for, hvad jeg vil dele med verden.
Mange hilsner
Angelika
Tusind tak for alle jeres søde kommentarer!
ReplyDeleteJulie, velkommen til. Jeg kender godt din blog, alle dine smukke døtre og de flotte ting du laver. Jeg tror egentlig ikke det ville genere mig, hvis nogen jeg kendte fandt mig, det er mere tanken om at alle kan komme til. På den anden side, hvis man vælger et lukket forum, går man jo netop glip af mange af de tilfældige møder i Blogland.
Pyhh, Tina, 6 måneder...Du er helt klart mere modig end jeg på bloggen, men det kommer vel efter hånden.
Tak Tineke, det varmer!
Anne, du har helt ret. Og eftersom jeg engang har vist et billede af udsigten fra mit hus, der inkluderer et karakteristisk bygningværk, er det heller ikke svært at regne ud hvor jeg bor...
Tak for krammet Laila. Det er ikke fordi jeg overvejer at stoppe med at blogge, for mig var det bare en grænse at overskride, da jeg skrev om udsendelsen til Afghanistan.
Tak skal du ha´, Ulla! Mit eget fulde navn indgår ikke, af samme grund - jeg vil gerne have at ligesindede kan finde min strikke (og ævle-)blog, men den skal helst ikke dukke frem når man googler mig i professionel sammenhæng.
Tak for ordene, Zette!
Jette, selvfølgelig ses vi igen på strikkecafeen! Men nok ikke lige den 6/3 hvor Helten efter planen vender hjem.
Angelika, du har ret mht. tiden, der er jo nok at se til. Godt jeg ikke er alenemor hele tiden!
Jeg nyder altid at lægge vejen hér forbi og havde såmænd slet ikke bidt mærke i dæknavne og dén slags, det betyder jo ingenting for sammenhængen ;-)
ReplyDeleteHos mig kan jeg snildt bruge mit eget og familiens navne, vi er nemlig slet ikke berømte for noget som helst, der kan Googles *GGG*
Jeg håber den næste måned vil gå let og smertefrit - for både jer og manden (især!)
Knus fra Vivian
Egentlig forstår jeg godt din blufærdighed og jeg deler den til dels også.
ReplyDeleteJeg læste også blogs lææænge før jeg selv begyndte at skrive, og selvom jeg ikke holder hverken mit eller mine børns navn gemt, holder jeg mange ting skjult. Ikke så meget fordi jeg er nervøs for at blive genkendt, nok mere fordi jeg tænker at "mit helt almindelig hverdagsliv, det kan da ikke være særlig interessant for andre..." selvom jeg selv elsker at læse om andres helt, helt almindelige liv!
Men jeg synes nu sagtens at man kan lære folk at kende alligevel, også selvom man ikke ved alt om dem. ofte fortæller de ting der står mellem linjerne lige så meget..
Det må være drønhårdt at være alene hjemme med børnene, men som andre også har skrevet; en måned går hurtigt..
Berømt, jamen Vivian ved du da ikke at fru Kvist i virkligheden er XXX???
ReplyDeleteOnly joking, de fleste, der læser min blog ville nok kede sig halvt ihjel, hvis de læste noget fra mit job. Og vice versa, i øvrigt.
Bodil jeg er enig. Hvis folk virkelig har lyst til at snuse rundt på min strikke og ævle-blog, så skal de da næsten have lov...Også jeg synes at bloggene er en sjov måde at få indblik i både små og store begivenheder, og netop hverdagsliv.