For mange år siden, da fru Kvist var frøken Kvist og teenager, kom hendes gymnasiekæreste med et kassettebånd (så længe siden er det...), han havde fået optaget. Han vidste ikke hvem kunstneren var, men båndoptageren blev tændt, og ud væltede den mest utrolige stemme jeg nogensinde havde hørt. Hæs, spruttende og hvæsende, kunne bestemt ikke kaldes smuk, men alligevel fascinerende som få. Hvis man gav sig tid til at lytte til teksterne, kunne man også konstatere, at der bag den sære røst gemte sig en stor poet. Vi anede ikke hvem han var, og fik også snart andet at tænke på, da studentereksamen stod for døren, og derefter, for mit vedkommende, et års ophold i USA.
Næsten et år senere gik jeg rundt i en pladeforretning i Boston, og sandelig siger jeg jer, pludselig strømmede den samme stemme ud af højttalerne. Selv om sangen var en helt anden, og lang tid var gået, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg havde fundet ham, og jeg har elsket ham lige siden.
Her er han (jeg kan ikke lige forklare den dybere mening med badekarret, faktisk ligner han ikke helt sig selv, men stemmen gør!).
No comments:
Post a Comment