Dyrplageri?

Jeg har købt en bog til min mors fødselsdag. Denne skelsættende begivenhed må naturligvis deles med nogen.

Moi:
"Se lige den her bog, jeg har købt til min mor. Den hedder "Filtede Hunde"

Helten, som er en stor dyreven, oprigtigt chokeret:
"Arj, er det da ikke synd?"

Herefter fulgte et af de særlige øjeblikke, man kan have, når man kender hinanden rigtig godt. Vi kunne simpelthen se, at vi tænkte nøjagtig det samme. Mine svigerforældre har en tibetansk terrier ved navn Oliver. Han er den sort/hvide forrest til højre. (Yes, han er en celebrity)


Oliver består af 90 % pels med en meget lille hund inde i midten. Præcis hvor lille han er, fandt vi ud af en dag, hvor min svigermor naivt mente han kunne vente et øjeblik udenfor vores dør, fordi han var dyngvåd. Hunden var af en lidt anden mening, og gik derfor resolut ind ad kattelemmen.

Nå, men den fælles tanke var "hvordan mon Oliver vil se ud efter en tur på 60 grader?"

Det får vi nok ikke lejlighed til at teste, men bogen er bare helt uimodståelig.


Lige siden den udkom har jeg ledt efter en lejlighed til at købe den. Det var måske at strække den lige rigeligt at påstå, at den kan indgå i mit strikkebibliotek. Min mor er pensioneret lærer med mange håndarbejdstimer bag sig, og har således lært flere generationer af østfynboer at strikke. Dog ikke fru Kvist, lad os bare kalde det uforenelige temperamenter. Nu hvor hun er pensionist kan hun tilsyneladende ikke helt slippe lærergerningen. I stedet for at bibringe børn kunsten at strikke, lærer hun nu ældre damer (og mænd?) at filte. Jeg forestiller mig også at jeg skal have et kursus en dag, idet jeg antager at temperamenterne er blevet lidt rundere med årene. Jeg har dog en snigende mistanke om, at de japanske hunde ikke er et begynderprojekt...