Me too, en SAL (Snøvl ALong)

Fru Kvist er som bekendt ikke den hurtigste knallert på molen, når det gælder om at være med på det sidste nye strik. Udførelsen af diverse projekter tager som regel også længere end først antaget, så det er endnu ikke lykkedes mig at blive en del af en KAL. Nu har jeg imidlertid forelsket mig totalt i et sjal fra en KAL, nemlig SuperKarlas ønskekappe. Det ses i mange smukke udgaver, f.eks. her, her eller her.

Jeg har dekreteret anskaffelsesstop efter at to af mine strikkende veninder uafhængigt af hinanden har erklæret, at jeg har mindst 10 gange så meget garn på lager som de har. Det bekymrende er, at de på en eller anden måde vidste det, uden at de overhovedet har set mit lager. (Flash my stash? Ikke her! SABLE, Stash Acquisition Beyond Life Expentancy? øhm ja, i hvert fald hvis tempoet ikke sættes op, alternativt at jeg bliver 237 år).

Nå, men det gode ved et fornuftigt garnlager er jo, at der er garn til det meste. Og mon ikke der skulle være et par bundter denimfarvet Kauni?

Så er vi kørende. Som mange andre kan jeg konstatere at det er svært at stoppe, når man er i gang. Modsat mange andre kan jeg også se, at jeg bliver nødt til at fifle lidt med farverne. Ikke at sjalet skal være skakternet, eller på nogen måde regelmæssigt, men der skulle da gerne være lidt farvespil i det. Jeg begynder at forstå, hvorfor Vivian Høxbro hævder at dominostrik er vanedannende.