Monday, July 14, 2008

Bryllup med bonusoplevelse


I weekenden nåede vi også lige et bryllup. Et par af vores allernærmeste venner blev gift. Det er altid dejligt at komme til bryllup og i dette tilfælde skete der noget uventet, som Helten og jeg ikke engang ville have haft fantasi til at finde på, hvis vi skulle have arrangeret en overraskelse til the happy couple.

Bruden, min veninde siden barndommen, er typen, der godt kan lide at have styr på det hele og som ynder, at ting bliver gjort med stil. (Det tør jeg godt skrive, selv om jeg ved hun læser med!). Alt var derfor arrangeret så det bare klappede; vielse på det stemningsfulde gamle rådhus og efterfølgende lækker frokost i meget smukke omgivelser.

Der var bare en enkelt detalje, som var undsluppet brudens falkeblik. Lige nøjagtigt i denne weekend var byen ramme om en nordisk kongres for LIREKASSEMÆND.

Forestil jer at ankomme til Rådhuset, hvor lirekassemænd og -kvinder stod i stærkeste opstilling og drejede på håndtagene som var det livet om at gøre. Trés tjekket!

Forestil jer herefter brudeparret efter vielsen træde ud fra Rådhuset i en byge af ris, hvorefter først Mendelsohns Bryllupsmarch og bagefter Brudevalsen gjalder ud over hele indre by, så der ikke var nogen vej uden om at træde brudevalsen til lirekasseakkompagnement midt på torvet.


Det var ubetaleligt! Mine mundvige ryger automatisk opad hver eneste gang jeg kommer til at tænke på det....

4 comments:

  1. Hvor godt ;-) og tillykke til brudeparret..livet er jo fyldt med overraskelser, så hvorfor ikke starte med en allerede på bryllupsdagen?

    ReplyDelete
  2. Fantastisk!! Helt enestående...og jeg er sikker på at hende den tjekkede heller ikke kan lade være med at trække på smilebåndet hver gang hun tænker på det i fremtiden.
    KH Britt

    ReplyDelete
  3. Og det er den slags detaljer man aldrig nogensinde glemmer :-)

    ReplyDelete
  4. I har ret alle tre, det var virkelig noget helt specielt. Og selv om det ikke lige helt var hvad bruden havde tænkt sig, så kan hun sagtens grine af det.

    Dansebillederne bliver gemt til fremtidig afpresning;-)

    ReplyDelete