Survival kits

Heltens:

Mit:

For læsere af denne blog fordrer mit kit nok ikke så megen forklaring. Det var, hvad der skulle holde mig fra at blive skør, den gang det forlød, at vi skulle køre i bus fra Lissabon til København. Et strikketøj, læsestof (lidt semifagligt og en roman), så er man da ikke helt fortabt, vel? Farvekoordinationen er tilfældig!

Helten hævder at kunne løse næsten ethvert problem med hvid uelastisk sportstape. Derfor har vi altid en rulle med ud at rejse. Visse mennesker mener, at gaffatape tjener samme formål, men de har nok aldrig stået et øde sted og skulle have tapet en brækket tå eller en hullet højre pegefinger som følge af...ja gæt selv.

Atlanterhavstopstykket på billedet er MIT, mit som i "jeg er helt ligeglad med at modellen klæder min søster helt formidabelt og farven står perfekt til hendes øjne". Nu er det min tur!

Hvor mange fejl kan man strikke på én (simpel og velbeskrevet) model?

Jeg kan endnu ikke svare, for tallet vokser dag for dag, men jeg arbejder på sagen. Modellen er Rasmillas voksne Amaya, og jeg tør godt garantere, at det ikke er opskriften, den er gal med. Trøjen blev påbegyndt i en stresset periode, hvor der var brug for en enkel og velskrevet opskrift, der ikke fordrede for megen selvstændig tankevirksomhed. Valget faldt på Amaya, som jeg allerede har strikket i børneudgaven til yngste med stor succes. Min er i Supersoft fra Holst i den smukke Venetian, som jeg bare ikke kan fotografere, så den ydes retfærdighed.

Det er jo ikke specielt dyrt at strikke i Supersoft, men hvis man prøver at beregne prisen pr. times strikkeaktivitet i min Amaya, så bliver prisen direkte rørende.

Skal vi tage fejlene fra en ende af?

1. Størrelsesoptimisme: Min Linnea er størrelse small, og den passer perfekt. Nåede ca. 15 cm på ryggen af Amaya, før det gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne knappe den. Om igen.



2. Flagermusærmer??? Af en eller anden årsag fik jeg lavet enorme ærmegab. Et hurtigt tjek bekræftede at der ikke er tale om en 80'ermodel (pyyyh). Om igen.



3. Manglende maskeoptælling: efter at have genstrikket forstykkerne konstaterede jeg, at der var en maske mere ind mod halsudskæringen i den ene siden end i den anden. Ja, det kunne ses, meget, da mønsteret jo er i lodrette paneler. Om igen.



4. Manglende rækkeoptælling: til min forbløffelse lykkedes det mig at strikke skuldrene sammen og strikke en nydelig halskant uden flere uheld. Hurra, jeg har alligevel ikke mistet alle mine strikketalenteter. Eller..øh...vent lige. På det ene forstykke sad halsudskæringen en mønsterrapport højere oppe end på det andet. Om igen. Af med halskanten, op med skuldersømmene, pille den side af forstykkets halsudskæring op, hvor der ikke er omhyggeligt placerede knaphuller. Husk på Ruth Sørensens udødelige ord fra Webstrikfestival 2009:"Det kan godt være det har taget timer at strikke...men så lang tid tager det jo slet ikke at pille det op!". Af en eller anden grund føles det altid mere langsommeligt at strikke noget anden gang.



5. Ærmelængde: Ærmer med trekvartlængde, super, det har min Linnea og det fungerer rigtig godt. Da jeg havde strikket Amayas ærmer var der bare lige et problem: de lignede ikke trekvartærmer, de lignede bare lange ærmer, der var for korte. Om igen, af med ærmekuplerne, på med nogle ekstra centimeter, og så selvfølgelig ærmekuplerne en gang til.
   

Aktuelt mangler jeg kun sammensyning og montering af knapper, men jeg tør slet ikke spå om hvor meget der kan nå at gå galt endnu. Ærmer med vrangen ud? Knapper på bagsiden? Måske jeg bare skulle gå over til at folde avishatte i stedet?

Slow down!!!

Sig mig, lå her ikke engang en blog? En blog af den type, der lader som om den er en strikkeblog, men hvor lange pauser og en del rygsvømning forsøger at dække over, at der faktisk ikke bliver så meget strik færdigt, fordi andre ting altid presser sig på.

Nå, men NU skal der andre boller på suppen (Yeah right, fru K!). Jeg elsker blogverdenen, jeg elsker at være en del af strikkebloggernes univers, men er også helt med på, at man jo også selv skal bidrage. Hvis alle drev deres strikkeblogge (for ikke at tale om deres Ravelry-sites) på mit aktuelle niveau, at så ville der ikke være meget at komme efter. Kort sagt, når jeg trods gode hensigter ikke kan nå at være her, må der være et eller andet, der skal justeres.

For nu at bruge en slidt kliché, så har min hverdag de sidste uger føltes som en karrusel, hvor det bare handlede om at hænge fast efter bedste evne, for ikke at falde af. Egentlig startede det vel helt tilbage da jeg var syg, og for første gang nogensinde var væk fra arbejde i 3 uger. Herefter havde jeg lige 4 arbejdsdage inden ferien, til at få indhentet det forsømte samt pakke hele mit kontor ned så det var klar til at flytte en etage op. (In case you were wondering, nej, jeg nåede det ikke). Ferien var skøn, men noget længere end først antaget. Ikke at vi skal klage over forløbet: efter Madeira strandede vi 3 skønne dage i Lissabon med alt betalt, inden vi blev fløjet hjem. Herefter havde vi lige weekenden til at klare den liste, der var blevet forfattet over Ting, der Skulle Ordnes I Hus og Have, samt vask af 4 menneskers tøj fra 10 dage + alt det løse, inden jobbet kaldte igen.

Tilbage på jobbet, i mit nye kontor, blandt flyttekasser og uden netforbindelse (arghhh! hverken kabel, hot spot eller VPN virkede), viste det sig, at både chef og kolleger havde savnet mig rigtig meget?. Desværre ikke (kun) på grund af min sprudlende personlighed, men fordi der lige var en lille stak haster, haster-meget og haster-rigtig-meget opgaver, som jeg åbenbart lige var den rette til at klare. Fint nok, we aim to please, etc. men jeg havde nu lige tænkt mig at afsætte en pæn del af de fire dage i ugen (op til Kr. Himmelfart) til at forberede noget undervisning, jeg skulle levere på et seminar i Berlin i denne uge. Nå, men hvem klager, foredraget blev færdigt, det er da det man har weekender til, ikke? For slet ikke at tale om den ene sene nat på hotellet i Berlin.

Jeg kom hjem igen i nat med en følelse af have gjort mit på arbejdsfronten, men så til gengæld at skylde på alle andre fronter. Nu da ungerne er blevet krammet og tasken pakket ud, er det vist tid til lidt genoplivning af bloggen inden Helten vender hjem. Hvis nogen stadig hænger på såvel bloggen som dette lange ævle-indlæg, har I altså fortjent at få lov til at se noget strik. Det kommer, om end ikke i færdig tilstand. Stay tuned for den dobbelt-(muligvis trippel)strikkede Amaya, Atlanthavstopstykket, det dødsdømte Bagtanke-ærme samt farveudkast til Folklore, hvor inspirationen kom fra uventet kant.