Friday, July 2, 2010

Kali mera

Det Kvistske Departement for Hasarderet Ferieplanlægning (KDHF) besluttede sidste fredag eftermiddag, at familien ville have godt af en tur til Grækenland. Vi trængte til at komme lidt ud. Den første uge i min ferie bød på en kandidatfest i København, en koncert for hele familien i Nyborg, en afskedsfest (inkl. violinkoncert) for børnehavestuen, strik af to sjaler til brug ed afskedsfesten, en sommerfest for min afdeling, holdt hos os, en indflytterfest i Jylland plus alt det løse. Gode aktiviteter allesammen, men lige rigeligt på en uge, der fulgte efter hektiske dage på arbejdet, hvor jeg skulle gøre klar til 8 (ja, som i otte) ugers fravær.

Nå, men billetter blev bestilt og betalt fredag eftermiddag, resten af fredagen blev der vasket i bund og ryddet lidt op. Lørdag formiddag fik vi pakket, lørdag eftermiddag kørte vi til indflytterfest (eller hvad det nu hedder, beboerne har faktisk boet der hele tiden under den lange ombygning), søndag morgen ringede vækkeuret kl. 4.30 i gæsteværelset på toppen af bakken og kl. 7.00 sad vi i flyveren med kurs mod Rhodos.


Det er faktisk lige hvad vi trængte til, selv om Helten og jeg indtil for få år siden ville være besvimet ved tanken om at bo på et såkaldt family resort. Der er 6 pools og masser af andre børn, så vi behøver ikke gøre os særligt umage for at udtænke underholdning. Der er også kæmpeskak , som det meste af tiden er et hit. Ind imellem kommer 2 små forargede skakspillere og fremsætter gensidige beskyldninger, der rangerer fra direkte snyd til kreativ fortolkning af reglerne. Skak er en Far-ting her hos os, så Helten må fungere som instruktør, overdommer og Kofi Annan i en og samme person.

Byen Rhodos er spændende, ikke mindst for ældste, der elsker riddere og middelalder. Den gamle bydel er et flot bevaret (og restaureret) fæatningsværk, der blandt andet rummer et Stormesterpalads fra Hospitalarordnen, (senere Malteserridderne). Desværre er den stor del af den gamle bydel fyldt med turistbutikker, der sælger souvenirs af tvivlsom kvalitet.

Foreløbig må I tro mig på mit ord, når jeg hævder, at der også bliver tid til siesta-strik. Vi har tilkøbt verdens måske langsomste netforbindelse, og jeg har ikke tålmodighed til at uploade flere fotos. Derfor vil jeg også vente med de to lynstrikkede sjaler, der gjorde, at jeg fik så ondt i alle strikkerelaterede muskler, at jeg ligefrem måtte holde pause en hel dag.

3 comments:

  1. Hold da op. Det må da have været stressende at komme afsted efter den uge. Og 8 ugers fravær! Vil du sælge et par uger? ;-)
    Jeg var også til indflytterfest lørdag hos nogen, der havde boet der under hele ombygningen. Det var i Løgstør.
    Det lyder, som om Rhodos stadig er en dejlig ø.
    Fortsat rigtig god ferie!

    ReplyDelete
  2. Uha Fam Kvist på Rhodos var der jo et par stykker, der grinede lidt af i et tog forleden :-) Men det lyder som et tiltrængt ophold efter en hektisk uge. Nyd dine 8 ugers ferie, hvordan lykkedes det dig, at gøre det hvert år?
    Har du (eller helten) en sms fra os?

    ReplyDelete
  3. Tak Ann. Desværre er der ikke så meget som en time til salg, tiden flyver bare afsted.

    Ulla, det er da rart at kunne stå for underholdningen in absentia.Jeg har skrevet til Kirsten, at den 15. passer mig bedst.

    ReplyDelete