Hattedame

10 små huer blev det til. 9 i forudsigelige babyfarver og en enkelt i lidt kækkere udgave, hver velvilligt modelleret af Thomas, som er en build-a-bear, som er en hund, som er opkaldt efter en kat, nemlig Thomas O´Malley fra Aristocats. Såvel hunden som logikken tilhører Yngsteøglen.

Der er ikke så meget at sige om huerne. Jeg bliver aldrig vild med at strikke i tynd bomuld (eller bomuld i det hele taget), og kønt bliver det jo heller ikke, hvis man bedømmer den tekniske udførelse. Til gengæld må man sige at de små varme hoveder på Cuba er vigtigere end den østfynske forfængelighed. Nu er huerne sendt af sted og havner forhåbentlig snart i en af Christines flyttekasser.

Det viste sig hurtigt, at mens det var okay at strikke huerne, så var det meget kedeligt at fremstille bindebånd. Derfor er der eksperimenteret lidt: nogle er hæklet med kædemasker, andre med fastmasker, nogle er strikke i I-cord med 2 masker, andre med 3, men de fleste er strikket som det Bente Geil kalder snupsere. Det går ud på at man strikkeopslår et passende antal masker, og derefter lukker dem af igen på næste pind. Lidt må man jo gøre for at opretholde underholdningsværdien, og fru K har aldrig været god til at gøre det samme mange gange i træk, uden mere eller mindre forsætlige variationer over temaet.

Det har været sjovt at være med i projektet, og egentlig er det ret fascinerende, hvad Strikkeblogland kan udrette, når vi løfter i flok.