Snoningens år

Eller: hvad har hun dog lavet i al den tid, 2:

For meget lang tid siden blev der indkøbt garn og opskrift på Liva fra Rasmilla på en messe hvor Sanne og Co optrådte med en stand. Opskriften var ny (jep, så længe er det siden), og jeg prøvede en model i størrelse M. "Den skal være 6 cm længere, men ellers passer den perfekt" fastslog Sanne med kendermine. Godt så, hjem og i gang. Min strikkefasthed var for løs, men regne, regne, regne, målene passede faktisk perfekt hvis jeg tog maskeantal til str. S og længden i M + 6 cm.

Skønt strikketøj, som altid med Sannes opskrifter kan man glæde sig over de mange fine detaljer. Den var hurtigt strikket i 3 dele (Sanne elsker sidesømme), og så skulle den ged jo være barberet. Men ak, en hurtig prøvning afslørede, at den var en hel del for lille. Hm, det kan der jo være flere forklaringer på, hvoraf ingen er særligt smigrende for fru K.

1. Måske husker jeg forkert, det var ikke en M, men en L jeg prøvede i sin tid. (Indrømmet, hukommelsen er ikke altid min bedste ven)
2. Jeg er dårligere til at regne end jeg selv forestiller mig (Ikke godt, regning er en stor del af min hverdag på jobbet, men på den anden side kunne det måske forklare nogle af sundhedsvæsenets økonomiske problemer?)
3. Måske er jeg simpelthen vokset en størrelse siden messen ( for grum en tanke til at overveje nærmere)

Der er selvfølgelig flere løsninger. Hvis det var koldere i vejret kunne projektet blive kyleti pejsen. Jeg kunne også forære den til en slankere person, eller trævle hele projektet op igen. Løsningen blev dog mindre radikal: Vendestrik er min ven. Jeg har simpelt hen strikket kiler i siderne i vendestrik, og hvis jeg selv må sige fungerer det ret godt. I tusmørke og den rigtige vinkel kan kan måske ligefrem få den idé at det var meningen.

Jeg har vendt idéen med Sanne (no pun intended), tidligere på året var jeg nemlig så heldig at komme til strikkeaften i hendes fantastisk hyggelige garnforretning på Amager. Væg-til-væg strikkende kvinder, og et par gode strikkeveninder lokket med, min sjæl, hvad vil du mere? Har I forresten bemærket, at Rasmilla nu skal til at holde åbent hver dag? Må se om jeg ikke kan få rodet mig ind i lidt flere kurser og projekter, der bringer mig til København jævnligt. Selv om webshoppen fungerer upåklageligt, er der nu ikke noget som at være der selv.

Hov, glemte jeg faktaboksen?

Model: Liva fra Rasmilla
Garn: 206 g. Rasmillas yndlingsgarn (vejet efter vask og med knapper, så måske man kan nøjes med 4 nøgler. Det hjælper måske hvis man vælger den rigtige størrelse fra starten). Farven hedder jeans og er gråblå som på det første billede.
Pinde: Knit Picks Pro 3 og 3½.
Ændringer: Nød lærer nøgen kvinde at strikke kiler i vendestrik. Vesten er 6 cm længere en modellen.
Hot or Not: Hot. Garnet er lækkert og blødt, og kan sagtens bæres direkte på huden hvis man ønsker at bruge vesten som en top. Jeg har ikke lige fået taget et på-billede, men jeg kan oplyse at vesten sidder fint, selv om jeg altså ikke når op på siden af Sannes smukke model på smækkerhedsskalaen. Mindre kan vel gøre det (håber jeg).

Stay tuned, der kommer mange flere snoninger i nær fremtid.

Hvad har hun dog lavet i al den tid?

Exhibit 1 Et nyt forsøg på en fødselsdagsgave.

I min familie er vi allesammen flittige læsere, og der er derfor ofte bøger i pakkerne til jul og fødselsdag. Derfor kan man jo komme ud for, at man kommer til at give en bog, som modtageren allerede ejer. Det er sjældent et problem: en tilgodeseddel til en boghandel får hurtigt ben at gå på. Der, hvor det kan blive lidt pinligt er, når man kommer til at forære en bog væk, som modtageren ikke bare allerede ejer, men også ved en tidligere lejlighed har fremvist til den glade giver. Det skete for mig sidst min søster havde fødselsdag, og så måtte der jo handles hurtigt.

Heldigvis havde jeg anskaffet mig mønsteret på skønne Color Affection, og min svigermor havde lige en cone fra Helle på  lager i søsterens yndlingsfarve, Calypso. Så var det bare at komme i gang. Det meste af sjalet er strikket på en køretur til og fra Paris i foråret. Det er en utrolig nem opskrift, en af dem der deler vandene: nogle vil sige at det er kedeligt at strikke med alle de retriller, mens andre, herunder fru Kvist, finder det meget meditativt med strikketøj, der kan glide mellem fingrene af sig selv, mens man koncentrerer sig om andre ting. I dette tilfælde varetager opgaven som velfærdsofficer i bilen og distributør af frugt, slik og drikkevarer undervejs, samtidig med at der lyttes til lydbog og gives gode (om end sjældent værdsatte) råd til chaufføren. "Du kører hele vejen", som Helten udtrykker det, "jeg holder bare rattet". OK fordeling, han kan jo ikke strikke, vel?

Nå, men tilbage til sjalet: Jeg er vild med det og må også have strikket et til mig selv. Jeg elsker når ting er asymmetriske med vilje, hvor imod små skævheder (i selvfabrikeret strik) forstyrrer mig i en sådan grad at jeg hellere piller mange timers arbejde op end lever med det.  Jeg har lavet om på sjalet, for egentlig skulle det være i tre farver, men jeg kunne ikke lige komme i tanker om, hvilken farve, der ville gøre sig sammen med den koksgrå og den limegrønne, der er superflotte sammen. "Gul eller orange" foreslog en farveelsker, hvis navn er redaktionen bekendt, men det er farver, der dårligt nok indgår i mit ordforråd for slet ikke at tale om garnlageret. Eller, det vil sige, sådan var det. Min meget selvstændigt tænkende datter har fået lavet lidt om på det. Jeg har også lavet kanten grøn i stedet for grå. Det er med vilje, for jeg ønskede et grønt sjal med grå striber, ikke et gråt og grønt sjal.

Faktaboksen
Mønster: Color Affection fra 100% Rain AKA Veera Valmäki
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Calypso og Oxford
Pinde: Knitpicks, så vidt jeg husker 3½ (måske 4?)
Størrelse: 2,2 meter langt og 38 cm bredt på det bredeste sted.
Vægt: 145 gram i alt, mest af den grønne.
Ændringer: Se ovenfor, kun 2 farver, grøn kant i stedet for grå.
Hot or not? Superhot!

Hvis man ikke kan vende tilbage med et brag...

- kan man da altid forsøge sig med et lille pip, og så se, om der er nogen, der hører det.

Jeg har ikke været her i lang tid. Der er ikke sket voldsomme ting i Casa Kvist, men der er heller ikke blevet strikket alt for meget til fremvisning.

Vores forår var ekstremt travlt - vi havde begge fået samlet en voldsom bunke af kurser, seminarer og konferencer, så det har været lidt af et puslespil at få det hele til at hænge sammen.

For det ikke skulle blive for nemt, har vi også haft udvidet familien siden starten af april. På vores skole blev annonceret ankomsten af en japansk gæstelærer, så hvis nogle familier lige ville melde sig som værter... Sådan noget er lige Helten, så pludselig var mit højt elskede eget værelse (kaldet arbejdsværelse, i realiteten krea- og gæsterum, hjemmearbejde foregår næsten altid i køkkenet) inddraget og den japanske lærer flyttet ind. Han har boet her siden, kun afbrudt af en måneds Tour de Europe i juli. I torsdags afleverede vi ham hos hans næste værtsfamilie.

Det har været sjovt og lærerigt for alle parter. Vi har fået både be- og afkræftet en masse myter om Japan. Vores gæst har været sød, sjov og forbløffende let at passe ind i vores familieliv. Vi har fået et værdifuldt indblik i hinandens kulturer og en masse god japansk mad! Heldigt nok underviser han i skolekøkken, og diverse retter må naturligvis afprøves før de præsenteres for skolebørnene. Meget har undret ham; "not normal in Japan", er en sætning, der har lydt mange gange. Jeg har kun godt at sige om oplevelsen, men det har også krævet tid og overskud. Det er utroligt, hvad man kan blive spurgt om, og det er gået op for os, at DK på mange områder ikke er et land, der gør det nemt for udlændinge at begå sig i det daglige. (Ja, jeg mente blandt andet jer, DSB og Offentlige Myndigheder). Han knokler løs for at lære dansk, ikke helt let, når man kommer fra et land hvor bogstavet R er ikke-eksisterende, og hvor hver konsonant kræver egen stavelse for at kunne udtales. Læg hertil at man heller ikke magter blødt D og Ø, noget af en udfordring. Der er blevet spillet fodbold med ungerne, skak med Helten og fru Kvist har lært ham...ja, gæt selv. Det har fyldt rigtig meget, men helt sikkert været det værd.

Nå, men nu er vi os selv igen, og kan gå med bar r*v i eget hjem, som Helten så poetisk udtrykker det, og i morgen starter hverdagen igen. Var det ikke en passende anledning til at komme op på hesten igen, og præsentere en (meget) lille parade af færdige og halvfærdige projekter? Måske man endda kunne gå så vidt som til at få lagt værkerne ind på Ravelry.