Monday, January 6, 2014

Exhibit 1, Grantræet

Tusind tak for de søde kommentarer til mit forrige indlæg. Jeg kan se min første bidrag til 2013-kavalkaden hellere må handle om Grantræet fra Marianne Isagers bog Snedronningen.

Den er et ægte hit, måske årets største, og nej, den er hverken model voksen eller til mig, men derimod til Yngsteøglen, der elsker den højt.


Det gælder både den røde side:  


og den blå:


Værket bliver beundret alle steder hun har den på. og den er dejligt varm, så der er virkelig tale om et hit. Hvem ved om den en dag opstår her på kanalen i voksenstørrelse? I forvejen har jeg regnet en del om, for som sædvanlig passer min strikkefasthed ikke. Størrelsen er nem at regulere, for man tilføjer bare ekstra juletræer, et ad gangen i den nederste række. Opskriften er, som Isageropskrifter er flest. Måske ikke direkte fejlbehæftet, men bestemt heller ikke en hvor der bliver svinet med oplysningerne. Strikke-suduko er der nogen der kalder det. Man skal dog ikke lade sig skræmme. Dominostrik er nemt, sjovt og logisk. Vivian Høxbro har skrevet en hel bog om emnet, og selv om jeg aldrig har strikket en Høxbro-model (for firkantede og for gule for mig) er bogen super. På Vivian Høxbros hjemmeside kan man ved samme lejlighed lære sig selv at strikkehæfte ender ind, en nyttig kunnen til en poncho med 18 farver i.

Faktaboks
Model: Grantræet af Marianne Isager fra bogen Snedronningen
Pinde: Knitpicks Pro, str. 3 og 3½
Garn: Supersoft fra Holst Garn i 17 farver samt Drops Lace i grå. Det samlede værk vejer 219 gram.
Ændringer: Jeg kunne ikke få strikkefastheden til at gå op, så efter lidt regnen frem og tilbage endte det med 15 grantræer med et par 4 ekstra masker (og dermed 4 ekstra pinde) i hver. Stammerne er strikket i dobbelt Supersoft i farven Grafit. Selve træerne er strikket i enkelt Supersoft. Den nederste række i farverne Graphit og Silver, den øverste i Graphit og 14 farver fra lageret og en nyindkøbt Poppy.

Jeg har ofte beklaget mig over mit manglende talent for at sætte farver sammen, men her har jeg forsøgt mig ud fra en farvecirkel, og selv om noget kunne være bedre, er det vist endt meget godt. Kroppen består af en tråd Supersoft i farven Silver og en tråd Drops Lace, der vist bare hedder lysegrå eller et nummer.
Længde: 51 cm. Jeg havde tænkt mig, at ponchoen skulle være kortere, men den unge dame havde en helt bestemt forestilling om at den skulle være som et uldent tæppe på en kold dag. Det må man jo bøje sig for, derfor længden. Indtagninger blev tilpasset undervejs, det var til at se sig ud af .
Hot or Not: Det fremgår vist....


Sunday, January 5, 2014

Velkommen til 2014

- det må vel være en passende overskrift for en sløv blogger, der hverken fik ønsket god jul eller godt nytår her på bloggen.


Jeg er ikke for spids til nytårsforsætter, men mon ikke jeg kan love at tilstræbe lidt mere aktivitet på bloggen?

2013 har været et godt år på mange punkter, men ikke et stort strikkeår og bestemt ikke et godt blogger-år. Helt forudsigeligt er mine planer mere strikketid, mere bloggetid og mere tid til at læse og kommentere blogs.

Jeg kan se rundt omkring at der bør laves en strikkestatus. Okay så, i første omgang en liste, efterfølgende følger billeddokumentation.

1 par sokker, (faktisk næsten 2 par!) til Helten
2 gange Lene Samsøes Tara-tørklæde fra Mere Feminin Strik.
1 Lady Marple
1 Grantræ fra Marianne Isager
1 Vanilla fra Helga Isager
1 Eva-sjal fra Arnika
1 Dryad fra Jared Flood (i en farve der muligvis vil give JF tandpine)
1 Mini-me til  Mini-me (hvis det lyder kryptisk kan jeg oplyse, at disse herrer er vores inspiration)
1 Cornwall Park Shrug af Kelly Brooker
1 Vest, model Larch fra Helga Isager
1 Vest, model Anemone fra Rasmilla
1 Vest med perlemønster fra Susie Haumanns All You Knit is Love
½ Overblik fra Annette Danielsens Strik en Stund

Kun to modeller er blevet dokumenteret på bloggen. Et par stykker har forladt matriklen uden jeg nåede at fotografere dem, men resten vil følge. Den allestedsnærværende Yngsteøgle har lovet at hjælpe med fotodokumentationen.

Vi ses i Blogland.....