Juleferiens syslerier

Som nævnt klarede vi os igennem en stor del af juleferien uden netforbindelse (men også kun lige). Derfor er jeg langt bagefter med nytårshilsnerne i blogland, men jeg håber alle har haft en godt nytår og tager hul på 2008 med frisk mod!

Ferien gik delvist med de traditionelle og uomgængelige familiejulefrokoster. Lidt tid blev der heldigvis til at få gang i fingerfærdigheder til både det ene og det andet:

Et længe næret ønske fra den 6-årige: We Call Them Pirates-huen

Faktaboks
Strikket i strømpegarn fra Kvickly, mørkegrå og råhvid. Der erbrugt lidt under et nøgle af den mørke og ca. et halvt af den lyse. Pind nr. 3. Mønstret er let at gå til når man altså lige har vænnet sig til at de lyse felter viser det mørke og omvendt. Dog synes jeg at ideen med at lave midlertidigt opslag, samle maskerne op til sidst og strikke ombukningkanten er unødigt omstændelig. Huen er lige det mindste, så jeg har lovet ham et lidt større, som jeg bare forestiller mig at strikke på 3,5.
Hot or not? Superhot, ungen har (udover en lidt større udgave) allerede bestilt de tilhørende vanter. Den lille ønsker sig desuden en hun kan forære til en dreng i børnehaven, som hun gerne vil være kærester med. Svært at sige om det vil forøge eller reducere hendes chancer....

Den lille fik et temmelig utraditionelt smykkeskrin: i princippet som de små fine skrin, hvor en lille balletdanserinde laver yndige pirouetter når man åbner det. Her er temaet imidlertid nogle Bratz-agtige damer, og hende, der roterer, udmærker sig primært ved at være iført kæmpestore støvler. Det mest besynderlige er dog melodien, i ægte spilledåse plingpling-lyd: ikke noget fra Svanesøen, ikke et tema fra en Disney-film, men derimod den udødelige klassiker "Når jeg står ved en bar og min lomme er tom". Jeg undres! Da fru Kvist ikke er meget for at ungen får udleveret de små fine guld- og sølvsmykker hun fik til sin navnedag til opbevaring under egen sikring, måtte mor & datter have gang i perliekassen og starte en mindre produktion, så der kunne komme indhold i skrinet. Egentlig meget hyggeligt...

Ingen jul uden lego til sønnen. I år er det største hit et Batmobil, som han, bistået af sin far har brugt mange timer på i ferien. Pyh, det er lidt af et arbejde. Fyldt med mekanik i form af tandhjul der griber ind i hinanden og små bevægelige dele. Sæt én klods forkert, og intet virker...Det bliver ikke mere overskueligt af at 90 % af klodserne er sorte. Ungen hygger sig gevaldigt med det, og det gør faderen såmænd også, selv om han sniger sig til at surfe eller læse avis ind imellem sine opgaver som rådgivende ingeniør på projektet.

Så er der lige...en forsinket julegave. Sikkert det mest mormor-agtige min veninde nogensinde har fået af en veninde, men siden jeg sprang ud som sokkestrikker, har jeg opdaget, at ALLE omkring mig elsker håndstrikkede sokker. Godt TV-strik og farven er meget pænere IRL.

Endelig mønstret, som efterhånden er blevet min signatur og som jeg kan i søvne. Normalt gider jeg ikke strikke på rutinen (i hvert fald ikke mere end nødvendigt for at få noget færdigt én gang), men der er noget utroligt meditativt ved dette mønster. Sjalet er til mig og skal være færdigt til et bryllup den 26. januar. Jeg skulle gerne nå at fabrikere et sjal til yngsteøglen også, dog i en lidt mere rustik model.