Sunday, February 3, 2008

Skoldkoppe-loppe i Kiri


Yngsteøglen har fået et stykke strik fra fru Kvists hånd, som hun er meget stolt af, og ENDDA GÅR MED! Be still, my beating heart. (En lille djævel spørger hvorfor fru Kvist overhovedet gider strikke til den lille krampe, når både veninder og familiemedlemmer eelsker at modtage hjemmestrik. Det er sådan en mor-ting, tror jeg). Det prikkede barn har skoldkopper, er sluppet billigt, men mener naturligvis selv at være hårdt angrebet.

Der er tale om et Kiri-sjal, som blev udtænkt til dem, der syntes Birch var for uoverskueligt. Birch starter med 30 mønstrrapporter, Kiri med 2. Man begynder i nakken og strikker ud af omkring en midterakse, der består af en række med to huller ned langs midten. Smag og behag om det er pænere end Birch´s ubrudte bladrækker. Jeg valgte det af dovenskab: gad ikke strikke prøver og beregne hvor mange masker der skulle til Birch i lille størrelse og helt anden garnkvalitet. Når man starter i nakken kan man til enhver tid slutte, når man ikke har mere garn, eller ikke gider mere. Det er helt klart en fordel. Hvis man fejlberegner garnmængen til Birch har man et problem - et trekantsjal skal jo helst være, nå ja, trekantet.


Faktaboksen

Mønster: Kiri, gratis hos All Tangled Up, sågar også på tysk og fransk, og i diagram!
Garn: 119 g. råhvidt superwash uld, som jeg mistænker for at stamme fra Kvickly.
Pinde: Addi Turbo nr. 4
Ændringer: Mønstret er skrevet til Kidsilk Haze og ser helt anderledes ud i glat uld. Jeg laved sjalet en del mindre. Der er en avanceret aflukning i mønstret, som jeg tror ville gøre sig i tynd mohair, men i tykkere uld blev det for klodset. Derfor helt almindelig aflukningskant.
Hot or Not? Hot synes mor og datter.

6 comments:

  1. Den er flot og lidt prinsesseagtig :-) God bedring !

    ReplyDelete
  2. Hvor er den flot og den klær hende da :) Det er super at lave noget de synes er fedt! (Det sker meget sjældent med min på 13 ... suk ) ;)

    ReplyDelete
  3. Jeg kan da slet ikke se nogle prikker på hende... jeg kan bare se hun ser sød ud - og yderst fotogen.

    Kiri - endnu en klassiker jeg IKKE har fået lavet - jeg håber sgu' jeg når at blive 2-300 år...

    KH Vivian

    ReplyDelete
  4. En dejlig sjal til en dejlig lille pige...forøvrigt hjælper lidt slik ogsä när man er syg, sä jeg håber at brormand delte lidt....

    Laila

    ReplyDelete
  5. Det er flot det sjal, og godt han fik lakridskonfekt, søde unger du har og at de vil fotograferes...

    ReplyDelete
  6. Tak, Angelika, hun vil elske at høre, at sjalet er prinsesseagtigt. Hun har det fint, har lige været til fastelavnsfest som (rødprikket) prinsesse.

    Tina, som det vist fremgår er det altså heller ikke så tit jeg rammer rigtigt med hende. Er der ikke noget med, at når man er 13, så er ens mor nærmest automatisk lidt håbløs.

    Vivian, tak for ordene. Lav sjalet til miss Gry, så er det hurtigt klaret. Måske skal vi allerede nu begynde at lægge planer for et strikke-olde-kolle, hvor der er gyngestole til alle og opskrifterne findes i Magna-print?

    Tak Laila. Jo, den lille har skam fået sin del.

    Tak Jette. Det er nu ikke altid, de er samarbejdsvillige, men lidt lakridskonfekt som bestikkelse hjælper jo altid...

    ReplyDelete