Før nogen begynder at undre sig over, hvorfor Fru Kvist pludselig føler sig foranlediget (for slet ikke at tale om kvalificeret) til at udtale sig om mode, skal jeg oplyse, at jeg har været på en efterårstur til Milano. Og ikke bare en mini-ferie, men en mini-ferie uden dem her,
Ellers gik dagene med at traske rundt i centrum og se på kirker, kunst og design samt bylivet i almindelighed, og så ellers finde små hyggelige steder, hvor man kunne få en god kop kaffe, eller nyde lidt italiensk mad. Det lykkedes os at finde den hyggeligste lille nyåbnede vinbar, hvor man udover ædle dråber (og hylestærk lakridssnaps) for næsten inden penge kunne indtage et fantastisk udvalg af delikatesser i form af pølser, skinker, oste, polenta, desserter og meget andet lækkert. Anden gang vi var der, aftenen inden vi skulle hjem, insisterede ejeren endda på at forære os en flaske rødvin fra sin svigerfars vingård.
Der var flere højdepunkter: Da Vincis Den sidste Nadver (som man skal bestille tid i forvejen til at komme ind og se) var et af dem, og en operaaften i La Scala var afgjort et andet. Billederne derfra blev ikke gode, men mon ikke man kan fornemme, at det er en opera fra før verden gik af lave: rødt fløjl, hvidt træværk, gulddekorationer i forbløffende mængder og enorme krystallysekroner.
Strik blev det kun til i flyveren frem og tilbage, så jeg kan føje til statistikken, at strikkepinden (rundpind, addi turbo i metal) gik glat igennem sikkerhedskontrollen både i København og i Milano.
Coming up: Pisavest 2 og blå Kiwi. Det kniber med strikketiden pt. og den mørkeblå Kiwi er svær at se i kunstigt lys, men før eller siden må det vel lykkes.