Oldemor med på noderne

Min fødselsdag, der altid falder på en regnvejrsdag midt i juli, (jep, også i år selv om der ellers var hedebølge. Det har i årevis været en stående joke i familien), kastede mange lækre gaver af sig, men kun én strikkerelateret. Den er til gengæld noget særligt:

Foto lånt fra forfatterens hjemmeside, hvor man kan se billeder af alle 6 modeller. Sjalerne er spændende, anderledes og i interessante farvekombinationer. Det hele er strikket i Isagers Spinni, hvilket giver et fint fald og en let gennemsigtighed. Det er en af de strikkebøger, hvor man straks får lyst til at smide hvad man har på pindene for at forsøge sig. Volt, som er sjalet på forsiden, kunne meget nemt komme på pindene her, når jeg altså liiige bliver færdig med noget af det andet. Den glade giver er Heltens 88-årige farmor. Selv om Oldemor bor et stenkast fra en af Odenses bedste garnbutikker, mistænker jeg Bonussvigermoderen for at have haft en foretagsom finger med i spillet. Hun har i hvert fald spurgt meget ivrigt til garnforbrug og farvesammensætninger til modellerne, så mon ikke hun har skumle planer? Med bogen følger i øvrigt en dansk oversættelse fra Isager(!).

Den røde rib fra forrige post er færdig, men den forsvandt fra matriklen inden jeg overhovedet kunne nå at vaske den eller hæfte ender, for slet ikke at tale om at tage billeder. Den glade modtager havde lige en nattevagt, hvor hun mente der var tid til at hæfte, og jeg er bestemt ikke den, der skal stille mig hindrende i vejen for at hun får lidt underholdning til de lange vågne nætter. Efterfølgende har hun lovet at udlånet værket til en fotosession, men om hun selv stiller op eller Fru Kvist må agere model står hen i det uvisse. En ting er helt sikkert: Pisa-vesten er en vinder! Faktisk blev jeg så tilfreds med resultatet, at jeg straks slog op til en til mig selv. Mere om den senere.

Rød rib fra Rhodos

Jeg har som sædvanligt gang i alt for meget strik ad gangen, men et projekt nærmer sig sin afslutning. Det drejer sig om Pisa-vesten fra Designclub.dk, som har været med på ferie. Familien Kvist gider godt at bade, men ikke at ligge på stranden eller ved poolen, så når vi ikke lige var på udflugt, blev der holdt en del siesta på vores skyggefulde terrasse. Gode bøger, Nintendo og strikketøj, så er hele familien tilfreds. Garnet er Supersoft fra Holst Garn og farven er endnu engang Venezia. Der er dog ikke tale om restestrik, da vesten desværre ikke er til mig, men derimod til Bonussvigermoderen. Den ville ellers passe fint ind min garderobe, der, trods halvhjertede sporadiske forsøg på at anlægge en mere voksen tøjstil, i høj grad stadig består af denim. (Har dog også nydelige jakker, men mest til når mit job kræver at jeg er forklædt som voksen). Der er selvfølgelig kun en ting at gøre; jeg må strikke en til mig selv bagefter.

Det gør jeg gerne, for det er et dejligt strikketøj. Eneste ankepunkt, at dobbelt Supersoft (eller for den sags skyld Duo som opskriften foreskriver) på pind 3½ giver et meget fast resultat, og er lidt hårdt for håndleddene. Bortset fra det er der tale om et strikketøj lige efter mit hoved: Vestens shaping (dansk ord?) indgår elegant som en del af mønstret, og jeg regner med at der skal sys lige nøjagtig 0 sting når strikningen er færdig. Jeg har nemlig tænkt mig at strikke skuldersømmene sammen, hvis jeg ellers kan få det til at passe med ribaflukningen, hvor de to masker i alle vrangribber skal strikkes sammen til en.

Der er ca. 300 masker på pinden, når man har fået samlet de to halvdele efter slidsen i ryggen, som jeg i øvrigt har lavet kortere end foreskrevet. Sjovt nok føles det ikke som lange pinde, fordi man hele tiden skal huske at tage ud og ind for at forme det flotte ribmønster. Pindene føles kun lange, når der skal pilles op, og det skal der ind i mellem, for selv om Superstrikkeren havde advaret om risikoen for at vende indtagninger og udtagninger forkert, er det alligevel lykkedes mig flere gange. Vesten er ikke svær, det er bare et spørgsmål om at koncentrere sig (eller huske sine maskemarkører) på rette sted.

Den røde rib får mig til at tænke på, om jeg dog ikke har en anden smuk rød rib, der er næsten færdig, men som frister en kummerlig tilværelse på bunden af en strikkekurv. Mere om dette senere....

To klassiske sjaler og den allersidste hoplanål

Bag denne lettere kryptiske overskrift ligger Yngsteøglens afsked med børnehaven. Den fandt sted for nogle uger siden og forblev ublogget på grund af akut ferierejse, men da den involverer strik (på akkord) må den lige have et par ord - og billeder - med på vejen.

Det er sært at tage afsked med børnehaven. Denne gang er det alvor, i modsætning til da Ældste stoppede, hvor vi vidste at vi havde tre år mere med Yngsteøglen. Vi har altid været meget glade for stedet. Der lægges stor vægt på musik og udeliv, hvilket passer vores unger rigtig godt. Da Yngsteøglen startede, fandt vi ud af, at det også var muligt at dyrke kreative sysler, et tilbud ældste havde valgt at forbigå i tavshed, da han hellere ville ud at lege. Yngste har til gengældt opretholdt en ubønhørlig masseproduktion af tegninger, perlekunst, klip & klister mm. over alle årene. Børnehaven har sine egne sange, har sågar lavet en cd med dem, ved et rent held i løbet af de få måneder, hvor begge unger gik der. Et sjovt minde at have.

Børnehaven har også en masse mere eller mindre skøre traditioner og ritualer. Et ritual, der i første omgang fik Helten og mig til at tro, at vi havde hørt forkert, er uddelingen af Hoplanåle. Den finder sted hver fredag, og begunstiger de børn, der har gjort sig heldigt bemærket i løbet af ugen. Heldigvis kan man udmærke sig på mange måder: ved at være en god kammerat, ved at kunne sætte navne på et landkort, ved at hjælpe med at dække bord og rydde op mm. Yngsteøglen har sågar engang opnået æren ved at lære replikkerne til den ene halvdel af en Monrad og Rislund-sketch udenad, så hun kunne optræde sammen med en af pædagogerne til fredagsfællessang: "Skødet er skrevet og gælden er Deres, Brodtgaard". Der er således vide muligheder for at opnå æren, og alle børn får en udmærkelse med jævne mellemrum.

Sådan ser en Hoplanål årgang 2010 ud:

Og sådan her ser man ud, når man har modtaget æren:


Hoplanålen er nu et overstået kapitel, Yngste er SÅ klar til at komme i skole. En nyindkøbt skoletaske er blevet vist frem til veninder, naboer og familie, og kun Fru Kvists nådesløse insisteren har afholdt ejeren fra at gå rundt med den permanent påmonteret i 30 graders varme. Helten og jeg har det lidt sværere med at slippe børnehaven. Som tilflyttere til byen har vi betragtet den som et af vores faste holdepunkter, og mange af de mennesker vi har lært at kende, har vi mødt her. Jeg har siddet i forældreforeningen og været chefredaktør (og eneste medarbejder) på børnehavens blad. En fase er slut, men mon ikke vi kommer på visit i ny og næ? Ellers kan vi jo komme til Bedsteforældredag, mener yngste, men mon ikke der er nogle år til?

Nå, men for nu at vende tilbage til det strikkerelaterede indhold: Hvordan siger man tak på en personlig måde, til de tre skønne mennesker, der gennem 6 år har været med til at give vores unger en rigtig dejlig hverdag? Rigtig gættet, med strik selvfølgelig. På ægte Kvist-facon kom idéen selvfølgelig til mig i sidste øjeblik, så der var lige en uge hvor der blev strikket igennem i hvert ledigt sekund. Grundet tidnød valgte jeg et par sikre satsninger: Shetland Triangle og Ishbel, begge vist masser af gange her på kanalen.

"Jeg elsker orange!" erklærede den ene pædagog en dag, hvor vi tilfældigt talte om farver. Det gør jeg absolut ikke, men jeg havde 200 g. Mandarin på lager, der egentlig var udvalgt af yngste til en Linnea. Der er mere hvor det kommer fra, og der var ikke lige tid til at bestille nyt, så derfor


Jeg bliver aldrig træt af mønstret: tænk at man med så lille indsats (alle mønsterpinde er ens) kan frembringe sådan nogle fine blade:


Faktaboks:
Mønster: Shetland Triangle fra Wrap Style
Garn: 180 g. Supersoft fra Holstgarn i farven Mandarin, strikket dobbelt.
Pinde: Knitpicks Pro. 5 mm. Fantastiske spidser til lacestrik og en æstetisk nydelse. Så må man leve med at de skal strammes af og til.
Ændringer: Større end originalen, fik det ikke lige målt.
Hot or not: hot hver gang. Måske jeg selv skulle have et? Modtageren var godt tilfreds.

Den anden pædagog fik en grønt Ishbel, den lille model (for obvious reasons). Farven var mit eget valgt, en meget smuk dyb grøn, der ikke ydes retfærdighed på billedet. Desværre kom jeg til at fornærme modtageren dødeligt, da jeg sagde, den var valgt fordi den ville passe flot til hendes rødblonde hår. Hun er aldeles ikke rødhåret, at jeg bare ved det! Hun blev dog hurtigt god igen da sjalet blev pakket ud.

Faktaboks:
Mønster: Ishbel fra Ysolda, den lille størrelse
Garn: 90 g. Lucca fra Garn.dk i en mørkegrøn farve.
Pinde: Addi Turbo 4,5 mm.
Ændringer: Ingen
Hot or not: hot og hurtigt. Har foreløbig strikket et blåt, et grønt og to lilla, alle i Lucca. Det ene endda til mig selv.

Den sidste pædagog er en mand, så han undslap hjemmestrikkeriet, selv om jeg egentlig godt kunne se ham i et langt multifarvet halstørklæde a la Doctor Who. Han fik i stedet remedier til en glad kop kaffe on the go: Thermo-press fra Bodum og duftende, nymalede gourmet-bønner.

Sproglig udfordring - skulle det være en polkagris?

Så er vi tilbage fra det græske, glade, afslappede, og så brune som man nu bliver, når man ikke er soldyrker, men gerne bader, og ellers slapper af i skyggen.

Tidligere var Helten og jeg meget til oplevelsesferie, det er vi sådan set stadig, men når man virkelig trænger til at slappe af, og vel at mærke har aktive børn, som man ikke har lyst til at sætte i kennel, så er sådan en resort ikke helt tosset. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig at man får langt mindre lokal kultur ind under huden, end hvis man valgte en mindre turistagtig måde at rejse og bo på.

For os har rejser altid også været spændende måltider. Græsk mad, som vi oplevede det, var ikke noget at skrive hjem om. Vi får meget hurtigt nok af grillet kød med slatne pommes frites. Jeg har en kraftig mistanke om, at det græske køkken i virkeligheden har langt mere at byde på, hvis man formår at finde nogle lide mere lokale spisesteder, men det må vi vente med at få bekræftet til en senere lejlighed. Til gengæld fandt vi, på en god vens anbefaling, en fantastisk restaurant med det passende navn Wonder (advarsel, der er lyd på!) inde i Rhodos by. Menukortet var ret internationalt, og stedet viste sig at være svensk ejet og drevet. Kortet fandtes på græsk, engelsk og svensk, og den søde tjener gav os den svenske udgave. Fint nok, jeg har en stor forkærlighed for det svenske sprog og forsøger at dyrke det skandinaviske når muligheden byder sig.

Ofte er det let nok. Det virker ret overbevisende at f.eks. carpaccio hedder utbankad oxfilé på svensk, men hvad hulen er polkagris parfait? Hvis ikke det var fordi enhver kan google det og finde svar på 1 minut, burde jeg næsten udskrive en konkurrence. Jeg tror hovedpræmien skulle være for det mest fantasifulde svar, og andenpræmien for det mest korrekte. Yngsteøglen har, inspireret af udtrykket, tegnet adskillige dansende grisebasser i prikkede skørter. Vi voterede længe, før vi gav os og spurgte tjeneren; måske var der tale om en slags bær eller en særlig svensk dessertsauce? Men nej, polkagris er det svenske ord for de rød/hvide pebermyntestokke, der også herhjemme er meget populære omkring jul.


Det var da ikke lige til at regne ud, vel? Da vi to dage senere så det engelske menukort (for vi var selvfølgelig nødt til at gøre ligesom madanmelderne: vende tilbage og se om vi havde været heldige den første aften, eller maden virkelig var så god. Det var den.) viste det sig, at retten her optrådte under navnet mint parfait. Tænk alle de gode associationer, vi var gået glip af, hvis ikke vi var startet på svensk!

Coming up: rød rib på Rhodos

Kali mera

Det Kvistske Departement for Hasarderet Ferieplanlægning (KDHF) besluttede sidste fredag eftermiddag, at familien ville have godt af en tur til Grækenland. Vi trængte til at komme lidt ud. Den første uge i min ferie bød på en kandidatfest i København, en koncert for hele familien i Nyborg, en afskedsfest (inkl. violinkoncert) for børnehavestuen, strik af to sjaler til brug ed afskedsfesten, en sommerfest for min afdeling, holdt hos os, en indflytterfest i Jylland plus alt det løse. Gode aktiviteter allesammen, men lige rigeligt på en uge, der fulgte efter hektiske dage på arbejdet, hvor jeg skulle gøre klar til 8 (ja, som i otte) ugers fravær.

Nå, men billetter blev bestilt og betalt fredag eftermiddag, resten af fredagen blev der vasket i bund og ryddet lidt op. Lørdag formiddag fik vi pakket, lørdag eftermiddag kørte vi til indflytterfest (eller hvad det nu hedder, beboerne har faktisk boet der hele tiden under den lange ombygning), søndag morgen ringede vækkeuret kl. 4.30 i gæsteværelset på toppen af bakken og kl. 7.00 sad vi i flyveren med kurs mod Rhodos.


Det er faktisk lige hvad vi trængte til, selv om Helten og jeg indtil for få år siden ville være besvimet ved tanken om at bo på et såkaldt family resort. Der er 6 pools og masser af andre børn, så vi behøver ikke gøre os særligt umage for at udtænke underholdning. Der er også kæmpeskak , som det meste af tiden er et hit. Ind imellem kommer 2 små forargede skakspillere og fremsætter gensidige beskyldninger, der rangerer fra direkte snyd til kreativ fortolkning af reglerne. Skak er en Far-ting her hos os, så Helten må fungere som instruktør, overdommer og Kofi Annan i en og samme person.

Byen Rhodos er spændende, ikke mindst for ældste, der elsker riddere og middelalder. Den gamle bydel er et flot bevaret (og restaureret) fæatningsværk, der blandt andet rummer et Stormesterpalads fra Hospitalarordnen, (senere Malteserridderne). Desværre er den stor del af den gamle bydel fyldt med turistbutikker, der sælger souvenirs af tvivlsom kvalitet.

Foreløbig må I tro mig på mit ord, når jeg hævder, at der også bliver tid til siesta-strik. Vi har tilkøbt verdens måske langsomste netforbindelse, og jeg har ikke tålmodighed til at uploade flere fotos. Derfor vil jeg også vente med de to lynstrikkede sjaler, der gjorde, at jeg fik så ondt i alle strikkerelaterede muskler, at jeg ligefrem måtte holde pause en hel dag.

Heldige mig....

For et godt stykke tid siden var jeg så heldig at modtage en award fra søde Lin, der ikke bare skriver en rigtig dejlig blog, men også kan hjælpe til med at holde det franske vedlige (Vedlige, who are you kidding, fru K?Hos dig skal dit begrædelige gymnasiefransk vist samles op fra gulvet). Her i Blogland er der mange forskellige holdninger til hvordan man modtager sådan en award, men jeg bliver altså rigtig glad og rørt, så jeg siger bare tak! Med æren følger en opfordring til at fortælle 7 ting om sig selv. Jeg tror meget ligger i bloggen, men here goes:

1. Jeg er storesøster. På godt og ondt og for evigt. Sommetider ville jeg ønske jeg kunne give mere slip og drive med strømmen, men storesøstergenet ligger vist for dybt.
   
   
2. Jeg er sprognørd. Desværre ikke på den praktiske måde, hvor man taler 6 sprog flydende, men netop på den nørdede måde. Jeg fascineres konstant af forskelle og ligheder i forskellige sprog, elsker grammatik (yes, really), sproghistorie og sprogvidenskab. Hvorfor er min blog så ikke altid grammatisk korrekt, kunne man spørge? Måske fordi den er et frirum hvor tanker flyder lidt friere end andre steder, og jeg derfor ikke altid opdager smutterne inden jeg får trykket på "publish".
   
   
3. Jeg er vældigt upraktisk. Det er ikke mig, der borer huller eller hænger lamper op hjemme hos os, og det har sandsynligvis reddet flere liv. Til gengæld er jeg god til at organisere.
   
   
4. Da jeg skulle vælge uddannelse vaklede jeg mellem fornuft og følelse. Jeg drømte om at studere humaniora, nærmere betegnet engelsk og litteraturvidenskab. Jeg kunne dog ikke rigtig se mig selv som gymnasielærer, eller som en der blev i universitetsmiljøet for evigt. Fornuften vandt og i stedet læste jeg international økonomi og organisation. I dag arbejder jeg inden for sundhedsvæsenet. bla. med strategisk udvikling, og dyrker min passion i fritiden. Jeg har taget et engelsk bifag for sjov og er medlem af en læseklub, hvor jeg får inspiration til at læse ting jeg ikke lige selv ville være faldet over.
   
   
5. Jeg har en lille konditor i maven, og elsker at levere kager og desserter til fester blandt familie og venner. For mange år siden leverede jeg også en kort overgang til en café i Odense. Heldigvis har jeg ikke en særlig sød tand. Det er processen, der fascinerer mig mest.
   
   
6. Jeg multitasker altid, men øver mig på at lade være. Fordybelse er det nye sort!
   
   
7. Jeg lider af ulykkelig og ugengældt kærlighed til orden og minimalisme. Jeg drømmer om blanke flader og alt på plads, men er alt for distræt, så i mit kølvand finder man altid et spor af strikketøj, bøger, aviser, sko, tekopper og sikkert meget mere. Jeg bruger uforholdsmæssigt lang til på at lede efter mine nøgler og er derfor et nemt offer for Ikea: produkter med navne som "Ordning", "Reda" og "Rationell" - man kan da ligefrem høre, at de holder orden for en, ikke?
   

Pyhhh, godt det ikke var en af de berømte "100 om mig", jeg havde kastet mig ud i....

Så opfordres man også til at give awarden videre til 7 andre bloggere. Mange vælger at sige, at den er til fri afbenyttelse ud fra en idé om ingen nævnt, ingen glemt (eller udeladt). Den holdning har jeg stor respekt for, men jeg vil gerne have lov til at pege på 7, der forsøder min hverdag. Også selv om jeg som altid er bagefter. Jeg har i de seneste mange måneder ikke været for spids til at kommentere, men her kommer de, i helt tilfældig rækkefølge, som det hedder i X-faktor:

Angelika, fordi hun både strikker og syr de flotteste ting, og fordi hun viser hvad man kan se frem til med en teenage-søn i huset.

Kirsten, af mange grunde, blandt andet fordi hun er lidt af et forbillede mht. at adskille arbejde og fritid. Og fordi hun er min læremester udi....nej, det tør jeg ikke skrive.

Britt, fordi man bliver meget klogere på strik, hvis man læser det hun skriver med småt. Og fordi hun for 3. år i træk har sørget for, at jeg kommer med til Strikkefestival. Jeg glæder mig!

Ulla, fordi hun er nørdet på den helt rigtige måde, strik- og otherwise.

Jette, fordi hun er en af de hurtigste og dygtigste strikkere jeg kender.

Marlene, fordi hun bag det milde ydre er en sej kvinde.

Sanne, fordi hun turde springe ud som strikdesigner

Der er ingen tvang til at tage bolden op! Der er mange flere jeg kunne pege på, og jeg håber jeg får mere overskud til at kommentere hos jer allesammen fremover. Det er ikke ond vilje, det er bare det der hverdagsliv, der fylder frygtelig meget.

Det sidste fra stakken

...af færdige projekter er dette sjal

Velvilligt modelleret af yngsteøglen, der elsker at blive fotograferet, og som nogle gange poserer så inderligt, at det er svært at få naturlige billeder ud af det. Det er dog lettere, når hun har ryggen til.

Sjalet er fra Arnica, og egentlig beregnet til Moskusuld, men mønstret har været trykt i Hendes Verden for et par år siden, og da var Heltens mor (ikke at forveksle med min bonussvigermor) så venlig at klippe det ud og forære mig det. Det er lidt sjovt for en nogenlunde garvet strikker at læse optakten til mønstret, for det er beskrevet, som om det er supervanskeligt. Der opfordres til optegning af mønster, til prøvestrik af de første 30 pinde mm. I praksis er sjalet hverken lettere eller sværere end ethvert andet med fast hulmønster over 8 masker og 8 pinde. Det eneste svære er, at mønsteret kun er vist for den ene halvdel, så skal man selv spejle det omkring midteraksen. Der skulle jeg lige holde tungen lige i munden, men som ved de fleste regelmæssige lace-mønstre, bliver det meget lettere når man har strikket en rapport eller to og kan se sig ud af det. Det er strikket fra nakken og ned, så man starter med en enkelt rapport i hver side.


Faktaboks
Mønster: Eva-sjal fra Arnica
Størrelse: Nåede ikke at måle, men middelstort sjal.
Garn: Kauni, 8/2, 90 % uld, 10 % acryl, ca. 135 g. (heraf ca. 25 % til kant, hvilket ville have været rart at vide fra starten, så man ved hvor stort man kan tillade sig at strikke selve sjalet når man skal have garn nok til kanten)
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or not: Min mor, som fik det til sin fødselsdag, blev glad for det, og jeg har allerede et nyt på pindene, så ret hot. Vil dog muligvis strikke en alternativ flæse næste gang.
Ny teknik: Påstrikning af kant. Supersmart synes jeg, især efter at have syet 3 meter blonde på det lyse sjal. Ikke spor vanskeligt, og fiks detalje at kanten i spidsen bliver strikket med vendestrik, så den ikke kommer til at trække.