Pip og velkommen til 2012

..også her på bloggen, hvor der mildt sagt ikke har været megen aktivitet at prale af i efterår og vinter 2011. Det er ikke fordi her er sket samfundsomstyrtende begivenheder i mit virkelige liv, men jeg har kæmpet en hård kamp med min gamle uven, Hr. Søvnløshed, og en stor del af tiden har han haft overtaget. Jeg gider ikke skrive en masse om det, kun at det har fyldt meget og at jeg virkelig har måttet skære ind til benet med hensyn til stort set alt andet end familie og arbejde. Ingen blog, ingen kommentarer, ingenting af en helt masse andet som jeg ellers nyder og savner når jeg ikke har det, men sådan måtte det være.

Efter lange overvejelser har det fået mig til at træffe en (for mig i hvert fald) temmelig drastisk beslutning. I al den tid jeg har arbejdet, har det været på (mindst) fuld tid, og i mange år havde jeg et fuldtidsjob samtidig med jeg passede et halvtidsstudium. Nej, der blev ikke strikket meget i de år, der belv arbejdet og læst, og det var før bloggens tid. Jeg betragter bestemt ikke mig selv som arbejdssky, og jeg er meget glad for mit job og min kolleger, men alligevel har jeg valgt at gå ned i tid her i det nye år. 32 timer om ugen, eller en time mindre hver dag. Ikke nogen kæmpe ændring, men som sagt en beslutning, der krævede mange overvejelser. Jeg er kun en uge inde i den nye ordning, så det er ikke til at sige hvordan det er. Jeg tror jeg er nået frem til at jeg ikke slipper for lidt dårlig samvittighed, men måske bedre kan leve med det i forhold til jobbet end i forhold til familien.

Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig over nye aktiviteter i mine 5 timer om ugen, bare at passe det jeg har i et lidt lavere tempo. Skulle der blive en time eller to til overs, kunne det jo være der blev strikket en pind ekstra.

Og nu vi lige er ved strik, er der gang i det? Ja, det er der faktisk, både en Amanda, en Vanilla, en Liva-vest og et grønt sjal fra Arnika er i produktion (og sikkert et par ting mere, hvis jeg kender mig selv ret), men de har alle sammen ligget stille et godt stykke tid, fordi jeg har fået lov at prøvestrikke en model for Bente Geil. Så kan eventuelle læsere selv gætte på om denne ære er overgået fru Kvist pga. hendes strikketekniske snilde og regnefærdigheder, eller fordi hun har spurgt til modellen så mange gange at Bente til sidst ikke så nogen anden udvej, hvis hun skulle have lidt fred. Det er en superfed model, ikke helt ukendt, med mange fine tekniske detaljer og meget lidt montering, det kan vi li´! Til gengæld er den på p. 2½ og 3 og i voksenstørrelse, så alt for stærkt går det ikke. Men bare vent og se.


Jeg har strikket næsten monogamt på den, dog røg der lige et godt gammeldags Ishbel i hvid lama (dog ikke af den på billedet, det var bare en vi mødte i efterårsferien) af pindene som julegave til min søster.

Nå, så er jeg da i gang. Mere følger om alle de igangværende projekter, og om årets første uldne udflugt.

Hvad kan man skrive om Fanø?

...når man har haft en uges tid til at summe over den skønne weekend. Jeg har vist oplevet noget af det samme som mange andre deltagere:

Fanø er en fantastisk ø
Strik og grin i herligt selvskab er noget man kan leve højt på længe
Uldne fristelser var der nok af
Bloggere mødte man alle vegne (især i Kunstladen). Det er da sjovt at opdage, at de bloggere man så ivrigt følger, rent faktisk findes i virkeligheden.
Man kan altid bruge nye strikketeknikker

Jeg købte et par bøger og nogle smukke knapper, men som det ofte sker ved den slags lejligheder, blev jeg lidt overvældet over udvalget og fik ikke købt så meget. Pyt med det, det meste kan fås på nettet, og det er som bekendt så meget lettere at vælge rigtigt når man har haft det forskellige i hånden og har førstehåndsindtryk af farver og kvaliteter. Egentlig ville jeg have et Skulderblad med hjem, men gik helt i stå, da jeg skulle vælge farver ("åhh se, hvor flotte blå farver. Ups, kan blade være blå, eller ser det for muteret ud? Hmmm). Andre var knap så vægelsindede, så måske der snart bliver lejlighed til at beskue et meget festlig Skulderblad, coming to a blog near you.

Jeg lærte også at man sover fantastisk i en autocamper, og at min søns mobil (venligst udlånt da fra Kvists egen uventet var afgået ved døden) har er yderst effektiv vækkemekanisme, nemlig en skrap, for ikke at sige militant, kvindestemme, der bjæffer: "Klokken er 7. Du skal op!" Det var lige før man stod ret udenfor camperen og ventede på inspektionen oven på den salut.

Nå, men noget jeg gerne vil skrive om, er de fire workshops jeg deltog i. Vi havde pladen fuld, som Britt kalder det, 2 x 3 timer både lørdag og søndag. Here goes:

Patentløsninger med Bente Geil

Bente kommer jævnligt til Odense, så derfor ved jeg, at man aldrig keder sig i hendes selskab. Hun er nøjagtig så humoristisk som man kan fornemme ud fra hendes designs, og ikke mindst deres navne. Gode grin og finurlige strikketeknikker, min sjæl, hvad vil du mere? Vi lærte mange slags patentløsninger, og fik bla. opskrift på en supersmart halsdims, kaldet Rundkørsel, som jeg straks ville slå op til, hvis det altså ikke lige var fordi jeg ikke kan finde ud af at vikle den på den rigtige måde. Der er en grund til at ingen af mine børn har været slyngebørn....Måske nogen kunne smide en tutorial på Youtube: "Ten easy steps: Sådan ifører man sig en Geilsk Rundkørsel uden at komme for sent på arbejde."

Strikketeknikker med Helga Isager

Lad mig sige det straks, jeg tænder langt mere på hendes beklædningsdesigns (jeg elsker hendes skrædderagtige detaljer) end på hendes boligditto, som var det, hovedvægten lå på i denne workshop. Alligevel var det sjovt at prøve noget af teknikken (og at se giraffen). Jeg strikkede og monterede denne prøve:


Det tog det meste af tiden, men hvis man bliver ved længe nok, kan det ende som en plaid. Det er da lidt sjovt at strikke i runde former, ikke? Helga lovede at der lige om lidt vil komme et nyt hæfte med beklædning. I den anledning så vi en lille barnetrøje i 2-farvet patent (som vi jo lige var blevet udlært i) hvor den ene farve var kidmohair. Ahh, så blødt og let. Vi er vist nogle stykker, der har kastet et ekstra blik på den voksne patenttrøje i "Strikketøj" efter den oplevelse.

Ret og riller med Rachel Søgaard

Weekendens dark horse for mig, jeg kendte ikke meget til Rachel i forvejen, men sikke et godt valg. Magen til inspirerende underviser skal man lede længe efter. Masser af sjove mønstre, kendte og ukendte, og løbende ping pong med udveksling af idéer.

En ægte strikkenørd, hurra! Det trak bestemt heller ikke ned at Rachel var iført en lækker grøn cardigan, der ved første øjekast bare var smuk og klassisk, men som viste sig at være pyntet med sjovt broderi og applikationer. Efter sigende skulle man kunne gøre hende kunsten efter når hendes nye bog Home Made udkommer lige om lidt.

Bladmønstre med Lene Holme Samsøe

Fru Kvist, der som bekendt praler af at have begået 10 Birches, 2 Shetland Triangles og et Kiri, er ikke helt ukendt med bladmønstre, men alligevel var der meget at lære. Anvendelighed, placering, baggrund, fordele og ulemper ved forskellige garntyper, der var nok at tage fat på. Desværre viste mine til lejligheden indkøbte strømpepinde nr. 8 at være defekte (bambus, flækket på langs) så jeg fik ikke strikket den hue, vi ellers fik garn til på kurset, men jeg fik da eksperimenteret med bladmønstre på pinde 3½, som er min hjemmebane.

En anden fed ting var, at Lene havde medbragt samtlige modeller fra sin nye bog "Mere Feminin Strik". Bortset fra at der er rigeligt pudder, karry og jord i farveskalaen, så der de altså superflotte live. Lene er lige så lille, fin og feminin som man må forvente ud fra hendes design, og jeg tror alle modeller var strikket i hendes egen størrelse, så der var ikke så meget ved at prøve dem, men heldigvis var der en medkursist i de rigtige mål, der fandt sig i at blive udpeget til model. Uha, det var fine strikmodeller. Selv lysedugen begynder jeg at se muligheder i, dog sammen med et par slidte jeans og rustikke støvler. Nej, jeg er ikke en lille, fin og feminin dame.

Gode workshops, hver på deres måde. Eneste ulempe var, at er gik vældig meget tid med dem, så der blev ikke gramset så meget garn eller hygget så meget i sommerhuset. Seyfarth-shoppen nåede vi slet ikke, men så er der da en god undskyldning for at komme tilbage senere. Om ikke før, så til næste festival om 2 år!

Kunsten at udtænke en fødselsdagsgave

Og ja, fødselsdagen er overstået og gåden er gættet, selv om jeg i første omgang fik veninden på vildspor, idet hun troede det var noget, jeg var ved at strikke til hende. Man ser det for sig. "tænke, tænke, hvad mon det er, jeg ønsker mig, som er skriggrønt med pink blomster? Smil og vink..."

Nu må jeg da huske at få den med hjem fra Fanø.

Klar til Fanø?

Tja, ikke helt.

Brød og kager til turen er i proces, noget er færdigt, andet afventer det videre forløb i køleskabet og i skåle på køkkenbordet.
(Billedet er fra en tidligere lejlighed, rent snyd, brødet bliver først bagt i morgen, men det ser da lovende ud, ikke?)

Tandbørste, trusser og t-shirts skal hurtigt blive kylet i en taske sammen med en sovepose til camperen, det skal ikke tage lang tid.

Den sværeste beslutning, alle deltagernes hovedbrud, er dog endnu ikke truffet. Hvad skal jeg strikke på turen? (Altså ud over en hue påstrømpepind 8 på min ene workshop. Pindene måtte indkøbes specielt til lejligheden af Helten, og heldigvis har vi været sammen så længe at han selv kunne regne ud det skulle være bambus fremfor plastic). Af erfaring ved jeg, at det ikke skal være noget der skal tælles eller tænkes for meget over. Man skulle jo nødigt gå glip af noget, bare fordi man sidder der med sit "en ret, en vrang, slå om, strik drejet vrang frem til osv". Det går ikke! Min fine Liva er lige blevet færdig, måske når den endda at få knapper i, så det er faktisk min sure pligt at slå op til noget nyt, ikke? Enkelte projekter dølger sig godt nok i strikkekurven, men det er bl.a. 2 sjaler med tælletungt hulmønster og en cardigan, hvor størrelsen vist nok skal tages op til revision (og ikke til den gode side, I might add).

Nyt skal der til, og her er min shortlist:

Denne her:

Smukke Ragnhild fra Kastaniestrik. Eneste minus: så vidt jeg husker strikkes snoningen ikke efter diagram. Jeg har noget fint rødt shetlandsuld, som vil egne sig.

Lilla Vanilla fra Helga Isager i den fantastiske nye Purple Haze fra Holst Garn. Der skal godt nok slås mange masker op. Alligevel er jeg fristet, ikke mindst efter at have prøvet dette yderst vellykkede eksemplar.

Samlebånd fra Bente Geil, indkøbt sidst hun og Susanne var i Odense med deres show. Det, der taler imod den er, at jeg selv skal have fikset lidt med størrelsen, da den kun går til str. 6. Yngsteøglen er 7 og slank, så jeg satser på at jeg kan klare mig med at forlænge, men det er nok lettest at arbejde i når datteren er inden for rækkevidde. Mine farver er rød, hvid og blå, og lige til at spise.

Endelig er der Amanda fra Mere Feminin Strik. Jeg elsker snoninger! Max effekt i forhold til indsats.

Svær beslutning. Måske man skulle vinde lidt garn op og se om det fører til en afklaring.

Nå, men kom og sig hej på Fanø. Jeg er let at kende som hende, der altid glemmer at iføre sig håndstrik til strikketræf....

Folklore i størrelse smølf

Jeg hører til blandt dem, der er faldet for Anne Stanges Folklore. Jeg er, som faste læsere vil vide, skrækslagen for selv at sætte farver sammen, men engang imellem skal man jo gøre noget man ikke tør, så man vokser lidt. Til gengæld ryster jeg ikke det mindste på hænderne, når jeg skal klippe i mit strik, hvilket jo er heldigt nok i denne model.

Det blev nu ikke Fru Kvist, der kom til at varme sig i Folkloretrøjen. Det gik bedre end ventet med farvesammensætningen (der skulle nu heller ikke så meget til) selv om Fassett ikke behøver at frygte konkurrencen. Det var heller ikke det store problem, at jeg er noget strammere i masken end fru Stange. Jeg havde luret, at jeg bare kunne slå op til den store model, og så ved hjælp af strikkerens bedste ven, procentregning, finde ud af hvor mange kuberækker jeg skulle strikke, før den blev stor nok.

Alligevel endte den på yngsteøglen, hvilket skyldes at jeg undlod at følge min indre stemme. Stemmen spurgte, som den meget ofte gør "mon ikke denne model ville være smuk i blå farver?" Anledningen var den dag, hvor jeg havde stillet alt mit Supersoft, og det, der ligner, ud på gulvet for at udvælge farverne. Der var, sjovt nok, temmelig mange blå, og jeg kunne lige se for mig hvor flot en Folklore kunne blive i blåt med blåt på.

Men nej, nu havde jeg jo lovet mig selv en udfordring, så jeg satte farver sammen med arme og ben. En lærerig proces, og der er bestemt meget at lære endnu. Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg ikke kunne se mig selv i modellen. Der er en grund til at den hedder Folklore, der var virkelig meget folkedragt over mit projekt. Lige inden jeg begyndte at trævle op, gik det op for mig at Yngsteøglen havde fulgt hele processen med næsegrus beundring. Aldrig havde hun set noget så smukt. Regne, regne, regne og så viste de sig, at Annes maskeantal og min strikkefasthed tilsammen passer fint til en slank 7-årig.

Samme 7-årige har svedt tran hele dagen, for gæt hvad hun skulle have på i skole i dag, hvor sommeren endelig er vendt tilbage til Østfyn. Det svedige barn kunne stolt berette at hendes påklædning var blevet beundret af 2 mødre, 2 pædagoger og et større antal veninder. Hvad kan man ønske sig mere? Overskyet himmel måske.

Faktaboksen
Model: Folklore af Anne Stange
Garn: Supersoft fra Helle Holst. Bundfarve Oxford, mønster i alle mulige andre farver. Trøjen vejer 146 gram efter vask og med knapper.
Pinde: Addi Turbo 3 og 3½

Ændringer: Startede som stor, blev ændret til den lille udgave ved at lukke et passende antal masker af midt for inden der blev delt til ærmer. Brugte den Frau Putzske vendemetode til de farvede rækker, jeg strikker nemlig ikke noget vrang, der lige så godt kan strikkes ret. Jeg tog lidt ind i bullen undervejs, fordi jeg var bange for at den ville blive slasket, men det havde ikke været nødvendigt. Nu er modellen pænt kropsnær. Jeg syntes ærmerne var så smalle, at jeg ikke tog ind undervejs, men bare lukkede lidt af inden manchetterne.

Hot or not: Hot, bare spørg ejeren. Overvejer en til mig selv, hvor jeg nok vil konsultere EZ for at få et lidt andet størrelsesforhold mellem ærmer og bul, så mine overarme kan få plads. En dejlig model, og hyggelig at strikke. Kubemønstret, som vel egentlig er en slags vævestrik, må være et af verdens letteste flerfarvede mønstre (næst efter striber), så selv begyndere vil kunne kaste sig ud i det. Modellen har fine detaljer med rullekanter og en fiks måde at skjule de mange hundrede ender på. (Som i parentes bemærket ikke skal hæftes. Det kan vi lide!).

Nå, skal vi nu stadigvæk hækle?

Ja, for jeg fik lige lyst til at dokumentere, at jeg faktisk kan hækle andet end luftmasker:

Bedstemorsfirkanten, en sand klassiker. Sådan nogle har jeg også hæklet i min barndom (i skriggult og knaldblåt acryl). Denne teknik var derfor lynhurtigt genopfrisket.

Med hjælp fra en tysk hjemmeside kan jeg nu, udover de klassiske discipliner luft- fast- og stangmasker også klare puf-stich og cluster-stich (gad vide om de hedder noget på dansk?)

Derimod mestrer jeg tilsyneladende ikke kunsten at tælle til 16 (eller et hvilket som helst andet tal, der kan deles med 4), hvilket er grunden til at den lille cirkel ikke er endt som en firkant. Svært at dele 15 op i ens fjerdedele til de lige sider, hvis der ikke må inddrages brøker. Her gælder min gode undskyldning om manglende naturfaglige kundskaber fra sidste indlæg dog ikke, for jeg har nemlig haft matematik. På Uni foregik det godt nok efter en bog der hed Matematik for Økonomer, og som rigtige matematikere kun havde en hånlatter tilovers for. Gad vide om det er derfor jeg ikke magter at tælle til 16? Jeg har tænkt at gøre et nyt forsøg efter at have opdaget, at man kan hækle firkanterne sammen efterhånden, og dermed løbende justere ambitioner og realitetssans i forhold til hinanden. Skal det være et bamsetæppe, et barnevognstæppe eller et tæppe til sofaen? Lad os se hvordan det går.

Årsagen til denne ukarakteristiske hækleiver, for ikke at sige hæklemani, er at jeg har lavet et "Hæklekursus in a Box" til en veninde, der ønsker sig at nogen lærer hende at hækle. Jeg er smigret og temmelig forundret over at hun ønsker sig det af mig, det er da tillid. Samt årsagen til at fru K nu sidder i nattens mulm og mørke og surfer på diverse hæklehjemmesider, så jeg ikke falder helt igennem i forhold til venindens forventninger. Men okay, hvor ingen andre hæklere befinder sig, er jeg nok den bedste. Hun gennemskuer forhåbentlig ikke hvor langsom jeg er, men vil bare glæde sig over hvor omhyggeligt og pædagogisk kurset er bygget op. Måske går det så godt med hæklingen, at hun vil tilgive og glemme den gang jeg tvangsindlagde hende til at drikke rødvin og lære at strikke snoninger.

Bliver der slet ikke strikket mere, kunne man måske fristes til at spørge? Jo, jeg er meget glad for netop det spørgsmål, for det gør der. Jeg mangler kun lige at sy knapper i og vaske mit seneste værk, der har ført en omtumlet tilværelse, men nu forhåbentlig har fundet sin rette form, størrelse og ejer. Måske man kunne snøvle sig færdig i løbet weekenden? Jeg har forbudt mig selv at starte på noget nyt, før jeg er helt færdig, knapper, udspænding og det hele. Her er et sneak peek:

Det går jo ikke man hækler så ivrigt at man glemmer hvordan man strikker, for lige om lidt er der Fanø i kalenderen.

Nå, skal vi nu også til at hækle?

Eller: wannabe hæklefe møder gadegøgler i Berlin...
Eller: en hækleopskrift fra mig til dig...


Efter en dejlig lang og varieret sommerferie og en hård opstart på arbejdet, må der være plads til bloggen igen. Jeg er lige kommet hjem fra seminar om blandt andet work life balance, og det er jo meget sundt engang imellem at sætte ord på hvad der er vigtigt, for derefter at reflektere (som det hedder på konsulent-sprog) om ens adfærd nu også afspejler dette. Sundt og skræmmende.

Min blog og blogland er bestemt vigtigere for mig, end man skulle tro ud fra den tid, der er blevet brugt på sagen de sidste mange måneder, men det er der jo kun én til at rette op på. Jeg vil forsøge at forbedre mig, men jeg lover ikke noget. Man skal nemlig ikke have skyldfølelse, sagde konsulenten fra mit seminar.

Det var hækling vi kom fra. Før sommerferien var jeg til Store Strikkeaften på Kulturmaskinen (og det hedder det altså, også når det handler om hækling) med Karen Klarbæk og Tante Grøn. Det var vældigt inspirerende, selv om jeg gik tomhændet derfra. Der ellers fine varer til salg: Kauni i neon-farver, so not me, (kan godt lide Kauni men ikke neonfarver medmindre de ses i forbindelse med sikkerhedsudstyr). Der var også Tanternes eget bomuldsgarn, der hedder Havblik, er meget smukt, og helt sikkert vil komme på listen, hvis der engang skulle ske et mirakel, så jeg kommer til at holde af bomuldsgarn.

Nå, men fru Kvist har selverkendelse nok til at indse, at et stort hæklet tæppe, som dem der blev vist frem, var liiige ambitøst nok. Derfor har jeg selv udviklet en hækleopskrift helt fra bunden. Kære læsere (hvis der altså er nogen, der endnu ikke har opgivet) fra mig til jer: Fru Kvist første hækleopskrift ever. Jeg lover, at selv begyndere kan følge med.

Hæklet kæmpesæbebobleblæsningsaggregat

Materialer:
3 tråde almindeligt 8/4 bomuldsgarn, gerne, men ikke nødvendigvis i 3 forskellige farver.
1 hæklenål str. 5.5. Jeg brugte en Clover Soft Touch, for det har jeg set at rigtige hæklefeer gør.
2 bambuspinde, mine er ca. 50 cm og indkøbt i Netto
2 helt almindelige elastikker

Opskrift: Slå 1 maske op. Hækl ca. 180 centimeter luftmasker. Luk af og bind værket sammen til en løkke. Man kan hæfte enderne, men man kan også lade være.
Tag løkken og sæt samlingen fast på enden af en bambuspind med den ene elastik. Mål herefter ca. en tredjedel af løkken ud og montér på samme måde på den anden bambuspind.


Voila, nu har man et super udstyr til at lave gadegøgl i Berlin (hvor vi har hugget idéen til konceptet, om end ikke til udførelsen, der mig bekendt ikke inkluderede hækling) eller bare hjemme i haven.


Tilbehør:
1 opvaskebalje
½ liter vand
2 spsk. glycerin (fås hos Matas)
1 dl. opvaskemiddel. Fairy, som er et fælt parfumeret og meget kulørt produkt virker bedst. Jeg kunne ikke forestille mig at vaske op i det, men det giver fine bobler.

De våde dele blandes i baljen. Der skal ikke røres for meget, for det skal ikke skumme.
Nu fatter man sit hjemmehæklede kæmpesæbebobleblæsningsaggregat, stiller sig med ryggen mod vinden, (der ikke må være for voldsom), samler de to bambuspinde og dypper den hæklede snor ned i baljen. Det er vigtigt at hele snoren bliver våd. Nu løfter man langsomt de to pinde, som holdes samlet, op af baljen, hvorefter de langsomt spredes ud. Så har man dette:

Der er timers underholdning for alle aldersgrupper. Konceptet er testet til to uafhængige børnefødselsdage hvor man inviterede en hel klasse til 7 års fødselsdag. Det var et hit blangt ungerne, men absolut også blandt forældrene, hvis ankomst nødvendiggjorde blanding af en ny baljefuld sæbeboblemix. Det er også testet på en venindes 2-årige søn, der syntes det var vældig sjovt at jagte boblerne, altså lige indtil det var sjovere at vende baljen på hovedet.

Hvis man ikke lige har held med boblerne i første omgang, kan man justere lidt på blandingsforholdet. Jeg har en temmelig løst funderet teori om at der kan være en sammenhæng mellem det optimale mix og vandkvaliteten i det område, hvor man blæser bobler. Det er ikke sikkert det har noget på sig - fru Kvist har vældig god plads der, hvor andre mennesker opbevarer deres viden om naturvidenskab.