Hvert år i løbet af efteråret beslutter jeg, at der ikke er nogen, som skal have hjemmestrikkede gaver i år. Jeg strikker for afslapning og fornøjelse, og begge dele går fløjten, hvis man strikker efter en stram deadline. Desuden er der altid supertravlt i december med alle forberedelserne, så der er ingen grund til frivilligt at lægge ekstra stress på. Ræsonnerer fru Kvist altså i oktober....
Hvert år, når det begynder at stramme til med indkøb, bagning, julekortskrivning børnenes julearrangementer mm. går det op for mig, at mindst en og helst flere i min familie eller vennekreds simpelthen er nødt til at få et stykke hjemmestrik i julegave. I år var det min mor og mine bonussvigermor (med tyk streg under bonus...), der ifølge mine beregninger ikke ville overleve julen uden noget fra mine pinde. Så der var kun en ting af gøre....
Gudskelov har jeg købt Kim Hargreaves´ nyeste, og der var svaret på mine trængsler:
Haven, set flere steder i Blogland, og absolut anbefalesesværdigt, også til begyndere udi hulmønstre. Et simpelt mønster, der hurtigt kan læres udenad, hvilket dog ikke forhindrede fru Kvist i at strikke forkert flere gange, dog primært i selskab med Morse og Lewis.
Faktaboks, øhhh, jeg nåede ikke lige at få målt og vejet, men lidt har vel også ret.
Det røde er strikket i Fonty Angora fra Bendix, og der blev brugt lidt over 5 nøgler (af 25 g., løbelængde 125 m.) Tørklædet blev strikket i dobbelt garn på p. 8.
Det salt-og-peberfarvede er strikket på p. 6 i noget hjertegarn, blanding af uld og bomuld, lagt dobbelt. Jeg kan ikke huske hvad det hedder, men det er en del af de 4 kilo garn jeg overtog da min nabo flyttede.
Bortset fra at jeg ikke er vild med de tykke pinde, så var tørklæderne nemme, hurtige og ret flotte.
Dejlige gaver, de bliver ellevilde :)
ReplyDeleteDe er da begge blevet vildt flotte og rart at få brugt noget lagergarn...
ReplyDelete