Sunday, May 18, 2008

Fra bunden af strikkekurven

Som det fremgår med al ønskelig tydelighed af forrige indlæg er mine hjemlige omgivelser mildt sagt kaotiske. Måske er det derfor min vanlige startitis er blevet afløst af en mild finitis. Jeg ved af erfaring at anfaldet ret hurtigt går over, så jeg forsøger at få det bedste ud af det.

Resultat indtil nu:

To par sokker, ingen af dem del af min ægteskabskontrakt

De blommefarvede:
Faktaboks:
Opskrift: Bettinas universalsokkeopskrift
Garn: 58 g sokkegarn fra hjertegarn, jeg kan ikke huske hvad det hedder.
Pinde: strømpepinde nr. 3
Hot or not: Strikket til veninde, der elsker hjemmestrikkede sokker. Det er der faktisk forbløffende mange mennesker der gør. Selv om de ikke af den grund holder sig for gode til at gøre sig lystige over at man beskæftiger sig med noget så bedstemoragtigt.....Derfor hot.

De blålilla
Faktaboks:
Opskrift: Bettinas universalsokkeopskrift
Garn: 96 g sokkegarn Brugsen.
Pinde: strømpepinde nr. 3,5.
Hot or Not: de er til mig, min førstede hjemmestrikkede i 20 år, tror jeg. Hotte....

Der er mere:


Jeg har ved flere lejligheder pralet af min 10 Birch-sjaler. Faktisk er det løgn, fandt jeg pludselig ud af. Mit allerførste Birch, påbegyndt for ca. 3 år siden, har fristet en hensygnende tilværelse i min strikkekurv.

Der er ellers gode minder i det sjal: mit første møde med Kidsilk Haze i Liberty under en rigtig dejlig ferie i London. Jeg faldt pladask for farven, og da jeg fik det i hånden og mærkede hvor blødt og let det var, kunne jeg mærke at det skulle med til Danmark.

Jeg havde ingen specielle planer for det og købte kun 2 nøgler. Det var lidt dyrt, syntes nærige fru Kvist (det var før hun fandt ud af hvad det rent faktisk koster i DK). Så fandt jeg Birch-mønstret, som er nærmest er blevet min signatur, om som svøber sig om en stor del af kvinderne i mit liv. Der var ikke nok til det trekantede, og så måtte der regnes...


Faktaboks:
Opskrift: Sharon Millars Birch fra Rowan 34 (fra før Rowan gik af lave. Desværre også fra før fru Kvist tog sig sammen til at bestille et abonnement). Mønstret er meget lettere end det ser ud, og når man først er kommet ind i det, er det meget meditativt.
Garn: 50 g. Kidsilk Haze, i en helt fantastisk for længst uddød farve, der slet ikke ydes retfærdighed her på billederne. Det er en dyb midnatsblå og lige til at falde i svime over.
Pinde: Addi Turbo nr. 4,5.
Hot or Not: Så hot, at jeg efterfølgende har strikket 9 mere, heraf 7 trekantede og 2 aflange. Mit næste lace-projekt bliver Shetland Triangle, som jeg betragter som en slags rustik kusine til Birch.

6 comments:

  1. Dejlig at få noget af pindene ind i mellem, så er der klar til at noget nyt kan komme på.."Smukke" havebilleder, regner med at se en masse smukke blomster næste gang:o)) Sådan en maskine ville ikke være dårligt at have til hjælp her.

    ReplyDelete
  2. Tillykke med de faerdige strikkerier :-) Jeg er vild med dit aflange Birch. Det kommer paa min to-do-liste. Jeg har strikket et trekantet i Kid Silk Haze og havde den lidt kostbare fornoejelse at skulle koebe et ekstra noegle for at kunne strikke de sidste 5 cm ;-)
    kh
    Angelika

    ReplyDelete
  3. Ahhh, mild finitis - det' en god oplevelse.
    Jeg er i øvrigt helt enig: sokker er sagen at have på fødderne - uanset hvad folk måtte mene om sokkestrikkere...de er da bare drønmisundelige.
    KH Britt

    ReplyDelete
  4. Jette, jeg er faktisk ikke begavet med grønne fingre, så jeg vil ikke love smukke blomster. Jeg vil dog godt love at det bliver pænere end det er nu. Maskinerne er et hit blandt alle ungerne i kvarteret.

    Tak skal du have, Angelika. Sig til hvis du vil have mine beregninger på den lige udgave. Du slipper for at investere i ekstra garn med denne model: når der ikke er mere garn, er sjalet pr. definition færdigt!

    Hej Britt, og velkommen hjem - eller er du stadig Grendesigns udsendte i Solens Rige?

    ReplyDelete
  5. Jeg strikker også sokker lige nu, selvom det ikke lige er årstiden for det - for første gang faktisk. Jeg har altid syntes det så så indviklet ud med alle de små pinde, men egentlig er det ret mediatiativt og jeg nyder det.

    ReplyDelete
  6. Bodil, jeg er tit helt galt på den med årstider, jeg kan nemlig med få undtagelser ikke lide at strikke i bomuld. Jeg havde aldrig troet jeg skulle komme til at holde af at strikke sokker, men jeg er enig, ren meditation.

    ReplyDelete