Nu er det 4 dage siden vi var til koncert, men både den fantastiske musik og koncertfølelsen har vi stadig i blodet. Vi gør hvad vi kan for at holde det ved lige: den ene Cohen-cd efter den anden fylder Casa Kvist med stemningsfuld musik, også i en grad så yngsteøglen i går mente, at NU var det nok. Måske er Cohen ikke lige det mest muntre i små barneører (der ellers er vant til lidt af hvert). ”Kan vi ikke snart høre Rasmus Rap?” lød modforslaget.
Som jeg husker det har Cohens musik altid været der. Helten ynder at hævde, at jeg i sin tid valgte ham, fordi han, i modsætning til fru Kvist (dengang frøken Kvist), var i besiddelse af en vaskemaskine. Det har dog intet på sig, selv om jeg må indrømme, at den lette adgang til rent tøj ikke ligefrem trak ned i det samlede regnskab. I virkeligheden var grunden langt mere romantisk og spirituel; Helten var den eneste jeg kendte, der ejede alle Leonard Cohens plader (ja, plader, så længe er det siden). Når jeg tænker tilbage på vores første år som par, har jeg en tendens til at se alting i et blødt skær; det er altid aften, vi sidder med tændte stearinlys i Heltens mikroskopiske rækkehus, stemningen er afslappet, og Recent Songs strømmer ud af højttalerne.
Nøgternt set var virkeligheden vist knap så zen-agtig; Vi var begge ved at gøre vores respektive studie færdigt, og en af os var konstant voldsomt stresset over eksamener, specialeskrivning etc. (Indrømmet, den anden har egentlig altid været ret zen-agtig og tilbagelænet. Gæt selv hvem der er hvem). Vi boede hver for sig og brugte uforholdsmæssigt meget tid på at karte tøj, bøger og andre livsnødvendigheder frem og tilbage.
Det er ikke det værste at have sådan en lige linie af musik, jeg stadig elsker, der rækker helt tilbage, så langt som jeg kan huske. Det er lidt ligesom de rigtigt gamle venner, der har været med hele vejen. Jeg er heldig....
No comments:
Post a Comment