Saturday, August 9, 2008

Dupond og Dupont

Jeg holder lige en pause i OL-strikkeriet for at fortælle om en god oplevelse fra ferien i det nordjyske. I den forbindelse skal jeg lige understrege, at Heltens Cobblestone ikke skal strikkes i XL som forventet, men faktisk i den midterste størrelse, altså medium. Det har han vist ikke prøvet siden han var barn. Nå, men jeg ræsonnerer således at den tid jeg sparer på de færre masker, kan bruges til at blogge lidt.


I ferien var vi på Højriis Slot, og det var en sjov og alternativ måde at opleve et gammelt slot på. Der var ingen røde snore til at forhindre publikum i at komme for tæt på og ingen emsige kustoder der skulle forhindre os i at pille. I stedet blev vi ved indgangen præsenteret for en mordgåde, som vi skulle løse i løbet af vores ophold på slottet. Vi modtog et eksemplar af Morsø Folkeblad årgang 1928, hvor samtlige artikler viste sig at indeholde spor i sagen. De små detektiver gik til opgaven med ildhu. Det var ligefrem meningen, at man skulle røre ved tingene, kigge bag gardiner, lytte bag døre osv. Sejt!

En af opgaverne var at finde en forsvunden lysegrøn Ford T...

Der var masser af slotsstemning og uhygge:


De ansatte på slottet var alle integreret i mysteriet og klædt på til rollerne.

Da vi nåede til la grande finale i slottets kælder blev det dog lige en tand for uhyggeligt for ungerne, så Helten og jeg måtte ofre os og finde de sidste spor. Alligevel var det ungerne der modtog en officiel udnævnelse til detektiver med ret til at stille spørgsmål.

De vågnede op til dåd igen da de opdagede at slottets restaurant serverede en udmærket og meget børnevenlig buffet med indbygget fortælling om Højriis´ historie. Absolut en oplevelse, der kan anbefales!

1 comment:

  1. Eiiiijjjj, det lyder simpelthen som den perfekte udflugt med ungerne!!
    KH Britt

    ReplyDelete