Mere snak og (endnu) ingen medaljer....

Først et stort tillykke til Laila og Kirsten med deres ravelympiske medaljer. Jeg kæmper stadig for min og er taknemmelig for heppekoret! Som Gunnar Nu ville have sagt, eller faktisk engang sagde, om nogle danske roere til OL, der var kommet så langt bagud, at medaljechancerne var lig nul "der ros flittigt i den danske båd". Det er da en positiv tilgang, der vil noget.

Så må jeg lige undskylde for billedet i mit forrige indlæg. Jeg er klar over, at jeg nu helt ufrivilligt er kommet til at afsløre, at fru Kvist er typen, der hellere vil se på maling, der tørrer, end på sport i tv. Det betyder ikke at jeg ikke selv gider sport, mit fjernsyn fører bare en hensygnende tilværelse i al almindelighed og under sportsudsendelser i særdeleshed.

Tina har gjort mig opmærksom på, at mit sprint-billede viser Justin Gaitlin, der faktisk er dopingdømt, og det var ikke med vilje. Jeg ledte efter et billede, som skulle illustrere sprintens inderste væsen, og troede jeg havde fundet det med løberens flotte linier og fotografiets fornemmelse af fart. Hov vent, måske er sprintens inderste væsen i virkeligheden gode ben og den rette medicin, ligesom i cykelsport? Jeg skal ikke gøre mig klog, der skal episke dramaer til som sagaen om 49'eren for at jeg gider følge med i tv-sport.

Nå men skal vi se hvor galt det går. Faktisk synes jeg trøjen, trods gentagne indledende målinger og beregninger, virker lidt lille på Helten efter sporadisk prøvning med rundpind i, så måske har jeg lige strikket en fødselsdagsgave til min bror. Men here goes: