Barndomsminder

Zette havde for kort tid siden et par indlæg om Knuthenborgparken, som sendte mig lige lukt tilbage til min barndom og tidlige ungdom. Min far er fra Lolland, og en stor del af min familie bor derfor i nærheden af parken. Jeg tilbragte mange ferier hos Farmor og Farfar i Vester Skørringe, og et fast sommerferieindslag var en tur i Knuthenborg. Min fætter og kusine fra Bandholm havde altid sommerferiejobs der, så mon ikke der er faldet et par fribiletter af hist og pist?

Engang var jeg der på cykel med en veninde, og højdepunktet var, da vi blev forfulgt af en flok storskrydende æsler i skarpt trav. Skræmmende var det - ikke fordi vi egentlig var bange for dem, men de larmer altså en del!

Alt dette fik mig til at tænke på at også mine børn skulle have en oplevelse af de vilde. Vi har besøgt mangen zoo og dyrepark i ind- og udland gennem vores 7 år som børnefamilie, men vi har aldrig været i Knuthenborg. Vi blev enige om at efterårsferien ville være et godt tidspunkt, og blev bestemt ikke skuffede.

Parken viste sig i sine smukkeste efterårsfarver, og vejret var med os; en lille smule gråt og fugtigt om morgenen, så der ikke kom alt for mange gæster, og efter en time det mest fantastiske solskinsvejr. Vi stod ikke kø til noget overhovedet, så vi nåede alt hvad vi gerne ville:

Den sibiriske tiger. Undskyld billedkvaliteten, men vi skulle ikke lige have rullet vinduet ned. Når jeg kommer til magten vil min første gerning være at udnævne den sibiriske tiger til dyrenes sande konge. Findes der smukkere eller mere majestætiske dyr?

Abebussen var også et hit. I min barndom måtte man for egen risiko køre ind i egen bil, som så blev ribbet for antenner, vinduesviskere mm. I dag foregår det i bus, og bavianerne kommer helt tæt på, når man fodrer ud gennem de små huller langs siden.

Andre aber kunne man gå i blandt, herunder katta-lemurerne. Ingen der har set filmen Madagaskar, kan vel se på ham her uden at tænke på denne



De røde varier var helt trygge ved os. Man må gerne gå hen til dem, men ikke røre dem, for så kan man ændre deres adfærd og gøre dem til tiggere, forklarede en dyrepasser.

De små bløde klappeæsler var ikke til at stå for.

Yippee, ponyridning. Jeg tøjlede min skræk for heste, okay, ponyer på størrelse med store hunde, og de små bæster kvitterede ved at forsøge at æde min taske.

Cobblestone var naturligvis med hele vejen.

En helt igennem fantastisk dag, der forhåbentlig kan gentages inden alt for længe.

Hov, og der blev strikket undervejs! Noget blev tilsyneladende færdigt, men må lige have en tur mere rundt i manegen, da kanten skal strikkes meget grundigt (læs: er pillet op og ved at blive strikket om, da smarte fru Kvist havde fået forskubbet hjørnet med en rapport).