Om børn og krybbespil

Som mange andre har fru Kvist oplevet, at når man bliver nogens mor, løsnes der lettere op for tårekanalerne. En af de begivenheder, der får mig hver gang, er børn der synger, selvfølgelige ikke mindst hvis mine egne poder deltager. Eftersom både vores skole og børnehave lægger meget vægt på musik, er der rig lejlighed til at lade tårerne trille i løbet at året. I december optræder ældste med hele indskolingen i et krybbespil i den lokale kirke. Det er smukt, højtideligt, stemningsfuldt…og en lille smule komisk.

Jeg kommer altid til at tænke på andre udgaver af krybbespil fra film og litteratur, og der er altså bare noget til smilebåndet, når børn skal være engle, vise mænd eller hummere. (Det sidste vender jeg tilbage til).

Der er f.eks. Lise Nørgaards Volmer, hvor set-uppet er nogenlunde som i Matador. Det er svært ikke at få associationer til scenen, hvor det bedre borgerskabs vanartede unger sidder under provstindens spisebord og lægger skumle planer, mens mødrene ivrigt iscenesætter krybbespillet ud fra et ønske om hver især at få egen yngel til at tage sig bedst ud og mængde sig med de øverste i byen. Børnene har navne som placerer dem urokkeligt i den lille bys hierarki, Knapfabrikantens Svend og Ostegrosserer Olsens uartige Volmer, bare for at nævne et par stykker. Helt let er det ikke at få troværdige engle ud af dem.

Der er også John Irvings ”En bøn for Owen Meany, hvor hovedpersonen Owen, der kun kan TALE I KAPITÆLER, er så lille, at han synes det naturlige valg til at spille selveste Jesusbarnet.

Min all time favourite hvad angår børn og krybbespil (og for den sags skyld romantiske julefilm), er dog filmen ”Love, Actually”, som er et must her i huset op til jul. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om den bedste scene er den, hvor Emma Thompsons datter stolt kommer hjem og proklamerer, at hun har fået en rolle i krybbespillet. Hun skal nemlig spille hummer. ”Hummer?” udbryder mor Emma forbløffet, og så er det, datteren sætter trumf på: ”ja, første-hummer!”. En anden perle er scenen, hvor premiereministeren i skikkelse af Hugh Grant endelig har fundet frem til den kvinde, han er forelsket i, og så ellers må forsøge sig som romantisk førsteelsker mens han og den eneste ene sidder på et smalt bagsæde på hver side af en gigantisk blæksprutte af papmaché med en dreng inden i, på vej til samme krybbespil som førstehummeren.

Vores krybbespil indeholdt ikke andre dyr end nogle nuttede små æsler. Ældste var fortæller (en af mange, man får én replik hver så længe man går i 1. klasse) og kor. Gæt om fru Kvist var ved at gå til af stolthed da han uden bæven stillede sig op til mikrofonen i den fyldte kirke og fremsagde sin replik.