Thursday, February 12, 2009

Nogle dage elsker jeg bare mit job!

...som for eksempel onsdag i denne uge, hvor jeg i embeds medfør tyvstartede på foråret. Bemærk: strålende sol og nul overtøj. Året første udendørs Caffe Latte, eller Cafè de Llet på det lokale mål. Den smagte så godt at vi var nødt til at betille en mere for at blive siddende lige der i solen.

Jo, jeg var til et Meget Vigtigt Møde i Barcelona. For ingen skal tro der er tale om ren pampertur for skatteyderkroner, må jeg lige oplyse, at hele torsdagen blev tilbragt i et lille, stegende varmt mødelokale uden vinduer i det katalanske sundhedsdepartement. Fantastisk bygning, altså resten af den, ren Harry Potter, som min kollega bemærkede. Eftersom fru Kvist gjorde sig meget umage for at se seriøs og mødeagtig ud, var det ikke helt passende at hale kameraet frem på turistmanér. Derfor ingen billeder derfra. Kan i øvrigt oplyse, at departementet er nærmeste nabo til Camp Nou,

...og at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, der ikke vidste hvad det var, i hvert fald at dømme efter resten af gruppens forargede reaktion på min uvidenhed. Det ved jeg så nu, og kan muligvis endda vinde lidt street credit hos min nevø på den konto.

Mødet startede så tidligt at vi var nødt til at rejse derned onsdag, og når vi alligevel skulle afsted dagen før, fik vi lige lagt en halv dag ind til T&T (Turisme og Tapas). Der er jo nok at se på i byen:

Det store fødevaremarked ved Ramblaen:

Der var også flere boder, der handlede med dyrs indre organer. Dem er der altså ingen billeder af, for jeg begynder altid at blive lidt svimmel bare ved synet. Til gengæld er ordet for "indvolde" ("tripas" på såvel spansk som portugisisk) som regel noget af det første, jeg lærer på et nyt sprog, så jeg ikke risikerer at bestille det ved et uheld.

En af mange fantastiske Gaudí-bygninger i byen:

Min ledsager var en af kollegerne der også var med på drengeturen i november. "Nu har vi da også været på tøsetur" mente han "vi har jo shoppet". Jo tak, fodboldtøj til hans unger. Jeg skal gi´ ham tøsetur, skal jeg!

Gastronomisk set var der dog lidt mere pigetur over det denne gang. Rødvin og fantastiske tapas, så er der ikke meget at klage over.

In case you were wondering, jo, rent fagligt kom der også rigtig meget ud af det...

4 comments:

  1. ja, det er der da ikke noget at sige til lige i dette tilfælde. Skønt, hva'? Lyder som en rigtig god tur med både "business and pleasure"
    Marlene

    ReplyDelete
  2. Uhm tapas i Barcelona - jeg bliver helt misundelig ;-)

    Kærestens firma har hovedkvarter lidt udenfor Barcelona og der har flere gange været snak om at han skulle derned. Hvis han tror at han får lov til at tage alene afsted kan han godt tro om igen!

    ReplyDelete
  3. Åhhh, det ser fantastisk ud!! Gaudi, forår og spansk stemning - yihaaa!
    Knus,
    Britt

    ReplyDelete
  4. Det var det, Marlene. Jeg ville ikke bryde mig om et job, hvor jeg skulle være meget væk hjemmefra, men en gang i mellem er det nu fint med lidt luft under vingerne.

    Britta, det skulle du unde dig selv. Barcelona er en fantastisk by, så du må endelig hægte dig på.

    Britt, sådan lidt forår på forskud, det giver et løft. I dag har vi fået sne, det er nu også ret okay!
    Knus,
    Lise

    ReplyDelete