Eller København på turistmåden. Familien Kvist tilbragte en del af uge 3 i København, og der var virkelig tale om turisme med stort T. Zoo, kanalrundfart, Operaen (som har sommerlukket, æv) Tivoli, hvor vi til fleres store fryd kunne konstatere, at Ældste nu måler de magiske 132 cm, der skal til for at køre i Dæmonen.
Little known fact: fru Kvist, der ellers ikke er nogen vovehals, er helt syg med rutschebaner, jo vildere, jo bedre. Ikke karruseller, bare tanken om ting, der snurrer rundt gør mig dårlig, men rigtige gammeldags rutschebaner, gerne med loops og det hele. Dæmonen styrer, Fru Kvist & Søn glæder sig allerede til den traditionelle juletur.
Ud over de sædvanlige turistting, var der lidt ekstra krydderi for børnene. For ældste var det noget helt særligt, at vi boede her:
Marinestation Holmen, lige noget for en 7-årig, der interesserer sig voldsomt for alt, hvad der har med militær at gøre. Hans klidmoster af en mor havde naturligvis besluttet at han ikke skulle have legetøjsvåben, med efter han havde gnavet en pistol ud af et stykke rugbrød og bygget et gevær af en bøjle, måtte jeg erkende, at det nok ikke var en holdbar strategi.
Der er mange fine gamle bygninger på Holmen, i hvert fald når man ser dem udefra. Indvendigt har de alle et umiskendeligt institutionspræg som enhver anden offentlig forvaltning. Den 7-årige var vildt betaget af de spændende krigsskibe, man kan komme ind og se.
Herudover trak det ikke lige frem ned at flaget blev hejst hver morgen og strøget hver aften med kanonsalut, eller at bussen til og fra Holmen er en vandbus.
For yngsteøglen var højdepunktet nok det her, kendt af de fleste småbørnsforældre:
Yes, de var med i Sommer Summarum. Ældste fik sine 15 minutters berømmelse i Monsterquizzen samt ved at sidde lige bag en døv pige, der blev interviewet. Yngste ville bare gerne være publikum. Der var virkelig en oplevelse, også for forældrene, at se hvordan man med meget enkle midler stabler et populært børneprogram på benene. Flere af ungernes kammerater havde genkendt dem i tv, så det var rigtig stort.
En superdejlig tur, men helt på børnenes præmisser. Fru Kvist og Helten mener nu at have gjort sig fortjent til en voksentur. Jeg ser noget med opera og god mad for mig....
Fantastisk tur! Jeg har det på helt samme måde: rutchebaner er sagen, men ikke snurre-rundt-kålorme.
ReplyDeleteKnus,
Britt
...der er tilbage igen, jo jo, har bare ikke taget sig sammen til at opdatere bloggen....
Velkommen hjem, Britt. Du har været savnet!
ReplyDelete