Godt nytår - og årets sidste FO

Og et rigtigt hit!

Modellen er velkendt: Linnea i voksenudgave fra Rasmilla. Den er til mig, at I bare ved det. I årets løb er der blevet strikket til mange: (samlet opgørelse følger) mor, datter, søster, svigermor, søn, niece, veninder, veninders børn, men ikke meget der er havnet i mine egne skuffer. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har strikket en trøje til mig selv. Det har jeg nu! En dag kommer der endda knapper i.

Opskriften er, som altid fra Sanne, velskrevet. Da jeg gik helt i stå i venderækkerne, var jeg derfor godt klar over at fejlen var på min side. Alle andre skrev om hvor let modellen er at strikke, men jeg kunne simpelt hen ikke få det til at passe. Heldigvis køber man jo en serviceaftale med, når man køber Sannes opskrifter, så der var hurtig hjælp at hente. Problemet var i al sin enkelthed, at fru Kvist ikke fattede, hvordan Sanne tæller, og var gået helt fast i sin egen tal-logik. Da den hindring var ryddet af vejen var det let. Det hele måtte dog alligevel trævles op, for når nu Sanne alligevel var på, benyttede hun lige lejligheden til at oplyse, at trøjen ville blive for stor i str. M. Om igen, og den passer supergodt i S.

Fakta
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farven Cloudberry, dobbelt, 302 g. i vasket udgave
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or Not? Hot! Jeg skal lige vænne mig til de trekvartlange ærmer. Til gengæld er jeg gang på gang imponeret over den effekt, man kanopnå med venderækker.

Med denne solstrålehistorie om trøjen, der startede sit liv som en for lille Amaya, forsatte som en for stor Linnea med underlige venderækker og, alle gode gange tre ligesom i eventyrene, endte som en velsiddende Amaya med fine vendinger, vil jeg gerne ønske jer allesammen

Et rigtig godt nytår og på gensyn i 2010!

Tak for i år og allermest tak for alle jeres kommentarer, som gør det sjovt at være blogger!

Scraps - Anne, Hanne og et tvist af Kvist

Jeg faldt med det samme for Annes og Hannes lille fine vest. Idéen med at bruge restegarn er al ære værd. For mig er der bare et problem: jeg er ikke god til at sætte farver sammen! Jeg var lettere rystet da en veninde viste mig sit Heather-kit fra Helga-Isager; superlækkert garn, men instruksen:" sæt farverne sammen som du selv synes", ville få mig til at ryste på hænderne. Jeg kaster mig gerne ud i diverse indviklede hul- og snoningsmønstre, men hvis en anden vil matche farverne, er jeg glad. Jeg er sikker på en kombination af øvelse og farvelære vil kunne hjælpe på det, men nu havde jeg lige en lille uge til at få strikket en Scraps-vest i julegave til min søster, så det var ikke lige der, det store farveslag skulle slås.

Løsningen kom til mig en dag i en lokal tøjbutik, hvor jeg faldt over en meget grim strikjakke, i en gulgrøn farve, der omgående ville have fået fru Kvist til at se halvdød ud. Jakken havde, udover nogle ganske besynderligt placerede snoninger, også det i min barndom så populære boblemønster. Min søster elsker alt, hvad der er 70'er-agtigt, så idéen lå lige for.

Det endte sådan her:


Vesten er ikke skæv, jeg har bare lagt den lidt skævt i skyndingen. Den faldt tilsyneladende i god jord hos modtageren, i hvert fald tog hun den straks på til sin grå kjole juleaften, og igen over en hvid skjorte til familiens julefrokost 2. juledag. Jeg burde have taget et action-shot, for vesten kommer absolut mest til sin ret når den er på.

Boblemønsteret er svært at fotografere tæt på:
- men frygtelig nemt at strikke: det går over 4 masker (+ et par kantmasker) Man strikker 4 pinde glat, lader på næste pind hver 4. maske løbe 4 pinde ned og strikker masken sammen med trådene fra løbemasken. Så strikker man 5 pinde, og gentager proceduren, dog forskudt, så den maske, der løber, ligger over den midterste maske i den forrige boble. Jeg har lavet hhv. 4, 3 og 2 boblerækker med 13 omgange mellem hvert mønster. Jeg har ikke sat snore i, men bortset fra det har jeg fulgt opskriften.

Faktaboks:
Mønster: Scraps fra Anne og Hanne
Garn: Shetlandsuld fra Garn.dk (Faktisk rester fra Cobblestone og Teitur), lagt dobbelt, i alt 133 gram
Pinde: Addi Turbo 5 og 4,5 til kanter.
Ændringer: Multifarvede striber erstattet af boblemønster
Hot or Not? Hot, måske skulle jeg selv have en?

Til en, som virkelig er værd at forære håndstrik

Mange af min veninder elsker håndstrik. Nogle af dem strikker selv. Som Debbie Stoller (of Stitch and Bitch fame) en gang påpegede, er de gode at forære strik til, fordi de forstår at værdsætte indsatsen. Veninden som har fået dette sjal

strikker lidt, men er i virkeligheden mest til keramik. Hun laver så flotte ting, at de fortjener en post i sig selv, for jeg er så heldig at modtage nogle af hendes værker ind i mellem. Som fritidskunsthåndværker har hun et nært forhold til former, farver og håndlavede ting. Derfor opbevares hendes håndstrikkede gaver i form at sjaler og tørklæder som en hel udstilling i hendes stue. Hun har en reol i mørkt træ, og det ser virkelig flot ud.

Min seneste tilføjelse til hendes samling er et Ishbel-sjal. Skønt mønster, lunhurtigt lært, men med god effekt. Størrelsen må nærmest betegnes som medium; jeg startede med det glatte stykke i den lille størrelse pga. tidspres, men da jeg kom i gang med hulmøntret gik det så stærkt, at jeg besluttede mig for at opgradere til den store størrelse.


Garnet er Lucca, som jeg elsker til sjaler og tørklæder for dets blødhed, men som jeg af samme årsag aldrig ville strikke en sweater af. Hele sjalet blev færdigt på 7 dage i en uge hvor jeg ikke havde specielt meget strikketid, så det kan anbefales som et lille, hurtigt projekt. I virkeligheden er det måske mere et tørklæde end et sjal, for man starter i nakken og tager hele 6 masker ud for hver 2 pinde, så resultatet bliver ganske bredt og ikke så dybt.

Faktaboks
Mønster: Ishbel fra Ysolda Teague
Størrelse: Medium, forstået som det glatte stykke i small og det mønstrede i large
Garn: Lucca Supersoft Merino, 119 g.
Pinde: Addi Turbo 4,5
Hot or Not? Hot, jeg vil også have et!

Julefred at last.....

Et forsinket ønske om god jul fra Fru Kvist og de lokale nisser. Jeg håber I nyder juledagene og at freden hviler over jer. Jeg nåede ikke at få smidt en hilsen den 24., som det ellers var planen. Helten havde døgnvagt, og der gik overraskende lang tid med at sørge for at alle var renskurede og i deres stiveste puds, og at samtlige gaver var pakket ind og mærket med modtagerens navn. Et par af fru Kvists gaver var vanen tro fugtige endnu, og måtte pakkes ind i sidste sekund. Ungerne slægter mig på - om formiddagen viste det sig pludselig, at flere medlemmer af familien skulle betænkes med malede æsker. De var så nymalede, at de måtte med til julefest hos mine forældre i en vaskebalje, og pakkes ind på vej ind til juletræet. Nå, vi nåede det hele, men næste år vil vi helt sikkert være i god tid (yeah, right, fru K, det evige nytårsforsæt.)

Første juledag holdt vi en ekstra jul med Helten, farmor og farfar, dog med utraditionel julemiddag i form af lammekølle og abrikostærte. Anden juledag var der julefrokost i Fru Kvists familie og tredje juledag i Heltens.

Nu er vi endelig nået til en dag, hvor der ikke har været marathonspisning og familieoptøjer på programmet. Formiddagen blev brugt på bagning af rugbrød samt travetur i det helt fantastiske solskin. Ungerne fik indkaldt et par legekammerater, de trængte vist også til lidt andet, selv om de elsker jul. Derfor er der tid til at sidde her , og jeg skal da også lige have fremvist de hjemmegjorte gaver.

Fru Kvist, 5 år, har leget med perler:

Den første er lava og rød koral

Den næste er lava, røgkvarts og sort agat. Der blev også en til Yngsteøglen i små lavaperler og rosakvarts, som dog ikke lige er blevet fotograferet. Damen elsker når vi leger med perler, og jeg hygger mig også med det i mindre doser, selv om jeg sagtens kan finde på at luske mig til at strikke et par pinde også. Jo, forresten, hun har den da på i det øverste billede.

Apropos strik, coming up: strikkede julegaver.

Snydt igen

Først var der tøsetopstykket til datteren. Så var der mit eget topstykke, der endte i min mors klædeskab efter et lille uheld med pindestørrelsen. Nå, pyt, tænkte fru Kvist, alle gode gange 3. Nu kan jeg måle min pind, strikke 4. omgang i søvne og bestille mere Eclipsefarvet Supersoft fra Helle, så skulle det vel kunne lade sig gøre at få sig et topstykke?

Godt tænkt, men ikke godt nok. Der var nemlig flere der har fået øjnene op for topstykkets lyksaligheder, herunder min svigermor.

Derfor blev den fint pakket ind til hendes 60-års fødselsdag. Den vakte stor jubel, og flere forsøg på bestilling. Det sidste blev dog afvist, høfligt, men bestemt. En ting er at strikke en keedelig/meditativ model som gave til en man gerne vil glæde eller til sig selv, men på bestilling, nix.

Om jeg selv får en? Tjah, jeg har da garn liggende, nu i Safir, og jeg har faktisk ikke fået set den anden halvdel af SATC-serien, så måske.

Faktaboksen er stort set ligesom sidst, dog pindestørrelse 3,5, hvilket kan anbefales, hvis strikkefastheden skal overholdes...

Pyyh,

der er godt nok mørkt og koldt her, hva´? Der sker nok ikke noget før jeg selv får fjernet spindelvævene og tændt op, så jeg må hellere komme i gang. Der er nok at fortælle om, det er bare lige at tage sig tiden.

December har været fyldt med alt muligt, også udover de almindelige december-events i børnehave, skole, SFO, diverse julefrokoster, koncerter, Luciadag mm., der ellers sagtens i sig selv kan fylde kalenderen.

December startede med, at den ellers så initiativrige og foretagsomme yngsteøgle var syg i hele ti dage. Feber, hoste og generel mathed tog helt pusten fra hende, og mange dage blev tilbragt under et tæppe på sofaen. Gudskelov for bedsteforældrene, der lige som os kom til at savne alt hendes iværksætteri, selv om hun, som min far bemærkede, var meget nem at passe. Han erindrer ikke, at de tidligere har haft hende på besøg, uden det medførte omfattende oprydning og naturligvis deltagelse i diverse øgleinitierede lege ("Morfar, nu er du Danny" siger den lille Greasefan, der naturligvis selv er Sandy. Kun en anelse mere troværdigt, end når hendes store far bliver sat til at agere Marianne fra Vild med Dans). Nu er ungen heldigvis tilbage på fuld skrue, hendes legendariske energi er genoprettet, og hun gør sit bedste for at indhente den tabte tid.

Så blev fru Kvist påkørt, heldigvis uden der skete noget videre med hverken hende, der kørte den anden bil, eller mig selv. Jeg blev ramt bagfra mens jeg holdt stille, men slap heldigvis med nogle forstrakte ledbånd og muskler i nakke og skulder. Det gør ondt en uge, sagde skadestuelægen, og det fik han ret i, og bortset fra et mindre tilbagefald i forbindelse med bobsædekørsel, går det fint igen. Dog kan jeg godt mærke, at det har sat lidt spor - andre biler skal bare ikke komme for tæt på, og jeg, der aldrig har været bange for at køre i glat føre, fordi jeg i sin tid lærte det i Vermont, erklærede hjemmearbejdsdag hele to dage i sidste uge, bare for at slippe for at køre. Jeg skal tage mig sammen, vores hverdag er afhængig af Mor bag Rattet. Til gengæld kom jeg til at holde af mit halvgamle skrummel af en tysk stationcar (the Beast 2, som min bror nu har omdøbt den til, Obama må gerne låne den næste gang han kommer forbi). Mens den Fiat Punto, der påkørte mig, fik smadret hele forpartiet, var der kun en lillebitte rids at se på min kofanger.

Bagefter fyldte min søde Svigermor (bonus på enhver måde) 60. Så måtte Kvist Catering træde i karakter. Heldigvis kun med desserten, svenske blåbærtærter med hvid chokolade.

Der er også strik at vise i den anledning, stay tuned, til jeg lige får fundet billederne af det.

Nu er der heldigvis juleferie i den lille familie, i hvert fald for de 3 af os. Helten skal på arbejde onsdag og har døgnvagt den 24., så vi holder en ekstra juleaften den 25. Det er gjort før og fungerer godt. Sådan er betingelserne med Heltens arbejde, til gengæld har han fri resten af julen og nytåret, så det må vi så få det bedste ud af. "Jubi, så får vi dobbelt så mange pakker!" jubler ældste, mon nogen kan nænne og fortælle ham, at han får det samme antal gaver, bare fordelt på to dage?

En lang og ikke videre sammenhængende smøre om december, og det værste er, at der kommer mere. To, måske endda snart tre, strikkeprojekter er klar til fremvising.