Pyyh,

der er godt nok mørkt og koldt her, hva´? Der sker nok ikke noget før jeg selv får fjernet spindelvævene og tændt op, så jeg må hellere komme i gang. Der er nok at fortælle om, det er bare lige at tage sig tiden.

December har været fyldt med alt muligt, også udover de almindelige december-events i børnehave, skole, SFO, diverse julefrokoster, koncerter, Luciadag mm., der ellers sagtens i sig selv kan fylde kalenderen.

December startede med, at den ellers så initiativrige og foretagsomme yngsteøgle var syg i hele ti dage. Feber, hoste og generel mathed tog helt pusten fra hende, og mange dage blev tilbragt under et tæppe på sofaen. Gudskelov for bedsteforældrene, der lige som os kom til at savne alt hendes iværksætteri, selv om hun, som min far bemærkede, var meget nem at passe. Han erindrer ikke, at de tidligere har haft hende på besøg, uden det medførte omfattende oprydning og naturligvis deltagelse i diverse øgleinitierede lege ("Morfar, nu er du Danny" siger den lille Greasefan, der naturligvis selv er Sandy. Kun en anelse mere troværdigt, end når hendes store far bliver sat til at agere Marianne fra Vild med Dans). Nu er ungen heldigvis tilbage på fuld skrue, hendes legendariske energi er genoprettet, og hun gør sit bedste for at indhente den tabte tid.

Så blev fru Kvist påkørt, heldigvis uden der skete noget videre med hverken hende, der kørte den anden bil, eller mig selv. Jeg blev ramt bagfra mens jeg holdt stille, men slap heldigvis med nogle forstrakte ledbånd og muskler i nakke og skulder. Det gør ondt en uge, sagde skadestuelægen, og det fik han ret i, og bortset fra et mindre tilbagefald i forbindelse med bobsædekørsel, går det fint igen. Dog kan jeg godt mærke, at det har sat lidt spor - andre biler skal bare ikke komme for tæt på, og jeg, der aldrig har været bange for at køre i glat føre, fordi jeg i sin tid lærte det i Vermont, erklærede hjemmearbejdsdag hele to dage i sidste uge, bare for at slippe for at køre. Jeg skal tage mig sammen, vores hverdag er afhængig af Mor bag Rattet. Til gengæld kom jeg til at holde af mit halvgamle skrummel af en tysk stationcar (the Beast 2, som min bror nu har omdøbt den til, Obama må gerne låne den næste gang han kommer forbi). Mens den Fiat Punto, der påkørte mig, fik smadret hele forpartiet, var der kun en lillebitte rids at se på min kofanger.

Bagefter fyldte min søde Svigermor (bonus på enhver måde) 60. Så måtte Kvist Catering træde i karakter. Heldigvis kun med desserten, svenske blåbærtærter med hvid chokolade.

Der er også strik at vise i den anledning, stay tuned, til jeg lige får fundet billederne af det.

Nu er der heldigvis juleferie i den lille familie, i hvert fald for de 3 af os. Helten skal på arbejde onsdag og har døgnvagt den 24., så vi holder en ekstra juleaften den 25. Det er gjort før og fungerer godt. Sådan er betingelserne med Heltens arbejde, til gengæld har han fri resten af julen og nytåret, så det må vi så få det bedste ud af. "Jubi, så får vi dobbelt så mange pakker!" jubler ældste, mon nogen kan nænne og fortælle ham, at han får det samme antal gaver, bare fordelt på to dage?

En lang og ikke videre sammenhængende smøre om december, og det værste er, at der kommer mere. To, måske endda snart tre, strikkeprojekter er klar til fremvising.