Egostrik

Jeg har jo lovet mig selv at jeg godt må strikke lidt mere til mig selv i år end sidste år, for af en strikker at være har jeg faktisk forbløffende lidt eget håndstrik i skabet. Med min familie og mine veninder forholder det sig lidt anderledes. Her er mit nye sjal:
Opmærksomme læsere vil nok mene de har set det før, så jeg iler med at forsikre, at egoismen ikke er blevet så omfattende, at jeg har tilbageerobret det sjal jeg strikkede til min veninde. Nix, dette er et nyt Ishbel. Jeg er vild med mønstret:

Farven, som ikke er korrekt gengivet på nogen af billederne, er lysere end jeg normalt bruger til mig selv. Dybe, mættede farver er mere min kop te, men det er omsider gået op for mig, at de lidt lysere farver tit gør sig bedre sammen med de mørke, der findes i min garderobe. Sjalet er strikket fra nakken og ned, men med flere udtagninger end normalt (6 masker for hver 2 pinde). Resultatet er en facon, der egner sig bedre til at slynge om halsen som et tørklæde, end til at have hængende på ryggen, og det er faktisk ret anvendeligt. Hvis du ikke kender designeren, skulle du kigge forbi, hun laver mange fine, finurlige ting.

Faktaboksen er magen til den her bortset fra at mit sjal er lidt større. Jeg strikkede bare indtil der ikke var mere garn, så den del af det var ikke egoisme med vilje.

Dødens Gab 2

Det er længe siden sættet blev færdigt, men af førnævnte årsager har det ikke været vist frem. Der har været flere gæt på, hvordan en død fisk til en prinsesse ser ud, men jeg må beklage, den er hverken pink eller Nemo-farvet i gul og orange. Yngsteøglen, der som bekendt har en mening om alt, besluttede sig for et rosa/aubergine/tweedy vinrødt tema. Jeg har før skrevet om mine manglende talenter for selv at sætte farver sammen, men jeg kan dog alligevel the Gospel according to Fassett godt nok til at tænke, at der måtte en funky kontrast til. Det viste sig, at jeg ikke behøvede at gøre mig den helt store ulejlighed, den kommende fiskeejer havde allerede fundet på råd. Den skulle naturligvis være i sølv! Resultatet er, hvis jeg selv må sige det, ikke helt så stygt som det lyder. Der blev lige et halstørklæde til også, strikket på langs. (note to self: halstørklæder strikket på langs bliver altid længere og tyndere i brug, strik det derfor kortere og bredere næste gang).

Det er heldigt at man ikke kan se på dette billede at øglen er en lille krukke. Ungen elsker sin fiskehue og går med den stort se hver dag, også selv om hun forarget kunne meddele at en af drengene i børnehaven havde sagt at det var en LATTERLIG (med tydeligt udtalte t'er) hue.

Faktaboks:
Mønster: Fish Hat, dead or alive, fra Knitty. Tørklædet er bare retstrikkede striber over ca. 220 masker med en fastmaskekant for hver ende for at dække over farveskift. Siden er der også kommet en Scarfish tørklædeopskrift fra designeren, men mon ikke én død fisk ad gangen er nok?
Garn: 219 g. mystery yarn from stash, for nu at citere opskriften. Noget af det er ældgammelt Karisma, garn som man for 20 år siden kunne strikke stort set uopslidelige trøjer af, men som man i dets nuværende form gør bedst i at gå langt uden om. Jeg har faktisk spurgt en af forhandlerne, hvorfor kvaliteten er faldet så voldsomt, og hun indrømmede, at produktionen var overtaget af et andet spinderi. Efter min mening tangerer det vildledende markedsføring at sælge garnet under samme navn, og jeg har i hvert fald købt mit sidste nøgle. Jeg sværger på at sølvgarnet er noget jeg har arvet fra min nabo.
Pinde: Addi Turbo nr. 4, et halvt nummer mindre end opskriften foreskriver.
Hot or Not? Tjah, nu betyder hot jo ikke køn, ungen elsker huen og tørklædet, det var sjovt at strikke og meget velegnet til rester, what´s not to love?

Op til overfladen....et blabla-indlæg

Beklager stilheden her på bloggen, men Casa Kvist har været sygdomsramt. Alle andre end yngste har været syge på skift over sammenlagt 4 uger. Ikke alvorligt, men alligevel nok til at komme grus i det daglige maskineri. Fru Kvist senest, med vanlig sans for timing valgte jeg at gå ned for fuld skrue i en uge, hvor Helten havde ikke mindre end 3 døgnvagter, ikke smart. Og så kommer vi slet ikke ind på alt det, der burde være klaret på jobbet, vel? Vi må konstatere, at der her i huset bare ikke er plads til at Mor bliver syg. Hvor er det praktisk at alle sygdomme tilsyneladende har to former, den alvorlige, der kun rammer mænd, og den milde, der altid rammer kvinder og børn, så vi hurtigt kan komme i sving igen.

Nu er jeg endelig på vej op til overfladen, så her kommer det første indlæg fra min nye pc, som jeg kæmper for at beholde som Mors Computer. Man skulle tro det kunne være muligt eftersom de kære små har fået den gamle, men efter Club Penguin er kommet ind i deres liv, er de altså NØDT TIL at have en pc hver, mener de. Af en eller anden grund er de helt uimponerede over mine forklaringer om at jeg var 17 før der overhovedet kom en computer ind i mit barndomshjem. Heldigvis lykkedes det mig da at skræmme dem på en anden front: ældste har længe bedyret at han var DEN ENESTE i klassen, der ikke havde egen mobil. Ved et forældremøde viste det sig, at der var ca. 16 i klassen, der hver især var DEN ENESTE i klassen uden telefon. Måske en sag for matematiklæreren?

Da knægten godt kunne se, at dette lidet overbevisende argument nok ikke holdt vand, forsøgte han at sætte ind på en anden fløj, helt dum er han jo ikke.
Søn: "Mor, hvor gammel var du, da du fik din første mobiltelefon?"
Mor (sødt smilende): "Treogtredive, tror jeg"
Søn: " " (stum af chok).

For øjeblikket overvejes om der skal opstilles strikse regler for computer- wii- og DSI-tid pr. dag, eller om det kan klares i mindelighed. Der skal jo også være tid til analoge aktiviteter:


Apropos analoge aktiviteter, så er der også strik at vise, om end et magert udbytte efter så lang tid. Coming up.