At rejse er at leve....

sagde den gamle digter, og her i familien Kvist gør vi nye erfaringer i den retning. Yes, vi er blandt de mange, der er strandet i udlandet på grund af vulkanudbruddet.

4000 kilometer rejste vi mod syd, og havde bestemt ikke fantasi til at forestille os, at at et vulkanudbrud på Island kunne forhindre vores hjemrejse fra Madeira. Vi havde en skøn uge på trods af at vejret ikke var det bedste. Da vi skulle hjem i mandags, forlød det at vi var strandet på øen, men pludselig var der et fly til os, så nu er vi i stedet strandet i Lissabon.


Vi holder modet oppe efter bedste evne, men det er frygtelig hårdt: vores rejseselskab har indlogeret os på et lækkert hotel i centrum af byen, tæt på den gamle bydel. Her bliver vi på selskabets regning wined and dined i stor stil, har haft to dage til et gensyn med byen som vi holder meget af, og den eneste sky på himlen har været en overhængende trussel om bustransport Lissabon-København. Der er 3100 km, not my idea of fun.

Det sidste nye er, at vi skal flyve hjem i morgen, så kryds lige fingre, ikke? Jeg tog gerne et par dage mere i skønne Lissabon (har også stadig både strikketøj og læsestof) men jeg gider helst ikke slå lejr i lufthavnen, og absolut heller ikke køre med bus hjem over 3 dage.

Den stressede strikkers guide til hurtig (selv)tilfredshed

1. Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
2. Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
3. Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.
   

Ad 1: Fiona fra Rasmilla
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Gode venners få uger gamle datter

Set så mange gange (også her) at den vel dårligt kræver en faktaboks. Jeg kan dog røbe, at der er tale om den mindste størrelse, og at jeg har brugt knap et nøgle Cloudberry (den opmærksomme læser vil genkende farven) og nogle få gram Silver Gray. Efter at have strikke modellen i model baby, model lille pige og model Build-a-Kanin, ser jeg nu til min glæde, at jeg også kan få en selv. Tak for det, Sanne!

Babykjolen er strikket for et stykke tid siden, og blev overrakt de nybagte forældre mens jeg var syg. Det foregik på drengemåden: Silkepapir, are you kidding? Øhhh, gaveindpakning og fine bånd? Sikke noget tøsepjat. Den blev leveret som den var, sikkert halet op af jakkelommen, ikke så meget ceremoniel her. Det forlyder dog at den er faldet i god jord, og det er trods alt det vigtigste.

Op til overfladen, et nyt forsøg....

Jeg var lige kæk nok, da jeg for et par uger siden erklærede mig næsten rask. Det viste sig, at halsbetændelsen bare var overturen. Efterfølgende har jeg muntret mig med mellemørebetændelse (er det ikke sådan noget små børn får?) og virus på balancenerven. Det var godt nok ubehageligt, men nu er dette jo en strikke(og ævle-)blog og ikke et jammersminde, så jeg gider ikke skrive så meget om det. Kun at det er hårdt for en læsehest og erklæret net-afhængig hverken at kunne bevæge sig rundt, læse, se tv eller sidde ved computeren i næsten 14 dage. Sådan nogle dage kan godt blive ret lange, især når medicintågerne begynder at lette.

I et anfald af lettere desperation kom jeg i tanker om Jettes kommentar, hvor hun bemærker min evne til at strikke mønster uden at kigge på det. Vi taler om lette mønstre her, men alligevel, hvis man ikke kan andet, så kan man måske....strikke? Yes, når man nu lige har Ishbel i fingrene, så går det. Min smarte seng, som kan indstilles i mange vinkler, men sjældent bliver det, viser sig at kunne stilles så den støtter overarmene perfekt under strikning. Måske jeg altid skulle sidde der når jeg strikker?

Ingen, der kommer her på bloggen er vel i tvivl om hvordan et Ishbel ser ud, men her ser I Ishbel på stoffer:


Skuffende nok ser det ud som de andre, ikke noget psykedelisk over det. Denne gang den lille model, strikket i gråblåt Lucca, vejer 89 g. Ender nok som gave til veninde, der uventet er sprunget ud som En Der Går Med Blåt.

Jeg har egentlig lidt mere at vise frem, men pc-tiden er fortsat begrænset, så det følger.

PS. Undskyld for alle de mails, kommentarer mm. jeg skylder, jeg skal nok komme på omgangshøjde igen. Med tiden.....