To klassiske sjaler og den allersidste hoplanål

Bag denne lettere kryptiske overskrift ligger Yngsteøglens afsked med børnehaven. Den fandt sted for nogle uger siden og forblev ublogget på grund af akut ferierejse, men da den involverer strik (på akkord) må den lige have et par ord - og billeder - med på vejen.

Det er sært at tage afsked med børnehaven. Denne gang er det alvor, i modsætning til da Ældste stoppede, hvor vi vidste at vi havde tre år mere med Yngsteøglen. Vi har altid været meget glade for stedet. Der lægges stor vægt på musik og udeliv, hvilket passer vores unger rigtig godt. Da Yngsteøglen startede, fandt vi ud af, at det også var muligt at dyrke kreative sysler, et tilbud ældste havde valgt at forbigå i tavshed, da han hellere ville ud at lege. Yngste har til gengældt opretholdt en ubønhørlig masseproduktion af tegninger, perlekunst, klip & klister mm. over alle årene. Børnehaven har sine egne sange, har sågar lavet en cd med dem, ved et rent held i løbet af de få måneder, hvor begge unger gik der. Et sjovt minde at have.

Børnehaven har også en masse mere eller mindre skøre traditioner og ritualer. Et ritual, der i første omgang fik Helten og mig til at tro, at vi havde hørt forkert, er uddelingen af Hoplanåle. Den finder sted hver fredag, og begunstiger de børn, der har gjort sig heldigt bemærket i løbet af ugen. Heldigvis kan man udmærke sig på mange måder: ved at være en god kammerat, ved at kunne sætte navne på et landkort, ved at hjælpe med at dække bord og rydde op mm. Yngsteøglen har sågar engang opnået æren ved at lære replikkerne til den ene halvdel af en Monrad og Rislund-sketch udenad, så hun kunne optræde sammen med en af pædagogerne til fredagsfællessang: "Skødet er skrevet og gælden er Deres, Brodtgaard". Der er således vide muligheder for at opnå æren, og alle børn får en udmærkelse med jævne mellemrum.

Sådan ser en Hoplanål årgang 2010 ud:

Og sådan her ser man ud, når man har modtaget æren:


Hoplanålen er nu et overstået kapitel, Yngste er SÅ klar til at komme i skole. En nyindkøbt skoletaske er blevet vist frem til veninder, naboer og familie, og kun Fru Kvists nådesløse insisteren har afholdt ejeren fra at gå rundt med den permanent påmonteret i 30 graders varme. Helten og jeg har det lidt sværere med at slippe børnehaven. Som tilflyttere til byen har vi betragtet den som et af vores faste holdepunkter, og mange af de mennesker vi har lært at kende, har vi mødt her. Jeg har siddet i forældreforeningen og været chefredaktør (og eneste medarbejder) på børnehavens blad. En fase er slut, men mon ikke vi kommer på visit i ny og næ? Ellers kan vi jo komme til Bedsteforældredag, mener yngste, men mon ikke der er nogle år til?

Nå, men for nu at vende tilbage til det strikkerelaterede indhold: Hvordan siger man tak på en personlig måde, til de tre skønne mennesker, der gennem 6 år har været med til at give vores unger en rigtig dejlig hverdag? Rigtig gættet, med strik selvfølgelig. På ægte Kvist-facon kom idéen selvfølgelig til mig i sidste øjeblik, så der var lige en uge hvor der blev strikket igennem i hvert ledigt sekund. Grundet tidnød valgte jeg et par sikre satsninger: Shetland Triangle og Ishbel, begge vist masser af gange her på kanalen.

"Jeg elsker orange!" erklærede den ene pædagog en dag, hvor vi tilfældigt talte om farver. Det gør jeg absolut ikke, men jeg havde 200 g. Mandarin på lager, der egentlig var udvalgt af yngste til en Linnea. Der er mere hvor det kommer fra, og der var ikke lige tid til at bestille nyt, så derfor


Jeg bliver aldrig træt af mønstret: tænk at man med så lille indsats (alle mønsterpinde er ens) kan frembringe sådan nogle fine blade:


Faktaboks:
Mønster: Shetland Triangle fra Wrap Style
Garn: 180 g. Supersoft fra Holstgarn i farven Mandarin, strikket dobbelt.
Pinde: Knitpicks Pro. 5 mm. Fantastiske spidser til lacestrik og en æstetisk nydelse. Så må man leve med at de skal strammes af og til.
Ændringer: Større end originalen, fik det ikke lige målt.
Hot or not: hot hver gang. Måske jeg selv skulle have et? Modtageren var godt tilfreds.

Den anden pædagog fik en grønt Ishbel, den lille model (for obvious reasons). Farven var mit eget valgt, en meget smuk dyb grøn, der ikke ydes retfærdighed på billedet. Desværre kom jeg til at fornærme modtageren dødeligt, da jeg sagde, den var valgt fordi den ville passe flot til hendes rødblonde hår. Hun er aldeles ikke rødhåret, at jeg bare ved det! Hun blev dog hurtigt god igen da sjalet blev pakket ud.

Faktaboks:
Mønster: Ishbel fra Ysolda, den lille størrelse
Garn: 90 g. Lucca fra Garn.dk i en mørkegrøn farve.
Pinde: Addi Turbo 4,5 mm.
Ændringer: Ingen
Hot or not: hot og hurtigt. Har foreløbig strikket et blåt, et grønt og to lilla, alle i Lucca. Det ene endda til mig selv.

Den sidste pædagog er en mand, så han undslap hjemmestrikkeriet, selv om jeg egentlig godt kunne se ham i et langt multifarvet halstørklæde a la Doctor Who. Han fik i stedet remedier til en glad kop kaffe on the go: Thermo-press fra Bodum og duftende, nymalede gourmet-bønner.