Da Cirkus Rasmilla kom til byen

- var der mulighed for at hilse, ikke bare på cirkusdirektør Sanne, men også på test-akrobaten Tina (som jeg af en eller anden grund ikke kan få lov at linke til).

Det var en herlig aften. Sanne er supergod til at fortælle. Vi ved nu alt om hvordan man går fra at være hende der altid lige skal pynte lidt på opskrifterne til at være designer med egen garnforretning. Sanne ville ALDRIG designe til voksne, og OVERHOVEDET IKKE handle med garn. Jeg er nu glad for hun fraveg disse principper, og at dømme efter den livlige handel var mange enige med mig. Vi hørte også om den manglende glamour ved at have egen garnbutik og støvmaske i kælderen, og sådan kan man få rystet sine egne forestillinger (øv). Det var også skægt at se processen: fra idé til færdig model. Hos Sanne er det ikke tale om en masse skitser og udregninger, men derimod en række strikkede forsøg, indtil hun gradvist rammer det rigtige. Med det forarbejde er der ikke noget at sige til at opskrifterne er så gode.

Alle garnerne var med, og selv om jeg har farvekort til både Yndlingsgarnet og Luksusgarnet, er det noget helt andet at se det i store kurve og røre ved nøglerne. Desværre havde jeg glemt mit kamera, det havde ellers været et flot syn, hvis man altså ellers kunne komme til for alle de pillende damer.

Selv min mor, der ellers har en rygrad af stål når det kommer til spontane garnkøb (åbenbart ikke arvelig) måtte overgive sig og indkøbe det smukkeste petrolfarvede luksusgarn (uld og silke) til en Linnea. Jeg beherskede mig voldsomt (hvad jeg naturligvis allerede har fortrudt) og købte kun lidt: luksusgarn til en Björk til yngsteøglen. Farven hedder Post, men er efter min mening nærmest hen ad hindbær. Heldigvis faldt både garn og model i den lille frøkens smag. Det er bestemt ingen selvfølge, når det er frøkenens håbløse mor, der foretager valget (Burde de ikke være teenagere, før de begynder at himle med øjnene?)

Ved synet af alle de lækre modeller gik det i løbet af aftenen op for mig, at jeg også liiige mangler et par Linneaer ud over den lilla jeg har, og den er jo heller ikke i silke, vel, for slet ikke at tale om hvor flot og anderledes Amaya tager sig ud i koksgråt Luksusgarn, sådan en ville bestemt pynte i min garderobe også. Min venindes lille søn er et potentielt offer for den nye drengemode Viggo, og sådan kunne jeg blive ved. Heldigvis er den lækre butik kun et klik væk (se selv) og det er mildt sagt ikke fordi det er svundet meget i lageret i de sidste par uger. Hele ugen har det foreløbig taget mig at strikke de sidste få centimeter på den igangværende tøse-Amaya, ynkeligt, ikke?

Rent bortset fra garn og oplæg var det også herligt at se hele strikkebanden igen til den nye sæson, selv om der var en, vi savnede. Og hurra, det møde på Ærø, der skulle have forhindret mig i at komme til næste Store Strikkedag, er heldigvis blevet flyttet! Ses vi?