Så blog dog, for s....

eller: jeg holder af hverdagen (men behøver den at fylde helt så meget?)

Der er ikke sket samfundsomvæltende ting i Casa Kvist, selv om man godt kunne få en mistanke oven på den lange tavshed. Familien Kvist har bare været usædvanlig meget hverdagsramte siden min fantastiske orlov sluttede for 3 uger siden. Vi havde en superdejlig ferie. Et par dage til søs for at se, hvad ungerne ville sige til at overnatte i båden. De syntes heldigvis det var hyggeligt, så det vil vi helt sikkert gøre igen, jeg skal bare lige have udtænkt en alternativ fordeling af køjepladser, så der også bliver plads til mine fødder. Der blev strikket lystigt undervejs, på en vest, der på dette tidspunkt blev omtalt som sejlervesten.

Efterfølgende genså vi et højt elsket feriested i Sverige. Den slags kan være farligt, ved vi af erfaring, det er ikke altid paradis lever op til forventningerne anden gang. Det lærte vi på den hårde måde, den gang vi havde besluttet, at Isle of Skye ud for den skotske vestkyst var verdens bedste feriested. Da vi kom tilbage 8 år senere viste det sig, at uanede mængder af turister var enige med os, og så var magien (næsten) væk. Nå, men Småland, nærmere betegnet Hestravik, levede helt op til forventningerne, forkælelse for hele familien og masser af andre børn at lege med. Der blev stadig strikket på den blå vest, der dog nu havde ændret navn til Kaptajn Haddock-veste, for at tilgodese de mange bandeord den afstedkom, og samtidig blive i det maritime tema. Jeg er sikker på ungerne har fået udvidet deres ordforråd betragteligt takket være vesten.

Den sidste weekend i min orlov sluttede med manér: koncert med Leonard Cohen om lørdagen og besøg af strikkende damer om søndagen.

Det var fint nok at starte på arbejde igen, trods altomfattende it-kaos. Kollegerne tog godt imod mig. Jeg var ellers lige ved at være bange for at de troede jeg var gået på pension, at dømme efter de meget smukke øreringe de havde købt til mig, da jeg inviterede dem til sommerafslutning her. Alt it-bøvlet har gjort det svært at nå det hele, og samtidig skulle Helten starte på nyt job 1. september. Godt nok på samme arbejdsplads, men der var selvfølgelig lige en del, der skulle afvikles, og bare for han ikke skulle slippe for let, fejrede han lige sin sidste dag med en døgnvagt. Nå ja, og så lige 120 af Annes fantastiske muffins.

Yngste er begyndt i skole, stor begivenhed, der faktisk kræver eget indlæg. Hun er glad for det, men det kræver lidt tilvænning og ekstra opbakning. Herudover er fritidsaktivitets-sæsonen jo startet. Vi er ikke dem der påtager os allermest: ældste dyrker atletik og yngste har sine violintimer og MGP-dans. Herudover har fru Kvist, for første gang i de 9 år hun har været nogens mor, valgt at melde sig til en fritidsaktivitet HELT FOR SIG SELV i anledning af at husstanden ikke længere omfatter børn i forældre-barn-gymnastik-segmentet. Egentlig ville jeg gerne gå til italiensk eller noget kreativt, men jeg kan godt mærke, at det er kroppen der trænger mest efter mange års halvhjertede forsøg på at opbygge gode motionsvaner, så valget er faldet på power-yoga. Det tegner lovende, selv om jeg indtil videre gør mig ret umage for ikke at få min yogamåtte placeret i umiddelbar nærhed af det spejl, der pryder hele endevæggen af lokalet.

Nu vi er inde på sæsonstart, så er Store Strikkedag i Kulturmaskinen heldigvis i gang igen, og vi startede med en super aften i torsdags. Mere om den, når det bliver lyst nok til at fotografere aftenens uldne udbytte.

Det var en lang smøre uden ret meget strik, men stay tuned, der kommer mere:

• Haddock-vesten
• Skoletrøje (ikke nær så ambitiøs som visse andres)
• Seneste strikkecafé på Kulturmaskinen