Efterårsmoden, kort

Der bliver strik, de damer, masser af strik! Hos Prada er selv håndtaskerne strikkede:

Kønne? tjaeh, døm selv....

Der bliver bunker af strikkede veste, jakker, cardigans, tørklæder. Til gengæld bliver der ikke særlig mange farver. Sort, grå, og camel, det er hvad efteråret byder på.

Før nogen begynder at undre sig over, hvorfor Fru Kvist pludselig føler sig foranlediget (for slet ikke at tale om kvalificeret) til at udtale sig om mode, skal jeg oplyse, at jeg har været på en efterårstur til Milano. Og ikke bare en mini-ferie, men en mini-ferie uden dem her,

der for første gang i vores 9-årige karriere som børnefamilie, var sat i kennel hos mormor og morfar, mens Helten og jeg drog afsted. Da vi først havde vænnet os til tanken, var det fint. Vi var ikke kommet primært for at se på tøj, men mode fylder rigtig meget i bybilledet. "Milano Loves Fashion" råbte plakater overalt, og det tror jeg på. Annette Danielsens fantastiske Hvirvelstrøm, komplet med kiler og det hele, kunne beses i flere udgaver, så enten har Annette været forud for sin tid, eller også er der nogle designere, der læser danske strikkebøger.

Ellers gik dagene med at traske rundt i centrum og se på kirker, kunst og design samt bylivet i almindelighed, og så ellers finde små hyggelige steder, hvor man kunne få en god kop kaffe, eller nyde lidt italiensk mad. Det lykkedes os at finde den hyggeligste lille nyåbnede vinbar, hvor man udover ædle dråber (og hylestærk lakridssnaps) for næsten inden penge kunne indtage et fantastisk udvalg af delikatesser i form af pølser, skinker, oste, polenta, desserter og meget andet lækkert. Anden gang vi var der, aftenen inden vi skulle hjem, insisterede ejeren endda på at forære os en flaske rødvin fra sin svigerfars vingård.

Der var flere højdepunkter: Da Vincis Den sidste Nadver (som man skal bestille tid i forvejen til at komme ind og se) var et af dem, og en operaaften i La Scala var afgjort et andet. Billederne derfra blev ikke gode, men mon ikke man kan fornemme, at det er en opera fra før verden gik af lave: rødt fløjl, hvidt træværk, gulddekorationer i forbløffende mængder og enorme krystallysekroner.

Det er sådan en rigtig film-opera, hvor man næsten kan fornemme hvordan der i gamle dage blev smedet rænker, af såvel storpolitisk som amourøs art. Den gang da højdepunktet af dristighed var en blottet ankel eller et koket blik over en vifte. Operaen var Donizettis "Kærlighedseliksiren", der med et udtryk fra min hverdag handler om placebo-effekten som middel til at sikre, at vor helt får heltinden til sidst. Som en interessant kontrast til de gamle elegante omgivelser, var scenografien ganske moderne. Hen over scenen kørte såvel heltinden på knallert (ikke Vespa, så sofistikeret var hun ikke), skurken i lastbil som helten i traktor. Det var ikke en af de operaer, der kalder på de helt store følelser (læs: en tudeopera), men flot og stemningsfuldt alligevel.

Strik blev det kun til i flyveren frem og tilbage, så jeg kan føje til statistikken, at strikkepinden (rundpind, addi turbo i metal) gik glat igennem sikkerhedskontrollen både i København og i Milano.

Coming up: Pisavest 2 og blå Kiwi. Det kniber med strikketiden pt. og den mørkeblå Kiwi er svær at se i kunstigt lys, men før eller siden må det vel lykkes.