Folklore i størrelse smølf

Jeg hører til blandt dem, der er faldet for Anne Stanges Folklore. Jeg er, som faste læsere vil vide, skrækslagen for selv at sætte farver sammen, men engang imellem skal man jo gøre noget man ikke tør, så man vokser lidt. Til gengæld ryster jeg ikke det mindste på hænderne, når jeg skal klippe i mit strik, hvilket jo er heldigt nok i denne model.

Det blev nu ikke Fru Kvist, der kom til at varme sig i Folkloretrøjen. Det gik bedre end ventet med farvesammensætningen (der skulle nu heller ikke så meget til) selv om Fassett ikke behøver at frygte konkurrencen. Det var heller ikke det store problem, at jeg er noget strammere i masken end fru Stange. Jeg havde luret, at jeg bare kunne slå op til den store model, og så ved hjælp af strikkerens bedste ven, procentregning, finde ud af hvor mange kuberækker jeg skulle strikke, før den blev stor nok.

Alligevel endte den på yngsteøglen, hvilket skyldes at jeg undlod at følge min indre stemme. Stemmen spurgte, som den meget ofte gør "mon ikke denne model ville være smuk i blå farver?" Anledningen var den dag, hvor jeg havde stillet alt mit Supersoft, og det, der ligner, ud på gulvet for at udvælge farverne. Der var, sjovt nok, temmelig mange blå, og jeg kunne lige se for mig hvor flot en Folklore kunne blive i blåt med blåt på.

Men nej, nu havde jeg jo lovet mig selv en udfordring, så jeg satte farver sammen med arme og ben. En lærerig proces, og der er bestemt meget at lære endnu. Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg ikke kunne se mig selv i modellen. Der er en grund til at den hedder Folklore, der var virkelig meget folkedragt over mit projekt. Lige inden jeg begyndte at trævle op, gik det op for mig at Yngsteøglen havde fulgt hele processen med næsegrus beundring. Aldrig havde hun set noget så smukt. Regne, regne, regne og så viste de sig, at Annes maskeantal og min strikkefasthed tilsammen passer fint til en slank 7-årig.

Samme 7-årige har svedt tran hele dagen, for gæt hvad hun skulle have på i skole i dag, hvor sommeren endelig er vendt tilbage til Østfyn. Det svedige barn kunne stolt berette at hendes påklædning var blevet beundret af 2 mødre, 2 pædagoger og et større antal veninder. Hvad kan man ønske sig mere? Overskyet himmel måske.

Faktaboksen
Model: Folklore af Anne Stange
Garn: Supersoft fra Helle Holst. Bundfarve Oxford, mønster i alle mulige andre farver. Trøjen vejer 146 gram efter vask og med knapper.
Pinde: Addi Turbo 3 og 3½

Ændringer: Startede som stor, blev ændret til den lille udgave ved at lukke et passende antal masker af midt for inden der blev delt til ærmer. Brugte den Frau Putzske vendemetode til de farvede rækker, jeg strikker nemlig ikke noget vrang, der lige så godt kan strikkes ret. Jeg tog lidt ind i bullen undervejs, fordi jeg var bange for at den ville blive slasket, men det havde ikke været nødvendigt. Nu er modellen pænt kropsnær. Jeg syntes ærmerne var så smalle, at jeg ikke tog ind undervejs, men bare lukkede lidt af inden manchetterne.

Hot or not: Hot, bare spørg ejeren. Overvejer en til mig selv, hvor jeg nok vil konsultere EZ for at få et lidt andet størrelsesforhold mellem ærmer og bul, så mine overarme kan få plads. En dejlig model, og hyggelig at strikke. Kubemønstret, som vel egentlig er en slags vævestrik, må være et af verdens letteste flerfarvede mønstre (næst efter striber), så selv begyndere vil kunne kaste sig ud i det. Modellen har fine detaljer med rullekanter og en fiks måde at skjule de mange hundrede ender på. (Som i parentes bemærket ikke skal hæftes. Det kan vi lide!).

Nå, skal vi nu stadigvæk hækle?

Ja, for jeg fik lige lyst til at dokumentere, at jeg faktisk kan hækle andet end luftmasker:

Bedstemorsfirkanten, en sand klassiker. Sådan nogle har jeg også hæklet i min barndom (i skriggult og knaldblåt acryl). Denne teknik var derfor lynhurtigt genopfrisket.

Med hjælp fra en tysk hjemmeside kan jeg nu, udover de klassiske discipliner luft- fast- og stangmasker også klare puf-stich og cluster-stich (gad vide om de hedder noget på dansk?)

Derimod mestrer jeg tilsyneladende ikke kunsten at tælle til 16 (eller et hvilket som helst andet tal, der kan deles med 4), hvilket er grunden til at den lille cirkel ikke er endt som en firkant. Svært at dele 15 op i ens fjerdedele til de lige sider, hvis der ikke må inddrages brøker. Her gælder min gode undskyldning om manglende naturfaglige kundskaber fra sidste indlæg dog ikke, for jeg har nemlig haft matematik. På Uni foregik det godt nok efter en bog der hed Matematik for Økonomer, og som rigtige matematikere kun havde en hånlatter tilovers for. Gad vide om det er derfor jeg ikke magter at tælle til 16? Jeg har tænkt at gøre et nyt forsøg efter at have opdaget, at man kan hækle firkanterne sammen efterhånden, og dermed løbende justere ambitioner og realitetssans i forhold til hinanden. Skal det være et bamsetæppe, et barnevognstæppe eller et tæppe til sofaen? Lad os se hvordan det går.

Årsagen til denne ukarakteristiske hækleiver, for ikke at sige hæklemani, er at jeg har lavet et "Hæklekursus in a Box" til en veninde, der ønsker sig at nogen lærer hende at hækle. Jeg er smigret og temmelig forundret over at hun ønsker sig det af mig, det er da tillid. Samt årsagen til at fru K nu sidder i nattens mulm og mørke og surfer på diverse hæklehjemmesider, så jeg ikke falder helt igennem i forhold til venindens forventninger. Men okay, hvor ingen andre hæklere befinder sig, er jeg nok den bedste. Hun gennemskuer forhåbentlig ikke hvor langsom jeg er, men vil bare glæde sig over hvor omhyggeligt og pædagogisk kurset er bygget op. Måske går det så godt med hæklingen, at hun vil tilgive og glemme den gang jeg tvangsindlagde hende til at drikke rødvin og lære at strikke snoninger.

Bliver der slet ikke strikket mere, kunne man måske fristes til at spørge? Jo, jeg er meget glad for netop det spørgsmål, for det gør der. Jeg mangler kun lige at sy knapper i og vaske mit seneste værk, der har ført en omtumlet tilværelse, men nu forhåbentlig har fundet sin rette form, størrelse og ejer. Måske man kunne snøvle sig færdig i løbet weekenden? Jeg har forbudt mig selv at starte på noget nyt, før jeg er helt færdig, knapper, udspænding og det hele. Her er et sneak peek:

Det går jo ikke man hækler så ivrigt at man glemmer hvordan man strikker, for lige om lidt er der Fanø i kalenderen.

Nå, skal vi nu også til at hækle?

Eller: wannabe hæklefe møder gadegøgler i Berlin...
Eller: en hækleopskrift fra mig til dig...


Efter en dejlig lang og varieret sommerferie og en hård opstart på arbejdet, må der være plads til bloggen igen. Jeg er lige kommet hjem fra seminar om blandt andet work life balance, og det er jo meget sundt engang imellem at sætte ord på hvad der er vigtigt, for derefter at reflektere (som det hedder på konsulent-sprog) om ens adfærd nu også afspejler dette. Sundt og skræmmende.

Min blog og blogland er bestemt vigtigere for mig, end man skulle tro ud fra den tid, der er blevet brugt på sagen de sidste mange måneder, men det er der jo kun én til at rette op på. Jeg vil forsøge at forbedre mig, men jeg lover ikke noget. Man skal nemlig ikke have skyldfølelse, sagde konsulenten fra mit seminar.

Det var hækling vi kom fra. Før sommerferien var jeg til Store Strikkeaften på Kulturmaskinen (og det hedder det altså, også når det handler om hækling) med Karen Klarbæk og Tante Grøn. Det var vældigt inspirerende, selv om jeg gik tomhændet derfra. Der ellers fine varer til salg: Kauni i neon-farver, so not me, (kan godt lide Kauni men ikke neonfarver medmindre de ses i forbindelse med sikkerhedsudstyr). Der var også Tanternes eget bomuldsgarn, der hedder Havblik, er meget smukt, og helt sikkert vil komme på listen, hvis der engang skulle ske et mirakel, så jeg kommer til at holde af bomuldsgarn.

Nå, men fru Kvist har selverkendelse nok til at indse, at et stort hæklet tæppe, som dem der blev vist frem, var liiige ambitøst nok. Derfor har jeg selv udviklet en hækleopskrift helt fra bunden. Kære læsere (hvis der altså er nogen, der endnu ikke har opgivet) fra mig til jer: Fru Kvist første hækleopskrift ever. Jeg lover, at selv begyndere kan følge med.

Hæklet kæmpesæbebobleblæsningsaggregat

Materialer:
3 tråde almindeligt 8/4 bomuldsgarn, gerne, men ikke nødvendigvis i 3 forskellige farver.
1 hæklenål str. 5.5. Jeg brugte en Clover Soft Touch, for det har jeg set at rigtige hæklefeer gør.
2 bambuspinde, mine er ca. 50 cm og indkøbt i Netto
2 helt almindelige elastikker

Opskrift: Slå 1 maske op. Hækl ca. 180 centimeter luftmasker. Luk af og bind værket sammen til en løkke. Man kan hæfte enderne, men man kan også lade være.
Tag løkken og sæt samlingen fast på enden af en bambuspind med den ene elastik. Mål herefter ca. en tredjedel af løkken ud og montér på samme måde på den anden bambuspind.


Voila, nu har man et super udstyr til at lave gadegøgl i Berlin (hvor vi har hugget idéen til konceptet, om end ikke til udførelsen, der mig bekendt ikke inkluderede hækling) eller bare hjemme i haven.


Tilbehør:
1 opvaskebalje
½ liter vand
2 spsk. glycerin (fås hos Matas)
1 dl. opvaskemiddel. Fairy, som er et fælt parfumeret og meget kulørt produkt virker bedst. Jeg kunne ikke forestille mig at vaske op i det, men det giver fine bobler.

De våde dele blandes i baljen. Der skal ikke røres for meget, for det skal ikke skumme.
Nu fatter man sit hjemmehæklede kæmpesæbebobleblæsningsaggregat, stiller sig med ryggen mod vinden, (der ikke må være for voldsom), samler de to bambuspinde og dypper den hæklede snor ned i baljen. Det er vigtigt at hele snoren bliver våd. Nu løfter man langsomt de to pinde, som holdes samlet, op af baljen, hvorefter de langsomt spredes ud. Så har man dette:

Der er timers underholdning for alle aldersgrupper. Konceptet er testet til to uafhængige børnefødselsdage hvor man inviterede en hel klasse til 7 års fødselsdag. Det var et hit blangt ungerne, men absolut også blandt forældrene, hvis ankomst nødvendiggjorde blanding af en ny baljefuld sæbeboblemix. Det er også testet på en venindes 2-årige søn, der syntes det var vældig sjovt at jagte boblerne, altså lige indtil det var sjovere at vende baljen på hovedet.

Hvis man ikke lige har held med boblerne i første omgang, kan man justere lidt på blandingsforholdet. Jeg har en temmelig løst funderet teori om at der kan være en sammenhæng mellem det optimale mix og vandkvaliteten i det område, hvor man blæser bobler. Det er ikke sikkert det har noget på sig - fru Kvist har vældig god plads der, hvor andre mennesker opbevarer deres viden om naturvidenskab.