Nå, jeg troede du var holdt op med at strikke....

Tænk, det sagde søde Susanne, da vi udvekslede vores traditionelle årlige messekram og -sludder for et par uger siden i Fredericia. Susanne var som altid en del af messens lækreste stand.

Måske er det den provokation der skal til, for at jeg kommer i gang med min blog igen? 

For ja, jeg vil jo gerne være blogger, det er ikke nok at stå udenfor med næsen trykket mod vinduet. Jeg har kortvarigt forsøgt mig på Instagram, og på en måde var det en succes. Det allerførste billede jeg nogensinde lagde op, provokeret af en yngre kollega, udløste førstepræmien i en fotokonkurrence. Den prisbelønnede fotograf Fru Kvist, det lyder da godt, ikke? Det vakte i hvert fald en vis munterhed i min familie, hvor mine manglende talenter udi fotografering er legendariske og kun undergås af min fars. (Da min søster i sin tid satte studenterhuen på mit hoved præsterede han at fotodokumentere begivenheden således, at det kræver et puslespil af mindst 3 separate fotografier bare at få den svageste idé om hvad der foregår).

Men nej, selv efter denne uventede hæder, må jeg erkende, at jeg er mere til ord end til billeder.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er jeg ikke helt holdt op med at strikke. Der er færdige værker, næsten færdige værker og værker in progress. Den opmærksomme læser vil endda kunne bemærke et par (ubehjælpsomme) hæklerier i stakken, som stammer fra en hækle-craze, der ramte det meste af familien i sommer. Helten holdt sig udenfor, den eneste for for håndarbejde han udfører er syning, og dette endda kun i arbejdstiden. Nu vi er ved ham, kan man faktisk spotte et par næsten færdige sokker i højre side. Så taler vi ikke om hvor længe, de har været næsten færdige, vel?

Hvis der overhovedet er enkelte, der stadig forvilder sig herind, er der måske nogen, der kan genkende et par af modellerne? Under alle omstændigheder vil jeg bestræbe mig på at få dem præsenteret i nær fremtid.

Over and out, skal have bikset en suppe sammen inden ungerne vender trætte og sultne hjem fra hhv. badminton og ugentligt krea-kursus på Husflidsskolen. Og det hedder den altså, selv om det lyder som noget fra Matador. Til min skuffelse har yngsteøglen endnu ikke lært at stive præstekraver. Altid noget at hun er hedning ligesom resten af familien.