Saturday, May 28, 2011

Op på hesten igen....

Nej, der er ikke sket samfundsomstyrtende ting i Casa Kvist, det er bare hverdagens virvar af familie- og arbejdsrelaterede aktiviteter, der har fyldt det hele. Det er ikke fordi jeg savner stof til blogindlæg. Det er bare lige det med at få dem fra tankeplanet og ned igennem tasteturet.

Nå, men jeg stoppede jo med en cliffhanger sidste gang. Blå retriller, og mange af dem. Hvad mon det kan være? Hanne Falkenberg, dronning af retrillen, var et godt bud, men desværre. Forkert navn, forkert køn, forkert aldersgruppe, forkert kontinent (selv om designeren vist nok slår sine folder i Europa pt.)

Der er tale om modellen Clockwork af Stephen West. Strikket på pind 4 i dobbelt Supersoft fra Holst i farven Sapphire med striber i enkelt Drops Delight i blå/brun/gylden, hvor jeg med blødende hjerte har klippet de mest blå sektioner ud for at opretholde stribeeffekten. Blå rester skal dog nok få ben at gå på her i huset.

Hvad skal man sige om det? Hyggeligt strikketøj, godt som automatstrik i travle perioder. Ret ot ret og mere ret, lidt fikst placerede udtagninger, bemærk at sjalet er rundt øverst og kantet nederst. Som oftest ved amerikanske opskrifter er der tale om meget udførlige (om ikke helt konsekvente) instrukser. "Husk at flytte maskemarkøren med".

De lodrette striber er opnået ved kun at strikke maskerne (glat) på de blå striber og springe dem over i de brune. Kan vel egentlig komme i kategorien vævestrik.

Faktaboks:
Model: Clockwork af Stephen West
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Sapphire samt Drops Delight, blå, brun, gylden. I alt 169 g. Jeg glemte at veje det fra starten, men jeg vil tro at mindst 2/3 er Supersoft.
Pinde: Addi turbo 4 mm.
Ændringer: Jeg lavede lidt om på udtagningerne for at gøre dem symmetriske. Jeg er lidt af en symmetri-freak, men elsker også det helt asymmetriske. Det er en lille smule asymmetri, der bare ligner sjusk, som jeg ikke kan leve med.
Hot or Not? Hmm, helt OK er vist mest dækkende. Modellen opfordrer til farveeksperimenter, så måske laver jeg et mere, men efter at være blevet færdig med det samt næsten 2 Camomiller, trænger jeg til lidt andet end retriller.

Saturday, April 23, 2011

Blåt er godt...

mere blåt er endnu bedre!

Tak for kommentarerne til Björk! Trøjeejeren og hendes mor nød dem alle!

Jeg når ikke at skrive så meget, er på vej på lille ekstra påskeferie, men et hurtigt kig i strikkekurven kan det da lige blive til. Faktabokse følger.

Kan I se hvad dette skal blive til?

Dette behøver vist ikke nærmere præsentation

Forkert årstid, er også for længst afleveret til min søster

Årets rov fra messen i Middelfart, den, en flok filtenåle og det allerbedste: en masse kram, som ikke kan gengives her.

Åh, og så blev jeg lige tilbudt et job hos Christel Seyfarth, da hun hørte mig forklare farveskiftteknikken for min medbragte søster. Søsteren, der ikke fattede en lyd af min forklaring, var mindre imponeret. Det er da rart at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke går med sundhedsvæsnet i længden.

Monday, March 28, 2011

Björk

Langt om længe: Yngsteøgle iført Björk. Det er ikke ligefrem gået hurtigt, selv om det er en rigtig Rasmilla-sag: godt beskrevet og sjov at strikke. Værket blev påbegyndt ved webstrikfestivallen. Ikke bare en, men flere gange faktisk. Kombinationen af indtagelse af rødvin (i begrænsede mængder, men oven på en travl uge) og bibelske glasmosaikker, er ikke så god når man skal påbegynde noget nyt. Det gik dog, og når man først er i gang, er det en nem og hyggelig model at sidde med.


Datteren elsker den. Forleden kom hun hjem fra skole og oplyste, at en af drengene fra klassen havde beundret den højlydt. Godt gået af en 6-årig, tænker moderen, han må da blive en god ægtemand (og svigersøn) en gang, hvis han allerede nu værdsætter håndstrik. Jeg gør mig dog ikke de store forhåbninger om at få indlemmet den opvakte unge mand i familien, for normalt indtager han en fremtrædende skurkerolle i datterens endeløse beretninger om intrigerne i 0'te klasse.

Det var mit første forsøg med Rasmillas luksusgarn, men det bliver bestemt ikke det sidste. Superbehageligt at strikke med, og det falder bare så flot. Undervejs syntes jeg, det blev mindre jævnt end når jeg strikker ren uld, men det gik helt over efter vask. Farven hedder Post og passer vældig godt til det jeans-look barnet har anlagt, efter hun har besluttet at prinsesser er so last year.

Faktaboks:

Model: Björk fra Rasmilla, str. 6-8
Garn: 250 g. af Rasmillas Luksusgarn (uld og silke, en vinderkombination) i farven Post
Pinde: Knit Picks Pro, 4 og 4½
Ændringer: Jeg droppede omslagene, der skulle være ved raglanudtagningerne, fordi jeg kom til at lave for store huller. I stedet samlede jeg bare lænken op på næste pind. Kraven er en rapport længere end angivet for at være sikker på at den kunne dække maskeopsamlingen, også når man tumler rundt og leger.
Hot or not: Superhot. Jeg vil også have en, og jeg har spurgt Sanne. Måske kommer der en voksenmodel i lidt mere chunky udgave. Hmm, kunne nu også godt bruge en i luksusgarnet. Måske man selv må til at regne....

Der er allerede strikkeprøven til en ny Rasmilla-model på pindene, og det er faktisk ikke så godt, for jeg er lige ved at strikke en fødselsdagsgave til en veninde, der har fødselsdag på torsdag....

Hattedame

10 små huer blev det til. 9 i forudsigelige babyfarver og en enkelt i lidt kækkere udgave, hver velvilligt modelleret af Thomas, som er en build-a-bear, som er en hund, som er opkaldt efter en kat, nemlig Thomas O´Malley fra Aristocats. Såvel hunden som logikken tilhører Yngsteøglen.

Der er ikke så meget at sige om huerne. Jeg bliver aldrig vild med at strikke i tynd bomuld (eller bomuld i det hele taget), og kønt bliver det jo heller ikke, hvis man bedømmer den tekniske udførelse. Til gengæld må man sige at de små varme hoveder på Cuba er vigtigere end den østfynske forfængelighed. Nu er huerne sendt af sted og havner forhåbentlig snart i en af Christines flyttekasser.

Det viste sig hurtigt, at mens det var okay at strikke huerne, så var det meget kedeligt at fremstille bindebånd. Derfor er der eksperimenteret lidt: nogle er hæklet med kædemasker, andre med fastmasker, nogle er strikke i I-cord med 2 masker, andre med 3, men de fleste er strikket som det Bente Geil kalder snupsere. Det går ud på at man strikkeopslår et passende antal masker, og derefter lukker dem af igen på næste pind. Lidt må man jo gøre for at opretholde underholdningsværdien, og fru K har aldrig været god til at gøre det samme mange gange i træk, uden mere eller mindre forsætlige variationer over temaet.

Det har været sjovt at være med i projektet, og egentlig er det ret fascinerende, hvad Strikkeblogland kan udrette, når vi løfter i flok.

Tuesday, March 8, 2011

Gæt en kendt

Meget har hun budt os...

den temperamentsfulde rødtop, der har huseret på Østfyn de seneste dage.


I samme periode har vi også haft besøg af den hemmelige agent nul-nul-dut.

Sunday, February 27, 2011

Fra skammekrogen og direkte ind på hitlisten


- det er hvad der er sket for Pisavest 2.

Selv på en god dag er den ikke en fest at strikke - dobbelt Supersoft (eller Duo som opskriften foreskriver) på pind 3½ er hårdt for hænderne og en stensikker måde at få hul på strikkefingeren, altså højre pegefinger.


Grunden til at vesten røg i skammekrogen var, at jeg var nået næsten op til ærmerne, da jeg opdagede, at jeg havde fået rykket indtagningerne en maske i den ene side. Op med 14 cm stram rib strikket over 300 masker, og direkte i kurven med værket. Det var vist godt at det skete i sommer, hvor der ikke var ild i pejsen, for så var den nok gået op i røg.

Nu hvor den er færdig vil jeg tilgæld love, at den er alle eder og forbandelser værd! Et skønt stykke strik, som man bare flytter direkte ind i. Første gang den var med på arbejde var jeg til et Meget Vigtigt Møde med en kollega fra en anden afdeling. Pludselig kunne jeg godt se, at hun sad og kiggede på mig på en måde, der ikke bare kunne skyldes min ellers fantastisk interessante udredning af de økonomiske aspekter af ...nå, lige meget. Jeg nåede lige at overveje om jeg havde knappet min skjorte skævt inden hun udbrød "Din vest! Har du selv strikket den?" Så fik vi lige en hurtig snak om sagen. Skønt at møde en fælle blandt mugglere et helt uventet sted (mit eget kontor). Måske strikkere skulle udvikle et helt særligt håndtryk ligesom logebrødre, så vi kan kende hinanden ude i verden?

Faktaboksen
Model: Pisavest fra Designclub.dk
Størrelse: Den største, men med en strikkefasthed der muligvis er lidt til den stramme side (svært at afgøre i fast rib)
Garn: 242 g Supersoft fra Holst Garn, farve Robin´s Egg. Fantastisk farve, svær at gengive, en mellemting mellem turkis og petrol med strejf af grå og lilla. Eller noget...
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Slidsen er lidt kortere, fordi jeg vidste at jeg ikke ville sætte en lynlås i. Jeg strikkede skuldrene sammen jvf. fru Kvists Første Lov om Montering: Sy aldrig noget, der kan strikkes. Det betød, at det eneste der skulle til, da strikkepindene havde gjort deres, var hæftning af ender.
Hot or not: Bedre end hot. En nyklassiker! Når jeg har glemt alle fortrædelighederne, kommer der muligvis en ny på pindene.

Sunday, February 6, 2011

Tynd bomuld og styg banden i en god sags tjeneste

Som den kvikke læser måske vil udlede af overskriften, er Fru Kvist også gået i sving med at strikke huer til projekt "1000 huer til Cuba". Jeg kan ikke fordrage at strikke i tyndt bomuld, og huerne er noget småpilleri at sidde med, men formålet er så godt at jeg ikke kan sige nej. Hvorfor er der ikke efterspørgsel på C-PAP-veste, spørger jeg bare? Ligner det ikke grangiveligt en håndstrikket vest, den lille fyr på billedet har på?


Jeg tror nemlig på C-PAP. Yngsteøglen prøvede behandlingen som nyfødt. Ikke fordi hun var født for tidligt, men fordi hun blev taget ved kejsersnit havde hendes lunger lige brug for lidt hjælp til at folde sig helt ud. Enhver, der kender den unge dame vil vide, at hun helt fra babystadiet har været i besiddelse af et par endog yderst velfungerende lunger.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Indtil videre er jeg ved at have færdiggjort 5 huer, der dog stadig mangler hæftning og bånd. Jeg er sikker på vi ved fælles anstrengelser nok skal nå 1000!

Hvis du ikke har set opfordringen, og kunne tænke dig at strikke et par huer eller 10, så kan du læse om projektet her.