En aften i håndarbejdets tegn

Jeg har været med Helten til årsmøde i hans faglige selskab. Eller, det vil sige, jeg sprang alle møderne over og deltog kun i gallamiddagen. Man er vel forlystelsessyg.


Det er jo smukt af Helten at invitere mig med, når han nu ved at jeg elsker håndarbejde. Tænk at få lov til at tilbringe en hel aften i fin kjole og høje hæle sammen med mennesker, der er helt vilde med at sy. Sandelig siger jeg jer, hele aftenen gik med nørderi (okay, hvis jeg skal være helt ærlig var der også lige plads til lidt lækker mad og en hel del dans). Op ad stolper og ned ad vægge om fordele om ulemper ved at sy med forskellige slags sting, forskellige tråde og forskellige nåle. Hvornår skal man vælge hvad, og hvordan kan man med fordel kombinere forskellige teknikker? Fru Kvist kan godt kende fagnørder når hun ser dem og måske lød diskussionerne ikke så meget anderledes, end når der er møde i diverse strikkefora. Dog ville det nok have højnet min nydelse en anelse, hvis emnet for al denne syning havde været noget andet end andre menneskers syge organer....

Nu går jeg og tænker på, hvordan jeg kan sige tak for denne udsøgte aften. Der er flere muligheder.

Man kunne jo strikke ham et organsystem. Det ville da give dem noget at tale om til næste årsmøde (ikke at de ligefrem mangler emner).


Billedet er lånt her , hvor det præsenteres under overskriften "Wacky product of the week", hvilket på en eller anden måde er sært beroligende.

Jeg kunne også give ham et sæsonkort til Kulturmaskninens strikkeaftner i efteråret. Der er et rigtig spændende program, og så kan han lære det, kan han. Det er ikke sikkert jeg har tid til at deltage i næste års gallamiddag. Mon ikke jeg skal rydde op i min sokkeskuffe den dag?

Hvor skal man begynde?

- når man nu har forsømt sin blog i over en måned. Der har været blogindlæg nok, de er bare ikke kommet fra tankeplanet gennem fingrene og ud på bloggen. Nå, men Kvist og Co. skal jo forestille en strikkeblog, så måske man skulle starte med lidt strik.

Er der nogen strikkebloggere, der ikke har strikket et Camomille-sjal? Fru Kvist skal naturligvis ikke stå uden for det gode selskab, så jeg har begået to. Ikke helt med vilje, men det er jo et dejligt strikketøj til stunder, hvor man bare skal koble fra og strikke på den meditative måde, og dem har der været mange af det sidste halve år. i det omfang, der overhovedet har været plads til strik, altså.


Det startede med, at jeg ville strikke et til en venindes fødselsdag. Jeg havde valgt en rigtig lækker gråblå uld/silkeblanding, Samarkand, fra Holst Garn. Som sædvanligt havde jeg været lidt for optimistisk mht. tiden, så det var naturligvis ikke helt færdigt (som i overhovedet ikke færdigt), da fødselsdagen oprandt i foråret. For at bøde lidt på det, inviterede jeg fødselsbarnet på café. Som vi sad der over fødselsdagskage behøvede jeg bare at kaste et blik på hendes åsyn for at konstatere, at farven var helt forkert. Til hende, altså. Gad vide hvem jeg havde tænkt på, da jeg valgte farven ;-) Om igen, men denne gang i en noget mere farvestrålende turkis, Supersoft, også fra Holst. Sjalet er efterfølgende afleveret og taget godt imod. Jeg er sikker på det får et kærligt hjem. Og det gråblå? Det bor foreløbig i mit skab. Tilfældigvis har jeg lige en masse, det passer til...


Den opmærksomme læser vil bemærke, at de begge er uden kvaster. Det er endnu ikke helt afgjort, om dette er en permanent ordning. Veninden er helt sikkert kvaste-typen, Fru K. er helt sikkert ikke (af årsager, der omfatter såvel motoriske udfordringer som forkærlighed for rent, enkelt design). Til gengæld er kvasterne muligvis en så integreret del af modellen, at de ikke kan undværes.

Faktaboks:
Det gråblå:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 186 g. Samarkand fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4 og 4½, Knitpicks Pro
Størrelse: 53 cm langs midtlinien inklusiv blonde. Vingefang ca. 180 cm. Sjalet har god "tørklædefacon", da der er mange udtagninger, hvilket betyder at vingefanget er bredt i forhold til sjalets dybde. Derfor er det let at drapere som på billedet her (og i bogen).
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne.

Det turkis:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 178 g. Supersoft fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4½ og 5, Knitpicks Pro
Størrelse: Glemte at måle, men nogenlunde som ovenfor.
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne. Jeg gik ½ pindenummer op i forhold til det gråblå, hvilket giver lidt mere luft i de enkelttrådede striber.

Hot or not? Hot, har absolut lyst til at eksperimentere med garnkvaliteter til modellen. Er dog midlertidigt mættet af retriller efter 3 projekter i streg.

Nå, måske man også skulle tage sig sammen og opdatere projektsiden på Ravelry. Ferien er lige startet, ungerne leger med hinanden (lige nu uden hyl og skrig og gensidig forurettethed, det må man nyde mens det varer) og Helten er vist i gang med noget mandagsgastronomi, så mon ikke der kan blive lidt mere mig-tid?

Op på hesten igen....

Nej, der er ikke sket samfundsomstyrtende ting i Casa Kvist, det er bare hverdagens virvar af familie- og arbejdsrelaterede aktiviteter, der har fyldt det hele. Det er ikke fordi jeg savner stof til blogindlæg. Det er bare lige det med at få dem fra tankeplanet og ned igennem tasteturet.

Nå, men jeg stoppede jo med en cliffhanger sidste gang. Blå retriller, og mange af dem. Hvad mon det kan være? Hanne Falkenberg, dronning af retrillen, var et godt bud, men desværre. Forkert navn, forkert køn, forkert aldersgruppe, forkert kontinent (selv om designeren vist nok slår sine folder i Europa pt.)

Der er tale om modellen Clockwork af Stephen West. Strikket på pind 4 i dobbelt Supersoft fra Holst i farven Sapphire med striber i enkelt Drops Delight i blå/brun/gylden, hvor jeg med blødende hjerte har klippet de mest blå sektioner ud for at opretholde stribeeffekten. Blå rester skal dog nok få ben at gå på her i huset.

Hvad skal man sige om det? Hyggeligt strikketøj, godt som automatstrik i travle perioder. Ret ot ret og mere ret, lidt fikst placerede udtagninger, bemærk at sjalet er rundt øverst og kantet nederst. Som oftest ved amerikanske opskrifter er der tale om meget udførlige (om ikke helt konsekvente) instrukser. "Husk at flytte maskemarkøren med".

De lodrette striber er opnået ved kun at strikke maskerne (glat) på de blå striber og springe dem over i de brune. Kan vel egentlig komme i kategorien vævestrik.

Faktaboks:
Model: Clockwork af Stephen West
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Sapphire samt Drops Delight, blå, brun, gylden. I alt 169 g. Jeg glemte at veje det fra starten, men jeg vil tro at mindst 2/3 er Supersoft.
Pinde: Addi turbo 4 mm.
Ændringer: Jeg lavede lidt om på udtagningerne for at gøre dem symmetriske. Jeg er lidt af en symmetri-freak, men elsker også det helt asymmetriske. Det er en lille smule asymmetri, der bare ligner sjusk, som jeg ikke kan leve med.
Hot or Not? Hmm, helt OK er vist mest dækkende. Modellen opfordrer til farveeksperimenter, så måske laver jeg et mere, men efter at være blevet færdig med det samt næsten 2 Camomiller, trænger jeg til lidt andet end retriller.

Blåt er godt...

mere blåt er endnu bedre!

Tak for kommentarerne til Björk! Trøjeejeren og hendes mor nød dem alle!

Jeg når ikke at skrive så meget, er på vej på lille ekstra påskeferie, men et hurtigt kig i strikkekurven kan det da lige blive til. Faktabokse følger.

Kan I se hvad dette skal blive til?

Dette behøver vist ikke nærmere præsentation

Forkert årstid, er også for længst afleveret til min søster

Årets rov fra messen i Middelfart, den, en flok filtenåle og det allerbedste: en masse kram, som ikke kan gengives her.

Åh, og så blev jeg lige tilbudt et job hos Christel Seyfarth, da hun hørte mig forklare farveskiftteknikken for min medbragte søster. Søsteren, der ikke fattede en lyd af min forklaring, var mindre imponeret. Det er da rart at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke går med sundhedsvæsnet i længden.

Björk

Langt om længe: Yngsteøgle iført Björk. Det er ikke ligefrem gået hurtigt, selv om det er en rigtig Rasmilla-sag: godt beskrevet og sjov at strikke. Værket blev påbegyndt ved webstrikfestivallen. Ikke bare en, men flere gange faktisk. Kombinationen af indtagelse af rødvin (i begrænsede mængder, men oven på en travl uge) og bibelske glasmosaikker, er ikke så god når man skal påbegynde noget nyt. Det gik dog, og når man først er i gang, er det en nem og hyggelig model at sidde med.


Datteren elsker den. Forleden kom hun hjem fra skole og oplyste, at en af drengene fra klassen havde beundret den højlydt. Godt gået af en 6-årig, tænker moderen, han må da blive en god ægtemand (og svigersøn) en gang, hvis han allerede nu værdsætter håndstrik. Jeg gør mig dog ikke de store forhåbninger om at få indlemmet den opvakte unge mand i familien, for normalt indtager han en fremtrædende skurkerolle i datterens endeløse beretninger om intrigerne i 0'te klasse.

Det var mit første forsøg med Rasmillas luksusgarn, men det bliver bestemt ikke det sidste. Superbehageligt at strikke med, og det falder bare så flot. Undervejs syntes jeg, det blev mindre jævnt end når jeg strikker ren uld, men det gik helt over efter vask. Farven hedder Post og passer vældig godt til det jeans-look barnet har anlagt, efter hun har besluttet at prinsesser er so last year.

Faktaboks:

Model: Björk fra Rasmilla, str. 6-8
Garn: 250 g. af Rasmillas Luksusgarn (uld og silke, en vinderkombination) i farven Post
Pinde: Knit Picks Pro, 4 og 4½
Ændringer: Jeg droppede omslagene, der skulle være ved raglanudtagningerne, fordi jeg kom til at lave for store huller. I stedet samlede jeg bare lænken op på næste pind. Kraven er en rapport længere end angivet for at være sikker på at den kunne dække maskeopsamlingen, også når man tumler rundt og leger.
Hot or not: Superhot. Jeg vil også have en, og jeg har spurgt Sanne. Måske kommer der en voksenmodel i lidt mere chunky udgave. Hmm, kunne nu også godt bruge en i luksusgarnet. Måske man selv må til at regne....

Der er allerede strikkeprøven til en ny Rasmilla-model på pindene, og det er faktisk ikke så godt, for jeg er lige ved at strikke en fødselsdagsgave til en veninde, der har fødselsdag på torsdag....

Hattedame

10 små huer blev det til. 9 i forudsigelige babyfarver og en enkelt i lidt kækkere udgave, hver velvilligt modelleret af Thomas, som er en build-a-bear, som er en hund, som er opkaldt efter en kat, nemlig Thomas O´Malley fra Aristocats. Såvel hunden som logikken tilhører Yngsteøglen.

Der er ikke så meget at sige om huerne. Jeg bliver aldrig vild med at strikke i tynd bomuld (eller bomuld i det hele taget), og kønt bliver det jo heller ikke, hvis man bedømmer den tekniske udførelse. Til gengæld må man sige at de små varme hoveder på Cuba er vigtigere end den østfynske forfængelighed. Nu er huerne sendt af sted og havner forhåbentlig snart i en af Christines flyttekasser.

Det viste sig hurtigt, at mens det var okay at strikke huerne, så var det meget kedeligt at fremstille bindebånd. Derfor er der eksperimenteret lidt: nogle er hæklet med kædemasker, andre med fastmasker, nogle er strikke i I-cord med 2 masker, andre med 3, men de fleste er strikket som det Bente Geil kalder snupsere. Det går ud på at man strikkeopslår et passende antal masker, og derefter lukker dem af igen på næste pind. Lidt må man jo gøre for at opretholde underholdningsværdien, og fru K har aldrig været god til at gøre det samme mange gange i træk, uden mere eller mindre forsætlige variationer over temaet.

Det har været sjovt at være med i projektet, og egentlig er det ret fascinerende, hvad Strikkeblogland kan udrette, når vi løfter i flok.

Gæt en kendt

Meget har hun budt os...

den temperamentsfulde rødtop, der har huseret på Østfyn de seneste dage.


I samme periode har vi også haft besøg af den hemmelige agent nul-nul-dut.