45 minutters togtur fra Lissabon ligger byen Sintra, der udover at være en turistfælde, faktisk er en smuk gammel by, hvis historiske centrum er blevet udnævnt til World Heritage af UNESCO. Vores mål for turen var dog et andet. Højt, højt oppe over byen ligger et slot, som man må se, før man tror det. Hvis malingen lige blev frisket lidt op, ville det passe perfekt i Disneyland, hvorimod det nok ville vække undren de fleste andre steder. Det er ikke gammelt, i hvert fald ikke rigtig gammelt. Pena-paladset blev påbegyndt omkring 1840 af den daværende portugisiske kongefamilie, som havde forelsket sig i stedet, hvor der tidligere lå et kloster.
Dette syn møder den besøgende som det første. Jeg forestiller mig at arkitekten bag eventyrslottet har haft det sjovt, og fået levet nogle vilde drømme ud. Der er ikke sparet på tårne og kupler:
alt er rigt ornamenteret:
Faktisk så gennemført prinsesseagtigt (og kitschet), at man må holde af det. Kan man ikke lige forestille sig Tornerose vågne her, eller Askepot danse med prinsen?
Det allersjoveste af det hele kunne vi desværre ikke fotografere, pga. tåge. Den gale arkitekt fuldendte sit værk med at rejse en statue af sig selv, i fuld ridderrustning, på en nærliggende bakketop, hvor han beskuer sit værk. Galopperende storhedsvanvid eller et anfald af selvironi? Det får vi desværre aldrig at vide...
No comments:
Post a Comment