Et forsøg værd

Yngsteøglens Amaya er stærkt på vej. Alle dele er strikket færdige, næsten alle ender hæftet og kanterne komplette (bortset fra at jeg har fortrudt de 4 knaphuller, og nok piller op og laver knaphuller hele vejen ned). Det eneste der mangler, er til gengæld min hadediciplin nr. 1: isyning af ærmer.

I morgen kommer mine forældre og passer unger, mens Helten og jeg for første gang i snart 8 år skal i teateret til et voksenstykke. Vi har i et anfald af overmod tegnet abonnement sammen med gode venner, og skal se hele 4 forestillinger.

I den anledning har fru Kvist udtænkt en snedig plan; jeg lægger simpelthen de strikkede løsdele tilfældigt anbragt sammen med resten af garnet, mine nåle og en halv pose salmiaklakrids på en bakke midt på spisebordet.

Hvis moderen ikke fatter mit lille diskrete vink med en vognstang, har Yngsteøglen lovet at træde i karakter, se forfrossen ud og lave dådyrøjne (som hun kalder rådyrøjne).

Det ville da kun være rimeligt, at min mor klarer isyning af sådan et par små ærmer for Årets Datter, ville det ikke?

"You live in hope, you die in despair" siger et irsk ordsprog, der ofte bliver citeret her i huset. Nu må vi se....