Sunday, November 11, 2012

Små ting på store pinde 2, Haven, nu som cirkel


Yngsteøglen skulle selvfølgelig også ekviperes til vinterbrug. Hun fik en superlækker vinterjakke sidste år, som var rigelig, så den klarer en sæson til. Den er knaldrød, så derfor er der visse begræsninger på tilbehørets farve. Synes moderen altså. Datteren har lige valgt et par neongrønne handsker, hun er ikke så sart.

Netto havde lækker blød uld til salg. Jeg er fiberfundamentalist, men ikke garnsnob, så jeg indkøbte en lille stak råhvidt. Det er 100 % uld, og løber 95 meter på 50 gram. Det holder rigtig fint i brug og er blødt nok til at bære på huden. Det er heldigt nok, for det er blevet til en hue og en halsting (cowl?) til Yngste.


Huen er Hellas Hue fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin strik. Det var den, jeg aldrig fik strikket på hendes kursus, fordi min bambusstrømpepind (særligt indkøbt til lejligheden) flækkede på langs. Det er et overstået kapitel nu, strømpepinde er so last year, Magic Loop styrer! Huen var lynhurtig, faktisk strikkede jeg den en søndag eftermiddag mens Yngsteøglen skrev en epistel om klassebamsens oplevelser på weekendbesøg hos os. Fin rollefordeling, og gudskelov hun er blevet stor nok til at klare den slags.


Fans vil muligvis genkende et Kim Hargreaves-design om damens hals. Der er tale om skønne Haven, som jeg har strikket i diverse udgaver til min mor, bonussvigermor, og mindst to veninder. Datteren ville dog have et rundt halstørklæde, og ikke et langt, forklarede hun. Nemt nok, jeg lavede en midlertidig opslagning ved hjælp af en hæklet luftmaskerække, strikkede tørklædet så langt som det skulle være (og det var temmelig langt, mente den unge dame) hvorefter jeg strikkede enderne sammen fra bagsiden. Superlet, og vældig praktisk med sådan et tørklæde, der altid bliver hvor det skal og aldrig bliver viklet ind i alt muligt.

Faktaboks, hue:
Model: Hellas huer fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik
Garn: Uldgarn fra Netto, 34 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Er gået en pindestørrelse ned, da damens hoved ikke helt har antaget voksendimensioner.
Hot or Not: Damen går med den, og enhver, der kender små selvbevidste piger ved hvad det betyder.

Faktaboks, Cowl:
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt
Garn: Uldgarn fra Netto, 152 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Har strikket enderne sammen til cowl-facon i stedet for aflangt tørklæde
Hot or Not: Se under huen.



1 comment:

  1. Hvor ser hun sej ud, hende tøsebarnet!
    Flotte sager du har lavet i garnet.....minder mig om at jeg vist har et nøgle i kurven et sted til en mere af de huer.....

    ReplyDelete