Klar til Fanø?

Tja, ikke helt.

Brød og kager til turen er i proces, noget er færdigt, andet afventer det videre forløb i køleskabet og i skåle på køkkenbordet.
(Billedet er fra en tidligere lejlighed, rent snyd, brødet bliver først bagt i morgen, men det ser da lovende ud, ikke?)

Tandbørste, trusser og t-shirts skal hurtigt blive kylet i en taske sammen med en sovepose til camperen, det skal ikke tage lang tid.

Den sværeste beslutning, alle deltagernes hovedbrud, er dog endnu ikke truffet. Hvad skal jeg strikke på turen? (Altså ud over en hue påstrømpepind 8 på min ene workshop. Pindene måtte indkøbes specielt til lejligheden af Helten, og heldigvis har vi været sammen så længe at han selv kunne regne ud det skulle være bambus fremfor plastic). Af erfaring ved jeg, at det ikke skal være noget der skal tælles eller tænkes for meget over. Man skulle jo nødigt gå glip af noget, bare fordi man sidder der med sit "en ret, en vrang, slå om, strik drejet vrang frem til osv". Det går ikke! Min fine Liva er lige blevet færdig, måske når den endda at få knapper i, så det er faktisk min sure pligt at slå op til noget nyt, ikke? Enkelte projekter dølger sig godt nok i strikkekurven, men det er bl.a. 2 sjaler med tælletungt hulmønster og en cardigan, hvor størrelsen vist nok skal tages op til revision (og ikke til den gode side, I might add).

Nyt skal der til, og her er min shortlist:

Denne her:

Smukke Ragnhild fra Kastaniestrik. Eneste minus: så vidt jeg husker strikkes snoningen ikke efter diagram. Jeg har noget fint rødt shetlandsuld, som vil egne sig.

Lilla Vanilla fra Helga Isager i den fantastiske nye Purple Haze fra Holst Garn. Der skal godt nok slås mange masker op. Alligevel er jeg fristet, ikke mindst efter at have prøvet dette yderst vellykkede eksemplar.

Samlebånd fra Bente Geil, indkøbt sidst hun og Susanne var i Odense med deres show. Det, der taler imod den er, at jeg selv skal have fikset lidt med størrelsen, da den kun går til str. 6. Yngsteøglen er 7 og slank, så jeg satser på at jeg kan klare mig med at forlænge, men det er nok lettest at arbejde i når datteren er inden for rækkevidde. Mine farver er rød, hvid og blå, og lige til at spise.

Endelig er der Amanda fra Mere Feminin Strik. Jeg elsker snoninger! Max effekt i forhold til indsats.

Svær beslutning. Måske man skulle vinde lidt garn op og se om det fører til en afklaring.

Nå, men kom og sig hej på Fanø. Jeg er let at kende som hende, der altid glemmer at iføre sig håndstrik til strikketræf....

Folklore i størrelse smølf

Jeg hører til blandt dem, der er faldet for Anne Stanges Folklore. Jeg er, som faste læsere vil vide, skrækslagen for selv at sætte farver sammen, men engang imellem skal man jo gøre noget man ikke tør, så man vokser lidt. Til gengæld ryster jeg ikke det mindste på hænderne, når jeg skal klippe i mit strik, hvilket jo er heldigt nok i denne model.

Det blev nu ikke Fru Kvist, der kom til at varme sig i Folkloretrøjen. Det gik bedre end ventet med farvesammensætningen (der skulle nu heller ikke så meget til) selv om Fassett ikke behøver at frygte konkurrencen. Det var heller ikke det store problem, at jeg er noget strammere i masken end fru Stange. Jeg havde luret, at jeg bare kunne slå op til den store model, og så ved hjælp af strikkerens bedste ven, procentregning, finde ud af hvor mange kuberækker jeg skulle strikke, før den blev stor nok.

Alligevel endte den på yngsteøglen, hvilket skyldes at jeg undlod at følge min indre stemme. Stemmen spurgte, som den meget ofte gør "mon ikke denne model ville være smuk i blå farver?" Anledningen var den dag, hvor jeg havde stillet alt mit Supersoft, og det, der ligner, ud på gulvet for at udvælge farverne. Der var, sjovt nok, temmelig mange blå, og jeg kunne lige se for mig hvor flot en Folklore kunne blive i blåt med blåt på.

Men nej, nu havde jeg jo lovet mig selv en udfordring, så jeg satte farver sammen med arme og ben. En lærerig proces, og der er bestemt meget at lære endnu. Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg ikke kunne se mig selv i modellen. Der er en grund til at den hedder Folklore, der var virkelig meget folkedragt over mit projekt. Lige inden jeg begyndte at trævle op, gik det op for mig at Yngsteøglen havde fulgt hele processen med næsegrus beundring. Aldrig havde hun set noget så smukt. Regne, regne, regne og så viste de sig, at Annes maskeantal og min strikkefasthed tilsammen passer fint til en slank 7-årig.

Samme 7-årige har svedt tran hele dagen, for gæt hvad hun skulle have på i skole i dag, hvor sommeren endelig er vendt tilbage til Østfyn. Det svedige barn kunne stolt berette at hendes påklædning var blevet beundret af 2 mødre, 2 pædagoger og et større antal veninder. Hvad kan man ønske sig mere? Overskyet himmel måske.

Faktaboksen
Model: Folklore af Anne Stange
Garn: Supersoft fra Helle Holst. Bundfarve Oxford, mønster i alle mulige andre farver. Trøjen vejer 146 gram efter vask og med knapper.
Pinde: Addi Turbo 3 og 3½

Ændringer: Startede som stor, blev ændret til den lille udgave ved at lukke et passende antal masker af midt for inden der blev delt til ærmer. Brugte den Frau Putzske vendemetode til de farvede rækker, jeg strikker nemlig ikke noget vrang, der lige så godt kan strikkes ret. Jeg tog lidt ind i bullen undervejs, fordi jeg var bange for at den ville blive slasket, men det havde ikke været nødvendigt. Nu er modellen pænt kropsnær. Jeg syntes ærmerne var så smalle, at jeg ikke tog ind undervejs, men bare lukkede lidt af inden manchetterne.

Hot or not: Hot, bare spørg ejeren. Overvejer en til mig selv, hvor jeg nok vil konsultere EZ for at få et lidt andet størrelsesforhold mellem ærmer og bul, så mine overarme kan få plads. En dejlig model, og hyggelig at strikke. Kubemønstret, som vel egentlig er en slags vævestrik, må være et af verdens letteste flerfarvede mønstre (næst efter striber), så selv begyndere vil kunne kaste sig ud i det. Modellen har fine detaljer med rullekanter og en fiks måde at skjule de mange hundrede ender på. (Som i parentes bemærket ikke skal hæftes. Det kan vi lide!).

Nå, skal vi nu stadigvæk hækle?

Ja, for jeg fik lige lyst til at dokumentere, at jeg faktisk kan hækle andet end luftmasker:

Bedstemorsfirkanten, en sand klassiker. Sådan nogle har jeg også hæklet i min barndom (i skriggult og knaldblåt acryl). Denne teknik var derfor lynhurtigt genopfrisket.

Med hjælp fra en tysk hjemmeside kan jeg nu, udover de klassiske discipliner luft- fast- og stangmasker også klare puf-stich og cluster-stich (gad vide om de hedder noget på dansk?)

Derimod mestrer jeg tilsyneladende ikke kunsten at tælle til 16 (eller et hvilket som helst andet tal, der kan deles med 4), hvilket er grunden til at den lille cirkel ikke er endt som en firkant. Svært at dele 15 op i ens fjerdedele til de lige sider, hvis der ikke må inddrages brøker. Her gælder min gode undskyldning om manglende naturfaglige kundskaber fra sidste indlæg dog ikke, for jeg har nemlig haft matematik. På Uni foregik det godt nok efter en bog der hed Matematik for Økonomer, og som rigtige matematikere kun havde en hånlatter tilovers for. Gad vide om det er derfor jeg ikke magter at tælle til 16? Jeg har tænkt at gøre et nyt forsøg efter at have opdaget, at man kan hækle firkanterne sammen efterhånden, og dermed løbende justere ambitioner og realitetssans i forhold til hinanden. Skal det være et bamsetæppe, et barnevognstæppe eller et tæppe til sofaen? Lad os se hvordan det går.

Årsagen til denne ukarakteristiske hækleiver, for ikke at sige hæklemani, er at jeg har lavet et "Hæklekursus in a Box" til en veninde, der ønsker sig at nogen lærer hende at hækle. Jeg er smigret og temmelig forundret over at hun ønsker sig det af mig, det er da tillid. Samt årsagen til at fru K nu sidder i nattens mulm og mørke og surfer på diverse hæklehjemmesider, så jeg ikke falder helt igennem i forhold til venindens forventninger. Men okay, hvor ingen andre hæklere befinder sig, er jeg nok den bedste. Hun gennemskuer forhåbentlig ikke hvor langsom jeg er, men vil bare glæde sig over hvor omhyggeligt og pædagogisk kurset er bygget op. Måske går det så godt med hæklingen, at hun vil tilgive og glemme den gang jeg tvangsindlagde hende til at drikke rødvin og lære at strikke snoninger.

Bliver der slet ikke strikket mere, kunne man måske fristes til at spørge? Jo, jeg er meget glad for netop det spørgsmål, for det gør der. Jeg mangler kun lige at sy knapper i og vaske mit seneste værk, der har ført en omtumlet tilværelse, men nu forhåbentlig har fundet sin rette form, størrelse og ejer. Måske man kunne snøvle sig færdig i løbet weekenden? Jeg har forbudt mig selv at starte på noget nyt, før jeg er helt færdig, knapper, udspænding og det hele. Her er et sneak peek:

Det går jo ikke man hækler så ivrigt at man glemmer hvordan man strikker, for lige om lidt er der Fanø i kalenderen.

Nå, skal vi nu også til at hækle?

Eller: wannabe hæklefe møder gadegøgler i Berlin...
Eller: en hækleopskrift fra mig til dig...


Efter en dejlig lang og varieret sommerferie og en hård opstart på arbejdet, må der være plads til bloggen igen. Jeg er lige kommet hjem fra seminar om blandt andet work life balance, og det er jo meget sundt engang imellem at sætte ord på hvad der er vigtigt, for derefter at reflektere (som det hedder på konsulent-sprog) om ens adfærd nu også afspejler dette. Sundt og skræmmende.

Min blog og blogland er bestemt vigtigere for mig, end man skulle tro ud fra den tid, der er blevet brugt på sagen de sidste mange måneder, men det er der jo kun én til at rette op på. Jeg vil forsøge at forbedre mig, men jeg lover ikke noget. Man skal nemlig ikke have skyldfølelse, sagde konsulenten fra mit seminar.

Det var hækling vi kom fra. Før sommerferien var jeg til Store Strikkeaften på Kulturmaskinen (og det hedder det altså, også når det handler om hækling) med Karen Klarbæk og Tante Grøn. Det var vældigt inspirerende, selv om jeg gik tomhændet derfra. Der ellers fine varer til salg: Kauni i neon-farver, so not me, (kan godt lide Kauni men ikke neonfarver medmindre de ses i forbindelse med sikkerhedsudstyr). Der var også Tanternes eget bomuldsgarn, der hedder Havblik, er meget smukt, og helt sikkert vil komme på listen, hvis der engang skulle ske et mirakel, så jeg kommer til at holde af bomuldsgarn.

Nå, men fru Kvist har selverkendelse nok til at indse, at et stort hæklet tæppe, som dem der blev vist frem, var liiige ambitøst nok. Derfor har jeg selv udviklet en hækleopskrift helt fra bunden. Kære læsere (hvis der altså er nogen, der endnu ikke har opgivet) fra mig til jer: Fru Kvist første hækleopskrift ever. Jeg lover, at selv begyndere kan følge med.

Hæklet kæmpesæbebobleblæsningsaggregat

Materialer:
3 tråde almindeligt 8/4 bomuldsgarn, gerne, men ikke nødvendigvis i 3 forskellige farver.
1 hæklenål str. 5.5. Jeg brugte en Clover Soft Touch, for det har jeg set at rigtige hæklefeer gør.
2 bambuspinde, mine er ca. 50 cm og indkøbt i Netto
2 helt almindelige elastikker

Opskrift: Slå 1 maske op. Hækl ca. 180 centimeter luftmasker. Luk af og bind værket sammen til en løkke. Man kan hæfte enderne, men man kan også lade være.
Tag løkken og sæt samlingen fast på enden af en bambuspind med den ene elastik. Mål herefter ca. en tredjedel af løkken ud og montér på samme måde på den anden bambuspind.


Voila, nu har man et super udstyr til at lave gadegøgl i Berlin (hvor vi har hugget idéen til konceptet, om end ikke til udførelsen, der mig bekendt ikke inkluderede hækling) eller bare hjemme i haven.


Tilbehør:
1 opvaskebalje
½ liter vand
2 spsk. glycerin (fås hos Matas)
1 dl. opvaskemiddel. Fairy, som er et fælt parfumeret og meget kulørt produkt virker bedst. Jeg kunne ikke forestille mig at vaske op i det, men det giver fine bobler.

De våde dele blandes i baljen. Der skal ikke røres for meget, for det skal ikke skumme.
Nu fatter man sit hjemmehæklede kæmpesæbebobleblæsningsaggregat, stiller sig med ryggen mod vinden, (der ikke må være for voldsom), samler de to bambuspinde og dypper den hæklede snor ned i baljen. Det er vigtigt at hele snoren bliver våd. Nu løfter man langsomt de to pinde, som holdes samlet, op af baljen, hvorefter de langsomt spredes ud. Så har man dette:

Der er timers underholdning for alle aldersgrupper. Konceptet er testet til to uafhængige børnefødselsdage hvor man inviterede en hel klasse til 7 års fødselsdag. Det var et hit blangt ungerne, men absolut også blandt forældrene, hvis ankomst nødvendiggjorde blanding af en ny baljefuld sæbeboblemix. Det er også testet på en venindes 2-årige søn, der syntes det var vældig sjovt at jagte boblerne, altså lige indtil det var sjovere at vende baljen på hovedet.

Hvis man ikke lige har held med boblerne i første omgang, kan man justere lidt på blandingsforholdet. Jeg har en temmelig løst funderet teori om at der kan være en sammenhæng mellem det optimale mix og vandkvaliteten i det område, hvor man blæser bobler. Det er ikke sikkert det har noget på sig - fru Kvist har vældig god plads der, hvor andre mennesker opbevarer deres viden om naturvidenskab.

En aften i håndarbejdets tegn

Jeg har været med Helten til årsmøde i hans faglige selskab. Eller, det vil sige, jeg sprang alle møderne over og deltog kun i gallamiddagen. Man er vel forlystelsessyg.


Det er jo smukt af Helten at invitere mig med, når han nu ved at jeg elsker håndarbejde. Tænk at få lov til at tilbringe en hel aften i fin kjole og høje hæle sammen med mennesker, der er helt vilde med at sy. Sandelig siger jeg jer, hele aftenen gik med nørderi (okay, hvis jeg skal være helt ærlig var der også lige plads til lidt lækker mad og en hel del dans). Op ad stolper og ned ad vægge om fordele om ulemper ved at sy med forskellige slags sting, forskellige tråde og forskellige nåle. Hvornår skal man vælge hvad, og hvordan kan man med fordel kombinere forskellige teknikker? Fru Kvist kan godt kende fagnørder når hun ser dem og måske lød diskussionerne ikke så meget anderledes, end når der er møde i diverse strikkefora. Dog ville det nok have højnet min nydelse en anelse, hvis emnet for al denne syning havde været noget andet end andre menneskers syge organer....

Nu går jeg og tænker på, hvordan jeg kan sige tak for denne udsøgte aften. Der er flere muligheder.

Man kunne jo strikke ham et organsystem. Det ville da give dem noget at tale om til næste årsmøde (ikke at de ligefrem mangler emner).


Billedet er lånt her , hvor det præsenteres under overskriften "Wacky product of the week", hvilket på en eller anden måde er sært beroligende.

Jeg kunne også give ham et sæsonkort til Kulturmaskninens strikkeaftner i efteråret. Der er et rigtig spændende program, og så kan han lære det, kan han. Det er ikke sikkert jeg har tid til at deltage i næste års gallamiddag. Mon ikke jeg skal rydde op i min sokkeskuffe den dag?

Hvor skal man begynde?

- når man nu har forsømt sin blog i over en måned. Der har været blogindlæg nok, de er bare ikke kommet fra tankeplanet gennem fingrene og ud på bloggen. Nå, men Kvist og Co. skal jo forestille en strikkeblog, så måske man skulle starte med lidt strik.

Er der nogen strikkebloggere, der ikke har strikket et Camomille-sjal? Fru Kvist skal naturligvis ikke stå uden for det gode selskab, så jeg har begået to. Ikke helt med vilje, men det er jo et dejligt strikketøj til stunder, hvor man bare skal koble fra og strikke på den meditative måde, og dem har der været mange af det sidste halve år. i det omfang, der overhovedet har været plads til strik, altså.


Det startede med, at jeg ville strikke et til en venindes fødselsdag. Jeg havde valgt en rigtig lækker gråblå uld/silkeblanding, Samarkand, fra Holst Garn. Som sædvanligt havde jeg været lidt for optimistisk mht. tiden, så det var naturligvis ikke helt færdigt (som i overhovedet ikke færdigt), da fødselsdagen oprandt i foråret. For at bøde lidt på det, inviterede jeg fødselsbarnet på café. Som vi sad der over fødselsdagskage behøvede jeg bare at kaste et blik på hendes åsyn for at konstatere, at farven var helt forkert. Til hende, altså. Gad vide hvem jeg havde tænkt på, da jeg valgte farven ;-) Om igen, men denne gang i en noget mere farvestrålende turkis, Supersoft, også fra Holst. Sjalet er efterfølgende afleveret og taget godt imod. Jeg er sikker på det får et kærligt hjem. Og det gråblå? Det bor foreløbig i mit skab. Tilfældigvis har jeg lige en masse, det passer til...


Den opmærksomme læser vil bemærke, at de begge er uden kvaster. Det er endnu ikke helt afgjort, om dette er en permanent ordning. Veninden er helt sikkert kvaste-typen, Fru K. er helt sikkert ikke (af årsager, der omfatter såvel motoriske udfordringer som forkærlighed for rent, enkelt design). Til gengæld er kvasterne muligvis en så integreret del af modellen, at de ikke kan undværes.

Faktaboks:
Det gråblå:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 186 g. Samarkand fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4 og 4½, Knitpicks Pro
Størrelse: 53 cm langs midtlinien inklusiv blonde. Vingefang ca. 180 cm. Sjalet har god "tørklædefacon", da der er mange udtagninger, hvilket betyder at vingefanget er bredt i forhold til sjalets dybde. Derfor er det let at drapere som på billedet her (og i bogen).
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne.

Det turkis:
Mønster: Helga Isagers Camomille, behøver vist ikke nærmere præsentation.
Garn: 178 g. Supersoft fra Holst Garn, striberne er lavet af hhv. en og to tråde. Blonden er med to tråde.
Pinde: 4½ og 5, Knitpicks Pro
Størrelse: Glemte at måle, men nogenlunde som ovenfor.
Ændringer: Juryen voterer stadig mht. kvasterne. Jeg gik ½ pindenummer op i forhold til det gråblå, hvilket giver lidt mere luft i de enkelttrådede striber.

Hot or not? Hot, har absolut lyst til at eksperimentere med garnkvaliteter til modellen. Er dog midlertidigt mættet af retriller efter 3 projekter i streg.

Nå, måske man også skulle tage sig sammen og opdatere projektsiden på Ravelry. Ferien er lige startet, ungerne leger med hinanden (lige nu uden hyl og skrig og gensidig forurettethed, det må man nyde mens det varer) og Helten er vist i gang med noget mandagsgastronomi, så mon ikke der kan blive lidt mere mig-tid?

Op på hesten igen....

Nej, der er ikke sket samfundsomstyrtende ting i Casa Kvist, det er bare hverdagens virvar af familie- og arbejdsrelaterede aktiviteter, der har fyldt det hele. Det er ikke fordi jeg savner stof til blogindlæg. Det er bare lige det med at få dem fra tankeplanet og ned igennem tasteturet.

Nå, men jeg stoppede jo med en cliffhanger sidste gang. Blå retriller, og mange af dem. Hvad mon det kan være? Hanne Falkenberg, dronning af retrillen, var et godt bud, men desværre. Forkert navn, forkert køn, forkert aldersgruppe, forkert kontinent (selv om designeren vist nok slår sine folder i Europa pt.)

Der er tale om modellen Clockwork af Stephen West. Strikket på pind 4 i dobbelt Supersoft fra Holst i farven Sapphire med striber i enkelt Drops Delight i blå/brun/gylden, hvor jeg med blødende hjerte har klippet de mest blå sektioner ud for at opretholde stribeeffekten. Blå rester skal dog nok få ben at gå på her i huset.

Hvad skal man sige om det? Hyggeligt strikketøj, godt som automatstrik i travle perioder. Ret ot ret og mere ret, lidt fikst placerede udtagninger, bemærk at sjalet er rundt øverst og kantet nederst. Som oftest ved amerikanske opskrifter er der tale om meget udførlige (om ikke helt konsekvente) instrukser. "Husk at flytte maskemarkøren med".

De lodrette striber er opnået ved kun at strikke maskerne (glat) på de blå striber og springe dem over i de brune. Kan vel egentlig komme i kategorien vævestrik.

Faktaboks:
Model: Clockwork af Stephen West
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Sapphire samt Drops Delight, blå, brun, gylden. I alt 169 g. Jeg glemte at veje det fra starten, men jeg vil tro at mindst 2/3 er Supersoft.
Pinde: Addi turbo 4 mm.
Ændringer: Jeg lavede lidt om på udtagningerne for at gøre dem symmetriske. Jeg er lidt af en symmetri-freak, men elsker også det helt asymmetriske. Det er en lille smule asymmetri, der bare ligner sjusk, som jeg ikke kan leve med.
Hot or Not? Hmm, helt OK er vist mest dækkende. Modellen opfordrer til farveeksperimenter, så måske laver jeg et mere, men efter at være blevet færdig med det samt næsten 2 Camomiller, trænger jeg til lidt andet end retriller.