Der er ikke meget liv i den her blog, vel? Når jeg nu ikke har så meget strik at prale med, kunne jeg måske underholde lidt med hvad der foregår i stedet for. Rygsvømning kalder Helten den slags, men here goes.
Jeg har for første gang i mit liv været i Venedig. Italien har jeg besøgt ved andre lejligheder, er vild med landet og er gennem mange år blevet påvirket af flere store italienselskere i vennekredsen. Jeg har sågar engang gået til italiensk, og var lidt imponeret over hvor langt man kan nå på et skoleår, når man vælger den seriøse udgave med pensum, grammatik og eksamen. Desværre forsvinder det også hurtigt igen, men en dag...
Venedig var lige nøjagtig som jeg havde forventet. Vi var heldige at komme på et tidspunkt hvor der ikke var for varmt. Vore italienske værter mente det var vinter, men i år kan vi altså ikke regne 5 graders varme for vinter. Programmet var tætpakket, de eneste tidspunkter vi så noget af byen, var på til og fra vores hotel, der heldigvis lå et pænt stykke fra det palazzo, der var rammen om det faglige indhold. Bare en lille dosis Venedig var dog nok til at overbevise mig om, at jeg må tilbage. Nok ikke alene, for mere labyrintisk by skal man vist lede længe efter. Fru Kvist er temmelig geografisk udfordret (her kommer jeg uvilkårligt til at tænke på min søde kollegas ord om at kunne blive væk på et løbebånd). En stifinder må jeg have med.
Bonusinfo: der ligger en meget spændende garnforretning i en af de små gyder. Sjovt nok syntes min kollega ikke vi skulle stoppe der. Han ville hellere kigge på sko, men gæt om de findes i str. 46 i Italien? Godt man ikke er typen, der hoverer.
Der var optræk til karneval, og det var fascinerende, hvad de udklædte gjorde ud af det.
Efter to dage i Venedig gik turen videre til Padua, en by der ikke er nær så kendt (i hvert fald ikke som turistmål), men som bestemt også var spændende. Vores værter bemærkede vores interesse for det gamle universitet, efter sigende det tredjeældste i verden. Fluks fik de arrangeret en rundvisning, og det var fantastisk.
Fru Kvist, som har tilkæmpet sig sin uddannelse i en moderne rædsel af rustent jern og beton, kunne ligefrem mærke, hvor meget klogere man ville være blevet i sådanne historiske omgivelser.
Dette billede viser
Galileis kateder. Her kan man da tale om historiens vingesus.
Portrætter af fremtrædende studerende, heraf flere danske, blandt andet
Thomas Bartholin (yderst til højre i øverste række), der som den første beskrev lymfesystemet.
Helt fascinerede blev vi dog af denne dame:
Elena Lucrezia Cornaro Piscopia, den første kvinde i verden, der opnåede en universitetsgrad. Året var 1678, og det gik ikke stille af, for mange mente ikke det var passende. Meget belejligt døde hun i en ung alder, hvilket selvfølgelig beviste, at en akademisk uddannelse slet ikke var noget for kvinder, og der gik da også næsten 200 år, før man igen dristede sig til at optage en kvinde.
Der er meget mere at berette om universitetet, i eksamensrummet stod en række afdøde professorers kranier f.eks. sirligt udstillet i montrer. Det kunne jeg ikke helt se for mig på SDU, min ungdoms vemodige universitet, som nævnt, jeg har studeret det helt forkerte sted.
Set så mange gange (også her) at den vel dårligt kræver en faktaboks. Jeg kan dog røbe, at der er tale om den mindste størrelse, og at jeg har brugt knap et nøgle Cloudberry (den opmærksomme læser vil genkende farven) og nogle få gram Silver Gray. Efter at have strikke modellen i model baby, model lille pige og model Build-a-Kanin, ser jeg nu til min glæde, at jeg også kan få en selv. Tak for det, Sanne!
