Endnu en strikketidstyv

Da jeg var teenager, syntes jeg mit liv var vældig travlt. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg nok havde mere tid til mig selv end jeg nogensinde vil få igen, i hvert fald indtil jeg går på pension. Den tid jeg havde helt for mig selv, der ikke gik til skole, sport og venner, men bare var helt min egen, blev delt mellem tre hovedinteresser. De to første fremgår af bloggen: strik (surprise) og litteratur. Jeg var yderst produktiv med pindene, og slugte romaner med en koncentration, jeg slet ikke kan mønstre i dag. Den tredje konkurrent om min tid var mit klaver.


Jeg startede som 8-årig hos fru Filipsen, der var organist og klaverlærerinde af den gamle skole. Pædagog, derimod, kunne hun ikke beskyldes for at være. Jeg var startet i skole året før og havde vældig let ved at lære at læse, skrive og regne. Den lille Kvist var derfor vant til at få at vide hun var dygtig, men tænk, det syntes fru Filipsen altså bare ikke, når hun så sig nødsaget til at slå mig over fingrene med en blyant, når jeg spillede forkert. Ofte kom jeg stortudende hjem fra den ugentlige klavertime.

Min mor forbarmede sig; jeg behøvede jo ikke gå til spil, og hvis jeg fortsat ville, behøvede det jo ikke være hos den strenge lærerinde. Hun havde ikke forstået det; målet, når jeg flittigt sad og terpede etuder og sonatiner var jo, at Fru Filipsen skulle give mig en lille smule ros - ikke at en eller anden sød ung lærer, der satte overliggeren knap så højt, skulle synes det var godt nok. Jeg blev aldrig dygtig, men fru Filipsen og jeg endte faktisk med at blive rigtig fine venner. Engang forærede hun mig en blomst. Det var en Flittiglise, og det var vel en slags ros, selv om jeg meget hellere ville være dygtig end flittig. Faktisk passer blomsten latinske navn bedre til fru Kvist, den hedder nemlig Impatiens, men jeg knoklede virkelig med det klaver, og savnede det, da jeg flyttede hjemmefra.

Da jeg for nylig rundede et hjørne var der to gaver fra Helten. Dels en meget smuk ring, dels lovning på et klaver, der skulle indkøbes i samråd med en musikerfar til en af ældstes skolekammerater. I lørdags kom gaven med fire professionelle flyttemænd.


Som det ses, er der tale om et stort gammelt skrummel af et klaver. Lige som sådan et skal være efter min mening, selv om det ikke helt er i stil med husets øvrige look.

Som det også ses var det lidt af et drama at få det på plads på førstesalen. Den lette del var at bære selve kassen op af to stiger efter at Helten havde afmonteret gelænderet på svalegangen. Dramaet startede, da flyttemændene insisterede på at bære jernrammen, der er tung som et ondt år, op af vores smalle vindeltrappe.

Det var liige spændende nok, men nu står klaveret på sin plads og var absolut værd at vente på.

Hvordan det lyder når den voksne fru Kvist spiller? Som en kat, der skal i bad, glæd jer over der ikke er lyd på bloggen...