Tuesday, January 11, 2011

Velkommen til 2011

Ja, for det er vist lidt sent for både god jul og godt nytår. Sidste del af 2010 blev meget travl her i huset. Der var alverdens ting på jobbet, der liiige skulle være færdige inden årets udgang, og på privatfronten stod hele december i ungernes tegn.

Vi nåede det vi skulle, i hvert fald på papiret. Der var ikke megen tid til afslapning, mange dage nåede jeg stort set ikke at sidde ned før det var sengetid. Den slags bærer straffen i sig selv for mig: ud over at jeg ikke når at sætte mig ned med mine elskede pinde og bøger (nå ja, og ditto husbond, for den sags skyld) afregnes kontant for stress og jag med manglende nattesøvn. Det giver yderligere stress, og så kører rumlen.

Ikke overraskende er mit nytårsforsæt derfor, at der skal mere ro ind i hverdagen. Og så naturligvis mere tid til at være nærværende i blogland, både med egne indlæg og kommentarer til andre. Har man hørt det før? Absolut, men derfor kan det jo godt være alvorligt ment. Det ville heller ikke skade, hvis der ligefrem var et lille værk at vise frem i ny og næ. Måske man skulle gå over til pulsvarmere, så antallet af enheder kunne stige lidt? Eller hvad med at starte en produktion af næsevarmere? Selv i mit tempo skulle det vel kunne lade sig gøre at forsyne familie og venner med denne nyttige, men hidtil sørgeligt oversete genstand til næste jul.

Nå, men hvad gør man, når man ikke har tid til at strikke, men heller ikke kan undvære det? Jeg har jo været der før , så jeg har recepten klar:

  1. Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
  2. Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
  3. Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.
Ad 1: Mini fra Designclub.dk
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Violinlærerens 8 uger gamle søn


Jeg skal beklage billedkvaliteten. Trøjen blev fotograferet i stor hast, da den lille fyr skulle have den med til jul i Nordsverige, hvor der, hvor utroligt det end lyder, var endnu koldere end her.

Halvhjertet faktaboks:
Jeg har ikke lige fået den vejet, men den er strikket på p. 3, addi turbo, og mon ikke der er gået mellem 50 og 75 g. til str. 6-12 måneder? Farven er den smukke Sapphire, rester fra mit eget topstykke. Ingen ændringer, ud over at ærmerne er strikket frem og tilbage. Skøn og anvendelig model.

Det er dog ikke det hele: jeg har også en Pisavest, men nu er det altså sengetid. Desuden er der en gensplejset Kiwi, der bare venter på en lynlås. (Man skal vist være strikker for at den sætning giver mening!). Den kommende ejer rykker dagligt, så måske man skulle tage sig sammen.

8 comments:

  1. En gensplejset Kiwi... Hi-hi... Glæder mig til at se, hvad det gensplejsede består i.

    Jeg tror også, at jeg vil finde mig nogle små "ofre", så mine projekter kan blive lidt mere overkommelige.
    Jeg kunne selvfølgelig altid forsøge at overtale min lillebror til at få gjort noget ved de der babyer...

    Fortsat god rejse ind i 2011

    ~ Karina

    ReplyDelete
  2. Rigtigt godt nytaar til dig og dine, og kan du saa saette dig ned og faa slappet lidt af!!!!! En stresset fru Kvist skriver ingen geniale indlaeg, og saa faar vi hverken trukket paa smilebaandende eller krampe i maven af latter. Og den duer ikke Lise! Saa i 2011 faar du bloglektier for. Dvs 1 time daglig strik/bog/dase/fjolleri saa fru Trold her kan faa lattermuskler af staal. (please)

    ReplyDelete
  3. Tak for sidst!
    Det er en rigtig god plan du har med stressstrikketøj.

    ReplyDelete
  4. Stort velkommen til 2011, kære Lise. kender godt det med for meget drøn på og din opskrift på godt stress-strikketøj er lige i øjet! Skøn trøje, iøvrigt.
    Kiwi må du da få klar til den kommende ejer.....selvom udsigten til en lynlås kan få selv rengøring og strygning til at stå i et gyldent skær....
    Knus,
    Britt

    ReplyDelete
  5. Tak for en hyggelig og informativ aften på "maskinen"! :-)
    Åh ja, stress... Det allestedsnærværende. Breeaaathe! Og så følger du din egen enkle, men geniale, recept med gammelkendte modeller på pindene. Rigtig godt 2011 til dig og dine.
    kh. Marlene

    ReplyDelete
  6. Som du kan skrive det :-)

    Håber alle dine fortsætter holder - jeg mødte faktisk et par unge piger i toget for en del år siden som solgte hjemmestrikkede næsevarmere - jeg er nu ikke så sikker på, de fik afsat nogle ;-)

    ReplyDelete
  7. Klassikere har bestemt deres berettigelse - især når de er så fine som din lille trøje ;o)

    Velkommen i SBOLKK (="svigtet-blog-og-lægge-kommentar-klubben") ;o)

    KH Tina

    ReplyDelete
  8. Værsågod Frau P. Faster Putz, det lyder da sødt...

    Tak Lin, det er da de bedste lektier jeg har fået nogensinde. Jeg skal gøre mit bedste.

    Selv tak, Ulla. Det kan vi godt gøre om.

    Tak Britt, og du har helt ret. Jeg vil hellere gøre rent end montere en lynlås, og tro mig, rengøring er ellers langt nede på listen.

    Selv tak, Marlene, og tak fordi du kom, selv om du jo ikke ligefrem er nybegynder på nettet.

    Lene, nu du nævner det er det jo heller ikke ligefrem noget man ofte ser i de toneangivende magasiner...

    Tak Tina. Kan man få et prøvemedlemsskab? Ja for jeg vil nødigt betale kontingent for et helt år, hvis nu min gode hensigter bliver ført ud i livet:-)

    ReplyDelete